Bagte tomater og aubergine med tigerrejer og feta…….
Aubergine, tomater og hvidløg blandes sammen……..
Rå, pillede tigerrejer, persille og feta komme ved og sættes i ovnen igen………
Den færdige ret, drysset med lidt ekstra persille………
I DAG ER MIN KOGEBOG GÅET I TRYKKEN, DET ER EN FULDSTÆNDIG VILD FØLELSE OG NU KAN JEG SNART IKKE VENTE LÆNGERE. JEG GLÆDER MIG SÅ MEGET
Ellers sker der ikke det helt store i disse dage. Jeg slapper mest mulig af og samler kræfter til på lørdag hvor jeg skal til Food Festival i Aarhus. Om aftenen skal jeg mødes med en veninde, som jeg rent faktisk mødte da jeg var au pair i USA, så det er ved at være mange år siden. Vi mistede kontakten til hinanden efter nogle år, men har nu heldigvis fundet hinanden igen og jeg glæder mig til at tilbringe en aften i hendes selskab. Det er alt for sjældent jeg ser hende. Det bliver en rigtig lang dag for mig, så det er med at få slappet mest muligt af……….
Opskriften i aften er fundet hos Flying on Jess Fuel. Super lækker og meget nem ret, som er perfekt til en travl hverdagsaften. Jeg brugte de samme ingredienser, men mængderne skelede jeg ikke så meget til. Jeg valgte at servere det med pasta, fordi kæresten har været til tennis i 3 timer, så han trængte til noget med lidt mere fyld i. Men ellers kan det fint stå som en selvstændig ret, serveret med noget lækkert brød.
Jeg skriver opskriften som jeg lavede den…………..
Bagte tomater og aubergine med tigerrejer og feta (fra Flying on Jess Fuel), 2-3 pers.:
2 store bøftomater + en almindelig tomat, skåret i grove stykker
2 små auberginer, skåret i tern
4 fed hvidløg, knust og finthakket
olivenolie
Maldon salt, friskkværnet peber
250 g rå, frosne tigerrejer, optøede
saft fra 1 citron
75 g god feta, smuldret
en stor håndfuld persille, finthakket + lidt ekstra til pynt
Forvarm ovnen til 225 grader (varmluft). Kom tomater, aubergine og hvidløg i et stort fad. Hæld olivenolie over og drys med salt og friskkværnet peber. Sæt i ovnen i 20 minutter, vend rundt i det en gang undervejs. Imens pilles skallerne af rejerne, skær dem op i ryggen og fjern den sorte tarm. Når tiden er gået taget fadet ud og der tilsættes persille, rejer, feta og citronsaft. Vend det hele godt rundt og sæt i ovnen igen i 6-8 minutter, til rejerne har skiftet farve – giv den endelig ikke for meget – de skal gerne være let “sprøde” i det når man bider i dem. Får de for meget er de ligesom gummi at bide i. Tag fadet ud og drys med lidt mere persille, server straks. Server med lækkert brød til at suge den skønne “sauce” op med eller kog lidt pasta/perlebyg, -rug eller -spelt til hvis du vil have lidt mere fylde.
Tilbage




















