Newyorkerbyheart

Taco salad bowls med hjemmelavede spanske ris……….

Marinaden til kyllingekødet……

Kyllingebrystfileterne grilles på en grillpande………….

Jeg havde fire roasted tomater med hjem fra USA, men bare brug almindelige hakkede tomater………….

Løg sauteres til de bliver bløde, men uden at de tager farve. Hvidløg tilsætte og derefter krydderierne…………

Til sidst tilsættes peberfrugter, basmati ris, vand og fire roasted tomater……………

Sådan ser det ud når det er simret færdigt………..

Fordel noget af de spanske ris i bunden af hver skål…………

……….så creme fraiche og kogte, sorte bønner………….

Ovenpå fordeles så alt fyldet, hvilket giver aftenens tallerken………….

Åh, det er nogle hårde dagen for tiden, fordi kroppen bare ikke vil give mig ro, især ikke om natten. Det er værre end det plejer og jeg er mere oppe om natten end jeg ligger i min seng, det kan altså tage pippet fra enhver og hos mig går det især ud over humøret. Jeg er vant til til ikke at sove ret meget, ca. 5 timer bliver det nok til i alt, med mellem 5 og 7 afbrydelser hvor jeg er oppe. I de sidste par dage har det nok mere været 3-4 timers søvn i alt og samtidig væsentlig flere afbrydelser. Det er hårdt for en krop, der i forvejen er presset til det yderste. Jeg prøver at tænke positivt, men det er altså lidt svært i disse dage synes jeg. Piver jeg ikke lidt rigeligt nu???? Jo, det er jeg sikker på at jeg gør. Men prøv at forestille dig at du går i seng ved 23.30-tiden. Du ligger og vender og drejer dig i nogle timer, fordi du ikke kan finde ro nogen som helt steder og i nogen stillinger. Når du så er lige ved at falde i søvn, så sæt dit vækkeur til at ringe efter en time, stå op og gå rundt i et kvarters tid. Gå i seng igen, stil igen vækkeuret til at vække dig efter en time, stå op i et kvarters tid………….forsæt sådan resten af natten indtil omkring 9.30-10.00. Forestil dig så at det er sådan hver evige eneste nat og fortæl mig så om du ville ynke dig selv bare en anelse??

Ok, jeg ved godt at jeg nok lyder en anelse bitter og sur, men jeg bliver faktisk ret sur når mennesker der ikke kender mig, skriver til mig og fortæller hvor træt de er af mig og min ynkelig. Hvor meget jeg kan køre rundt i hvor dårlig jeg har det, jeg går jo bare herhjemme og kan hvile alt det jeg vil og har ingen forpligtelser. Jeg ved også godt at jeg ikke burde lade mig gå på af det og bare ignorere det, men det kan altså godt være lidt svært nogle gange, især når jeg er lidt nede som jeg er i disse dage……..

Nå, nok ynk for i aften, nu til aftenens måltid. Jeg fandt en opskrift hos Cherry on My Sundae som jeg absolut måtte prøve og det blev et stort hit. Helt perfekt til en fredag aften :-)

Det er noget stærkt, selvom jeg faktisk havde skåret lidt ned på chilien, så prøv dig lidt frem, afhængig af hvor stærk mad du kan lide.

Jeg marinerede noget kylling som jeg brugte, men du kan også bruge hakket oksekød med noget taco-krydderi eller lav den helt vegetarisk. Du kan bruge de grøntsager du har og kan lide. Frisk koriander vil helt sikkert være lækker som drys over salaten.

Jeg skriver opskriften som jeg lavede den……………..

Taco salad bowls med hjemmelavede spanske ris (fra Cherry on My Sundae), 4 pers.:

4 kyllingebrystfileter

Marinade:

½ dl olivenolie

saft af ½ lime

2 fed hvidløg, presset

1 tsk. chipotle i Abodo

1 spsk. ahornsirup

Spanske ris:

olivenolie

1 løg, hakket

3 fed hvidløg, knust og finthakket

1½ tsk. chilipulver

1 tsk. stødt spidskommen

½ tsk. røget paprika

½ tsk. chipotle pulver

salt, friskkværnet peber

1 rød peberfrugt, skåret i små tern

1 gul peberfrugt, skåret i små tern

1 dåse fire roasted tomater (de er ikke til at skaffe her i Danmark, så bare brug hakkede tomater fra dåse)

1 3/4 dl basmati ris

2½ dl vand

1 tsk. grøntsagsbouillon (jeg bruger Herbamare)

Desuden:

½ agurk, flækket på langs, kernerne fjernet og resten skåret i små tern

3 tomater skåret i tern

2 majskolber, blade og tråde fjernet, kogt i letsaltet vand i 4 minutter og kernerne skåret af ved at stille majskolben på højkant og skære oppefra og ned med en skarp kniv

½ bdt. radiser, skåret i tynde skiver

romainesalat, skåret i strimler

1 avocado, skåret i tern

saft af ½ lime

4 gulerødder, grofthakket

2 dl sorte bønner, udblødte, skyllede, kogte og afkølede (eller brug nogle fra dåse, som skylles og afdryppes)

creme fraiche

Pisk ingredienserne til marinaden sammen. Afpuds kyllingebrystfileterne og bank dem ud så de er lige tykke over det hele. Kom dem i en frysepose og hæld marinaden ned i. Luk posen helt tæt og sørg for at marinaden er godt fordelt. Læg i køleskabet og lad det marinere i mindst 6 timer, gerne natten over. Til de spanske ris, varmes olie op i en gryde ved middelvarme og løg sauteres til de bliver bløde, men uden at de tager farve, ca. 5 minutter. Tilsæt hvidløg og rør rundt, tilsæt krydderierne, rør godt og lad dem stege med i et minuts tid. Tilsæt så tomater, Hermabare, ris og vand. Rør godt rundt og bring det i kog. Skru ned, læg låg på og lad det simre i 18-20 minutter, til risene er møre. Rør i det af og til. Smag til. Imens forberedes alle grøntsagerne og kyllingestykkerne grilles på en godt varm grillpande eller på en udendørs grill, til de er netop gennemstegte. Lad dem stå i et par minutter, inden de skæres i skiver. Fordel de spanske ris i bunden af portionsskåle/dybe tallerkner, derefter kommes lidt creme fraiche og bønner. Ovenpå fordeles grøntsager og kylling og der toppes med lidt creme fraiche. Server straks.

 

I morgen drager jeg mod Aarhus for at se hvad Food Festival har at byde på. Jeg skal rimelig tidligt hjemmefra, da jeg skal mødes med Karen kl. 11.00. Jeg glæder mig rigtig meget, både til at møde Karen og til at se det store Food Festival. Jeg har ivrigt fuldt alle deres forberedelser op til åbningen i dag og det ser virkelig godt ud. Heldigvis ser det også ud til at vejret bliver godt, det er unægtelig noget sjovere, når solen skinner. Jeg krydser fingre for at jeg sammenlagt vil få 5 timers søvn i nat, så Karen ikke skal trække rundt med en Newyorkerbyheart der er helt umulig ;-)

Print Friendly
Tilbage

6 kommentarer


  1. Sep 8, 2012
    8:18 am

    Karen Engell Dalsgaard

    Altså Birthe, Jeg har MEGET svært ved at forestille dig umulig!!! Og det er dig, der bestemmer tempoet – som sagt før, så finder vi bare et sted med lækre smagsprøver og tager et hvil og en hyggesnak. Det bliver rigtig, rigtig hyggeligt at møde dig i det virkelige og ikke bare i det virtuelle liv.

    Ses senere!
    vh/Karen


    • Sep 9, 2012
      8:51 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Karein!

      Det var en hyggeligt at mødes med dig :-)

      Mange hilsner
      Birthe


  2. Sep 8, 2012
    11:33 pm

    Piskeriset

    Håber du havde en god tur – det glæder jeg mig til at høre mere om. Hvis det ikke var fordi, at jeg skulle til bryllup i dag, så var jeg nok også fistret til Food Festival :-)


  3. Sep 11, 2012
    7:48 pm

    Anja

    Jeg elsker din blog, som jeg har opdaget for nylig. Al maden er läkker og det er saa hyggeligt at höre om de smaa ting du fortäller. Du virker rigtigt rigtigt söd og som et dejligt menneske.
    Jeg bor i Spanien og gläder mig til at faa din bog i julegave af min danske familie :-)


    • Sep 11, 2012
      8:04 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Anja!

      Tusinde tak for din kommentar, den gør mig virkelig glad, tak fordi du tog dig tid til at skrive til mig :-)

      Jeg håber, at du vil kunne lide bogen når du får den.

      Mange hilsner
      Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Jeg er også på Twitter

Mine netværk

Abonnere med e-mail


 

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!