Newyorkerbyheart

Majssuppe med kylling (Spis Bedre nr. 5/2012) og madboller med kartofler og krydderurter……..

Gær, honning og lunken mælk blandes sammen og står til det begynder at skumme let……….

Krydderurterne hakkes………

Den færdighævede dej………..

Formes til boller – gerne lidt pænere end dem jeg formåede at lave ;-)……………

Hævede og klar til at blive bagt…………

Velduftende og færdigbagte……

Luftige og virkelig lækre……….

Jeg fandt disse lækre brød hos The Café Sucré Farine og de kan i den grad anbefales. De er luftige, kartoffelmosen gør dem svampede og krydderurterne giver dem en skøn smag. Jeg fulgte ingredienslisten, men”opfandt” mine egne mål. Jeg lavede dem også i min brødmaskine, men de kan også laves på en røremaskine eller i hånden. Se fremgangsmåde i original opskriften her. Der kan du også se hvordan du ellers kan forme dem.

Krydderurterne kan varieres efter hvad du har og kan lide. Jeg fik ikke formet dem så pænt eller lavet dem lige store, så bær over med at de ikke ser så pæne ud. De er dog helt i min ånd, jeg er ikke så vild med det alt for perfekte og lige, tingene må godt være lidt skæve i min verden 😀

Jeg overvejede kort at komme lidt groft mel i, men jeg blev enig med mig selv om at disse kun skulle være med hvedemel. Måske jeg prøver med lidt groft mel næste gang. Jeg skriver opskriften som jeg lavede den………..

Boller med kartofler og krydderurter, 13-18 stk. – alt efter størrelse:

30 g gær

3/4 dl sødmælk, lunet til 37%

½ spsk. flydende honning

125 g moste kartofler, stuetemperatur (en rest kan evt. bruges ellers kog nogen og lad dem køle næsten helt af)

1 æg

2 tsk. groft salt

100 g smør

1 dl hakkede krydderurter (jeg brugte basilikum, purløg og rosmarin)

375-400 g mel

Desuden:

1 æg + 1 spsk. vand rør sammen til pensling

Maldonsalt

Smuldr gæren og kom den i en lille skål sammen med honning og den lune mælk. Rør rundt og lad det stå i ca. 5 minutter, til det begynder at skumme lidt. Kom æg, salt, de moste kartofler og smør i mindre stykker i brødmaskinens skål. Tilsæt derefter gær-blandingen og så det meste af melet. Sæt maskinen igang på maskinens dejprogram og hold øje med om den har brug for mere mel, mens den ælter. Dejen skal slippe siderne, men stadig være lidt klistret. Lad nu maskinen gøre arbejdet, inkl. hævning, det tager 1½ time på min maskine. Når den er færdig tages dejen ud på køkkenbordet, her trængte min dej til at blive æltet med lidt mere mel, for at jeg kunne forme den til boller. Beklæd en lille bradepande (min er ca. 22 x 30 cm.). Del dejen i passende stykker og form til boller. Sæt dem forholdsvis tæt sammen, dæk dem til og stil dem til hævning et lunt sted i en god times tid. Rør æg med vandet og pensl forsigtigt på bollerne. Drys med Maldon salt og sæt i en 190 grader var ovn (ikke varmluft) i 15-20 minutter, til de er gyldne og gennembagte. Tag dem ud og lad dem køle af på bagerist. Server dem lune, de er rigtig gode til suppe og salater.

 

Suppen som jeg lavede til er fra det seneste Spis Bedre (nr. 5/2012) – hvori der forøvrigt også er et lille interview med mig 🙂

Skøn suppe og meget fyldig, da der både er grøntsager og kyllingekød i. Jeg var virkelig i det dovne hjørne i dag og fik ikke blendet suppen længe nok, så den var sådan lidt “rustik” i det, men det var nu fint nok. Jeg brugte chipotle pulver i stedet for cayennepeber og så valgte jeg også at komme lidt hele majskerner i fyldet.

Majssuppe med kylling (Spis Bedre nr. 5/2012), 4 pers.:

2 kyllingebrystfileter

Grillkrydderi (jeg brugte BBQ & Grill Mesquite fra Santa Maria)

salt, friskkværnet peber

olie til stegning

5 dl vand + 1 hønsebouillon (jeg brugte Fond du Chef)

3 dl mælk (jeg brugte sødmælk)

300 g frosne majskerner, optøede og afdryppet

1 squash, groftrevet

1 frisk, rød chili, i små tern

½ tsk. chipotle pulver (eller cayennepeber)

Bland squash, chili og ca. ½ dl majskerner sammen. Krydr kyllingebrysfileterne med salt, friskkværnet peber og grillkrydderi. Steg dem på en pande i lidt olie, til de er gennemstegte, ca. 5-7 minutter på hver side. Lad dem stå og trække lidt under stanniol, inden de trevles med 2 gafler. Bring vand og hønsebouillon i kog. Tilsæt mælk og majskerner. Hæld det i en blender eller brug en stavblender kør til det er så glat som du ønsker det. Sæt tilbage på varmen og varm det godt igennem. Smag til med salt og chipotle. Bland kyllingekødet med squash-blandingen og fordel lidt i hver tallerken. Hæld suppen ved og server straks, sammen med noget lækkert brød.

 

Jeg må indrømme at kræfterne er lidt små i disse dage, så jeg prøver at holde min aktivitetsniveau så langt nede som det nu er muligt for mig. Mine sidste blodprøver viser at mit infektionstal stadig er en anelse hævet og at mine hvide blodlegemer ikke er helt som de skal være, jeg beder bare til at jeg kommer igennem vores nært forestående USA-tur i hel stand, så må jeg blive syg bagefter. Selvom det nu heller ikke vil være så belejligt, for vi skal have foto-dage til kogebogen kort tid efter vi kommer hjem. Der er kun at håbe på det bedste og krydse fingre 🙂

Det er et ret stramt program vi skal igennem. Vi flyver fra København til Newark og har 1½ døgn i New York. Derfra skal vi så flyve til Durham, North Carolina, hvor vi skal til Family Dinner den ene aften og Graduation på Duke University dagen efter. Næste morgen flyver vi så først til Washington DC, skifter fly og så videre til Manchester, New Hampshire. Der har vi så knap 5 dage, inden turen går hjem igen – med stop i Frankfurt. Vi får i hvert fald set en del lufthavne på vores tur.

Jeg har bestilt billetter til 9/11 Memorial til på fredag. Det koster ikke noget, men vær opmærksom på at hvis du vil se det, så SKAL du bestille biletter. Jeg er spændt på at se det, jeg tror at det vil være en meget rørende, men også en smuk oplevelse. I 1991 stod jeg på 110. etage i en af tårnene og så ud over verden……..

Print Friendly
Tilbage

10 kommentarer


  1. May 5, 2012
    10:05 am

    Hanne Sørensen

    Skønne boller. jeg er helt sikker på, at jeg vil prøve at bage dem :-)!
    Rigtig god tur til USA. Det lyder til, at det bliver en fantastisk og oplevelsesrig tur, men også temmelig krævende.


    • May 5, 2012
      8:27 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Hanne!

      De er virkelig lækre og kan varmt anbefales – også her på 2. dagen – hvor jeg lunede dem lidt, pakket ind i stanniol 🙂

      Jeg er sikker på at det bliver en fantastisk tur.

      Mange hilsner
      Birthe


  2. May 5, 2012
    12:45 pm

    Carina

    Åhh jeg skal SÅ meget prøvet den suppe, den er lige mig 😀


    • May 5, 2012
      8:26 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Carina!

      Den smagte også virkelig godt 🙂

      Mange hilsner
      Birthe


  3. May 5, 2012
    4:13 pm

    Piskeriset

    Jeg lurer lidt på, om jeg skal lave den suppe en dag, hvor gemalen ikke er hjemme. Hvor kraftigt smagende er den?

    Og det var i øvrigt et rigtig fint interview! Jeg kan ikke huske, om du har skrevet det, men er der en dato for kogebogsudgivelsen?


    • May 5, 2012
      8:25 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Piskeriset!

      Den er ret mild i smagen, men du kan jo bare putte lidt mere cayenne eller chipotle i 🙂 Skøn suppe, syntes vi begge……..

      Tak for det 🙂 Der er ikke fastsat en udgivelsesdato, men det bliver nok ult. sept eller primo okt. – i hvert fald håber vi at det bliver i tide til at jeg kan komme på bogmessen i Bella Centret med det. Det kunne være super sjovt – men det kan jo være at jeg annoncerer et release-party ;-D

      Mange hilsner
      Birthe


  4. May 5, 2012
    7:53 pm

    MissMuffin

    Uhm, de brød ser lækre ud! Det er alt for længe siden, at jeg har bagt brød med kartoffel i- det må der gøres noget ved!


    • May 5, 2012
      8:22 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej MissMuffin!

      De kan varmt anbefales, de er super lækre – også i dag da jeg lunede dem i ovnen, indpakket i stanniol 🙂

      Mange hilsner
      Birthe


  5. May 10, 2012
    1:59 pm

    Mia

    Jeg har taget noget hakket kyllingkød op, og tænker at lave kyllingekødboller til suppen.
    Nu må vi se hvordan det bliver. Vil da bestemt bage dine lækre kartoffelboller til. MUMS!! :o)

    God bedring og krydsede fingre herfra at turen til USA bliver en realitet.


    • May 14, 2012
      8:53 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Mia!

      Jeg håber at du kunne lide det? 🙂

      Mange hilsner
      Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!