Newyorkerbyheart

Gourmetsaltet roastbeef og blomkålssalat………..

Fint salt, hvidløgspulver og tørret rosmarin……….

……..fordeles for kødet………..

Steges brunes på alle sider, inden den sættes i ovnen………

Aftenens salat med blomkål, peberfrugt, forårsløg, soltørrede tranebær, ristede mandler og pinjekerner………….

Den færdige roastbeef, udskåret og klar til servering………..

Aftenens tallerken………..

Aftens menu er lavet over det meste af dagen, med behørige søvnperioder indlagt. Jeg bestemte mig for at prøve gourmetsaltning, som jeg aldrig har prøvet og jeg blev behagelig overrasket. Gourmetsaltning vil sige, at man salter kødet let i nogle timer inden tilberedning og derved skulle smagen løftes. Det skulle også bevirke at kødet svinder mindre og at det bliver mere mørt og saftigt. Gourmetsaltning kan bruges til alle slags kød, store som små udskæringer. Store kødudskæringer har bedst af at blive saltet 1 døgn inden det skal tilberedes, mindre stykker som koteletter, kyllingestykker osv skal bare have nogle timer. Kødet skal saltes med 7-10 g salt pr. kilo kød (ca. 1% af kødets vægt), alt efter hvor fremtrædende saltsmagen ønskes. Saltet skal fordeles nogenlunde ligeligt og der kan med fordel tilsættes krydderier, hvis du ønsker at tilføre kødet mere smag.

Jeg kom først i tanke om gourmetsaltning i formiddags, så min roastbeef fik kun ca 6 timer, men resultatet blev alligevel godt, Meget saftigt kød med en dejlig smag. Det er i hvert fald ikke sidste gang jeg forsøger mig med gourmetsaltning.

Selvom jeg havde læst en del om gourmetsaltning inden jeg gik i gang, var jeg alligevel lidt nervøs for at kødet skulle blive for salt, så jeg brugte 8 g til min roastbeef som var på 1,2 kg. Saltsmagen var slet ikke fremtrædende, som jeg havde frygtet, men gav bare kødet en dejlig smag. Jeg tilførte ikke yderligere salt til kødet under stegning. Jeg tilsatte lidt hvidløgspulver og tørret rosmarin til saltet inden jeg dryssede det på kødet. Havde jeg haft nogle friske krydderurter hvad jeg nok valgt dem i stedet for.

Som tilbehør lavede jeg de nye yndlingskartofler, rødvinssauce og en dejlig sprød blomkålssalat – skøn mad på en lørdag aften (og også søndag for den sags skyld :-)).

Gourmetsaltet roastbeef, 5-6 pers.:

1,2 kg roastbeef

8 g fint salt

½ tsk. hvidløgspulver

lidt tørret rosmarin

smør og olie til bruning

Dup stegen tør. Bland salt med hvidløgspulver og rosmarin. Drys det over stegen, så det er ligeligt fordelt på alle flader. Dæk stegen til og sæt den på køl, gerne i 1 døgn, men i hvert fald så mange timer som muligt. Tag stegen ud af køleskabet i 1 times tid inden det skal tilberedes, så det kan få stuetemperatur. Smelt smør på en godt varm pande og tilsæt lidt olie. Krydr stegen med friskkværnet peber og brun stegen på alle sider – også enderne – ved høj varme. Læg i et ovnfast fad og sæt i en 175 grader varm ovn (varmluft) i ca. 35-40 minutter. Det fik min steg og den var helt perfekt inden i – efter min smag – men ellers brug et stegetermometer. Tag den ud og lad den hvile lidt, inden den skæres ud i tynde skiver.

Blomkålssalat, 4 pers.:

1 lille blomkål, plukket i små buketter

1 rød peberfrugt, skåret i små tern

1 gul peberfrugt, skåret i små tern

2 forårsløg, fintsnittet

lidt soltørrede tranebær

1 spsk. smuttede mandler

2 spsk. pinjekerner

Rist mandler og pinjekerner på en tør pande, til de bliver let gyldne. Bland blomkål, peberfrugt, forårsløg og tranebær sammen. Hak mandlerne groft kom dem i salaten, vend det hele godt sammen. Drys med pinjekerner og vend med en dressing. Brug evt. en olie-eddikedressing eller hvad du nu har lyst til. Jeg var doven og brugte den franske fra Knorr.

 

Rødvinssaucen ændrede jeg en anelse på. For det første havde jeg ingen friske krydderurter, så jeg måtte bruge tørrede. Det er ikke optimalt, men det kan stadig gå. Efter jeg havde svitset hvidløg, rødløg, champignon og krydderurter lidt tilsatte jeg lidt balsamico (ca. 1/4 dl) og lidt rørsukker (ca. 3/4 tsk.), som jeg lod koge næsten helt ind, inden jeg hældte rødvin ved. Derfra følges opskriften bare.

Print Friendly
Tilbage

4 kommentarer


  1. Mar 18, 2012
    10:14 pm

    Piskeriset

    Jeg har faktisk ingen erfaring med roastbeef. Jeg tror først, jeg fik det i varm udgave for nogle år siden – ellers har jeg kun fået det som pålæg 🙂

    Foretrækker du rødvinssauce til kødet, eller er der andre saucer, du kan anbefale?


  2. Mar 19, 2012
    4:53 pm

    Christoffer - Lofoloco

    Jeg vidste ikke det hed gourmetsaltning, men bruger det ofte til svinekød, da det jo får det til at holde bedre på saften – svinekød kan jo let blive tørt.

    Gourmetsaltning – så lærte jeg det hed det 🙂


    • Mar 19, 2012
      10:22 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Christoffer!

      Tror bare det er et fint ord for noget som har været brugt i mange år 😉 – men godt er det…….

      Mange hilsner
      Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!