Skinke med whiskey-”marinade” og flødekartofler med rødløg, squash og gulerødder…………
Kartofler og rødløg lægges lagvis, fløde hældes ved…………..
Efter en halv times tid, tilsættes gulerødder………….
………og lidt før tid, squash………..
Kogt skinke med whiskey-”marinade”……..
I dag har været total afslapning fra min side. Efter gårsdagens oprydnings-raid, har der ikke været nogen kræfter at gøre godt med i dag, så det meste af dagen er foregået på sofaen med Paris-Roubaix i TV. Jeg har dog taget mig sammen til at lave en portion dej til boller og også lige svinge støvsugeren lidt
Menuen i dag stod på skinke og flødekartofler. 2 klassikere, som jo på ingen måder er gourmet-mad, men som jo alligevel smager godt – synes jeg. Jeg lavede dog nogle ændringer, så det hele ikke blev som “det plejer”……..
Kogt skinke med whiskey “marinade”, 4-6 pers.:
1 lille skinke, ca. 1,2 kg
2 laubærblade
10 hele sorte peberkorn
1 dl brun farin
1/4 dl whiskey
1½ spsk. dijonsennep
Kom skinken i en gryde og hæld vand ved. Tilsæt laubærblade og peberkorn, bring det i kog. Skru ned for varmen og lad det simre i 1 times tid, vend evt. skinken halvvejs, hvis vandet ikke dækker hele. Når tiden er gået slukket for varmen og gryden flyttes, men lad skinken blive i det varme vand, til den skal i ovnen. Rør farin, sennep og whiskey sammen. Ca. 20 minutter inden servering, fores et lille ovnfast fad med stanniol og skinken lægges i fadet (nettet udenom fjernes inden). Læg skinken med fedtlaget opad og rids det i rudemønster. Øs whiskey-blandingen over kødet og sæt det i ovnen ved 250 grader (varmluft) i ca. 15-20 minutter, til det karamelliserer og bliver gyldnet. Tag ud og skær skinken i skiver. Server med flødekartofler og grøntsager (vi fik dampede ærter og karotter).
Flødekartofler med rødløg, squash og gulerødder, 4 pers.:
750 g kartofler, skrællet og skåret i tynde skiver
1 stort rødløg, skåret i tynde ringe
½ squash, skåret i mindre stykker
3 gulerødder, skåret i mindre stykker
3 dl piskefløde
salt, friskkværnet peber
Smør et ovnfast fad let med lidt olie. Læg halvdelen af kartoflerne i og krydr med slat og friskkværnet peber. Fordel rødløg ovenpå og så resten af kartoflerne, krydr igen med salt og friskkværnet peber. Hæld fløden ved og sæt i en 175 grader varm ovn (varmluft) i 30 minutter. Tilsæt så gulerødderne og vend det hele godt rundt, inden det fadet sættes i ovnen igen. Efter yderligere 15 minutter tages fadet ud igen og squash tilsættes. Vend godt rundt igen, inden fadet sættes i ovnen for sidste gang. Giv det ca. 15 minutter. Tag det ud og server.
I dag kom vores søde naboer over med et stykke kage som vi skulle smage. Deres barnebarn har haft fødselsdag og der var blevet lagkage i overskud. Jeg skal lige hilse og sige at den smagte SKØNT, sikke en godbid at blive forkælet med




















