Newyorkerbyheart

Middelhavs-inspireret salat……….

Aubergine og rødløg pensles med krydderolie og sættes i ovnen……….

Hjemmelavede langtidsbagte tomater………

Aftenens salat……….

Hvidløgsbrød med krydderurter………..

Grillet oksekød………..

Aftenens tallerken………….

Det meste af dagen har stået i sportens tegn, vi har set Le Mans, fodboldoptakt og nu fodbold. Desværre så vandt Tom K. jo ikke Le Mans for 9. gang i år, men han var da så tæt på som han overhovedet kunne komme, hvis bare ham den lille skotte (Allan Mcnish) havde holdt bilen på vejen 😉

 

Vi inviterede kærestens mor ned til aftensmad, for det er faktisk alt for længe siden vi har set hende. I går kom hun hjem efter at have været en uge i Portugal, så det var en god anledning. Det var dog ret impulsivt, så jeg havde ikke planlagt noget specielt, hun måtte nøjes med hvad vi skulle have. Vi ville gerne have haft jordbær til dessert, men kunne ikke få fat i nogen, så det bare til et stykke af marcipanstang, som jeg bagte den anden dag.

Jeg havde en aubergine der skulle bruges og lidt forskellige ting på lager i køleskabet, så jeg havde bestemt mig for at lave en middelhavs-inspireret salat, arrangeret på et fad. Til salaten fik vi steaks af oksemørbrad og nogle andre steaks jeg fandt i fryseren, som jeg stegte på en knald varm grillpande. Jeg lavede også hvidløgsbrød med krydderurter, jeg brugte dog ikke rosmarin, men frisk oregano og persille denne gang. Alt i alt virkelig lækkert og forholdsvis let at lave.

Middelhavs-inspireret salat, 2-4 pers. alt efter appetit og tilbehør:

1 aubergine, skåret i skiver ca. 1 cm. tykke

2 rødløg, skåret i ca. 1 cm. tykke skiver

langtidsbagte tomater

1 glas grillede champignon (nogle jeg har købt i Fakta engang), afdryppet

1 glas grillede artiskokker, afdryppet og skåret i mindre stykker

Kalamata oliven

1 rød peberfrugt, udkernet og skåret i kvarter

1 gul peberfrugt, udkernet og skåret i kvarter

150 g feta (helt stykke) plukket i mindre stykker

2 gulerødder, strimlet med en kartoffelskræller

Krydderolie:

ca. ½ dl olivenolie

1 stort fed hvidløg, presset

frisk oregano, hakket

Dressing:

2 dl creme fraiche 9% (eller hvad du foretrækker)

2-3 spsk. skummetmælk

1 fed hvidløg, presset

salt, friskkværnet peber

frisk basilikum hakket

persille, finthakket

Rør dressingen sammen – mælken er for at få en lidt tyndere konsistens – smag den til og sæt den i køleskabet til den skal bruges. Start på de langtidsbagte tomater i god tid, evt. dagen før. Du kan jo evt. lave en stor portion, hælde olivenolie over dem og opbevare dem på køl i en tætsluttende beholder. Rør krydderoliven sammen (den kan også tåle at stå lidt). Læg peberfrugterne i et ovnfast fad med skindsiden opad. Sæt fadet højt oppe i ovnen ved 225 grader (varmluft). Giv dem ca. 20-30 minutter, til skindet er sort. Læg aubergineskiverne på en bageplade med bagepapir sammen med rødløgsskiverne. Pensl dem med krydderolien og sæt dem i ovnen sammen med peberfrugterne i 8-10 minutter, de skal have taget farve. Tag dem ud og vend det hele, pensl igen og sæt i ovnen i yderligere 8-10 minutter. Når skindet på peberfrugterne er sort, tages de ud og lægges i en dyb tallerken. Dæk tallerknen med film og lad dem stå og køle lidt af. Når de er kølet lidt af, så pil skindet af og skær dem i minder stykker. Arranger nu alle tingene på et fad. Husk at lade artiskokker og de grillede champignon dryppe godt af, inden de lægges på et fad. Server sammen med dressingen.

 

Salaten vil også være god til en frokost sammen med noget godt brød eller som del af en buffet. Den kan serveres med alle mulige former for stegt kød og fisk – eller som en selvstændig ret.

Print Friendly
Tilbage

8 kommentarer


  1. Jun 17, 2012
    10:48 pm

    Monsterscircus

    Det var da en ser lækker tallerken ovenpå sådan en sportsdag, det kræver os sin mand at komme igennem det 😉 tak for inspirationen og god aften!


    • Jun 17, 2012
      10:51 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Monsterscircus!

      Jeg elsker at se sport, måske fordi jeg ikke selv kan dyrke det så meget – og med den intensitet – som jeg gerne vil længere 🙂

      Mange hilsner
      Birthe


  2. Jun 18, 2012
    9:09 am

    Susanne

    Uhm hvor ser det bare lækkert ud…. Bestemt noget jeg vil prøve 🙂
    Mange hilsner
    Susanne


    • Jun 18, 2012
      11:26 am

      Newyorkerbyheart

      Hej Susanne!

      Det smagte skønt og alle var vilde med det 🙂

      Mange hilsner
      Birthe


  3. Jun 18, 2012
    2:52 pm

    Tine

    hvor ser det super lækkert ud. det er en utrolig dejlig hjemmeside du har, jeg er helt vild med dine opskrifter og har lavet flere af dem med stor glæde
    Mvh Tine


    • Jun 18, 2012
      3:36 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Tine!

      Tak, det smagte også dejligt. Det glæder mig meget at du kan lide min side, det er dejligt at få ros for noget som jeg lægger så meget arbejde i og som betyder så meget for mig 🙂

      Mange hilsner
      Birthe


  4. Jun 19, 2012
    7:23 pm

    Zoë Escher

    Ser lækkert ud. Sådan en salat bliver man aldrig træt af:-)

    Mvh.
    Zoë


    • Jun 19, 2012
      9:55 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Zoë!

      Det giver jeg dig helt ret i 🙂

      Mange hilsner
      Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!