Newyorkerbyheart

Boller i karry med bagte grøntsager……..

Farsen til kødbollerne……….

De færdigkogte kyllingekødboller………

 

Blomkål, gulerødder og pastinak kommes i ovnen og bages lidt………

Smelt smør i en gryde og tilsæt æble og rødløg…………..

……..kom karry ved og vend det godt rundt, derefter tilsættes mel og kogevandet som kødbollerne har kogt i……..

De færdigbagte grøntsager………

De bagte grøntsager kommes i karrysaucen sammen med kødbollerne og varmes godt igennem………….

Den færdige tallerken…………

Den aften i sidste uge hvor vi skulle fortælle kærestens mor at jeg havde kræft, lavede jeg boller i karry. Denne variation blev med kyllingekødboller og bagte grøntsager – og resultatet blev faktisk rigtig godt. Boller i karry er altid et hit og jeg har gennem årene lavet flere forskellige variationer. Det var nu ikke fordi der blev spist så meget den aften, men mad skulle vi da have :-)

Boller i karry med kyllingekødboller og bagte grøntsager, 4 pers.:

400 g hakket kyllingekød

salt, friskkværnet peber

1 lille løg, meget finthakket (brug en blender eller en foodprocessor)

2 fed hvidløg, knust og finthakket

1 tsk. spidskommen

1 tsk. stødt koriander

1 tsk. karry

½ dl danskvand

2-3 spsk. mel

Vand

10 hele peberkorn

1 laurbærblad

Bagte grøntsager:

½ blomkål, brækket i mindre stykker

2 gulerødder skåret i mindre stykker

1 stor pastinak, skåret i mindre stykker

olivenolie

salt, friskkværnet peber

Desuden:

20 g smør

1 syrligt æble, skrællet og skåret i små stykker

1 rødløg, skåret i mindre stykker, men ikke alt for fint

2½ spsk. mel

1-1½ spsk. karry (alt efter smag og behag)

kogevand fra kødbollerne

Rør farsen sammen, dæk den til og sæt den på køl i ½ time. Fordel grøntsagerne på en bageplade med bagepapir, krydr med salt og friskkværnet peber og dryp med olivenolie. Bag ved 200 grader (varmluft) i 25-30 minutter, til de har fået lidt farve og er møre, men stadig med bid. Kom vand i en gryde og tilsæt de hele peberkorn og laurbærblad. Bring det i kog, skru ned så det holdes lige omkring kogepunktet. Form farsen til kødboller og kom dem i vandet. Når de kommer op til overfladen er de nok, tag dem op med en hulske. Sigt kogevandet og gem det. Smelt smørret og tilsæt æble og rødløg, lad det stege i et minuts tid. Tilsæt karry og vend det hele godt rundt. Drys melet i og derefter tilsættes kogevandet lidt efter lidt, til saucen har en passende konsistens. Bring saucen i kog mellem hver gang, kog saucen igennem et par minutter, så melsmagen kogen væk. Tilsæt de bagte grøntsager og kødbollerne og varm det hele igennem. Smag saucen til. Server med ris og evt. et drys persille.

 

Tak for alle jeres stemmer i DM i hverdagsmad. Faktisk fik jeg den anden dag at vide at jeg er gået videre til finalen som er i Roskilde den 12. november. Men pga manglede kræfter må jeg desværre melde fra, ligesom jeg har måtte melde fra til en række andre ting, bl. a. et besøg i Go’ Morgen Danmark. Det sværeste har dog været at måtte melde afbud til BogForum i Bella Centret, som skulle have været finalen på den flotte modtagelse af min bog, men da jeg skal i fuld bedøvelse den dag er det ikke rigtig realistisk. De 2 ting er svære at kombinere, desværre……….

I det hele taget er det nogle ret mærkelige dage jeg gennemgår. Det hele er som en boble, som jeg jeg står stille og resten af verden bevæger jeg. Kræfterne er så små så jeg knapt nok evner de mest nødvendige gøremål om dagen og jeg vil egentlig bare helt sove hele tiden. Jeg falder i søvn de mærkeligste steder fordi jeg bare er så totalt udmattet og så træt som jeg aldrig i mig liv har været.

I går var jeg alene for første gang siden jeg fik beskeden og det var bare slet ikke rart. Jeg som altid har været vant til at være alene og som nærmest nyder mit eget selskab, jeg kunne slet ikke holde ud at være sammen med mig selv i går, det var forfærdeligt. Jeg tudede og var bare så ked af det hele. Der er så mange tanker, de værste er nok tankerne omkring Anette. Jeg tænker på at hun gik igennem så meget af dette alene og jeg håber inderligt at hun vidste hvor meget jeg holdt af hende. Nu ved jeg også hvilke tanker der er kørt rundt i hendes hoved og det er ikke rare ting, skulle jeg hilse og sige. Frygten for det uvisse, for fremtiden og for sygdomsforløbet er svære ikke at fokusere på. Det er selvfølgelig mindst ligeså hårdt for kæresten – hvis ikke værre. Vi har været sammen i mange år efterhånden og jeg har aldrig set ham så påvirket af noget som helst før. Den frygt jeg ser i hans øjne når han kigger på mig er nærmest uudholdelig og også skræmmende, men selvfølgelig helt forståelig. I søndags fik jeg på arbejde et par timer, omend det var modvilligt. Allerhelst vil han bare være i nærheden af mig hele tiden og selvom det også er dejligt, så er det også vanskeligt. Jeg bliver nødt til at lære at være selv igen og han bliver jo altså også nødt til at passe hans arbejde, vi skal jo have mad på bordet ;-)

Han prøver også på at “bestikke” mig :-) Han har givet mig en Ipad 2 (ikke den helt nye udgave), så jeg kan ligge på sofaen og kommunikere med omverden og har noget underholdning. Desuden har han lovet at når jeg er kommet igennem det her, så tager vi på en lang ferie til New York så vi kan komme os igen og nyde livet………………han kan godt begynde at spare op, siger jeg bare – for sådan en tur lader ikke gå min næse forbi!!

Det værste er trods alt nok nattetimerne, der kommer frygten virkelig snigende og tanker kører konstant. Det værste er jo nok at jeg er gået så længe med det, i hvert fald ½ år, det ved jeg jo godt at det ikke er det smarteste. Men frygt kan få en til at miste evnen til at tænke klart.

Ellers må jeg blankt erkende at det ikke bliver til meget madlavning i disse dage. Den anden dag fik jeg dog taget mig sammen til at lave pulled pork. Faktisk havde jeg lagt det til marinering inden jeg fik meldingen om kræft, så jeg havde ikke så mange muligheder, det skulle laves. Så i søndags og i dag, har vi fået pulled pork. I går var vi omme ved kærestens bedste ven og hans kæreste, som havde lavet flæskesteg til os. Hun var oppe hos os i søndags og jeg fik sagt at jeg bare havde sådan en lyst til flæskesteg og det ville hun gerne lave til os, så i går fik vi den lækreste flæskesteg med brun kartofler og dejlig sovs.

Pulled pork………..

I dag har så været på Odense Universitets Hospital (OUH) til 2 scanninger. En PET-scanning og en MR-scanning. Kærestens mor kørte med mig, vi kørte hjemmefra kl. 08.00 i morges og jeg var hjemme ved 15.30-tiden, helt og aldeles udmattet. PET-scanningen skulle forgå fastende, så jeg fik kun lidt vand i morges. Da jeg var færdig kl. 12.00 var det bare med at komme i cafeteriet for at få noget at spise, inden jeg igen skulle scannes kl. 12.45. Jeg nåede dog at få en forfærdelig hovedpine, nok pga. sult tror jeg. Men scanninger er jo ikke slemme, de gør jo ikke ondt eller noget og jeg skal bare ligge ned, noget af det jeg er bedst til ;-) Resultaterne af scanningerne får vi så på mandag, hvor vi skal til en længere samtale på OUH, hvor kæresten selvfølgelig skal med.

I morgen skal vi til advokat og får styr på testamente. Det er faktisk noget vi har skulle i lang tid, lige siden vi flyttede i vores nye hus – og det er snart 5 år siden nu – men nu skal det være. Nu skal vi have orden i papirerne, så vi ikke skal tænke mere på det og så alt i orden. Kæresten er hjemme hele dagen i morgen og det er jeg glad for.

Jeg skal nok få trukket en vinder i konkurrencen om et eksemplar af min kogebog. I må bære lidt over med mig at jeg er så langsom……….

Som I måske har set har jeg også fået en ny kategori foroven som hedder “MIg og kræft”, her vil I kunne se alle de indlæg der kommer til at omhandle om min “dans” med kræften.

Tilsidst vil jeg godt lige igen takke for al den varme og omsorg der strømmer imod mig i disse dage, de kommer fra alle sider: mail, min Facebook-side, sms og som kommentarer herinde. Jeg kan ikke udtrykke nok hvor meget det betyder for mig og hjælper mig. Jeg ved godt jeg er langsom til at svare i disse dage, men hav tålmodighed med mig, der kommer svar til jer alle. Det er fantastisk at vide at I er så mange derude der tænker på og sender en venlig tanke i min retning i disse dage hvor eg har så meget brug for at få styrke udefra. Jeg skrev en tak inde på min Facebook-side i går, den vil jeg gentage her:

Nu tror jeg at jeg har fået bund i de fleste kommentarer på mit sidste indlæg på bloggen og fået besvaret de fleste mails. TUSINDE tak for al den varme, omsorg, medfølelse osv der er strømmet imod mig jeg er dybt taknemmelig og meget berørt over at kende så mange FANTASTISKE mennesker.

Jeg håber at I vil blive ved med at skrive til mig, for jeg gemmer hver eneste af jeres mails så jeg kan hive dem frem når det kniber med kræfter og kampånd. Jeg er måske ikke den hurtigste til at få svaret tilbage i denne tid, men jeg skal nok får svaret på et tidspunkt.

Jeg tror jeg har de bedste læsere i verden – og alene det er jo værd at kæmpe for. TAK.

Print Friendly
Tilbage

16 kommentarer


  1. Oct 30, 2012
    11:10 pm

    Elisabeth

    jeg tror når du får noget konkret at vide om hvad der skal gøres, så bliver der mere ro i dit sind… noget af det aller allerværste, er ikke at vide hvad der skal ske. nu skal du kæmpe, endnu mere end du har været vant til, det må du love os, vi er med dig i tankerne mange gange om dagen stort knus <3


    • Oct 31, 2012
      10:10 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Elisabeth!

      Jeg tror også at det vil hjælpe når jeg ved noget mere konkret, når jeg ved hvad det er jeg skal kæmpe imod :-)

      Mange hilsner
      Birthe


  2. Oct 31, 2012
    1:45 pm

    Spaceblog

    Jeg synes, det er modigt at du deler din sygdom med os. Men måske kan det også være med til at gi dig noget luft. Rigtig god bedring.


    • Oct 31, 2012
      10:08 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Spaceblog!

      Ja, jeg gør det helt klart for min egen skyld, for at få det ud af systemet. For mig er det vigtigt at skrive og har altid været det, klart den måde jeg udtrykker mig bedst på :-)

      Mange hilsner
      Birthe


  3. Oct 31, 2012
    2:02 pm

    Susanne

    Hej søde, tænker meget på dig og vi skal nok holde dig beskæftiget med at skrive og rose din bog *smiler*
    Indtil videre har du været på menûen hver dag i denne uge, ikke kun fra bogen… for jeg har absolut ingen fantasi til aftensmaden i øjeblikket, jeg mangler noget solskin, det her overskyet vejr er noget møj, synes jeg. Knus


    • Oct 31, 2012
      10:07 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Susanne!

      Tak, det er dejligt at vide :-) Solskin vil bare være så dejligt og lidt varme, jeg fryser og er desværre ved at blive forkølet igen…….

      Hils Sara.

      Knus
      Birthe


  4. Oct 31, 2012
    2:07 pm

    anjoe

    Jeg så lige i Politikens netavis, at Kjeld Koplev gav din bog 4 ud af 6 mulige hjerter. Tillykke ;-)


    • Oct 31, 2012
      10:06 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Anjoe!

      Ja, det er slet ikke så tosset endda, jeg er meget glad :-)

      Mange hilsner
      Birthe


  5. Oct 31, 2012
    7:29 pm

    • Oct 31, 2012
      10:05 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Kirsten!

      Jeg har set den, men tusinde tak for linket, det er jeg glad for :-)

      Mange hilsner
      Birthe


  6. Nov 1, 2012
    12:04 am

    Piskeriset

    Puha, det lyder som noget af en omgang. Håber du kan holde modet oppe. Jeg synes, det er en god deal, du har lavet med kæresten – sådan en NY-tur er en god motivationsfaktor.

    Bedste hilsner herfra :-)


    • Nov 1, 2012
      9:30 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Piskeriset!

      Det er hårdt, men nu har kæresten jo lovet en tur til NYC, så er det bare med at hænge i og blive rask ;-)

      Mange hilsner
      Birthe


  7. Nov 4, 2012
    11:47 am

    Karina Braae

    Hvis jeg ikke havde tårer i øjnene i forvejen, fik jeg det nu. Fuck hvor har jeg ondt af dig og hvor er livet uretfærdigt. Jeg føler med dig.
    Venlig hilsen
    Karina Braae


    • Nov 4, 2012
      6:40 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Karina!

      Ja, livet er ikke altid retfærdigt, men der er ikke andet at gøre end at kæmpe……

      Mange hilsner
      Birthe


  8. Dec 21, 2012
    12:52 pm

    Signe K

    i aften skal jeg lave din boller i karry, mums!


    • Dec 21, 2012
      12:58 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Signe!

      Håber at du vil kunne lide det :-)

      Mange hilsner
      Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Jeg er også på Twitter

Mine netværk

Abonnere med e-mail


 

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!