Eggplant & Zucchini Rose Tart…..
Løg, hvidløg, tomater, krydderier og hvidvin koges sammen…………
Lad den simre til saucen bliver tyk………….
Tærtebunden kommes i tærteformen og den afkølede tomatsauce kommes ovenpå………….
Squash og aubergine skæres i meget tynde skiver……………
Squash og aubergine kommes ovenpå tomatsaucen, formes som en rose og bages…………
I dag var jeg tidligt oppe fordi der kom rengøring klokken 08.00, men sådan noget står jeg altså gerne tidligt op for. Jeg skulle lige havde ryddet det sidste væk inden de kom og så var huset klar til at blive gjort rent
Vi har rengøring 1 gang om måneden, det er luksus men det sparer mig SÅ mange kræfter, kræfter som jeg kan bruge andet steds. RK Service har forresten forlænget deres tilbud helt indtil 31.12.2012, så du nu også kan få gjort rent op til jul, hvis du skulle være interesseret………….
Efter de var gået, lagde jeg mig på sofaen og jeg må tilstå at jeg blev liggende til langt over middag, jeg var simpelthen bare træt og så har jeg også haft en del smerter i dag. Det er stadig efterveer efter turen til Parma, men det var prisen værd
Det hjælper så ikke at der er stødt en voldsom forkølelse til og lidt småfeber til. Jeg skulle være blevet nede i varmen, jeg tror ikke at min krop kunne holde til at komme hjem i kulden
Kæresten skal på tennistræner kursus her i weekenden og kommer kun lige hjem for at spise og sove, så jeg skal bare slappe mest muligt at og sove så meget som jeg overhovedet kan.
I aften var det slut med alle de italienske lækkerier vi har væltet os i hele ugen, menuen stod på en grøntsagstærte – meget dekorativ synes jeg selv – og en råkostsalat. Opskriften på tærten er fundet hos Dine & Dash. Min tærte blev dog ikke helt så pæn som deres, fordi jeg løb tør for grønt og ligesom måtte få det til at strække, men sikke en skøn tærte. Den tager lidt tid at lave, fordi grøntsagerne skal ligges på den måde, men den er også utrolig dekorativ. Jeg var lidt nervøs for at bunden blev alt for våd og opløst af tomatsaucen, men det gik fint var vi enige om. Selvom bunden var blød, så var den ikke sådan helt smattet. Der kan selvfølgelig tilsættes noget fuldkornsmel til tærtedejen, hvis du ønsker det.
Salaten blev det jeg havde i grøntsagsskuffen: spidskål, gulerødder, rød peberfrugt og nogle vindruer – det hele blandet sammen med en sennepsvinaigrette.
Eggplant & Zucchini Rose Tart (fra Dine & Dash), 3-4 pers.:
Tærtedej:
250 g hvedemel
125 g koldt smør
1 æg, let pisket sammen
1 spsk. hvidvinseddike
et nip salt
Tomatsauce:
4 tomater, skåret i tern
1 løg, skåret i tern
2 fed hvidløg, knust og finthakket
0,6 dl tør hvidvin
salt, friskkværnet peber
1 tsk. chilipulver (eller efter smag)
1 tsk. tørret oregano
1 tsk. brun farin
Fyld:
1 aubergine, enderne skåret af og resten skåret i meget tynde skiver på langs
2 squash, enderne skåret af og resten skåret i meget tynde skiver på langs
lidt tørret timian
olivenolie
Kom melet i en skål, tilsæt smørret og gnid det ud i melet, til det bliver en grynet masse. Tilsæt salt, det sammenpiskede æg og hvidvinseddike – saml hurtigt dejen og læg den på køl i en times tid. Varm olivenolie op i en gryde og sauter løget, sammen med en lille smule salt, ved lav varme til det bliver blødt og gennemsigtigt – men det må ikke tage farve. Tilsæt hvidløg og sauter videre i yderligere 1-2 minutter, under omrøring. Kom tomaterne ved og lad dem sautere med i 3-4 minutter, rør i det af og til. Hæld hvidvin ved sammen med krydderier og brun farin, lad det småsimre uden låg i ca. 15 minutter, til det bliver tykkere. Rør i det af og til. Når det er blevet tykt, så tag det af varmen og lad det afkøle til det kun er lunt eller lad det afkøle helt. Smør en tærteform, rul dejen ud på et meldrysset bord og kom den i formen. Hæld tomatsaucen i bunden og bred det ud, så det dækker hele bunden. Start inde i midten med at forme rosen og forsæt udad, ved at lægge de tynde grøntsagsskiver udenpå hinanden. Jeg halverede aubergineskiverne på langs, fordi de er så brede. Forsæt indtil alt er brugt op. Drys med salt og timian og dryp med olivenolie. Sæt i en 180 grader varm ovn (ikke varmluft) og bag i 35-40 minutter. God tærte til aftensmad, frokost, buffet eller brunch (hvis du har god tid).
Råkost med druer:
3 gulerødder, skrællet og groftrevet
½ spidskål, meget fint snittet
½ rød peberfrugt, skåret i tynde strimler
1 håndfuld røde vindruer uden kerner, halveret
Dressing:
1/4 dl olivenolie
1 spsk. æblecidereddike
1 god tsk. dijonsennep
Maldon salt, friskkværnet peber
Pisk dressingen sammen og smag den til. Bland grøntsagerne i en skål eller et lavt fad, hæld dressingen over og vend det godt rundt. Lad det stå et kvarters tid og trække.
Tilbage




















