Newyorkerbyheart

Grillet peberfrugtsalat med perlespelt (Spis Bedre nr. 8/2012) og kyllingedeller med basilikum og parmesan………

Peberfrugter halveres og kommes i ovnen……

Dressingen til salaten………..

Peberfrugter, kogt perlespelt, kapers og mozzarella blandes sammen………….

Frisk spinat og dressingen vendes i……..

Farsen til kyllingedellerne……….

Aftenens tallerken………..

Jeg har ikke glemt at trække en vinder af kogebogen Lokal Kærlighed, men hende der skal sende den er først tilbage fra ferie i midten af næste uge, så derfor trækker jeg det lige lidt. Men jeg skal nok få trukket en vinder, bare rolig 🙂

Jeg har været hos lægen igen i dag, fordi jeg ikke synes at penicillinen har hjulpet overhovedet. Jeg hoster og hoster – og det koster enorme mængder af kræfter. Feberen er vendt tilbage og i dag har jeg bare følt mig totalt afkræftet. Jeg fik en tid hos lægen, som tog en blodprøve og kunne konstantere, at jeg har en slem omgang kold lungebetændelse. Den penicillin jeg fik hos vagtlægen, skulle være den rigtige til at kurere det, så jeg må nok bare væbne mig med tålmod – ikke lige min stærke side ved I jo nok 😉

Det er måske i virkeligheden er det der trætter mest er, at min astma er helt ude af kontrol og det har jeg aldrig prøvet før, i hvert fald ikke så slemt. Jeg må ty til Bricanyl spray rigtig mange gange om dagen, men alt i alt betyder det at jeg ikke trækker vejret rigtigt og dermed ikke får ilt nok, hvilket er medvirkende til at jeg er så ekstrem træt og udmattet. Jeg håber inderligt at der snart kommer styr på det hele.

Alt det her betyder at jeg må skære lidt ned på de arrangementer, som jeg ellers har forpligtet mig til. Det betyder bl. a. at jeg desværre trækker mig ud af det madbloggertræf, som skal være hos Lone Landmand, den 15. september 2012. Det har dog IKKE nogen betydning for jer der har tilmeldt jer og betalt. Alt bliver overdraget til Lone Landmand og hun vil nu stå for al kommunikation til jer. Det gælder også hvis der skulle være en enkelt eller 2 derude, der stadig gerne vil deltage, jeg tror der er et par pladser endnu. Fremover skal I dog tilmelde jer hos lone@brandbygegaard.dk.

Jeg er selvfølgelig rigtig ked af at jeg er blevet nødt til at tage denne beslutning, men jeg bliver nødt til at passe på mig selv og der kommer jo en del arrangementer i forbindelse med at min kogebog kommer på gaden i starten af oktober og lige nu er det det som jeg vægter højest. Jeg må også erkende, at al lave den kogebog har taget langt hårdere på min krop end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Altså jeg vidste jo godt at jeg ville komme til at betale en pris for det arbejde, men at det skulle blive så slemt, det havde jeg ikke helt indset. Men som kæresten siger: “der er jo en grund til at du får førtidspension!” – og det har han jo så ret i. 8 gange penicillin + en omgang binyrebarkhormon i 2012 siger vel alt om den sag……..

Nå, men tilbage til maden. Syg eller ej, der skal jo mad på bordet, det tager bare lidt længere tid. Jeg fik mig en ordenligt lur inden jeg gik i gang med middagen og alligevel måtte jeg hen at hvile mig lidt halvvejs. Heldigvis er kæresten tålmodig 🙂

I aften fik vi en skøn salat med perlespelt og grillede peberfrugter, som jeg fandt i det seneste nummer af Spis Bedre (nr. 8/2012) og nogle lækre kyllingedeller, som jeg sjussede mig frem til. Jeg lavede så meget, så vi også har til i morgen.

Jeg byttede perlebyg ud med perlespelt, fordi det var hvad jeg havde og så brugte jeg en hel mozzarella i stedet for de små mini mozzarellakugler, men ellers fulgte jeg opskriften. Den halvdel af salaten som vi skal have i morgen, blander jeg først i morgen. Jeg har bare gjort det hele klart, så det er lige til at blande sammen.

Jeg skriver opskriften som jeg lavede den…….

Grillet peberfrugtsalat med perlespelt (Spis Bedre nr. 8/2012), 4 pers.:

5 peberfrugter, halveret og udkernet

1 kugle frisk mozzarella, skåret i små tern

2 spsk. kapers

75 g frisk spinat, evt. plukket i mindre stykker

2½ dl perlespelt, godt skyllet

5 dl vand

salt, friskkværnet peber

Dressing:

½ dl olivenolie

2 spsk. hvid balsamico

1 frisk, rød chiipeber, udkernet og finthakket

salt, friskkværnet peber

Kom de halverede peberfrugter på en bageplade med bagepapir og tryk dem let flade. Sæt dem i en 250 grader varm ovn (varmluft) og giv dem ca. 25 minutter, til skindet bliver godt sort. Tag dem ud og læg dem i en dyb tallerken. Dæk med film og lad dem stå og afkøle lidt. Kom de godt skyllede perlespeltkerner i en gryde med vandet og lidt salt. Bring det i kog og kog i 15 minutter, hæld vandet fra og skyl med koldt vand, lad dem dryppe godt af. Pisk ingredienserne til dressingen sammen. Pil skindet af peberfrugterne og skær kødet i mindre stykker. Kom det i en skål – eller et lavt fad – sammen med mozzarella, kapers og den afdryppede perlespelt. Lige inden servering tilsættes spinat og dressing og det hele vendes godt sammen. Kan bruges sammen med alle former for stegt kød, fisk eller bare som en selvstændig ret, evt. med lidt brød.

Note:

Hvis du, som jeg, vil gemme halvdelen af salaten til næste dag, så tag halvdelen af alt fra og kom i hver sin lille beholder. Næste dag er det så lige til at blande sammen.

Lækre kyllingedeller, ca. 19 stk.:

450 g hakket kyllingekød

½ rødløg, finthakket (mit var ret stort, så derfor et halvt)

2 fed hvidløg, knust og finthakket

1 spsk. dijonsennep

1 æg

salt, friskkværnet peber

½ dl danskvand (eller mælk)

1 stor håndfuld frisk basilikum, hakket

1 tsk. tørrede chipotleflager (eller ½ tsk. chipotlepulver)

1 stor håndfuld friskrevet parmesanost

ca. 1½ håndfulde pankorasp (eller almindelig rasp)

olivenolie til stegning

Bland ingredienserne til kyllingedellerne rigtig godt sammen. Juster væske og rasp til hinanden, så du har en forholdsvis fast fars. Varm lidt olivenolie op på en pande ved middelvarme, form farsen til boller og kom dem på panden. Min favoritstørrelse er ca. på størrelse med en stor, hel valnød, men det bestemmer du jo helt selv. Steg dem i ca. 5-6 minutter, alt efter størrelse, til de er gennemstegte. Steg dem på alle flader og ender.

 

Som I kan se, fik jeg mig en ordentlig portion af maden i aften, det gjorde godt 🙂 Det er faktisk også det eneste jeg har fået at spise i dag.

Print Friendly
Tilbage

10 kommentarer


  1. Jul 31, 2012
    10:34 pm

    Camilla

    Kære Birthe,
    jeg er ked af, at du skal betale en så høj pris for dit lille hjertebarn; kogebogen.
    Jeg sender dig mange kærlige tanker og ønsker om snarlig bedring.
    Camilla


    • Aug 1, 2012
      11:07 am

      Newyorkerbyheart

      Hej Camilla!

      Ja, det er jo desværre de odds jeg har og jeg vidste jo godt da jeg kastede mig ud i dette at det ville blive hårdt. Jeg er måske bare lidt overrasket – og ked af – at det skulle medføre så meget sygdom. Men jeg fortryder ingenting 🙂

      KH
      Birthe


  2. Aug 1, 2012
    12:42 pm

    lajla pedersen

    Hej Birthe
    Trist at høre at du har det så dårligt,men som din kæreste siger at der er en grund til du får pension,er jo så rigtig.Min mand siger det samme til mig når jeg er nede.Så slap af og saml kræfter.
    Mange tanker Lajla.


    • Aug 1, 2012
      2:23 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Lajla!

      Ja, jeg må huske mig selv på det nogle gange, når jeg bliver for ivrig 😉

      Mange hilsner
      Birthe


  3. Aug 1, 2012
    1:56 pm

    Esther

    Kære Birthe.
    Endnu engang sidder jeg og savler på skærmen, du laver så afsindig lækker mad.
    Du giver en virkelig lyst til at sætte noget musik på og lave en god gang, inspireret aftensmad, som er nem at lave for sådan en amatør som mig.
    Mange, mange, mange tak. Du er fantastisk.
    Kærligt klem Esther


    • Aug 1, 2012
      2:22 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Esther!

      Sikke en dejlig kommentar, tusinde tak for den, den har gjort mig meget glad 🙂

      Mange hilsner
      Birthe


  4. Aug 1, 2012
    4:37 pm

    Stine

    Hej Birthe,
    Også lige en gang ‘savl’ fra mig, SKØNT altid at kunne blive inspireret når man kigger ind forbi din blog:-) Du laver fabelagtig mad, som lige falder i husets smag her! Er super dejligt at dine opskrifter er nemme at gå til for os amatører, som hende ovenover også nævner 🙂
    Håber du snart bli’r mere frisk- er rigtig ærgerligt den bog koster så mange af dine kræfter, meeeeeen vi er mange der kommer til at nyde godt af arbejdet heldigvis! Glæder mig så meget til den kommer:-)
    Kram&rigtig go bedring
    /Stine


    • Aug 1, 2012
      7:58 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Stine!

      Tusinde tak, det er jeg rigtig glad for at få at vide. Jeg laver jo mad som vi selv godt kan lide og heldigvis falder det i manges smag 🙂

      Selvom det har kostet mig på det fysiske at lave den bog, så fortryder jeg intet, jeg glæder mig så meget til at kunne dele den med jer.

      Mange hilsner
      Birthe


  5. Aug 2, 2012
    7:56 am

    Birgitte B

    Kære Birthe – man skal huske at passe på sig selv og ikke altid være ‘super woman’ 🙂 rigtig god bedring.
    Glæder mig til at læse/se din bog – hvis den er lige så god som bloggen, så tror jeg sgu jeg investerer i den (selv om kæresten har givet forbud mod flere kogebøger)


    • Aug 2, 2012
      11:31 am

      Newyorkerbyheart

      Hej Birgitte!

      Ja, jeg må blive bedre til det, det kniber af og til. Håber da, at du får lov til at investere i bogen, det ville gøre mig glad 🙂

      Mange hilsner
      Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!