Vegetarmenu: Grillet selleri med svampe (fra Kirsten Skaarups grønne køkken) og en lækker rå blomkålssalat……..
Mandler, basilikum, hvidløg og olivenolie blendes til en pesto………….
……………som kommer til at få denne smukke farve…………..
Blomkål plukkes i mindre buketter og kommes i en foodprocessor sammen med ristede mandler…………
Det køres til en rimelig findelt blanding, kommes i et fad og blandes med finthakket skalotteløg……….
Salatblade, parmesan og dressing blandes i og der pyntes med lidt mere høvlet parmesan……
Knoldselleri skæres i forholdsvis tynde skiver og pensles med olie og citronsaft……….
De bages i ovnen til de kommer til at se sådan ud………..
Løg sauteres og hvidløg, champignon og udblødte Karl Johan svampe tilsættes……….
En skive bagt selleri lægges på tallerknen og svampeblanding kommes ovenpå……….
Forsæt med yderligere 3 lag og pynt med pesto……………
………..og sådan ser den ud fra en anden vinkel………..
Som jeg skrev da jeg anmeldte Kirsten Skaarups bog Kirsten Skaarups grønne køkken, så vil jeg gerne være bedre til at lave vegetarmad, mit mål er en vegetardag en gang om ugen. I dag skulle det være og sikke en menu. Det smagte helt fantastisk og den fyldige smag gjorde, at vi bestemt ikke savnede kød. Det mætter dejligt og heller ikke kæresten havde nogen klager, tværtimod syntes han at det var lækkert. Jeg kunne sagtens finde på at servere de små lækre stakke som gæstemad, sammen med en lækker salat og noget godt brød, vil det udgøre en skøn middag.
Da jeg sad og kiggede blogs igennem i dag, faldt jeg over en rå blomkålssalat hos Dronningemad og den vidste jeg bare at vi måtte have til i aften. Jeg havde nemlig en lille halv blomkål i køleskabet som ventede på at blive brugt, så det kunne ikke passe bedre.
Jeg lavede en pesto af basilikum, som passede fint til knoldselleri-stakkene. Jeg fulgte faktisk opskrifterne, bortset fra at jeg ændrede på mængderne, for at få det til at passe til 2 personer. I blomkålssalaten brugte jeg dog blandede salatblade i stedet for frisk spinat, jeg tilsatte lidt flydende honning til dressingen og jeg udelod citronskal, fordi jeg havde overset det
. Jeg skriver opskrifterne som jeg lavede dem……….
Basilikumpesto med mandler, ca. 1 dl:
1 lille håndfuld basilikumblade
1 lille håndfuld mandler med skal
1 fed hvidløg, i grove stykker
Maldon salt, friskkværnet peber
1/4 dl olivenolie
ca. 1/4 dl vand
Kom mandler, basilikum, hvidløg, salt, friskkværnet peber og olivenolie i en blender. Kør og se hvordan konsistensen er. Tilsæt vand, så konsistensen er som du kan lide den. Personligt kan jeg godt lide den lidt tyk og ikke helt glat, men det bestemmer du selv. Smag den til.
Rå blomkålssalat med parmesan og mandler (fra Dronningemad), 2 pers.:
½ lille blomkålshoved, stok fjernet og delt i mindre buketter
2 spsk. mandler med skal
2 håndfulde blandede salatblade, godt skyllet, slynget tør
60 g parmesan, høvlet (måske lidt mere, det smager virkelig skønt i salaten)
1 lille skalotteløg, meget finthakket
½ dl olivenolie
saft af ½ citron
½ tsk. flydende honning
Maldon salt, friskkværnet peber
Kom mandlerne på en tør pande og rist dem i ca. 10-15 minutter ved lav varme, til de begynder at få lidt farve, men endelig ikke for meget. Lad dem køle lidt af. Kom dem i en foodprocessor og pulser nogle gange, så mandlerne bliver grofthakket. Tilsæt blomkålen og kør igen, til det er forholdsvis findelt, men så det stadigvæk har lidt struktur. Hæld det i et fad eller en skål og tilsæt skalotteløg. Pisk dressingen sammen og hæld lidt af det i og vend det hele rundt. Inden servering tilsættes salaten, som rives i mindre stykker sammen med resten af dressingen og det meste af den høvlede parmesan, brækket i mindre stykker. Smag til med salt og friskkværnet peber. Pynt med resten af den høvlede parmesan og server.
Mine selleriskiver blev ikke helt runde, fordi jeg havde brugt noget af den, men det gik jo ikke ud over smagen
Vær opmærksom på at de tørrede svampe skal udbløde i 45-60 minutter, inden du starter.
Grillet selleri med svampe (fra bogen Kirsten Skaarups grønne køkken), 2 pers.:
8 skiver knoldselleri, ca. 3 millimeter tykke
1½ spsk. olivenolie
½ spsk. citronsaft
Maldon salt, friskkværnet peber
1 glas tørrede Karl Johan svampe, udblødt i vand (jeg købte dem i SuperBrugsen)
150 g champignon, skåret i skiver
1 løg, finthakket
2 fed hvidløg, knust og finthakket
2 spsk. citronsaft
lidt olivenolie til stegning
Hæld de tørrede Karl Johan svampe i en skål og dæk dem med lunkent vand. Lad dem udbløde i 1 time. Forvarm ovnen til 250 grader (varmluft). Skær skællen af knoldselleriskiverne og læg dem på en bageplade med bagepapir. Bland olivenolie med citronsaft og pensl lidt på hver skive knoldselleri. Krydr med salt og friskkværnet peber og sæt i ovnen, på næstøverste rille og bag til de er gyldne, ca. 8-10 minutter. Tag dem ud, vend dem, pensl den anden side, krydr og sæt i ovnen igen cirka lige så lang tid – men hold øje med dem. Varm lidt olie op på en pande og sauter løg ved middelvarme, til de bliver bløde og blanke, men de skal ikke tage farve. Tilsæt champignon, skru lidt op for varmen og steg til de bliver gyldne. Krydr med salt og friskkværnet peber. Når champignon er gyldne, tilsættes de udblødte Karl Johan svampe, skåret i lidt mindre stykker. Tilsæt også hvidløg og citronsaft, lad det stege i yderligere et minuts tid, under omrøring. Smag til. Læg en skive knoldselleri på hver tallerken, dernæst lidt af svampeblandingen, så en skive knoldselleri osv. Brug 4 skiver knoldselleri til hver stak, slut med knoldselleri. Pynt med pesto og server sammen med salat og måske noget godt brød.
De næste par dage bliver der stille på bloggen. I morgen tidlig – eller rettere formiddag – tager jeg til København. Jeg er hjemme igen fredag og skal nærmest direkte til fest. Jeg har nu på fornemmelsen, at jeg ikke bliver så længe til den fest, jeg tror jeg vil være ret træt og udkørt. Pas på jer selv derude imens – I’ll be back

















