Newyorkerbyheart

Kylling Cordon Bleu med asparges og cremet hvidvinssauce………

Smør/dijon/hvidløgsblanding til kyllingekødet………..

Kyllingebrystfileterne bankes ud og smøres med lidt af smør-blandingen………

Asparges, skinke og emmentaler lægges ovenpå og så skal de rulles stramt sammen……….

Når de er rullet sammen, pensles de igen med smør-blandingen og så vendes de i (panko) rasp…………

Til saucen smeltes smørret og skalotteløg koges i det ved lav varme……….

Hvidvin, fløde og krydderier tilsættes og så skal den lige koges igennem……….

De færdigbagte kyllingeruller………

Vi fik en sommerlig salat til………

Gårsdagens tallerken………..

Sådan ser kyllingen ud indeni………..

Efter at have været på Gram Slot i går, var jeg helt smadret da jeg kom hjem, så efter lidt sen frokost var der dømt hvile på sofaen. Jeg faldt i søvn og derfor fik vi faktisk ret sent aftensmad i går, men det var nu en ret skøn aftensmad 🙂 Jeg fandt en lækker opskrift hos My Favorite Things – som laver noget seriøst lækkert mad – på kylling Cordon Bleu, som jeg bare måtte prøve. Jeg lavede egentlig ikke rigtig nogle ændringer bortset fra at jeg valgte at rulle kyllingerullerne i panko rasp – du kan også bare bruge almindelig rasp – i stedet for “seasoned stuffing mix” (Stove top). Jeg har faktisk noget stående, men jeg tænkte at det har I nok ikke, så derfor lavede jeg det med noget alle kan få fat i. Kyllingefileterne skulle nok have været banket mere ud så de blev tyndere, men kræfterne rakte simpelthen ikke til det, så de var lidt svære for mig at rulle. Derfor blev de heller ikke helt så pæne 🙂

Jeg kan virkelig anbefale jer at lave de kyllingeruller, for de smagte helt forrygende og heldigvis har vi også til i aften, så jeg kan slappe lidt af i dag.

Jeg lavede nogle ovnbagte kartofler til og så en sommerlig salat, hvor jeg bl. a. brugte nogle af de lækre oliven som jeg købte i går.

Jeg skriver opskriften som jeg lavede den………….

Kylling Cordon Bleu med asparges og hvidvinssauce, 4 pers.:

4 kyllingebrystfileter

12 grønne asparges, det nederste seje knækket af

40 g smør, smeltet

salt, friskkværnet peber

1 spsk. dijonsennep

2 fed hvidløg, knust og meget finthakket

½ dl tør hvidvin

4 tynde skiver skinke, jeg brugte noget italiensk, kogt skinke uden fedtkant

skiver af emmentaler, gerne en lagret, men det kunne jeg ikke få fat i

panko rasp – eller almindelig rasp

Hvidvinssauce:

25 g smør

2 skalotteløg, meget finthakket

1 dl tør hvidvin

1½ spsk. mel

salt, friskkværnet hvid peber

½ tsk. løgpulver

1 tsk. tørret persille, gnedet godt mellem fingrene

2 – 2½  dl fløde

Forvarm ovnen til 175 grader (varmluft). Bring lidt letsaltet vand i kog, kom de klargjorte asparges i og giv dem ½ minut. Hæld dem i en sigte og skyl straks med iskoldt vand, lad dem dryppe af. Bland smeltet smør med dijonsennep, hvidvin, salt, friskkværnet peber og hvidløg – rør det godt sammen. Dup kyllingefileterne tørre og læg dem mellem 2 lag køkkenfilm. Bank dem ud til de er ret tynde over det hele. Læg dem side om side og pensl den side der vender opad med smør-blandingen. Læg 3 asparges på hver, læg dem så aspargeshovederne stikker ud og ovenpå skinke og ost. Rul stramt sammen fra den spidse ende og fæstn med tandstikkere. Pensl dem nu over det hele med resten af smør-bladningen og vend dem i panko rasp, så de er helt dækket. Læg dem med samlingen ned ad i et ovnfast fad. Stil dem i ovnen og giv dem ca. 35-40 minutter, til de er gennemstegte. Smelt smørret til saucen ved lav varme og tilsæt skalotteløg, lad dem “koge” i smørret i 7-8 minutters tid, hele tiden ved lav varme. De må endelig ikke tage farve, rør i det af og til. Tilsæt melet og rør det godt sammen. Tilsæt hvidvin og ca. 2 dl af fløden, sammen med krydderierne og bring i kog ved svag varme. Pisk i det, så det ikke klumper. Lad det småkoge i nogle minutter, rør i det af og til. Smag til og hold det varmt til det skal spises.

Tomatsalat:

1 bakke San Marzano tomater, skåret i tern

ca. 50 g god feta, smuldret

nogle gode oliven

lidt persille, finthakket

½ rødløg, meget tyndt skåret og del i mindre stykker

lidt pinjekerner, ristede på en tør pande

Kom tomaterne i et lille fad – eller en skål. Fordel rødløg ovenpå, sammen med oliven og lidt persille. Fordel feta ovenpå og drys med de ristede, afkølede pinjekerner. Jeg brugte lidt af Knorr’s franske dressing, fordi jeg var for træt til andet, men den kan også bare dryppes med lidt olivenolie og lidt balsamico.

 

I dag står den på afslapning – i hvert fald det meste af tiden. Jeg har lovet kæresten hotdogs med hjemmebagte hotdogbrød til frokost – og hvad man lover skal jo holdes. Heldigvis klarer brødmaskinen det hårde arbejde 🙂

Den anden dag var der sådan et smukt lys over vores lille “sø”. Men det var lidt svært at fange………

GOD SØNDAG TIL JER ALLE!

Print Friendly
Tilbage

9 kommentarer


  1. Apr 29, 2012
    1:55 pm

    mimi

    wow det ser virkelig lækkert ud, fik faktisk noget ligende den anden dag, det var bare svinemørbrad der var banket ud, med chedar, og røget filet også lige ved i æg og rasp. Kan sømre godt forstå du er smadret ovenpå den tur til Gram slot, det så også spændende ud !!


    • Apr 29, 2012
      1:57 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Mimi!

      Uhm, det lyder også lækkert 🙂 Sådan nogle ture er skønne, men også ret hårde for mig, så det er godt jeg kan hvile i dag……

      Mange hilsner
      Birthe


  2. Apr 29, 2012
    2:52 pm

    Piskeriset

    Namnam, det kan jeg godt spise til aftensmad… det er faktisk meget længe siden, jeg har fået fyldt kyllingebryst… ‘nogen’ burde gøre noget ved det… mmmm 🙂


    • Apr 29, 2012
      3:22 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Piskeriset!

      Sjældent har jeg fået så smagfulde kyllingeruller, de var meget lækre – og store – jeg kunne ikke engang spise en hel 🙂

      Mange hilsner
      Birthe


  3. Apr 29, 2012
    3:10 pm

    Lilys mormor, Jane

    Hej Birthe, nyder at følge din blog og blive inspireret af al den lækre mad, du viser. Du har flere gange brugt PANKO, og jeg har længe kigget efter det i diverse butikker, men er ikke stødt på det. Hvor køber du det?
    Mvh. Lilys mormor, Jane


    • Apr 29, 2012
      3:22 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Jane!

      Tak for de pæne ord, de gør mig meget glad 🙂
      Det kan godt være svært at finde panko herhjemme, jeg køber det når vi er i Tyskland (Citti i Flenborg), hvor jeg køber 1 kg ad gangen. Men du kan faktisk lave det selv, se evt. her: http://www.bisonbasics.com/recipes/homemade/panko_breadcrumbs.html og så kan du jo også vælge at skifte det hvide brød ud med groft brød hvis du ønsker det. Jeg synes at det giver en anden sprødhed – og lethed – en almindelig rasp. Ellers prøv asiatiske butikker, hvis du har sådan en i nærheden hvor du bor. Endelig kan du også bare bruge almindelig rasp 🙂

      Mange hilsner
      Birthe


  4. Apr 29, 2012
    3:40 pm

    Lilys mormor, Jane

    Jamen, da vi aldrig kommer til Citti Grossmarkt ( har været der én gang for mange år siden ), så vil jeg da forsøge mig med den hjemmelavede version. Jeg tørrer og gemmer alle brødender og rester og laver selv rasp, men jeg skal nok lave raspen grovere, end jeg plejer. Du får tusind tak for din hurtige respons 🙂
    Mvh. Jane


    • Apr 29, 2012
      3:42 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Jane!

      Jeg har faktisk ikke fået mig taget sammen til at lave det selv, men det gør jeg en dag. Held og lykke med projektet 🙂

      Mange hilsner
      Birthe


  5. Dec 7, 2012
    5:15 pm

    Carina Sørensen

    Af én eller anden grund ender jeg altid på din hjemmeside, når jeg søger på dit-og-dat omkring mad som jeg kunne tænke mig at lave eller mangler inspiration til… ;o)
    Synes det var på tide at give dig en positiv feed back på ovennævnte og et pænt “TAK” for dine opskrifter!
    Min klare favorit er dine skønne (vidunderlige-nemme-lykkes-altid) balsamico-glaserede gulerødder til sloppy joes – min eksmand/bedste vens højeste ønske når han kommer forbi er rent ud: Sloppy Joes :oD så det får han da!
    Tak du :o)

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!