Newyorkerbyheart

USA-tur 2012: dag 7 – Andover, New Hampshire…….

Dagen i dag startede med lidt snak i køkkenet over morgenkaffen. Det var noget af det jeg elskede da jeg var au pair, at komme ned om morgenen og sidde og snakke over morgenkaffen :-)

Min Mama spurgte os hvad vi gerne ville – og for at være helt ærlig – så var min hjerne ret tom. De sidste dage havde indeholdt utrolig meget rejseri, så jeg var ved at være helt rundtosset efterhånden, men da hun foreslog lidt mad-indkøb, en god frokost og så et besøg i King Arthur Flour’s butik, lød det helt fint for mig :-D

Vi kørte mod Hanover, New Hampshire for at spise frokost. Min Mama havde hørt om at et sted der hedder Canoe Club, som skulle være rigtig god – og det var det! Hanover er en SKØN by, som ligger tæt på grænsen til Vermont. Byen er især kendt for skolen Dartmouth College, som er en Ivy League skole, dvs. blandt de 8 bedste universiteter i landet. Faktisk er 7 ud af de 8 skoler (som er: Brown University, RI – Columbia University, NY – Cornell University, NY – Dartmouth College, NH – Harvard University, MA – University of Pennsylvania, PA – Princeton University, NJ og Yale University, CT) grundlagt før den amerikanske uafhængighedserklæring.

Jeg kom rigtig meget i byen da jeg var au pair, så der er mange minder forbundet med at komme tilbage. Faktisk fik jeg lov til at deltage i en klasse, 3 gange om ugen, i et semester (Money, Banking and the Financial System). Det var ret sjovt og gav nogle venner.

Canoe Club ligger lige på Main Street og er et ret hyggeligt sted. Vi ankom på det hele rigtige tidspunkt, lige inden det helt store frokost ryk ind. Vi havde ikke siddet særlig længe, inden det ankom rigtig mange mennesker. Jeg bestilte en Grilled Pastrami Sandwich som var med husets egen sauerkraut, Emmentaler og grovkornet senneps-aïoli. Dertil fik jeg søde kartoffel-fritter med aïoli, som var FANTASTISKE!!

Min Grilled Pastrami Sandwich………….

Kæresten bestilte Canoe Club BLT med lokal bacon, salat, tomat, Cabot cheddar, karamelliserede løg og stuvede tomat-aïoli…….

Jeg smagte den ikke, men han sagde, den var super god – og den så i hvert fald sådan ud.

Min Mama bestilte Open-faces Lamb Pita……….

Det smagte jeg heller ikke, men det så skønt ud og hun sagde at det smagte skønt.

Min Mama og jeg delte også en omgang Honey Roasted Beets & Baby Spinach……..

Det var virkelig lækkert. Meget friskt og perfekt afbalanceret i smag. Det var med lokal gedeost, syltede rødløg, ristede pistacienødder og en lagret balsamico.

Jeg kunne godt lide at restauranten bestræbte sig på at bruge produkter fra lokalområdet, noget som en del restauranter i USA faktisk gør.

Efter den lækre frokost og en masse snak, kørte vi til King Arthur Flour’s butik som ligger i Vermont, men kun små 10 minutters kørsel fra Hanover. Lad mig slå fast med det samme, det var en FED butik!!! Der var virkelig mange ting jeg gerne vil have haft med hjem, bl. a. en del af deres mel, men af gode grunde var det jo noget svært. Jeg fik dog gjort nogle indkøb og prøvede på at være yderst fornuftig og det lykkedes faktisk meget godt, jeg tror at kæresten var stolt af mig.

En kæmpe sæk mel……….

Der var virkelig mange lækre ting………

……og i det hele taget en rigtig fin butik…………

I forbindelse med butikken er der også et lille bageri, hvor de sælger brød og kager. Vi kiggede, men lod os ikke friste. De afholder også en del bagekurser, som jeg virkelig gerne vil deltage i. Jeg må tilbage igen på ferie :-)

På vejen tilbage til bilen kom vi forbi et stykke med græs, hvor der voksede kløvere og hvis der er noget min Mama kan, så er det at spotte 4-kløvere. I løbet af et lille minut havde hun fundet 2 4-kløvere, kæresten og jeg fik hver en, jeg er sikker på at de vil bringe os masser af held og lykke……….

 

Min 4-kløver……….

På vejen tilbage købte vi ind i Co-op Foodstore i Hanover, som er en kæmpe butik hvor de har ALT. Co-op er ejet af medlemmerne og de er også med til at bestemme hvordan varerne skal placeres. Faktisk er det en af de eneste butikker jeg har set, hvor grøntsager og frugt ikke er i starten af butikken, men derimod til allersidst og det er pga af at medlemmer syntes at det var mest praktisk. I stedet for at skulle lægge frugt og grøntsager nederst i vognen, bliver de nu lagt øverst – og det er jo ganske fornuftigt. Min Mama handlede stort ind, hun prøver at tage derop 1-2 gange om måneden og lave stor indkøb. Co-op butikkerne prøver også – i modsætning til Whole Foods – at holde sig til lokale varer fra de små lokale producenter, en ide som jeg godt kan lide.

Til butikken er der også en stor delikatesse, hvor du kan købe frokost og tage din aftensmad med hjem. Der er både kolde og varme retter, sandwich, sushi osv.

Vi var hjemme ved 16.30-tiden, hvor Rick kom ned (min Mamas kæreste) og fik en drink med os på verandaen, inden vi skulle ud af døren igen. Vi lånte min Mamas bil og kørte til Enfield, NH hvor ham og Laurel bor. Jeg kørte, for kæresten havde lige sat en kæmpe gin & tonic til livs – når Rick laver drinks er de altså seriøse :-D

Vi havde en lille smule problemer med at finde det og måtte ringe og bede om instrukser, men det lykkedes for os, uden at være alt for forsinket. Det er et skønt hus de har købt, ret stort og med en skøn udsigt til skov og bjerge. Der hører en del jord med til huset og min Papa har fundet ahorntræer, ikke så mange men nok til at han kan lave en lille produktion af ahornsirup. Et par uger inden vi kom, havde de besøg af en bjørn, den var kun 4-5 meter fra huset. Den luskede rundt ved bilerne og kiggede sig omkring……….

Min Papa er en god amatør-kok. Han havde lavet hummus til os til at starte med. Hovedretten var rådyr – som han selv har skudt – som var blevet marineret og grillet. Dertil nogle lækre kartofler, brød og broccoli.

Ham og Laurel tager på jagt hvert år sammen med nogle venner som min Papa har gået på jagt med i mange år. Ham og hans brødre ejer en jagtgård i Maryland, et virkelig skønt sted som ligger ud til en stor sø, og hvor der er masser af vildt. Faktisk skyder de så meget, så de ikke køber oksekød længere til bøffer, burger osv.

Aftensmad hos min Papa, hvor vi fik grillet vildt, som smagte skønt………

Desserten var kirsebærtærte med is…………..

Han havde også lavet en skøn kirsebærtærte til os, som vi fik lun og med vanilje is til, den smagte SÅ godt. Min Papa elsker tærter, jeg tror at kirsebær og rabarber er hans favoritter.

Den ene af min Papa og Laurel’s katte………

Det blev ikke så sent inden vi sagde farvel og tak, for Laurel skulle tidligt op på arbejde næste dag og vi trængte faktisk også til at sove efter en begivenhedsrig dag. Kæresten gik næste i seng med det samme, jeg sad og snakkede lidt med min Mama inden jeg også gik i seng.

Print Friendly
Tilbage

4 kommentarer


  1. Jun 4, 2012
    11:12 am

    SushiStegen

    Åh det lyder som en skøn tur, og jeg under dig al mulig tid med din Mama. Det bedste er nemlig at sidde og sludre lidt småsent på aftenen.
    kh SS


    • Jun 4, 2012
      11:16 am

      Newyorkerbyheart

      Hej Sushisteg!

      Det var en skøn tur med masser af oplevelser :-)

      Kh
      Birthe


  2. Jun 4, 2012
    10:40 pm

    Piskeriset

    Jeg ville jo slet ikke kunne administrere at komme ind i sådan en butik – det ville være alt for frustrerende ikke at kunne forlade butikken med favnen fuld af gode sager :-D


    • Jun 4, 2012
      10:47 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Piskeriset!

      Så kan du godt regne ud hvordan jeg havde det! Det var ikke sjovt – eller det var det – men jeg ville ønske jeg kunne have taget hele butikken med hjem :-)

      Mange hilsner
      Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Jeg er også på Twitter

Mine netværk

Abonnere med e-mail


 

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!