Newyorkerbyheart

Marinader til kylling og flanksteak + masser af pandekager……..

Marinaden til kyllingekødet……..

……og flanksteak’en fik også sin egen marinade……..

I går fik jeg lavet marinader til det kød, som vi skulle have med i tennisklubben i aften. De har nemlig afholdt klubmesterskaber hele dagen og dagen skulle sluttes af med grill-hygge. Tennisklubben stod for salat og brød, så vi skulle bare selv have kød med.

Jeg marinerede et par kyllingebrystfileter og en lille flanksteak, som jeg fandt på tilbud. Jeg var lidt distræt og fik ikke taget så mange billeder – og opskrifterne blev også sådan lidt på slump – men jeg håber at I bærer over med mig……..

Marinade til kylling med rosmarin, ahornsirup og citron, nok til 2 kyllingebrystfileter:

nåle af 2 stilke rosmarin, finthakket

2 fed hvidløg, knust og finthakket

saft af ½ citron

½ dl olivenolie

lidt tørrede chipotleflager (eller lidt chipotle pulver)

1 spsk. ahornsirup

Pisk det hele sammen. Afpuds kyllingekødet og bank dem evt. flade, så de er lige tykke over det hele. Kom dem i en pose sammen med marinaden og sørg for at marinaden bliver godt fordelt. Lad det marinere i køleskab i mindst 6 timer, gerne natten over. Grill kødet til det er gennemstegt og krydr med salt og friskkværnet peber.

 

Teriyaki-marinade til flanksteak:

1 lille flanksteak, 800 g

½ dl teriyaki sauce (kan fås i supermarkeder som f. eks. Kvickly og Føtex eller i asiatiske butikker)

2½ spsk. brun farin

2 tsk. fintrevet, frisk ingefær

3 fed hvidløg, skåret i meget tynde skiver

½ tsk, tabasco – eller efter smag

Bland det hele godt sammen. Snit flanksteaken i rudemønster, med en skarp kniv, på begge sider. Kom kødet i en frysepose og hæld marinaden ned i, sørg for at det er godt fordelt. Lad det marinere i køleskab natten over, vend det et par gange undervejs. Tag op af marinaden og dup det tørt. Grill til det er som ønsket, krydr med salt og friskkværnet peber. Skær i tynde, skrå skiver.

 

I går var jeg selv hjemme hele dagen, da kæresten var til LEGO fest lige fra arbejde. LEGO holder 80 års jubilæum i år, så de fejrede det kun “lidt”. Da de havde 75 jubilæum fik den vist hele armen, så vidt jeg har hørt. Men I år måtte medarbejderne “nøjes” med flere forskellige tematelte, der var bl. a. Bierfest, USA, Rusland, Mexico og havnefest. De har vist haft travlt med at stille telte op siden sidste uge engang. I hvert telt var der så pyntet op så det passede til temaet selvfølgelig og maden matchede også. I Mexico-teltet havde de f. eks. kørt utallige læs strandsand ind……..

Anyway, de knap 3000 medarbejder skulle jo også have lidt til øregangene, så de blev underholdt af Poul Krebs, Nabiha, Lukas Graham og AlphaBeat – hvem der bare var LEGO medarbejder 🙂

Kæresten ringede om jeg ville ud og se fyrværkeri kl. 24.00, fordi det skulle afslutte festlighederne og jeg skulle alligevel ud og hente ham, så det var jeg. Som altid er sådan noget fyrværkeri flot og fascinerende.

 

I dag var der som før skrevet klubmesterskaber i tennisklubben, så kæresten tog allerede afsted igen ved 11-tiden. Jeg havde lovet at bage pandekager, hvilket jeg bandede noget over i dag, da der var så varmt. Jeg bagte en million pandekager – eller det føltes i hvert fald sådan – jeg baget nok i realiteten kun godt 75 stykker vil jeg tro, men hold op hvor tog det lang tid. 4 timer tog de mig at bage dem og det er IKKE medregnet den tid det tog at røre dejen sammen (som jeg måtte gøre ad flere omgange fordi smerterne i armene var for store) og den tid det stod og hvilede i køleskab. Jeg kunne kun bage på en pande, fordi det andet store blus på vores kogeplade ikke virker. 4 timer er altså lang tid at stå og bage pandekager, når det så også er næsten 30 graders varme. Heldigvis vakte de lykke – måske fordi jeg “truede” med at proppe dem ned i halsen på dem indtil de havde spist dem alle sammen 😀 Så galt gik det dog ikke og de spiste faktisk rigtig godt af dem.

Da jeg endelig var færdig med at bage dem, var jeg også totalt udkørt. Heldigvis var der lige tid til at jeg kunne nå at sove en time på sofaen, inden jeg skulle op og spise sammen med alle de andre

Jeg tog udgangspunkt i denne opskrift, men ændrede den alligevel en del, fordi jeg synes at de ellers er alt for søde og dejen alt for tyk.

Jeg lavede en portion af 1½ kg. mel, men jeg skriver opskriften så den passer til en lidt mere almindelig portion.

Rasmus Klump ville have været rørt til tårer……….

Jeg skriver atter engang opskriften som jeg lavede den………

Lækre pandekager med øl og danskvand, ca. 25 stk.

½ liter sødmælk

3 dl øl

2 spsk. rørsukker

500 g mel

et nip salt

korn af 1 stang vanilje

2 æg

75 g smør, smeltet og let afkølet

fintrevet skal af 1 økologisk citron

1½ dl danskvand

smør til stegning

Pisk mælk, øl og rørsukker sammen i en skål. Bland saltet i melet. Drys melet i de våde ingredienser, mens der piskes godt, så alle klumper piskes ud – pisk, pisk pisk. Tilsæt æg og pisk igen rigtig godt. Tilsæt vaniljekorn og citronskal, rør det godt sammen. Hæld det smeltede, afkølede smør i og rør det i. Sæt dejene i køleskab i 1 time. Tag ud og rør danskvand i, til det får den konsistens du foretrækker. Bag pandekagerne så tynde som du kan lide dem, i smør. Server med marmelade, kompot, flormelis, rørsukker og/eller vaniljeis.

Print Friendly
Tilbage

8 kommentarer


  1. Aug 19, 2012
    10:52 am

    Frk.B

    Slaaap af, der er mange pandekager! Gravid kvinde craver 😛


    • Aug 19, 2012
      10:58 am

      Newyorkerbyheart

      Hej Frk. B!

      Ja, jeg troede aldrig at det fik ende 😀 Der er stadig en del tilbage så du kommer bare………….

      Mange hilsner
      Birthe


  2. Aug 19, 2012
    11:19 am

    Maries Madblog

    Jeg ELSKER pandekager! Så meget at mit kælenavn som barn var Rasmus Klump, når vi spiste pandekager derhjemme. Hold op, det er bare en fantastisk spise – hvad enten de er franske, amerikanske eller bare godt gedigen danske med en sjat øl i dejen. Tak fordi du lige mindede mig om, at det faktisk er alt for lang tid siden jeg lavede dem!


    • Aug 19, 2012
      9:11 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Marie!

      Jeg elsker også pandekager, men jeg elsker ikke at bage dem og kærligheden blev ikke større af at bage så mange 🙂 Jeg elsker dem også i enhver form, men tror alligevel at jeg holder allermest af de tynde, hvis jeg absolut skulle vælge……

      Mange hilsner
      Birthe


  3. Aug 19, 2012
    3:11 pm

    Mark

    Kom Rasmus Klump forbi til middag? 😉


    • Aug 19, 2012
      9:10 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Mark!

      Ja, i så fald ville det da være den ultimative middag 😀

      Mange hilsner
      Birthe


  4. Aug 19, 2012
    5:42 pm

    Piskeriset

    Det var godt nok en ordentlig portion pandekager! Hvem der bare havde været der 😀


    • Aug 19, 2012
      9:10 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Piskeriset!

      Jeg tror aldrig i mit liv at jeg har bagt så mange pandekager på en gang og jeg tror heller ikke at jeg har lyst til det igen – i hvert fald ikke når der er 30 grader udenfor 🙂

      Mange hilsner
      Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!