Newyorkerbyheart

Grønsagslasagne (fra “Moderne Mamma – i en fart”)…….

Moderne Mamma – i en fart…………

Porre, gulerødder og bladselleri kommes i en foodprocessor……..

………og køres til det er ret findelt………..

Det sauteres i lidt olivenolie på en pande og derefter tilsættes vand og grøntsagsbouillon……..

Når al væden er kogt væk, tages det af panden………

Champignon svitses, rød peberfrugt tilsættes og derefter hvidløg………..

Kom lidt bechamelsauce i bunden af et letsmurt, ovnfast fad og derefter friske lasagneplader………..

Fordel noget af porre-blandingen ovenpå………

……..så lidt af peberfrugt-blandingen………

……..og tilsidst bechamelsauce…………..

Forsæt til det hele er brugt, slut med lasagneplader, bechamelsauce og revet ost………..

Den færdige lasagne………….

Tallerknen i går aftes – og i aften…………….

I går lavede jeg en omgang grønsagslasagne fra bogen “Moderne Mamma – i en fart“, nummer 2 i rækken (nr. 1 hed bare Moderne Mamma) som faktisk er udgivet af Galbani. Jeg faldt over den sidst jeg var i Kvickly og da den kan erhverves for kr. 29,-, måtte den med mig hjem 🙂

Det blev en vellykket lasagne hvor jeg valgte at skære lidt ned på de grønsager der stod i bogen og så tilføje nogle andre. Jeg valgte at tilsætte markchampignon, rød peberfrugt og hvidløg, fordi det var hvad jeg havde, men du kan jo tilføje lige nøjagtig de grønsager du kan lide. Jeg lavede lidt mere bechamelsaucen, fordi jeg bryder mig ikke om lasagnen bliver for tør og så tilsatte jeg også lidt friskrevet muskatnød til bechamelsaucen. Jeg synes at det hører sig til, men det kan udelades.

Jeg skriver opskriften som jeg lavede den………..

Grønsagslasagne, 4 pers.:

250 g friske lasagneplader

4 gulerødder, skrællet og skåret i grove stykker

3 stilke bladselleri, skåret i grove stykker

2 porrer, renset og skåret i grove stykker

1 rød peberfrugt, skåret i strimler

250 g mark champignon, skåret i skiver

2 fed hvidløg, knust og finthakket

lidt olivenolie til stegning

2 dl vand

1 tsk. Herbamare grønsagsbouillon

salt, friskkværnet peber

75 g friskrevet parmesan

25 g revet mozzarella

Bechamelsauce:

35 g smør

3½ spsk. mel

ca. 1 liter mælk

salt, friskkværnet peber

lidt friskrevet muskatnød

Kom gulerødder, porrer og bladselleri i en foodprocessor og kør til det er ret finthakket. Kom lidt olie på en pande og sauter porre-blandingen i et par minutter ved middelvarme. Hæld vandet ved sammen med grønsagsbouillon, lidt salt og friskkværnet peber og lad det småkoge i ca. 20 minutter, til væden helt fordampet. Hvis den ikke er fordampet, så skru lidt op for varmen, væsken skal være så godt som helt kogt ind. Smag til og hæld det over på en tallerken. Kom evt. lidt mere olie på panden og steg så champignon til de bliver brune og væden fra dem er fordampet. Tilsæt peberfrugt, krydr med salt og friskkværnet peber og lad dem stege med, under omrøring, i et minuts tid. Tilsæt hvidløg og lad også det stege med til det begynder at afgive duft, det skal ikke tage farve. Vend godt rundt i det og smag til. Tag af varmen. Smelt smørret ved middelvarme og tilsæt melet, rør det godt sammen. Tilsæt nu mælken lidt efter lidt, pisk godt så der ikke dannes klumper og lad det koge op mellem hver gang, til det har en pæn tyk sovse-konsistens. Smag til med salt, friskkværnet peber og muskatnød. Lad det småsimre et par minutter under omrøring og tag af varmen. Smør et ovnfast fad med ganske lidt olie og kom lidt bechamelsaucen i bunden, derefter et lag lasagneplader, så lidt af porre-blandingen, lidt af peberfrugt-blandingen og så lidt bechamelsauce. Forsæt indtil der ikke er flere grønsager, slut af med lasagneplader, bechamelsauce og de 2 slags oste. Sæt i en 175 grader varm ovn (varmluft) i ca. 25 minutter. Tag ud og lad den stå i 5 minutter, inden den serveres. Server med en grøn salat.

Vi fik bare nogle blandede salatblade vendt med olie-/eddikedressing, det var hvad kræfterne rakte til.

Jeg fik også bagt endnu en portion af de langtidshævede boller, denne gang var der hele 3 slags kerner i, nemlig hørfrø, solsikkekerner og græskarkerner (ca. 3 spsk., af sidstnævnte)…….

Langtidshævede boller med 3 slags kerner……….

Jeg kæmper med trætheden og absolut INGEN energi i disse dage, jeg formoder (håber) at det er pga. den skrappe penicillin kur jeg er på. Der føles som om der findes absolut ingen kræfter i min krop. Tennissæsonen er så småt begyndt, men der er ingen skildpadde-tennis til mig førend efter vi har været i USA. Jeg tør simpelthen ikke udsætte min krop for det, men samtidig er det jo også vigtigt at jeg stadig holder kroppen lidt i gang, hvilket ellers har lagt ganske og aldeles stille hele vinteren. Men jeg har genoptaget yoga et par gange om ugen på stuegulvet og håber så at det kan være med til at styrke min krop og mit immunforsvar.

I morgen tror jeg at jeg vil køre en tur til Gram Slot. Der er Havefestival i weekenden fra 10-17 både lørdag og søndag. Det er nu ikke planter og blomster jeg tager derned for, der er nemlig samtidig også sommermarked, hvor der skulle være gastronomi-telt og det er det jeg har i sinde at besøge. Desuden giver det mig også en chance for at se Gram Slot og park, hvor jeg aldrig har været.

 

Bøger:

Jeg er blevet færdig med Shantaram af Gregory David Roberts og jeg må sige at jeg synes at det er en ret fantastisk bog. Jeg har været meget opslugt af den, selvom den tog mig lang tid at læse. Jeg blev helt indfanget i bogens univers og den fik mig til at danne de skønneste billeder inde i mit hoved – det er altså sjældent bøger formår det – synes jeg. Jeg kunne simpelthen se slummen i Indien for mig og næsten også dufte de forskellige dufte – og det på trods af at jeg aldrig har været i Indien.

Bogen har sine sjove momenter – især i den første halvdel – hvor der var en del gang hvor jeg ikke kunne lade være med at trække på smilebåndet, især når hans ven Prabaker beskrives. Men det er også en voldsom bog på mange måder og det er et indblik i en hel anden verden end her i Vesten. Den fattigdom der beskrives er visse steder så hjerteskærende, men alligevel er det glade og stolte mennesker, det tænkte jeg en del over mens jeg læste den. Det er helt klart en bog jeg vil anbefale. En bog om menneskeskæbner, kriminalitet, fattigdom, ubrydelige venskaber og vold.

Print Friendly
Tilbage

8 kommentarer


  1. Apr 27, 2012
    9:49 pm

    Piskeriset

    Hov, jeg havde ikke set, at der er kommet en ny bog. Ok, jeg har så heller ikke rigtig handlet så meget ind den sidste uges tid… 😀

    Skøn grøntsagslasagne – jeg skulle lige have nået at sende en plastbøtte af sted, så den kunne blive fyldt op med rester, heheh 😀


    • Apr 27, 2012
      9:55 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Piskeriset!

      Det skulle du have gjort, der var rigeligt til dig også 🙂

      Mange hilsner
      Birthe


  2. Apr 27, 2012
    10:51 pm

    Mark

    Hej Birthe,

    De boller ser bare rigtig gode ud! Hvor mange græskarkerner puttet du i?

    Mark


    • Apr 28, 2012
      11:04 am

      Newyorkerbyheart

      Hej Mark!

      Jeg vil tro at jeg brugte ca. 3 spiseskefulde, jeg målte ikke af denne gang. Men det er sådan nogle taknemmelige boller – og denne gang blev de endda fine høje – jeg synes tit at langtidshævede boller bliver ret flade i det 🙂

      Mange hilsner
      Birthe


  3. Apr 28, 2012
    9:02 am

    Anne Skipper

    Hej Birthe,
    Til lykke med dit kogebogsprojekt.Det skal nok blive rigtig godt. Jeg er i hvertfald ofte blevet inspireret af de opskrifter du har på bloggen.


    • Apr 28, 2012
      11:03 am

      Newyorkerbyheart

      Hej Anne!

      Mange tak, jeg glæder mig også rigtig meget 🙂

      Mange hilsner
      Birthe


  4. Apr 29, 2012
    10:43 am

    Laila

    Hej Birthe
    Jeg er glad for, at du også synes om Shantaram. Det er en af mine absolut favoritbøger, og jeg forsøger at få alle til at læse den, da den er så rig på livet og alle dets afskygninger især de mindre gode. Kan huske, at da jeg læste den, tænkte jeg meget over det parallelunivers som han lever i kontra det “normale” liv de fleste andre lever uden kriminalitet med alt hvad det indebærer. FED BOG absolut en super cool fed bog! Jeg kan kun sige til alle jer andre LÆS DEN LÆS DEN LÆS DEN

    Derudover vil jeg som før, gerne takke dig for inspiration, stof til eftertanke og gode opskrifter. Det bliver spændende med din kogebog 🙂 Pøj pøj

    Venlig hilsen Laila


    • Apr 29, 2012
      12:12 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Laila!

      Jeg vil give dig helt ret i at det er en helt vidunderlig bog, som beskriver livets skyggesider, men på en – livsbekræftende – måde (hvis man kan sige det sådan). At læse om al den fattigdom og samtidig glæde er ret fantastisk og så skabte bogen de skønneste billeder inde i mit hoved af personerne, noget jeg sjældent oplever på den måde 🙂

      Mange hilsner
      Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!