Newyorkerbyheart

Storbyferie: Berlin, dag 3………..

Lørdag var vejret endnu værre end de 2 foregående dage, det blæste en hel pelikan og nedbøren kom i både regn, slud og hagl!! Vi prøvede at være ude så lidt som muligt, for pga. blæsten var det ekstremt koldt, men vi endte dog alligevel i en kæmpe haglbyge…….

Vi startede dagen lidt tidligere, allerede ved 09-tiden var vi klar til at forlade hotellet. Vi tog bussen ned til museums-øen, for at tage på Pergamon. Vi købte billet til både Panorama og udstillingen. Panorama – the Ancient City, er en ekstra udstilling som startede i september sidste år og slutter september i år (2012). Det er ligesom en stor silo de har bygget og indeni er der et 360 grader 3D billed af hverdagslivet i en Helleno-romersk by i antikken. Kunstneren hedder Yadegar Asisi. Når man kommer op af trapperne, åbenbarer der sig et helt fantastisk udsyn, som du ikke må snyde dig selv for hvis du er i Berlin inden 30. september 2012. Der er musik og lyset skifter hele tiden, som i en dagsrytme. Detaljerne på billedet er helt fantastisk og vi kunne have stået der i flere timer og bare suget til os.

Det er forbudt at tage billeder derinde, men jeg har fundet en video på You Tube, hvis I har lyst til at opleve lidt af det:

Panorama – the Ancient City, Pergamon, Berlin.

Efter at have brugt en del tid i Panorama, gik vi ind og så udstillingen, som er ret imponerende, men efter en god times tid blev vi alligevel lidt trætte af at se på “gamle sten” :-).

Panorama – the Ancient City, udenfor Pergamon Museum……………

Noget af Pergamon Museet udefra…………..

Her følger nogle billeder fra museet:

Fra Pergamon fandt vi en sporvogn (sporvogn nr. 5 til Freienwalder Strasse), der kunne køre os ud til STASI-fængslet. Fængslet blev bygget i 1939 af tyskerne som et storkøkken. I 1945 overtog den sovjetiske besættelsesstyrke stedet og omdannede det opsamlings- og transitlejr. Senere overdrog russerne så stedet til STASI og det fungerede som fængsel fra de tidlige 1950’ere til 1990.

Mens russerne havde stedet holdt de fangerne under usle kår i bunker-agtige celler, som var kolde og meget fugtige. Stedet blev kendt som “Das U-Boot” (Ubåden). Cellerne var ikke store og alligevel går der historier om at der var tilfælde hvor der var op til 20 fanger inde i sådan en celle. Inde i cellerne var der en hård træseng og en spand, som kunne bruges til at forrette sig nødtørft. Fangerne har berettet at de blev udsat for tortur af både fysisk og psykisk art. Lyset var tændt døgnet rundt, så fangerne ikke vidste om det var nat eller dag og fangerne blev blandt andet frataget søvn, spærret inde i celler hvor de blev udsat for kinesisk vandtortur eller de skulle stå oprejst i mange timer ad gangen – på den måde blev de tvunget til at underskrive falske tilståelse. Fangerne var alt fra påståede nazister til sovjetiske officerer som blev mistænkt for forræderi.  Herunder kan I se nogle billeder fra de usle kår:

Celle til kinesisk vandtortur………..

En såkaldt “gummicelle”………

I 1951 overtog STASI så stedet og så blev stedet fyldt med alt lige fra folk fra Jehovas Vidner, forfattere, folk der prøvede på at flygte til Vesten (eller tænkte på at flygte til Vesten) til modstandere af den politiske diktatur. Sidst i 1950’erne blev fangerne tvunget til at bygge en ny bygning, som rummer over 200 fængselsceller og forhørslokaler. Der blev ikke længere anvendt fysisk vold, men de brugte i høj grad psykisk tortur for at få nedbrudt fangernes modstandskraft. Fangerne blev aldrig fortalt hvorfor de var taget til fange. Frygt og uvidenhed var hele deres hverdag fra de blev taget til fange til de blev løsladt igen. Nogle gange anvendte STASI fangebiler hvorpå der stod en fiskehandlers navn eller andet, så dem der skulle tages til fange ikke anede uråd. De blev kørt direkte ind i en garage og det næste de så var en dør ind til noget som de ikke vidste hvad var. Her kunne de så sidde i flere måneder eller år og være totalt afskåret fra omverden og deres familie.

Det “nye” fængsel, som blev bygget sidst i 50’erne. Til venstre (med de mørke vinduer) er fængselscellerne, til højre (med de hvide vinduer) forhørslokalerne…….

Fangetransporten…………

Sådan så cellerne nu ud……………

…….og der var træk-og-slip i alle cellerne………….

De har kun guidede ture på stedet. Vi var med den engelske tour, som er onsdag og lørdag kl. 14.30. Der er stadig, i hvert fald en enkelt af de gamle fanger som viser rundt som guide, men det foregår kun på tysk. Touren tager små 2 timer.

Vi tog sporvognen tilbage til centrum. Vi gik lidt rundt ved Hackescher Markt, hvor der var et marked som vi gik og kiggede lidt på, mens vi spiste et stykke baklava og en kokosmakron. Vi havde kun fået en saltkringle til frokost, så vi var ved at være lidt sultne. Fra Hackescher Markt tog vi bussen et stykke op af Unter den Linden, fordi jeg igen havde for mange smerter til at gå alt for meget. Vi ville have været ind på Madame Tussauds, men der var kun en time til lukketid, så det opgav vi. I stedet for satte vi os ind og fik en kop kaffe, for vi hundefrøs og så begav vi os ud for at finde noget aftensmad. På vejen kom vi forbi Hotel Adlon – det hvor alle der er noget bor, når de er i Berlin – og det var tydeligt at der skulle til at ske noget. Der var masser af betjente og en eskorte af en art var ved at komme i stilling. I løbet af tiden i Berlin havde vi set flere korteger med tydeligvis vigtige mennesker. Vi stod og kiggede lidt, for det var alligevel lidt sjovt og vi fandt ud af at det var den mongolske præsident der var ved at skulle afsted.

Politi-kortege ved Hotel Adlon………..

Alle venter……

Vi blev nu ret trætte af at stå og vente, fordi han tydeligvis ikke er verdens hurtigste mand – eller havde travlt – og da vi var isnende kolde så gik vi videre 🙂 Vi ville om til Alt Berliner Wirtshaus, som vi opdagede sidste gang vi var i Berlin og som vi bare måtte tilbage til. Maden er god, portionerne store, det er billigt og så er stemningen hyggelig og lidt speciel…………..

Kæresten bestilte svinemedaljoner, stegte kartofler og bønner…………..

Jeg fik en tallerken med en “frikadelle” med champignonsauce, et stykke svinekød, en lille steak, stegte kartofler, salat og et stykke tykt bacon sat på et spyd…………..

Vi blev så rigeligt mætte og kunne faktisk slet ikke spise op og prisen for det hele (mad, 1 øl og 2 mineralvand) til godt EUR 26,-. Efter maden satte vi kursen mod hotellet, klokken var blevet 21.00, så vi havde igen formået at være væk fra vores hotel i 12 timer……………

Du kan læse om Berlin, dag 2 HER.

Du kan læse om Berlin, dag 1, HER.

Print Friendly
Tilbage

8 kommentarer


  1. Apr 5, 2012
    3:48 pm

    Piskeriset

    Spændende læsning – og godt med inspiration til en dag, hvor jeg atter kommer til Berlin. STATI-fængslet er et af de steder, der i forvejen står på min liste 🙂


    • Apr 5, 2012
      7:54 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Piskeriset!

      STASI-fængslet er helt klart et besøg værd. Vi har også stadig mange ting vi endnu ikke har set, men heldigvis ligger det jo ikke så langt væk 🙂

      Mange hilsner
      Birthe


  2. Apr 5, 2012
    6:20 pm

    Rikke

    Hejsa Bithe,
    det lyder bare som om I har haft en dejlig tur og sikke alle de ting I har fået set og ikke mindst spændende. Selvom vejret ikke har været sååååå forårsagtigt, så har det ikke skræmt Jer. Noglegange er det også bare dejligt, at komme afsted og se lidt nyt. Sidst jeg var i Berlin ( 1989 ), var året før muren faldt og vi skulle gennem det berømte Checkpoint Charlie og det var en oplevelse i sig selv – det tog en time før vi kom igennem, da alle pas skulle tjekkes godt igennem. Men det var en fantastisk tur, som jeg stadig husker. Vi besøgte også Sachsenhausen, koncentrationslejren, og det er virkeligt et skræmmende sted… pyeha, alle de stakkels sjæle….
    Dejlig mad I også har fået, skønt ikke selv, at skulle stå i køkkenet, og bare nyde at blive serviseret 😉
    Knus Rikke 🙂


    • Apr 5, 2012
      7:53 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Rikke!

      Hold da op, så må I snart afsted igen, der er jo også en stor Zoo i Berlin 🙂 Det er en super interessant by, med så meget historie gemt i alle gaderne. Min kæreste går meget op i 2. verdenskrig og synes jo at Berlin er det bedste sted 🙂

      Jeg nyder virkelig at få lidt ferie fra køkkenet af og til, så jeg kan vende tilbage med fornyet energi.

      KH
      Birthe


  3. Apr 5, 2012
    9:07 pm

    Annesofie

    Jeg var på guidet tur i STASI fængselet i efteråret med en tysk guide – tidligere fanger (der er i øvrigt 2 tidl. fanger der er guide dernede) og det var en af de bedste oplevelser i hele mig liv! det gav mig et helt andet billedet af STASI indefra – en side der fascinere mig! .. Jeg håber du havde en god tur 🙂


    • Apr 6, 2012
      8:22 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Annesofie!

      Jeg er nu ret sikker på at han sagde at der kun er en guide tilbage, men det skal nu ikke skille os ad 😉

      Mange hilsner
      Birthe


  4. Apr 6, 2012
    10:42 am

    Rikke Laasby Møller

    Hejsa Birthe,

    Ja det kunne godt være vi skulle tage afsted på et tidspunkt, så kan lille manden komme med i ZOO – det skulle nok give ham en oplevelse eller to også til de voksne.

    Knus Rikke


    • Apr 6, 2012
      3:43 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej igen, Rikke!

      Ja, det synes jeg skulle gøre 🙂

      Mange hilsner
      Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!