Newyorkerbyheart

Endnu en grøntsagslasagne…………

Løg sauteres og hvidløg tilsættes………..

Tomater tilsættes sammen med krydderier………..

Sådan ser saucen ud når den har simret i en god times tid…………

Grøntsagerne steges…………

Hytteost blandes med æg, mozzarella og parmesan………..

Lidt af tomatsaucen fordeles i bunden af et ovnfast fad………..

…………så et lag lasagneplader og halvdelen af hytteost-blandingen………..

……..lidt champignon fordeles ovenpå………..

Så aubergine……..

…………og til sidst squash. Forsæt med endnu et lag………

Den færdige lasagne………..

Aftenens tallerken………..

I dag har vi fået endnu en lækker grøntsagslasagne, jeg holder meget af grøntsagslasagner. Vi burde nok havde haft en salat til, men kræfterne rakte ikke længere. Som jeg skrev i går, så var jeg ude at spille “skildpadde”-tennis i går aftes og det er noget der kan mærkes. Ikke at jeg på nogen måde fortryder det og kroppen skal jo røres, det er faktisk ret vigtigt især med en sygdom som min, men det koster selvfølgelig også. Måske endnu mere, fordi min krop har været så presset i hele 2012 🙂

Lasagnen blev lavet i flere etaper, jeg laver faktisk altid mad i etaper i løbet af dagen – og så har vi jo også mad til i morgen. Her kan du finde nogle flere opskrifter på lækker mad online.

Opskriften er fra Cherry on My Sundae, dog med ændringer. Jeg udelod fennikelfrø i tomatsaucen, men tilgengæld tilsatte jeg lidt smør, fordi det var sådan en stor succes sidst jeg lavede tomatsauce. Jeg kunne – igen – ikke få fat i ricotta, så jeg brugte (igen) hytteost, hvilket fungerer fint. Jeg ved godt at man selv kan lave ricotta, men det orkede jeg så ikke lige 😉

En skøn lasagne og tomatsaucen med smør giver lidt det sidste. Hvis du endnu ikke har ladet din tomatsauce simre med lidt smør, så prøv det, det giver en fantastisk smag.

Jeg skriver opskriften som jeg lavede den……………..

Grøntsagslasagne, 4 pers.:

Tomatsauce:

1 løg, finthakket

4 fed hvidløg, knust og finthakket

1 spsk. balsamico

salt, friskkværnet peber

1 tsk. tørret basilikum

1 tsk. tørret timian

1 tsk. tørret oregano

1½ tsk. rørsukker

3 dåser hakkede tomater

2 spsk. koldt smør

lidt olie

Fyld:

1½ aubergine, skåret i skiver ca. 3 mm. tykke

1 stor squash, skåret i skiver ca. 3 mm. tykke

250 g champignon, skåret i tykke skiver

olivenolie

Hytteost-blanding:

500 g hytteost

1 æg

2 håndfulde revet mozzarella

1 håndfuld friskrevet parmesan

salt, friskkværnet peber

Desuden:

lidt revet mozzarella

frisk basilikum

lasagneplader

Varm lidt olie op i en gryde og sauter løg til det bliver blødt, men uden at det tager farve. Tilsæt hvidløg og lad det også sautere, til det begynder at dufte. Tilsæt balsamico og lad det koge næsten helt ind, inden tomater hældes ved sammen med krydderierne, salt, friskkværnet peber, sukker og det kolde smør. Bring i kog, skru ned og lad det nu simre uden låg i en god times, til det bliver tykt. Smag til. Imens varmes olie op på en pande og grøntsagerne steges lidt ad gangen ved høj varme. Squash og aubergine, skal bare lige have lidt farve, krydr dem med salt og friskkværnet peber. Champignonerne kan steges på en gang, ved høj varme, til væsken fra dem er helt kogt ind. Krydr også dem med salt og friskkværnet peber. Rør hytteost med æg, de 2 slags oste, salt og friskkværnet peber. Når tomatsaucen er tyk, så smør et ovnfast fad let med olie og kom lidt af saucen i bunden. Derefter lægges et lag lasagneplader, så halvdelen af hytteost-blandingen og så halvdelen af de stegte grøntsager. Igen tomatsauce, lasagneplader, resten af hytteosten, resten af grøntsagerne og den sidste tomatsauce. Sættes i ovnen ved 200 grader (ikke varmluft) og bag i 25 minutter. Tag ud, drys ost over og sæt igen i ovnen i ca. 15 minutter, til osten er smeltet og gylden. Tag den ud og lad den stå og trække i 10 minutters tid, så sætter den sig og er ikke så flydende som lasagner god kan være.

Note:

Tomatsaucen kan selvfølgelig laves på forhånd, grøntsagerne kan steges og hytteost-blandingen laves på forhånd, så lasagnen kun skal samles lige inden den skal i ovnen.

Print Friendly
Tilbage

8 kommentarer


  1. Jul 12, 2012
    7:32 am

    Bianca

    Grøntsagslasagne er altid godt 🙂
    Selvfølgelig skal du lave noget du godt kan lide at lave. Når kræfterne bliver små ved du det jo heldigvis og så må der planlægges ud af det. 🙂
    Knus


    • Jul 12, 2012
      11:07 am

      Newyorkerbyheart

      Hej Bianca!

      Ja, det er det, jeg har virkelig fået smag for det 🙂

      KH
      Birthe


  2. Jul 12, 2012
    1:11 pm

    Piskeriset

    Enig med Bianca!
    Suk, men jeg har stadig ikke nået at prøve at lave lasagne med hytteost… oh well, en dag når jeg det nok 🙂


    • Jul 12, 2012
      8:01 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Piskeriset!

      Det må du altså prøve det er virkelig skønt, bare vigtigt at det står og trækker inden der spises af den, så den sætter sig 🙂

      Mange hilsner
      Birthe


  3. Jul 12, 2012
    3:14 pm

    Charlotte den 2.

    Wau – det ser så lækkert ud Birthe. Forstår slet ikke du har overskud – ikke nok med madlavningen, men det må tage oceaner af tid at skrive bloggen så udførlig m.h.t. opskrift og fremgangsmåde – men du er jo også ved at blive en ørn til at gå ned i mindste detalje. Øvelse gør som bekendt mester – tænker selvfølgelig på din kogebog – er du vad at vænne dig til titlen kogebogsforfatter? :-).
    K.h. Charlotte


    • Jul 12, 2012
      7:59 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Charlotte!

      Tak, det smager også virkelig skønt – også dagen efter 🙂

      Ja, det tager tid, men heldigvis kan jeg sidde i sofaen med benene oppe, det afhjælper det hele lidt. Jeg tænker ikke på det som noget der tager tid i den forstand, for for mig er det jo min dagbog, så det er bare dejligt at få det ned på skrift 🙂

      KH
      Birthe


  4. Jul 12, 2012
    3:44 pm

    foodfanatic

    Kære Birthe
    Jeg har faktisk endnu ikke lavet en grøntsagslasagne, men din udgave med auberginer, squash og champignon lyder lækker. Jeg prøvede dog fornylig at erstatte lasagneplader med auberginer (lidt som en moussaka). Det fungerede også fint.
    Mvh Nadia


    • Jul 12, 2012
      7:58 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Nadia!

      Jeg tror faktisk at jeg holder mere af grøntsagslasagner end lasagner med kød – og jeg elsker ellers kød 🙂 God ide med at bruge aubergine som lasagneplader, jeg har også set nogen bruge squash, det må jeg prøve en anden gang……..

      Mange hilsner
      Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!