Stegt flæsk på Hotel Rødding……..
I går var nærmest den første dag i den her uge at jeg var ude. Jeg har selvfølgelig været lidt ude på terrassen, når vejret har været til det, men mest af alt har jeg bare sovet og sovet. Jeg må ærlig tilstå, at helbredet stadig ikke er alt for godt. Jeg har aldrig oplevet min astma være så meget ud af kontrol og feberen kommer og går fra dag til dag. Jeg synes stadig ikke at penicillinen er særlig effektiv, men det er nok bare mig…………..
Men i går syntes jeg alligevel at jeg blev nødt til at stå op fra sygesengen. Kæresten har jo haft ferie i den her uge også, den sidste uge, og jeg har ærlig talt ikke været det mest spændende selskab. “Heldigvis” har kæresten også været ret så forkølet, så han har haft stor forståelse for at jeg bare gerne ville sove
Gram Slot har haft marked hver torsdag i juli måned fra kl. 15-20 og har det også til midten af august, sidste dag er 9. august 2012. Hvor der kl. 14 og kl. 16 er sønderjysk kaffebord og der kan også købes grillbuffet. Desuden er der så forskellige lokale udstillere og madproducenter.
Vi spurgte kærestens mor om hun ville med og det ville hun gerne, så det var rigtig hyggeligt.
Vi gik lidt rundt og så på de forskellige ting, købte lidt her og der og gik en tur i en store slotspark, som hører til Gram Slot. Der er grobund for at gå en dejlig tur i den skønne slotspark, men jeg havde ikke helbredet til det, så vi gik bare en lille tur.
Mine indkøb: Gram Slot hvidløgsspegepølse, røget Gou Dan, gulerødder og bolsjebeder fra Aarstiderne…………..
Aarstiderne har jo marker nede ved Gram Slot, så de solgte også nogle af deres lækre grøntsager. Bl. a. gulerødder til kr. 5,- for 1 pose og en bdt. bolsjebeder også til kr. 5,-, det kunne jeg jo ikke stå for. Den røgede Gou Dan er så svær at få fat i, så når jeg ser den, så er det bare med at købe og så er Gram Slots hvidløgsspegepølse virkelig en lækkerbisken. Faktisk forhandler Rema 1000 Gram Slots’s produkter, hvis nogle skulle være interesseret……
Vi kom først afsted ved 17-tiden til Gram, så efter at have gået rundt et stykke tid, meldte sulten sig. Vi syntes ikke rigtig at grill buffeten så indbydende ud, så vi gik hen på Den Gamle Slotskro for at spise. De havde dog alt optaget, så vi måtte gå igen. Dejligt for dem at de kan melde alt udsolgt på en torsdag aften
På hjemvejen kørte vi så ind på Hotel Rødding, som er blevet renoveret fra yderst til inderst og har fået nogle rigtig lækre lokaler. Dagens ret var stegt flæsk og persillesovs, så det bestilte vi. Også her var krostuen helt fyldt op, det var tydeligt at dagens ret var populær……………
Stegt flæsk med persillesovs…………….
Desværre synes jeg ikke maden var særlig god. Sovsen smagte ikke rigtig af noget og der var klumper i den, ikke det lækreste i hele verden. Men det værste var næsten at der var brusk i flæsken, det er altså – i min verden – virkelig ulækkert og personligt ville jeg havde skåret det fra, inden jeg havde tilberedt flæsken. Min personlige smag er så også, at jeg ikke bryder mig så meget om paneret flæsk, men det kan restauranten jo ikke gøre for
Portionerne er dog store og der er god mulighed for at blive mæt. Jeg kunne slet ikke spise op, men min appetit er heller ikke den største lige for tiden………..
Vi kunne dog ikke modstå fristelsen til at bestille dessert, for på menukortet var nemlig pandekager med is
Det var faktisk rigtig fint anrettet, men desværre igen skuffende. Pandekagerne smagte ikke rigtig af andet end stegt flæsk, det var som om de var blevet stegt i det samme fedtstof og det var helt galt hvis man duftede til dem, så var det virkelig stegt flæsk-duft der ramte næseboerne. Vaniljeisen var hjemmelavet, hvilket var et plus, men heller ikke den smag at særlig meget og så var den fyldt med iskrystaller. Alt i alt ikke den allerbedste oplevelse, hvilket virkelig er en skam for med de nye flotte rammer ville det være skønt hvis maden også levede op til det. Jeg synes på ingen måde det skal være gourmetmad, god gammeldags kromad vil være fint for mig, men det skal altså laves ordentlig.
Da kæresten og jeg begge snart har fødselsdag, så gav kærestens mor middagen, så var fødselsdagsgaverne ligesom ordnet for i år
Vi har valgt ikke at give hinanden gaver i år, heller ikke fra prinsessen. Vi har været på 2 udenlandsrejser og bilen skal på værksted til en større omgang, så der er rigeligt brug for pengene andet steds.
Prinsessen var glad da hendes far kom hjem igen, så hun kunne “indtage” ham
…….
I dag har jeg igen lagt mest på sofaen, i formiddags da jeg stod op, var feberen vendt tilbage. Kæresten var væk i knap 3 timer, hvor han spillede tennis og jeg sov i al den tid han var væk. Efter aftensmaden, måtte jeg lige sove en ½ times tid igen, inden vi kørte til Ribe og fik en is. Jeg håber på en bedre dag i morgen.
Tilbage


















