Newyorkerbyheart

Kyllinge-nuggets med ravioli-/majssalat……..

Kyllingekødet skære i mindre stykker og ligges i lage (og nej, det ser ikke særlig lækkert ud!!)……..

Panko rasp, mel, krydderier og natron blandes sammen……..

Æggehvider piskes med en gaffel, til de skummer…….

Kyllingestykkerne vendes først æggehviderne og derefter i mel-blandingen……..

Efter endnu engang i mel-blandingen, kommes de i godt varm olie…………

Steges til de bliver brune og er gennemstegte, afdryppes…….

Klar til servering…….

Til dippen røres honning og sennep sammen……..

I dag havde jeg bestemt at vi skulle have chicken nuggets efter at have set en opskrift hos Tracey’s Culinary Adventures, som jeg ikke kunne stå for. De tager lidt tid at lave, men de er al arbejdet værd og så serveres de med en skøn honning/sennep dip.

Chicken nuggets er som regel små “klumper” kyllingekød, deraf ordet “nuggets”. Chicken tenders – nogle gange også kaldet “chicken fingers” – er derimod ofte kyllingeinderfilet (som jo er mere aflange i det). Amerikanerne elsker at servere nuggets/tenders/fingers med en honning/senneps dip, men kan jo serveres med lige nøjagtig den slags dip du har lyst til og kan lide.

Jeg ændrede lidt på målene i opskriften og så tilføjede jeg lidt tørrede chipotle flager (jeg putter jo chipotle i hvad som helst, fordi jeg elsker det stads), men det kan sagtens udelades eller tilføj chipotle pulver/chilipulver i stedet for. Faktisk kan du jo tilføje lige nøjagtig de krydderier du kan lide og har i huset, det er bare med at gå i gang med at eksperimentere.

Panko rasp kan købes i asiatiske butikker og også i Inco (måske også i Metro). Du kan faktisk også lave det selv, ser her hvordan.

Jeg skriver opskriften som jeg lavede den……..

Kyllinge-nuggets, 3-4 pers.:

3 kyllingebrystfileter

Saltlage:

7 dl vand

3/4 spsk. salt

1½ spsk. worcestershiresauce

Desuden:

2 dl panko rasp (se ovenfor hvor det kan købes)

2 dl mel

1 tsk. groft salt

friskkværnet peber

2 tsk. løgpulver

1½ tsk. hvidløgpulver

½ tsk. natron (som er med til at gøre dem meget sprøde)

lidt tørrede chipotle flager (eller brug chipotle/chili pulver – eller hvad du nu har lyst til)

2 æggehvider

en god ½ liter solsikke- eller rapsolie til fritering

Honning/senneps dip:

1 dl sennep (det bedste er den amerikanske French’s Yellow Mustard, men den er lidt svær at få fat i, så brug evt en gul, sød sennep.

½ dl flydende honning (hvis du bruger sød sennep, så skær evt. lidt ned på honningen)

salt, friskkværnet peber

Afpuds kyllingebrystfileterne og skær dem i passende stykker. Rør vand, salt og worcestershiresauce sammen. Kom kyllingekødet i og vend det godt rundt. Dæk skålen til og stil i køleskab i ½ time – den må IKKE stå længere for så bliver kødet alt for salt. Imens blandes mel, panko rasp, krydderier og natron sammen i et lille lavt fad eller en dyb tallerken. I et andet lav fad eller en dyb tallerken kommes æggehviderne, som piskes med en gaffel, til de begynder at skumme. Tag kødet op af saltlagen efter ½ time og dup kødet tørt. Vend kyllingekødet – lidt ad gangen – i æggehviderne, sørg for at de er dækket over det hele af hviderne. Kom den derefter i melblandingen og vend dem godt rundt, til de er dækket. Læg dem på en bageplade med bagepapir og lad dem ligge i 10 minutter. Hæld olie i en tykbundet gryde – gerne en støbejernsgryde hvis du har sådan en – og varm det op til det er godt varmt. Det skal syde om enden af en tændstik, når den stikkes ned i olien. Vend igen kødet i melblandingen og steg dem så lidt efter lidt til de bliver gyldne og er gennemstegte, ca. 5-6 minutter (alt efter størrelse og tykkelse, så du bliver nødt til at prøve dig lidt frem). Det er VIGTIGT at du ikke steger for mange stykker ad gangen, for så falder temperaturen for meget. Jeg stegte 4 ad gangen og det var meget passende. Kom kødet på en tallerken med køkkenrulle på, så de kan dryppe af. Tænd ovnen på 100 grader (ikke varmluft) og læg kyllingestykkerne på en bagerist, der er lagt ned i en bradepande og læg dem ind på risten efterhånden som de bliver færdige, så de holdes varme. Rør ingredienserne til dippen sammen og smag den til. Server de lækre, sprøde kyllinge-nuggets med dippen. De kan bruges som en forret/snack eller som hovedret, alt efter hvad du serverer dem med.

 

Normalt er jeg ikke særlig vild med Pastella pasta, men i dag vi handlede i Netto fandt jeg nogle ravioli med spinat og ost, som oveni købet også var økologiske. Så jeg tænkte at jeg ville give dem en chance til, men jeg bliver aldrig rigtig glad for Pastella.

Den økologiske ravioli som jeg brugte, men som jeg nok ikke kommer til at bruge igen. Jeg bliver bare aldrig gode venner med Pastella……..

Bortset fra pastaen som jeg ikke var helt tilfreds med, så var det faktisk en dejlig salat og så lyser de flotte gule majs, så dejligt op. Jeg må tilstå at jeg endnu engang var doven og brugte den franske dressing fra Knorr (pulver der røres op med vand og olie), men lav endelig din egen dressing.

Tomater og basilikum……….

Kogte majskolber stilles på højkant………….

…og så skæres kernerne af, oppefra og ned…….

Majsene kommes sammen med tomater og basilikum, blandes sammen………

De kogte ravioli vendes i sammen med dressing og så er salaten færdig…….

Aftenens tallerken……

Ravioli-/majssalat, 2-3 pers.:

1 pakke frisk ravioli

2 majskolber, kogte

½ bakke San Marzano tomater, skåret i kvarter

1 håndfuld frisk basilikum, skåret i chiffonade

den dressing du kan lide, helst oliebaseret

Pil blade og tråde af majskolberne. Bring letsaltet vand i kog og kom majskolberne i, kog i 4 minutter. Tag majskolberne op og lad dem afkøle, til de er til at håndtere. Stil dem op på et skærebræt og brug en god skarp kniv til at skære majskernerne af (oppefra og ned). Kom majs, tomater og basilikum i et fad eller en skål. Kog raviolien efter anvisning på emballagen i rigeligt, godt saltet vand. Hæld vandet fra og lad dem afkøle lidt inden de kommes i salaten sammen med dressingen. Vend det hele godt rundt og server.

 

Den anden dag var der en af mine venner på Facebook, som slog noget op på hendes væg, noget som faktisk fik tårerne frem i mine øjne. Nogle gange skal der ikke meget til, især hvis det lige rammer plet. Det hun slog op var:

Et smil betyder ikke at du altid er glad,

men at du er stærk nok til at smile

- selvom det gør ondt

 

Det er bare lige på kornet i forhold til hvordan jeg har det nogle dage. Jeg har ofte været ude for at folk siger til mig, nå men du har det jo godt i dag sådan som du smiler – og det er faktisk ikke altid tilfældet – men jeg kan jo heller ikke gå rundt og lidt en hængt kat (selvom jeg føler mig sådan). Det gider folk jo heller ikke at se på. Der er som om der forventes at jeg ser ud på en bestemt måde, for ellers er jeg jo ikke syg nok eller har ondt nok – og er det så i det hele taget nødvendig at jeg får den førtidspension, hvis jeg sådan kan gå rundt og smile hele tiden??? Det er meget svært og noget som jeg faktisk har taget mig selv i at tænke over, om jeg smiler for meget – tænk at skulle tænke over det. Tænk at det skulle være nødvendigt……….

 

I dag fik jeg det meste af min bog at se, altså alt det som Pia Darfelt (grafikeren) har fået lavet. Hun er næsten færdig og det er fuldstændig “mind blowing”!!! Altså jeg vidste jo godt at hun var dygtig men altså, det ser bare SÅ godt ud og jeg må ærlig tilstå, at jeg (igen, igen) begyndte at tude. Jeg blev så overvældet og der kom lige pludselig en hel masse følelser frem. Det er så vild en fornemmelse, at jeg mod så mange odds, nu snart kan stå med denne kogebog i hånden og sige: jeg kan sgu’ (beklager sproget) godt!! Jeg har gjort det bedste jeg kan og presset mig selv til det aller yderste af hvad min krop kan præstere – og så har jeg været så heldig at jeg har det bedste team omkring mig. Line Falck (madfotograf), Pia Darfelt (grafiker) og Ursula (min redaktør på Nyt Nordisk Forlag) er simpelthen de mest fantastiske mennesker at arbejde med og de har hele tiden indgydet mig modet og troen på at jeg rent faktisk KAN og at jeg er god nok.

Print Friendly
Tilbage

8 kommentarer


  1. Aug 21, 2012
    11:05 pm

    Karin

    mums for mad….ska lige pröves og fik fat i panko rasp i en asiatisk forretning i dag..jubii
    Helt klart du er god nog det er vi alle på vores helt egen måde..
    man er som man er og skal ikke puttes i nogen bås bare for at folk tror man skal se ud eller väre på en bestemt måde, når man har en sygdom der ikke ses på det ydre..guderne skal vide at den märks..og vi håndtere ju smerte ulige alle sammen..du er lige den du skal väre..bliv ved med det..knus…


    • Aug 22, 2012
      11:20 am

      Newyorkerbyheart

      Hej Karin!

      Fedt at du fandt panko rasp :-)

      Du er også helt som du skal være og jeg er – som altid – uendelig glad for din støtte. Du er der altid, som en støtte jeg kan læne mig op af, TAK!

      Knus
      Birthe


  2. Aug 22, 2012
    8:07 am

    Karen Engell Dalsgaard

    Hej Birthe,
    Jeg har skrevet det før – men du skal ikke lade dig slå ud af de folk, der forventer, at du er en grøntsag, fordi du er på pension. Der er så mange andre, der bare kan glæde sig sammen med dig over, at du kan alt det, du kan. Det er bare så dejligt med den kogebog, og jeg kan godt forstå, at du tuder lidt.
    Og så til noget mere prosaisk – i Lidl har de en gul sennep – Deli Mustard – den kommer ret tæt på den amerikanske, synes jeg.
    Mange hilsener, Karen


    • Aug 22, 2012
      11:19 am

      Newyorkerbyheart

      Hej Karen!

      Tak for dine ord, de glæder mig meget :-) Tak for tippet ang. sennep, det må jeg lige ned og tjekke ud……

      Mange hilsner
      Birthe


  3. Aug 23, 2012
    12:47 pm

    Camilla

    Uh, det ser LÆKKERT ud! Men lidt en skam med den ikke så gode pasta – men jeg tror bestemt jeg skal prøve den salat, den ser skøn ud!
    Ja, det er ved at nærme sig med bogen – uh, det bliver spændende, jeg glæder mig såååååå meget til at få fingrene i den :)


    • Aug 24, 2012
      11:24 am

      Newyorkerbyheart

      Hej Camilla!

      Det passede rigtig godt med de lækre, sprøde majs i, synes jeg. Bogens udgivelse nærmer sig med stormskridt og jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det vil være at stå der med bogen i hånden :-)

      Kh
      Birthe


  4. Aug 23, 2012
    8:36 pm

    Heidi

    Hej Birthe

    Du må også undskylde mig mit sprog ;o) Men “ja, gu fanden kan du så” :-) Der er mange, der troligt følger dig – og det er der jo altså en grund til :-) Jeg glæder mig til din bog udkommer…

    / Heidi


    • Aug 24, 2012
      11:21 am

      Newyorkerbyheart

      Hej Heidi!

      TAK :-) Jeg glæder mig så meget til at dele den med alle jer derude, som synes at det her er et fedt projekt……

      Mange hilsner
      Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Jeg er også på Twitter

Mine netværk

Abonnere med e-mail


 

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!