Newyorkerbyheart

USA-tur 2012: dag 4 – Durham, North Carolina………

Søndag morgen var Graduation dag og vi var tidligt oppe for at vi kunne nå at spise morgenmad sammen. Vi mødtes i hotellets restaurant klokken 07.00 og vi var klar til at køre lidt i 07.45. Graduation var ikke førend 10.00, men det var med at komme tidligt for at få en parkeringsplads bare nogenlunde tæt på Wallace Wade Stadium – Duke’s Football stadion. Wallace Wade har været Duke’s hjemmebane for Duke Blue Devils siden 1929 og er navngivet efter den legendariske træner, Wallace Wade. Der er plads til 33.941 tilskuere.

Vi fandt os en god plads, for enden, sådan nogenlunde midtfor og her mødtes vi med min Mama’s storebror og hans kone samt min Papa og hans kæreste, Laurel. Vi mødte også forældrene, søster og bedstemor til Tristans bedste ven – så dem sad vi sammen med.

Coca Cola bilen er ved at læsse drikkevarer af. Der var vand og sodavand – gratis – i rigelige mængder………

Der var ikke mange da vi ankom……..

Duke’s orkester kan ses ude i højre side, ved foden af det ene “tårn”……..

Så er de er de på vej ind i deres fine kåber……….

Skolens bestyrelse og andre æresmedlemmer sidder klar……..

Af en eller anden grund havde de sat for mange stole frem…………

Så er vi i gang………

Der var rimelig mange mennesker – og det her er kun fra den ene side, fra hvor vi sad………..

Der var ikke så mange mennesker da vi ankom, men langsom kom der flere og inden vi fik set os om, var vi rigtig mange. Jeg ved ikke hvor mange vi var, der var på ingen måde fuld hus, men vi var alligevel ret mange. Jeg vil skyde på at vi var mellem 15.000 og 18.000 tilskuere. Der var vel godt 2.500 studerende der blev færdige vil jeg tro.

Der blev hurtigt varmt at sidde på det store stadion, så vi var glade for at der var gratis drikkevarer i form af iskoldt vand på flasker – det var også kolde cola’er for dem der måtte ønske det.

Endelig var det tid til at det hele gik i gang og de studerende kom gående ind på stadionet – og pludselig fik vi øje på Tristan – selvom det var svært, for der var godt nok mange. Under hele seancen spillede Duke’s orkester skøn musik. Der var alle de obligatoriske taler, en specielt udvalgt elev og Fahreed Zakaria, begge var virkelig gode taler. Faktisk blev Fahreed Zakaria valgt fremfor Tina Fey og eks-præsident Bill Clinton, så man må sige at de vælger bredt……

Jeg vil tro at selve seancen tog små 2 timer. Bagefter mødtes vi så med flere andre i Duke’s fægte lokaler.

Duke’s fægtelokale…………

……….og mere derfra……….

…..og en fin bjørn……..

Billeder af Tristan i aktion……..

Der var sådan lidt uhøjtidelig samling i Duke’s fægtelokale, inden de studerende skulle have overrakt deres diplomer. Der var igen lejlighed til at hilse på Tristans træner, Alex og hans kone, Elizabeth (som også var med til middagen aftenen før). Det var sjovt at se det lokale hvori Tristan har brugt virkelig mange timer i de 4 år han var været på Duke – og han sluttede med at være kaptajn for herrerne.

Tristan får hans diplom med hovedfag i neuro-biologi………

Efter en lille times tid var det tid til at gå til det lokale hvor Tristan skulle have hans diplom sammen med de andre der havde biologi som hovedfag. Alles navne bliver råbt op og så får de deres diplom overrakt og det er selvsagt et stort øjeblik, det er gevinsten for 4 års slid. Bagefter var der buffet………..

Så skal der spises……….

Vi var faktisk også ved at være sultne. Klokken var ved at være 14.00 vil jeg tro og det var længe siden vi sidst havde fået noget. Der var buffet med pastasalat, små kødboller, hummus, filodej med feta og spinat, salat og lidt sødt i form af forskellige cookies, mini-cupcakes og små lemon bars. Drikkevarerne var isvand, lemonade eller cola. Vi samlede os udenfor hvor vi sad og så Duke’s tennishold varme op til kamp, mens vi småsnakkede. Efter maden viste Tristan os lidt mere rundt på skolen………

Duke’s Hall of Fame………..

Bl. a. viste han os Duke’s Hall of Fame, som er et ret blæret sted. Ingen tvivl om at det er en skole som er vant til at vinde en hel del. De har et rigtig godt basketball hold og så er Duke’s fægtehold også blandt de bedste i USA. Få elever fra hver årgang bliver optaget i Hall of Fame – og det blev Tristan faktisk. Hans navn kommer til at pryde væggen for tid og evighed – det synes jeg er ret sejt!!

Tristan på vej tilbage til hans værelse for at klæde om……….

Ved 16-tiden var der så småt opbrud i vores lille gruppe. Vi var alle inviteret hjem til Tristans træner, Alex og hans kone Elizabeth, de bor ca. 45 minutters kørsel fra skolen. Emma ville gerne tilbage til hotellet, så hun blev kørt tilbage dertil. Tristan og min Mama kørte i bil sammen og kæresten og jeg besluttede os for at køre i vores egen bil, for så kunne vi køre tilbage til hotellet, når vi ville.

Det var et skønt sted, det hvor Alex og Elizabeth boede. Ude på landet og med masser af plads omkring sig. De havde endda fået fægteholdet til at gå lidt til hånde i et par weekender med at rydde buske og fjerne sten, mod at få mad og drikke. Elizabeth havde også haft travlt, for hun havde forberedt middag til os – hvilket vi faktisk ikke havde regnet med. Vi troede bare at vi skulle have en drink og måske lidt appetizers, men det var fuld sving i forberedelserne da vi ankom. Jeg gik lidt til hånde og snakkede ellers med de andre der var der.

Det store tag-selv-bord………

Salat med valgfrit fyld og forskellige dressinger………..

Frugtsalat……….

Små Éclairs og små vandbakkelser med creme-fyld……….

Min tallerken……….

……….og dessert og oste………

Som snacks var der hummus og grøntsager, desuden forskellige pølser og oste. Aftensmaden bestod af grillet, marineret kylling, grillede røde kartofler, grillede grøntsager, salat, sprøde rå grøntsager, forskellige dressinger, brød, tomatsalat, frugtsalat, vandbakkelser med cremefyld, mini Éclairs, melon i skiver og skønne jordbær. Det var rigtig lækker mad, selvskabet var upåklageligt og vi hyggede os rigtig meget. Det viste sig faktisk at Elizabeth’s datter også har en madblog, som jeg desværre så ikke kan huske navnet på………….

Ved 20-tiden kørte vi og var så tilbage på hotellet ved 21-tiden. Vi skulle have pakket vores ting og være klar til at forlade hotellet forholdsvis tidligt, desuden trængte jeg til at komme tidligt i seng og få noget søvn, jeg var ved at løbe lidt tør for kræfter. Men sikke nogle begivenhedsrige dage – og så var det bare dejligt at være lidt sammen med Tristan igen – han er sådan en skøn ung knægt – og akkurat ligesom da jeg passede ham for over 20 år siden: charmerende, udadvendt og meget snakkesaglig. Han er god til at få alle til at føle sig godt tilpas, han sørger for at han får talt med alle og prøver at inddage andre i samtaler.

Det var tydeligt at mærke at han var ked af at være færdig – i den betydning at han var ked af at skulle væk fra skolen. Det er jo klart, tænk 4 år hvor du har boet sammen med alle dem du går i skole med. Masser af venskaber er knyttet på kryds og tværs, de er gået fra teenagere til voksne, unge mennesker. De har oplevet forelskelser, glæder og sorger sammen. De har terpet til eksamener og festet til langt ud på natten, det giver en hel særlig sammenhold – og noget jeg misunder dem lidt – tænk at have oplevet sådanne 4 år. Jeg er godt klar over at han er privilegeret, at han har gået på en virkelig god skole, som alle ikke har råd til at gå på, men han er også blevet et helt menneske. Via fægteholdet lærer de hvordan man opfører sig på restauranter og til sammenkomster. Som en del af fægteholdet er han blevet inviteret til fine sammenkomster hvor mange “høje” herrer og damer har været og der er det vigtigt at de ikke tåger rundt og opfører sig som vilde. Så de har haft etikette timer 🙂 I det hele taget synes jeg at de er blevet uddannet til hele mennesker, hvor sport, personlighed og sociale kompetencer er en vigtig del, akkurat ligesom faglig viden.

Print Friendly
Tilbage

8 kommentarer


  1. May 29, 2012
    11:01 pm

    Piskeriset

    Hvor er det spændende at læse om – skønt at høre lidt mere om amerikanere på de private fronter. Det må være fedt at være med til sådan en festdag 🙂


    • May 29, 2012
      11:08 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Piskeris!

      Der var super fedt og faktisk lidt rørende at overvære 🙂

      Mange hilsner
      Birthe


  2. May 30, 2012
    12:14 am

    Karin M.Jensen

    Noget af en oplevelse, må dette ha väret..man föler jo nästen man var der med jer.. biledder og din gode måde at videre give på, det må virkelig ha väret en oplevelse, at se ham igen, lige på denne dag,,så mange år senere og få lov at väre en del af den..knus her fra


    • May 30, 2012
      12:28 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Karin!

      Det var en kæmpe oplevelse, akkurat ligesom da vi var afsted for 4 år siden til High School Graduation – dette var dog væsentlig større 🙂

      Knus
      Birthe


  3. May 30, 2012
    12:56 pm

    Mille

    Hej Birthe

    Meget spændende artikel om jeres oplevelser på Duke. Man kan fornemme en helt særlig stemning og hvor er der flot!

    Jeg må igen rose din blog og dine smukke billeder 🙂 Jeg nyder at læse med hver dag 🙂

    Mange hilsner

    Mille


    • May 30, 2012
      3:04 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Mille!

      Det glæder mig at du nyder min blog – håber også snart at du kan nyde chokoladen 😉

      Mange hilsner
      Birthe


  4. Jun 2, 2012
    8:06 am

    Bianca

    Jeg må virkelig give dig ret. Det må være et fantastisk privilegium at få muligheden for at få 4 år sådan et fantastisk sted. Kan godt forstå Tristan har nydt det og kommer til at savne det.
    Sikke en oplevelse at få et kig ind i denne verden.
    Knus


    • Jun 2, 2012
      10:50 am

      Newyorkerbyheart

      Hej Bianca!

      Ja, han er en privilegeret dreng, heldigvis ved han det godt og sætter pris på det 🙂

      Knus
      Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!