Newyorkerbyheart

Skøn blomkålssalat med artiskok, parmesan og oliven………

Finthakket blomkål………..

Alle ingredienserne til salaten………

Det hele blandes sammen, dressing tilsættes og lidt basilikum drysses på………

Aftenens tallerken………….

Jeg prøver at tage nogle dage med så meget afslapning som muligt, inden det i næste uge går løs med en masse madlavning. Næste weekend er jo der de sidste billeder til kogebogen skal tages. Den skønne og dygtige madfotograf, Line Falck kommer over på fredag og så går det ellers løs. Heldigvis er der ikke så meget på programmet som den første gang vi tog billeder, den weekend havde nær “gjort det af med mig”.

Denne gang har vi aftalt at der skal være tid til faktisk at sætte sig ned og få en bid mad, hvilket vi ikke gjorde sidste gang. Ikke førend om aftenen, hvor vi var så trætte så vi nærmest faldt om i stolen 🙂

Kæresten har været til tennis i aften, så vi har spist sent aftensmad. Maden bestod af en virkelig lækker salat med blomkål og en masse andre gode ting, dertil et stykke stegt laks. God aftensmad, masser at tygge på og skønne smage – bedre bliver det ikke.

Salaten er fundet hos “I breathe…I’m hungry” og den kan varmt anbefales. Til opskriften giver blogindehaveren nogle gode råd, som er at det bedste resultat fås ved at bruge de bedste ingredienser du kan finde. Brug artiskokhjerter der har lagt i vand-lage, IKKE olielage. Brug helst soltørrede tomater i olielage, hvis du bruger de “tørre”, så læg dem i blød i varmt vand i 20 minutter inden de bruges. Brug en god ekstra jomfruolivenolie, en god balsamico og riv selv parmesanosten. Hermed er de gode råd givet videre…..

Det var rigtig svært for mig at finde radicchio salat, det eneste jeg kunne finde var i en salatblanding, så jeg måtte sortere radicchio salaten fra. Jeg håber at I har nemmere ved at finde det – andet salat kan nok også bruges. Det gode ved radicchio salat er at den har en lidt bitter smag, som passer godt sammen med de andre smage.

Salaten kan bruges som en selvstændig ret, serveret med noget lækkert brød eller som tilbehør til kød. Den vil også gøre sig rigtig godt på en buffet.

Blomkålssalat med artiskok, parmesan og oliven (fra “I breathe….I’m hungry“), 3-4 pers.

1 blomkål, finthakket

1 stor håndfuld radicchio salat, fintsnittet

4 artiskokhjerter fra dåse (vand-lage), skåret i små tern

1 stor håndfuld basilikum, hakket (gem lidt til pynt)

1 stor håndfuld friskrevet parmesan

3 spsk. soltørrede tomater (gerne fra olielage), hakket

3 spsk. kalamata oliven, hakket

1 fed hvidløg, knust og finthakket

4 spsk. god ekstra jomfruolivenolie

4 spsk. god balsamico

Maldon salt, friskkværnet peber

Skær det meste af stokken fra blomkålen (gem den evt. til suppe eller lign.) og hak resten forholdsvis fint. Kom det i en fad/skål der kan tåle at gå i microovn og giv det ca. 2½-3 minutter, rør i det en gang halvvejs. Der skal ikke tilsættes vand eller noget. Tag det ud og lad det køle næste helt af. Snit resten og kom det i et stort fad eller en skål. Tilsæt den næsten afkølede blomkål og vend det hele godt rundt. Pisk olivenolie, balsamico, salt og friskkværnet peber sammen i en skål og hæld det over salaten. Vend det hele rundt, smag til, drys med det sidste basilikum og server tempereret (stuetemperatur) eller kold.

Laksen blev krydret med salt og friskkværnet peber og stegt i en blanding af smør og olie, ca. 2½-3 minutter på hver side, alt efter tykkelse og så dryppet med lidt citronsaft. Hvis fiskestykkerne ikke er lige tykke, så buk dem lidt sammen, så de får samme tykkelse. Den må gerne være lidt pink indeni, på den måde er laksen stadig saftig, lækker – og bedst 🙂

Print Friendly
Tilbage

2 kommentarer


  1. May 31, 2012
    11:25 pm

    Monsterscircus

    Ej hvor skøn en salat, jeg elsker artiskok, vi er ved at fremdyrke vores egen, håber det giver gevinst. Det blir da mega spændende med kogebogen, dejligt når en drøm blir opfyldt! Al held og lykke med den!


    • Jun 1, 2012
      10:52 am

      Newyorkerbyheart

      Hej Monsterscircus!

      Den salat kan virkelig anbefales, der er så mange gode ting i 🙂

      Håber at I får nogle skønne artiskokker, jeg er også vild med dem og så er de jo super dekorative.

      Mange hilsner
      Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!