Newyorkerbyheart

Pastasalat med kylling, parmaskinke og langtidsbagte tomater……….

Tomaterne sættes i ovnen og bages i rigtig lang tid………

Forårsløg, kalamataoliven, langtidsbagte tomater, frisk basilikum og parmaskinke………..

Kylling steges og skære i mindre stykker………..

Blandes i salaten sammen med salat, lidt frisk mozzarellaost og dressing. Drys med pinjekerner………

Gårsdagens tallerken………..

Jeg er tilbage i sygesengen og det er rigtig TRÆLS!! I dag skulle lille, smukke Clara døbes og jeg måtte blive hjemme, med en formodning om at endnu en form for betændelse har indtaget min krop. I morgen går turen til lægen igen. Dels så han kan finde ud af hvad jeg nu fejler og dels for at få en snak om piller. Jeg har jo i efterhånden mange år fået Cipralex – og skal nok have dem i resten af mit liv – de har virkelig gjort en stor forskel for mig. Den anden dag fik jeg så besked om at jeg skal have noget andet medicin, fordi de fjerner tilskuddet til Cipralex og fordi der er kommet nogle nye regler.

Nu er jeg jo sådan en lidt neurotisk person, som har det skidt med ændringer. Det kan få mig til at gå helt i selvsving og så har jeg været meget glad for Cipralex, efter et par måneder med slemme bivirkninger da jeg startede, har der ikke været noget siden. Jeg er nervøs for at skulle til at prøve mig igennem en jungle af nye piller – og ikke mindst igennem en masse nye bivirkninger. Jeg er noget pylret når det kommer til bivirkninger og ændringer i min krop, måske fordi jeg ikke er for gode venner med min krop i forvejen og når jeg så skal slås ekstra med den, så bliver jeg enormt frustreret. Jeg er godt klar over at det jo er småting i forhold til hvad der sker i verden og at mange andre har det væsentlig værre end  mig – det må man aldrig glemme – men  for mig, i min verden, er det altså noget der påvirker mig rigtig meget. Er der nogen af jer derude som også bliver berørt af disse nye regler??

Anyway, jeg må jo vente til i morgen – eller hvornår jeg nu kan få en tid – til at se hvad enden bliver af det hele.

I går fik jeg lavet en pastasalat til os til aftensmad. Det var en opskrift jeg fandt i sidste uges Netto reklame, som jeg så bare lavede en lille smule om på. Jeg langtidsbagte tomaterne, krydrede kyllingekødet og tilsatte lidt mozzarella. Skøn pastasalat, som varmt kan anbefales. Lidt brød til ville have været dejligt, men så langt tænkte min hjerne ikke i går……….

Pastasalat med kylling, parmaskinke og langtidsbagte tomater, 2 pers.:

Langtidsbagte tomater:

1 bakke cocktailtomater

olivenolie

ca. 1 spsk. balsamico

2 fed hvidløg, grofthakket

½ tsk. tørret basilikum

1 tsk. tørret oregano

½ tsk. tørret timian

1 tsk. rørsukker

Pastasalat:

ca. 175 g tørret pasta, kogt og afdryppet

½ bakke salat, skyllet og slynget tør

½ kugle frisk mozzarella, skåret i tern

langtidsbagte tomater

1 pakke parmaskinke, skåret i mindre stykker

2 spsk. kalamataoliven

1 håndfuld frisk basilikum, hakket

4 forårsløg, fintsnittet

2 kyllingebrystfileter, skåret i grove stykker

salt, friskkværnet peber

græsk krydderi (fra Santa Maria)

2 spsk. pinjekerner, ristet på en tør pande

Dressing:

saft af ½ citron

2 spsk. olivenolie

Maldon salt, friskkværnet peber

1 fed hvidløg, presset

1 tsk. flydende honning

Halver tomaterne og læg dem i et fad beklædt med stanniol eller bagepapir. Drys med krydderier og hvidløg. Dryp med olivenolie, balsamico og sukker. Sæt i en 100 grader varm ovn (varmluft) i ca. 5-6 timer. Kom tomaterne i en skål sammen med oliven, parmaskinke, forårsløg, basilikum og mozzarella ost – bland det hele godt sammen. Krydr kyllingestykkerne med salt og græsk krydderi og steg i olie på en pande, til de er gennemstegte. Tag af panden og skær i mindre stykker. Vend kyllingestykkerne i sammen med den friskkogte, afdryppede pasta og salaten. Pisk dressingen sammen og vend den i, pynt med pinjekernerne. Server med noget lækkert brød.

Print Friendly
Tilbage

4 kommentarer


  1. Mar 12, 2012
    12:29 am

    Lone Bræstrup

    Hej Birthe. Når man har haft det rigtig skidt og så får noget medicin som hjælper en, – ja så kommer man i himlen og tør ikke skifte præparat af frygt for at få det rædselsfuldt igen. Det er ikke neurotisk. Hvis det kan trøste, så har jeg engang stået i samme situation og været helt vild elendig over, at skulle skifte til et kopipræparat. Men det skete der nu intet ved 🙂 Held og lykke og se så at blive rask igen. Kh Lone


    • Mar 12, 2012
      11:31 am

      Newyorkerbyheart

      Hej Lone!

      Jeg har også fået kopimedicin og det er fint nok, men jeg ved ikke hvordan det er med de nye regler, om jeg må få det i stedet for. Jeg frygter mest at jeg skal skifte til et helt nyt mærke….

      Mange hilsner
      Birthe


  2. Mar 12, 2012
    8:41 am

    Charlotte

    Rigtig trist at du ikke kunne komme til barnedåb – men helbredet kommer først. Sidst men ikke mindst er det ikke i orden at møde op hvis man er i risiko for at smitte andre.
    Ja – jeg er også i den gruppe som også bliver berørt m.h.t. til medicintilskud;-(.
    Jeg så samme opskrift i Netto – den tiltalte også mig.
    Rigtig god bedring.
    Charlotte


    • Mar 12, 2012
      11:29 am

      Newyorkerbyheart

      Hej Charlotte!

      Ja, det var også det jeg tænkte. Alt for få tænker ikke over at de tager ud til sociale arrangementer, selvom de måske er syge – eller de fortæller det måske ikke lige – når de inviterer, så man selv kan tage sine forbehold. Jeg har været til en del familiesammenkomster, hvor jeg er blevet smittet af familiemedlemmer og ikke mindst af børn. Men sådan er det desværre at have et lavt immunforsvar…..

      Det er noget rigtig træls noget med det medicintilskud, det stresser mig en hel del.

      Mange hilsner
      Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!