Grøntsagslasagne med hytteost a la Newyorkerbyheart og blomkåls-råkost med chipotle-græskarkerner………..
Aubergine og squash grilles……….
Stegte løg og champignons…………..
Hytteost blandes med krydderurter, æg og ost………
Sugo (tomatsovs) kommes i bunden af et fad og derefter lasagneplader………….
Hytteost-blandingen kommes ovenpå…………
Så et lag af grillede auberginer og squash…………
……….så sugo (tomatsovs), løg/champignon-blanding, grillede peberfrugter og så afsluttede jeg med en rest squash og aubergine. Slut af med et lag lasagneplader og det sidste af hytteost-blandingen……..
Jeg havde en del grøntsager i grøntsagsskuffen som skulle bruges, men i går kunne jeg jo ikke få taget mig sammen til at lave grøntsagslasagne, så i dag skulle det være.
Jeg har været lige knap så træt i dag, men smerterne har tilgengæld været der. Så jeg besluttede mig for at forberede lasagnen i etaper, så jeg også kunne hvile lidt på sofaen. Jeg sammensatte lasagnen efter hvad jeg havde og det blev en meget fyldig lasagne uden så meget “snask” i (tomatsovs osv.). Vi trængte virkelig til at få nogle grøntsager efter en weekend med foto-mad.
Jeg ville egentlig have brugt ricotta ost, men det kunne jeg ikke få fat i, så jeg brugte hytteost i stedet for og det fungerer jo også godt. Jeg brugte en sugo (som er en slags tomatsovs), den fås på flasker bl. a. fra Coop. Jeg har altid sugo stående, fordi det er så dejlig nemt, men du kan også lave din egen tomatsovs, hvis du hellere vil det
Den fra Coop er ganske udmærket, men jeg købte en fra Mutti sidste gang jeg var i Citti i Flensborg og den var altså virkelig GOD. Så hvis I kommer forbi den, så køb endelig nogen af dem, desværre er de ret svære at få fat i her i Danmark – i hvert fald her hvor jeg bor.
I en grøntsagslasagne kan du jo bruge lige nøjagtig de grøntsager du kan lide, jeg brugte det jeg havde og var vældig godt tilfreds med resultatet…………….
Grøntsagslasagne med hytteost a la Newyorkerbyheart, 4 pers.:
lasagneplader
1 flaske Sugo (tomatsovs som bl. a. fås i Coop’s butikker)
5 dl hytteost
1 spsk. frisk oregano, hakket
1 håndfuld frisk basilikum, hakket
salt, friskkværnet peber
2 æg
ca. 100 g revet mozzarella
1 god håndfuld friskrevet parmesan
evt. lidt mere revet ost til gratinering
Desuden:
1 aubergine, skåret i ca. ½ cm. tykke skiver
1 squash, halveret og skåret i ½ cm. tykke skiver
1 rød peberfrugt, udkernet og skåret i kvarter
1 gul peberfrugt, udkernet og skåret i kvarter
1 grøn peberfrugt, udkernet og skåret i kvarter
250 g blandede svampe (eller bare champignon) i skiver
2 store rødløg, skåret i skiver
salt, friskkværnet peber
olivenolie til stegning
Læg peberfrugterne på en bageplade med bagepapir og sæt i en 250 grader varm ovn (varmluft) i ca. 15-20 minutter, til skindet bliver godt sort. Tag dem ud og læg dem i en dyb tallerken. Læg film over og lad dem køle af. Når de er lidt afkølede, er skindet lige til at tage af. Stil til side. Pensl aubergine og squash med lidt olivenolie og steg på en godt varm (grill)pande – eller de kan steges i ovnen. Kom lidt olivenolie på en pande og sauter løg ved middelvarme, til de bliver bløde og gyldne, rør i dem af og til. Krydr med salt og friskkværnet peber. Hæld over på en tallerken. Kom lidt mere olie på panden og tilsæt svampe. Lad dem stege til de bliver gyldne og væden fra dem fordamper, krydr med salt og friskkværnet peber. Vend dem sammen med de sauterede løg. Bland hytteost med æg, krydderurter, ost, salt og friskkværnet peber – rør det godt sammen. Smør et ovnfast fad let med olie og hæld lidt sugo i bunden. Læg et lag lasagneplader og så ca. halvdelen af hytteost-blandingen. Fordel et lag auberginer og et lag squash, krydr med salt og friskkværnet peber. Hæld resten af sugoen på og fordel det ud over grøntsagerne. Læg lasagneplader ovenpå og så løg-blandingen og peberfrugterne. Har du noget squash/aubergine til overs, så kom dem ovenpå. Læg lasagneplader ovenpå og slut af med resten af hytteost-blandingen. Hertil kan lasagnen forberedes og stilles på køl, til den skal tilberedes. Sæt fadet i en 175 grader varm ovn (varmluft) i 15 minutter. Tag ud og drys evt med et tyndt lag ost og giv den yderligere 15 minutter. Tag den ud og lad den stå og trække i 5-10 minutter, inden den serveres.
Som tilbehør til lasagnen lavede jeg en blomkåls-råkost, som blev ganske vellykket og som kæresten roste
I Go’ Morgen Danmark i går viste Louisa Lorang nogle græskarkerner og dem kom jeg i tanke om da jeg stod og lavede salaten i aften, uden jeg dog brugte hendes opskrift. Jeg mener at hun brugte spidskommen, men jeg er jo tilhænger af chipotle pulver, så det brugte jeg. De blev virkelig lækre. De kan sagtens være en snack i sig selv til en drink. Salaten må godt lige stå i 20-30 minutters tid, inden servering og den kan sagtens laves med alle mulige varianter, så det er bare med at sætte gang i fantasien…….
Græskarkerner med chipotle:
2 dl græskarkerner
lidt olie
Maldon salt
½-1 tsk. chipotle pulver
2 tsk. flydende honning
Varm lidt olie op på en pande og kom græskarkernerne på. Rist dem ved middelvarme og tilsæt chipotle, salt og honning. Lad dem stege i et par minutter, mens du vender rundt i dem. Tag dem af varmen og afkøl. Kan bruges i salater eller som snack til drinks.
Blomkåls-råkost, 4 pers.:
1 blomkål
2 gulerødder, skåret i meget små tern
3 forårsløg, fintsnittet
2 spsk. soltørrede tranebær
1 håndfuld grønne vindruer uden kerner, halveret
en lille dl græskarkerne med chipotle (se opskrift ovenover)
Dressing:
½ olivenolie
2 spsk. æbleeddike
1 tsk. flydende honning
1-1½ tsk. dijonsennep (efter smag)
Maldon salt, friskkværnet peber
Pisk ingredienserne til dressingen sammen. Gør blomkålen i stand og skær den i grove stykker, kom den i en blender og kør til den er findelt, uden at være helt mos. Hæld det i en skål og tilsæt forårsløg, gulerødder, vindruer, tranebær og det meste af græskarkernerne. Hæld dressing over og vend det hele godt sammen. Drys med de sidste græskarkerner og lad den stå og hvile på køkkenbordet i 20-30 minutter.
Tilbage






















