Newyorkerbyheart

Kanelsnegle-kage……….

Dejen kommes i et fad………….

Marcipan rives let som en leg med det ekstra grove rivejern fra Microplane’s Gourmet-serie…………….

Fyldet blandes godt sammen………….

Kommes i dejen i klatter…………..

Dej og fyld blandes godt sammen……………

Den færdigbagte kage……….

Et ganske tyndt lag glasur kommes ovenpå………..

Værs’go og spis……………

En dag da jeg – som sædvanlig – sad og kiggede på amerikanske madblogs, kom jeg forbi Food Wanderings in Asia. På bloggen var der en kanelsnegle-kage, det kunne jeg jo ikke stå for, så i går blev den afprøvet – og det er en virkelig skøn kage 🙂

Du får smagen af kanelsnegle, men uden at skulle lave en gærdej, så det går væsentlig hugtigere og jeg behøvede ikke at ælte en dej. Ren win-win i min situation.

Jeg lavede en ganske lille portion glasur, som jeg smurte ud i et tyndt lag, men efter min bedste overbevisning kan det sagtens udelades. Det vil jeg helt klart gøre næste gang, men nu er jeg jo heller ikke specielt glad for glasur i forvejen.

Jeg griber enhver chance jeg har for at få lidt marcipan ind i en kage, således også her. Jeg havde en lille rest der skulle bruges og det smager skønt i kagen. Jeg havde også en lille rest hvide chokolade “morsels” fra USA, som jeg også kom i – det var jo fredag 😉 Normalt når jeg skal rive marcipan kan jeg godt finde på at sige mange grimme ord på ret kort tid. Jeg synes mildt sagt at det er irriterende. Men Hamonoya har givet mig et groft rivejern fra Microplane’s Gourmet-serie som jeg kan afprøve og den klarede marcipanen uden at jeg bandede en eneste gang. Faktisk gik det som så let som ingenting. I det hele taget er jeg ret glade for alle deres rivejern, jeg tror jeg har 4 nu og jeg bruger dem ofte. Det siges også at dette rivejern er godt til at rive koldt smør ned i en tærtedej, det vil jeg prøve en anden gang.

Alt i alt en virkelig skøn kage, som jeg godt kan anbefale og jeg er sikker på at hverken behøves at putte marcipan eller chokolade i, hvis du ikke har lyst.

Jeg skriver opskriften som jeg lavede den………….

Kanelsnegle-kage:

200 g mel

60 g lyst rørsukker

2 tsk. bagepulver

et nip salt

1 æg

1 3/4 dl sødmælk

2 tsk. vaniljeekstrakt

50 g smør, smeltet

Fyld:

115 g smør, blødt

70 g brun farin

1½ spsk. mel

2 tsk. kanel

60 g marcipan, groftrevet

2 spsk. hvide chokoladeknapper

Glasur:

4 spsk. flormelis

1 spsk. mælk

lidt vanilje

Forvarm ovnen til 200 grader (ikke varmluft). Sigt mel, sukker, bagepulver og salt sammen i en skål. I en anden skål piskes æg, mælk og vanilje sammen med et piskeris. Hæld de våde ingredienser i de tørre og pisk det sammen, så der ingen klumper er. Tilsæt det smeltede smør og rør, til det er netop rørt ind i dejen. Kom bagepapir i en bageform, jeg brugte en på ca. 27 x 27 cm, som nok var lige stor nok. Har du en der er mindre, så brug den. Fordel dejen i i formen. Til fyldet kommes det hele i en skål og røres sammen. Kom det i dejen i klatter og brug et træspyd eller en strikkepind, til at trække det ud i dejen, så den bliver marmoreret. Sæt fadet i ovnen og bag i ca. 20-25 minutter (originalopskriften siger 30-35 minutter, men det skulle min kage slet ikke have, nok fordi mit fad var så stort). Rør ingredienserne sammen til glasuren og kom det på den varme kage (det kan altså fint udelades at komme glasur på). Lad den køle helt af inden den spises.

Print Friendly
Tilbage

14 kommentarer


  1. Jul 7, 2012
    1:28 pm

    Line Witt Rasmussen

    Fantastisk – står og skal lave en kage som jeg skal have med i morgen, hvor vi skal til kaffe ved nogle gode venner. Vidste ikke helt hvad jeg helt skulle finde på og vupti så kom din kanelkage frem…. Nu ved jeg hvilken kage jeg skal bage 🙂 Mums glæder mig allerede til at skulle smage den 🙂


    • Jul 7, 2012
      5:36 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Line!

      Uh, jeg håber at den falder i god jord, lad mig høre hvad du synes om den 🙂

      Mange hilsner
      Birthe


  2. Jul 7, 2012
    2:20 pm

    Charlotte

    Åh, jeg elsker kanelsnegle, men hader at lave dem, så denne opskrift skal jeg helt klart afprøve!:o)


    • Jul 7, 2012
      5:35 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Charlotte!

      Jeg håber den falder i din smag, jeg synes i hvert fald at den er super lækker 🙂

      Mange hilsner
      Birthe


  3. Jul 7, 2012
    2:37 pm

    E.Larsen

    Jeg håber ikke du i tavshed lader Niels Lillelund`s betragtninger og kommentarer i Troldspejlet – Jyllandsposten den 6. juni – passere i tavshed.


    • Jul 7, 2012
      5:34 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Ester!

      Jeg har endnu ikke set hvad han har skrevet, så inden da, skriver jeg i hvert fald ikke noget. Det lykkedes mig desværre ikke at få fat i avisen i går.

      Mange hilsner
      Birthe


  4. Jul 7, 2012
    4:47 pm

    Fru Fogdal

    Har lige bagt denne her til eftermiddagskaffen og den smager HIMMELSK!!

    Jeg valgte dog at udskifte sødmælk med Kærnemælk, fordi kærnemælk stort set altid er vellykket i bagværk – og den blev simpelthen så lækker svampet!!!

    Kan heeeeelt klart anbefales – her er der kun krummerne tilbage!!! ;D

    Og da mindstemanden på mandag skal holde afslutning i børnehaven, skal der bages chokoladekage til børnene, men DENNE Kanelsneglekage skal bages til de voksne! 🙂

    Tusind tak for en lækker opskrift 🙂


    • Jul 7, 2012
      5:33 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Fru Fogdal!

      Hvor dejligt at den faldt i god jord, jeg synes også at det er en SKØN kage 🙂 Tak for tippet med kærnemælk, det har jeg slet ikke tænkt på, det vil jeg huske til næste gang…….

      Mange hilsner
      Birthe


  5. Jul 8, 2012
    5:05 pm

    camilla andersen

    min mand er helt vild med kanelkage fra bageren i den by hvor jeg kommer fra. men det er jo desværre ikke så tit vi kan få det. den her kage smager næsten lige som kanelkagen, så der er lykke i det lille hus nu:)


    • Jul 8, 2012
      9:58 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Camilla!

      Vidste slet ikke at sådan en kage kan købes, den må jeg da kigge efter 🙂 Dejligt at I kan lide den……….

      Mange hilsner
      Birthe


  6. Jul 9, 2012
    9:31 pm

    Piskeriset

    Hoho – jeg elsker kanelsnegle, og én stor kage kan da kun være godt! Så er der ingen, der ser, om man spiser mere end én ‘snegl’ 😀
    (og så undgår man også, at fylder forsøger at stikke af under bagningen…)


    • Jul 9, 2012
      9:34 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Piskeriset!

      Jeg må indrømme at den kage virkelig blev en succes og det kunne godt blive den nye favorit her i huset 🙂

      – fik lige et billed ind i hovedet af dig løbende efter fyld der prøver at stikke af 😀

      Mange hilsner
      Birthe


  7. Jul 10, 2012
    7:26 am

    Line

    Hej Birthe
    Du skal da lige have en tilbagemelding på den lækre kanelsneglekage 🙂
    MUMS den er god! Alle mand kunne lide den – både store og små. Det er hvert fald ikke sidste gang at den bliver bagt:-)
    Endnu en gang tak for en lækker opskrift.
    Mange hilsner
    Line


    • Jul 10, 2012
      9:38 am

      Newyorkerbyheart

      Hej Line!

      Det glæder mig at den faldt i god jord, det gjorde den også her i huset og skal helt klart laves igen 🙂

      Mange hilsner
      Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!