Newyorkerbyheart

“Mafia”-møde og Ord-kraft……..

Torsdag formiddag satte jeg kursen mod Aalborg, det er rigtig mange år siden jeg sidst har været i Aalborg, nok 15 år eller noget i den stil. Jeg skulle køre i bumletog helt til Århus og det tog altså helt vildt lang tid, heldigvis kunne jeg sidde og tale i telefon med søde Line en del af vejen 🙂

I Århus kunne jeg så heldigvis skifte til lyntoget, hvilket helt ærligt var noget af en befrielse. Bumletog er bare ikke nogen fed oplevelse, utroligt at DSB byder sine kunder det, her i 2012…….

SKØN – men meget høj – seng på hotellet…….

Fra mit vindue kunne jeg se ned på Nordkraft, den høje bygning i baggrunden…….

Nå, men jeg fik fat i en taxa og blev kørt til First Hotel, som ligger få hundrede meter fra Nordkraft, hvor Ord-kraft løber af stablen. Efter kort tid kom den første del af den Aalborg’ske “mafia” i form af Sabina, Camilla og hendes skønne søn for at hente mig. På vejen hen til vores første stop, caféen Penny Lane, samlede vi endnu et medlem af “mafia’en” op, nemlig Line. På Penny Lane sad de sidste to medlemmer af den Aalborg’ske “mafia” så pænt og ventede på os, nemlig Bitten og Kristine.

Hyggelig indretning i Penny Lane…..

Dejligt med gratis vand………

Jeg fik en pæretærte med chokolade og en Søbogaard granatæble blendet med is……..

Penny Lane er virkelig et hyggeligt sted med en skøn indretning og hvor der udover sandwich og kager også kan købes forskellige lækkerier som lakrids, marmelader, oste, pølser, eddiker osv. Jeg bestilte en pæretærte med chokolade, men må nok indrømme at den ikke lige var mig. Det er jo ingen hemmelighed at jeg ikke er så vild med chokolade og her var der en meget tyk mængde chokolade ovenpå tærten. Desuden var den en anelse tør og jeg fandt aldrig pæren – hverken i smag eller indhold……

Efter at have spist vores kager og fået hyggesnakket lidt, så forsatte vi hen på Caféministeriet, hvor der var bestilt bord til os. Der var en del mennesker derinde og igen et ret hyggeligt sted. Jeg var ved at være ret sulten for jeg havde jo spist tidlig morgenmad, havde ikke rigtig fået noget frokost og spist under halvdelen af min pærtetærte – så da Camilla begyndte at snakke om at bestille en entrecôte så var jeg helt på 😀

Entecôte på Caféministeriet……..

Entrcôte’en blev serveret med en grov kartoffelmos, en kraftig skysauce, grillet citron, majs med kørvel smør og friterede løgringe. Jeg synes det bedste var saucen, som var kraftig og havde en masse smag og løgringene som var meget lækre – men resten var jeg ikke overvældende begejstret over. Det var som om de havde haft kødet i microovn og derefter grillet den på en grillpande for at give den striberne. Men selskabet var upåklageligt og det var super hyggeligt at være i selskab med pigerne. Selvom der er langt til Aalborg, så gør jeg det gerne igen for at tilbringe tid i deres selskab 🙂 Alle – på nær Kristine – deltog i det madbloggertræf som jeg arrangerede sidste år her i Vejen, men det var ikke meget jeg fik snakket med dem den dag. Så det var en kærkommen mulighed for at få talt lidt mere med dem, når nu jeg skulle til Aalborg alligevel. TAK piger fordi I stillede op og tog jer tid til at være sammen med mig i nogle timer, det værdsætter jeg meget 🙂

Pigerne var så søde at følge mig hen på Nordkraft, så jeg ikke flakkede rundt i gaderne i Aalborg og ikke kunne finde vej. Arrangørerne bag Ord-kraft havde bedt mig om at være der ca. ved 18.30-tiden, for at jeg kunne hilse på de 2 andre bloggere og lige finde mig til rette.

Vores lille hjørne…….

Der var blevet lavet et lille hjørne til os, hvor vi kunne sidde. Ideen var egentlig meget god, men det var nok ikke helt gennemtænkt at vi sad der samtidig med at bl. a. Majse Njor, Julia Lahme og Anne-Grethe Bjarup Riis blev interviewet på scenen. Folk – mest kvinder denne aften, fordi det stod i kvindernes tegn – var jo selvfølgelig kommet for at høre dem og derfor kom der nærmest ingen hen til vores borde. På et tidspunkt var det lige før det var lidt halvpinligt at sidde der, synes jeg……

Mine cookies……

En af de andre bloggede live, hendes indlæg kan ses her………

Som jeg skrev, så syntes jeg at ideen med at vi var der var god, men vi skulle nok have været integreret i arrangementet på en anden måde. Måske vi skulle have siddet et andet sted eller måske en paneldiskussion ville have været bedre. Jeg ved det ikke, men det her var i hvert fald ikke optimalt. Anyway, jeg fik da afsat nogle af mine cookies og hilst på nogle stykker. Tak til jer der kom forbi 🙂

Men der var jo rig lejlighed til at studere de flotte rammer, som omgav os. Nordkraft er et gammelt el-værk, som så er blevet bygget om og sat i stand. Det fremstår som en blanding af rå beton og glas – meget smukt. Her følger nogle billeder…..

Ved 20.45-tiden pakkede jeg sammen og gik hen for at bestille en pizza. Jeg var ærlig talt ved at blive sulte igen, for vi havde jo spist tidligt og så havde jeg fået at vide at pizzaerne hos Azzura – som ligger inde i Nordkraft – skulle være virkelig gode. Jeg bestilte en nr. 307 med parmaskinke, tomat, ost, rucola og parmesan, som jeg tog med tilbage til hotellet for at nyde den med benene op og en iskold Coca Cola til, jeg tror sjældent at en cola har smagt så godt, som den gjorde den aften. Det var en virkelig god pizza, men betjeningen virkede ikke ligefrem venlig, måske fordi de havde travlt??

Lækker pizza som natmad…….

Nå, men jeg var vel tilbage på hotellet lidt over klokken 21 og var helt og aldeles færdig. Jeg var simpelthen så træt og havde stærke smerter, så efter at have spist gik jeg lige på hovedet i seng. Det var en virkelig dejlig seng, omend meget høj! Når jeg sad på sengekanten, kunne jeg ikke nå gulvet. Jeg ved godt at jeg ikke har de længste ben i verden, men alligevel, det var en lidt sjov fornemmelse 🙂 Jeg havde rig lejlighed til at nyde sengen i løbet af natten, for jeg fik ikke sovet særlig meget, min krop ville simpelthen ikke samarbejde med mig.

Næste morgen var der en vidunderlig duft af kaffe der nåede mit værelse og det var et veldækket morgenbuffét der mødte mig. Der var bacon, røræg, pølser, bløde og hårdkogte æg, yoghurt, frisk frugt, rundstykker, rugbrød, franskbrød og knækbrød. Oste, pålæg, kaffe, the, kakao og forskellige slags juice. Ved 11.30-tiden satte jeg jeg mig toget og mit lille eventyr i det Aalborg’ske var slut – og jeg var ret brugt. Jeg synes at turen hjem var uendelig lang, måske også fordi jeg slet ikke kunne finde hvile i mit sæde. Det hjalp så heller ikke at DSB ikke havde plads til alle de mennesker der skulle med toget, så der stod folk overalt, klemt helt tæt sammen – også i gangen i stillekupéen – og så var det pludselig ikke en stille kupé længere. Endelig midt på eftermiddagen var jeg hjemme og blev hentet af kæresten ved toget og så var det direkte hjem på sofaen. Vi fik begge en lang, tiltrængt, lur på sofaen.

I morgen kommer lille skønne Clara på besøg med hendes forældre og på mandag skal jeg til øjenlægen som skal se på mit øje – som er blevet bedre – men stadig gør ondt. Ellers er der dømt afslapning, så meget som jeg nu formår at slappe af, indtil vi skal til USA om ikke særlig længe. Jeg skal helst i noget der ligner topform, og det er der et godt stykke vej til, inden vi tager afsted. Så fra nu af indstilles alle sociale aktiviteter og det handler kun om at komme mig så meget som overhovedet muligt.

Print Friendly
Tilbage

16 kommentarer


  1. Apr 21, 2012
    6:39 pm

    Line

    Tak fordi du ville hygge med os 🙂 det var en dejlig dag! Jeg kunne godt forestille mig at arrangementet ikke gik helt som det skulle. Folk “tør” simpelthen ikke henvende sig direkte desværre.


    • Apr 21, 2012
      8:18 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Line!

      Det var i hvert fald nogle skønne timer jeg havde sammen med jer. Håber, at du har fået det bedre??

      KH
      Birthe


      • Apr 22, 2012
        12:40 pm

        Line

        Jeg fik det heldigvis bedre i løbet af aftenen 🙂


        • Apr 22, 2012
          6:23 pm

          Newyorkerbyheart

          Hej igen, Line!

          Det er jeg glad for at læse 🙂

          KH
          Birthe


  2. Apr 21, 2012
    8:31 pm

    SushiStegen

    Det lyder som en hyggelig stund med den ålborgske mafia, og den pizza ser bestem skøn ud.


    • Apr 21, 2012
      10:46 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Sushisteg!

      Det var nogle skønne timer – og den pizza var bare perfekt 🙂

      KH
      Birthe


  3. Apr 21, 2012
    10:34 pm

    Anne

    Det lyder som en hyggelig dag på trods af et ikke helt gennemtænkt arrangement. Ærgeligt, når sådan noget ikke fungerer helt optimalt, når nu du lagde både tid og ikke mindst kræfter i det. I det mindste lyder det som et par hyggelige timer med den aalborgensiske mafia:-)

    Kærlig hilsen

    Anne.


    • Apr 21, 2012
      10:46 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Anne!

      Ja, det var lidt synd også for deres egen skyld – men jeg havde i hvert fald nogle hyggelige timer inden 🙂

      KH
      Birthe


  4. Apr 22, 2012
    9:14 am

    Camilla

    Tak for sidst. Det var bare sååå hyggeligt at se dig igen. Det var en skam at Ord-kraft ikke var bedre for jer bloggere end det var, men for vores lille nordjyske mafia var det i hvert fald rart at du var inviteret. Endnu engang tak for den fine gave til junior, den vakte stor lykke 🙂 Nå, ja – jeg beklager at jeg så fik lokket dig med på entrecôte, men jeg vil give dig ret i at saucen (og mosen) var det bedste på tallerkenen. Faktisk var vi vist lidt uheldige med vores spisning diverse steder, men så var det godt at selskabet kunne hjælpe lidt på det 😉


    • Apr 22, 2012
      10:42 am

      Newyorkerbyheart

      Hej Camilla!

      Det var så skønt at have tid til at bruge nogle timer sammen med jer, selvom jeg gerne ville have haft at det skulle have varet længere. Jeg tror at vi havde meget mere at tale om 🙂 Du skal ikke beklage at jeg bestilte en entrcôte, det var jo ikke dig der lavede den 😉 – og det lød jo godt på kortet. Selskabet opvejede klart det hele.

      Knus
      Birthe


  5. Apr 22, 2012
    11:32 am

    Piskeriset

    Nice pizza! Ærgerligt at de andre spisesteder ikke viste sig fra den bedste side, men så var det jo godt, at selskabet i hvert fald var helt i top 🙂


    • Apr 22, 2012
      11:50 am

      Newyorkerbyheart

      Hej Piskeris!

      Alt opvejes af godt selskab – og det kunne jeg i hvert fald ikke klage over 🙂

      Mange hilsner
      Birthe


  6. Apr 23, 2012
    1:42 pm

    Kris

    Var naturligvis i Kolding og Vejle da du var i det Aalborgske 🙁 Penny Lane plejer ellers at være genialt!


    • Apr 23, 2012
      2:50 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Kris!

      Ej æv! Håbede ellers at jeg ville få hilst på dig 🙂

      Mange hilsner
      Birthe


  7. May 1, 2012
    2:28 pm

    Lise

    Hej Line
    Hvordan bliver man medlem af cupcake-mafiaen?? LOL

    Hilsen
    Lise


    • May 1, 2012
      2:40 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Lise!

      Det er vist ikke sådan en man blive kan blive medlem af 😉

      Mange hilsner
      Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!