Newyorkerbyheart

Fiskefrikadeller med krydderurter og smørdampede kartofler + besøg af lille Clara……..

Laksefars, purløg, basilikum og lidt tørrede chipotle flager……..

……..røres sammen og formes til deller……

Klar til servering…….

Kogte kartofler, tilsættes en god klat smør og persille…….

Lad dem simre helt møre i smørret, inden de serveres……

Aftenens tallerken…..

Ikke så meget jeg har fået udrettet i dag, jeg er lidt mat i kroppen efter den lange gåtur i søndags i (mere om det senere) og så havde jeg besøg i går af kærestens søster og lille, lækre Clara. Mere om det senere i indlægget. Det er ting som jeg værdsætter og elsker, men også ting der kræver sine skeer, så derfor har jeg taget den med ro i dag……….

Jeg købte noget laksefars da vi var ovre og handle i dag og købte nogle nye, små kartofler og så var basis for aftensmaden i hus. Farsen blev tilsat nogle krydderurter og kartoflerne fik lov til at søbe i lidt smør. Smør gør altså noget rigtig godt for kartofler 😀 Vi fik lidt “gnave-grønt” til, bare for at få lidt grøntsager og det var hvad fantasien rakte til. Remouladen er bare en grov, færdigkøbt.

Laksefrikadeller med krydderurter, 3 pers.:

1 pakke færdigkøbt laksefars (eller hak den selv, hvis du foretrækker det)

1 lille bdt. purløg, fintsnittet eller klippet

1 god håndfuld basilikum, hakket

lidt salt, friskkværnet peber

½ dl panko rasp eller almindelig rasp

saft af ½ lime

½ tsk. tørrede chipotle flager eller lidt chiliflager

smør til stegning

Rør farsen med krydderurter, limesaft, panko, krydderier og chipotle. Smelt smør på en pande, form farsen til frikadeller – dyp evt. skeen i koldt vand mellem hver gang, så er de nemmere at forme – og steg dem ved middelvarme til de er gyldne og gennembagte. Det tager ca. 7-8 minutter, alt efter størrelse. Server med limebåde.

Note:

Lime kan selvfølgelig erstattes af citron

 

Smør-dampede kartofler, 2 pers.:

200-225 g nye, små kartofler

en god klat smør

1 god håndfuld persille, finthakket

lidt Maldon salt

Kog kartoflerne i letsaltet vand til de er lige knap møre. Hæld vandet fra. Sæt dem tilbage på varmen, tilsæt smørret og persillen. Skru ned på lav varme, læg låget på og lad dem dampe helt møre i smørret. Ryst gryden af og til, så de ikke hænger fast og så smørret fordeles godt blandt kartoflerne. Hæld op i en skål, drys med lidt salt og server.

 

Jeg er forresten kommet på Instagram. Mine billeder vises her på bloggen, ude i højre side. Du kan også følge mig hvis du vil det, du finder mig under Newyorkerbyheart. Jeg har ikke brugt det så meget endnu, men jeg skal prøve at huske det 🙂

 

I går havde jeg, som nævnt i starten af dette indlæg, besøg af kærestens søster og lille, skønne Clara. Det er ved at være rigtig længe siden jeg sidst har set hende – alt for længe – men der er jo hele tiden så meget. Hun bliver så stor og er 9½ måned nu. Hun kravler og rejser sig op ved alting – og så er der pludselig kommet meget lydt på hende. Hun er selvfølgelig stadig lige så SKØN og der gik ikke mange minutter, så var hun helt tryg ved mig igen. Hun er sådan en tillidsfuld lille pige.

Kærestens søster havde lækre gaver med, fordi både kæresten og jeg har haft fødselsdag i den tid hvor vi ikke har set hinanden.

Lækkerier fra Summerbird……..

Lækkerier fra Camilla Plums gårdbutik – jeg er helt vild med de små, skønne dåser…….

I skal da heller ikke snydes for det sædvanlige “lille” galleri af Clara, hvis I har lyst til at se det. Hun er begyndt at lave nogle virkelig sjove grimasser:

Print Friendly
Tilbage

6 kommentarer


  1. Aug 28, 2012
    10:59 pm

    SusanPalle

    Hej B.
    Kan ikke lige kommentere i det indlæg med secret recipes club (synes egentlig altid den laver fejl efter det nederste link hvor alle de andre opskrifter nævnes, men måske er det bare mig?

    Men det jeg lige ville, var at høre om du ikke kan sætte link ind af den der har valgt en af dine opskrifter. Synes det er så sjovt at se hvad folk fra andre dele af verden udvælger og evt laver om i dine opskrifter 🙂
    Sidder ofte og leder efter den, men det er ikke altid jeg kan finde den. Og det kunne jo være at andre end mig synes det var sjovt at se hvilken af dine mange skønne opskrifter der er udvalgt 🙂


  2. Aug 29, 2012
    10:52 am

    Bianca

    Dejlige billeder og skønne gaver. Dejligt når der bliver tænkt på en 🙂 Knus


    • Aug 29, 2012
      11:51 am

      Newyorkerbyheart

      Hej Bianca!

      Det er altid skønt at modtage gaver 🙂

      Knus
      Birthe


  3. Aug 29, 2012
    7:40 pm

    Piskeriset

    Hihihi – gang i hende 😀

    Og dejlige ting du har fået – dem kan man bestemt få mange gode ting ud af 🙂


    • Aug 29, 2012
      8:49 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Piskeriset!

      Ja, det er i den grad gang i hende 😀

      Mange hilsner
      Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!