Jeg har fået konstateret kræft!
Logo lånt fra TV2.
Well, som I kan læse ud af overskriften så har jeg nogle hårde dage. I går fik jeg bekræftet det jeg har været så bange for i lang tid – at jeg har kræft! Selvom jeg var forberedt, brød jeg alligevel helt og aldeles sammen hos lægen. Jeg har aldrig været særlig glad for min læge, fordi han altid siger at det jeg ikke fejler noget, i går ønskede jeg at han ville sige det. Men da jeg så alvoren i hans ansigt, blev jeg bange. Jeg har aldrig nogensinde set min læge sådan, aldrig og det bekymrede mig egentlig mere end det han sagde.
Det var ikke rart at skulle køre ud og fortælle kæresten den dårlige nyhed – og det var en MEGET lang køretur til Billund. Vi havde jo billetter til Cirque du Soleil – Michael Jackson: Immortal Tour i Boksen i Herning og vi diskuterede frem og tilbage om vi skulle tage afsted, men tilsidst besluttede vi os for at tage afsted og få den oplevelse med og var vi faktisk rigtig glade for bagefter. Selvom det var svært at koncentrere sig af og til, så var det virkelig en god oplevelse og jeg vil fortælle mere om det en anden gang. Vi fortrød ikke at vi valgte at køre derop.
Jeg fik straks en tid på Kolding Sygehus i dag. Jeg fik kærestens søster (hende med lille Clara) til at komme og hente mig. Jeg fik taget nogle prøver (hvor jeg selv var inde) og så kom kærestens søster med ind til samtalen. Det var ikke nogen rar samtale, men en meget behagelig læge. Stille, rolig og saglig. Men hun var ikke i tvivl om at at det var kræft. Det videre forløb kommer til at foregå på Odense Universitets Hospital, som jeg forventer at høre fra i morgen (lægen ringede mens vi sad der og talte med dem). I Odense skal jeg så i gang med undersøgelser, scanninger osv, så de kan finde ud af hvor meget det er, hvilke organer der er påvirket, om det har spredt sig og hvilket stadie jeg er i. Det eneste jeg ved er at det bliver hårdt, for mig, men især også for kæresten. Vi må tro på at vi har styrken og kan komme igennem det.
Det er måske ekstra hårdt fordi min kære Anette tabte kampen for under 2 år siden og hendes kamp står stadigvæk i alt for frisk erindring. Jeg ved godt at jeg ikke kan sammenligne mig med hende, men desværre ligner det hun fortalte mig, meget det som jeg nu har fået konstateret og det sætter jo uvægerligt tanker i gang.
Jeg har selvfølgelig også rigtig mange selvbebrejdelser, fordi jeg jo har gået med det længe, uden at søge hjælp. Hvad er mine undskyldninger? bortforklaringer, angst og så ville jeg bare så gerne have den bog færdig. Jeg ved godt at det er helt ude af perspektiv, men det betød alverden for mig – selvom jeg selvfølgelig godt kan se nu – at det bare er en lille ting. Men hvis alt går galt, så har jeg dog sat mit mærke og for mig er det betydningsfuld – desuden kan jeg jo ikke rigtig bruge de selvbebrejdelser til noget. Jeg kan ikke gøre det om, jeg kan ikke skrue tiden tilbage, jeg må bare tage konsekvensen.
Det har været hårdt at skulle fortælle kærestens mor og søskende om det. Vi havde kærestens mor omme til middag (maden kommer på en anden gang) i dag, hun kom og var bare så glad og jeg fik det så dårligt med at skulle fortælle hende så dårlige nyheder og på den måde ødelægge hendes humør.
Der er ingen tvivl om at jeg går hårde tider i møde og jeg vil nok ikke blogge så konstant som jeg plejer, håber at I bærer over med mig, men jeg vil forsætte med at blogge. Jeg bilder mig selv ind at det er vigtigt at opretholde så meget normalitet som jeg kan og så elsker jeg jo også at blogge. Jeg vil blive bedre ting at gøre ting der gør mig glad og jeg vil fokusere på at få det bedste ud af hver dag. Det er ikke sikkert at det i nærmeste fremtid bliver så meget om mad, for jeg er sikker på at kræften vil komme til at fylde rigtig meget og det er heller ikke sikkert jeg har kræfter til at lave så meget mad. Jeg vil helt sikkert forfalde til selvmedlidenhed, klynk og alt mulig andet, men jeg håber også at jeg kan bevare livsgnisten og bare kæmpe det bedste jeg har lært.
Som jeg hele tiden har sagt, så er min blog min dagbog og det vil den også være under denne fase af mit liv og måske i endnu højere grad end den har været før. Jeg tror at det er vigtigt at jeg har en sted hvor jeg kan komme af med tingene. Hvor jeg kan skrive hvad jeg føler og hvordan jeg har det. Jeg er godt klar over at nogle vil falde fra når det vil være meget sygdom og ikke ret meget mad, men sådan må det så være. Som jeg altid har sagt, så blogger jeg 100% for min egen skyld og det kommer i den grad til at gælde nu og hvem ved, måske jeg kan være med til at hjælpe andre.
Efter sygehusbesøget i dag, tog med kærestens søster hjem og så hentede hun lille Clara. Hvor er det bare livsbekræftende at være sammen med hende. En lille pige som bare er helt upåvirket af alt, men bare er glad, smilende og kærlig. Så jeg vil slutte dette indlæg med billeder af hende, man skal altid slutte med noget positivt ikk? 
Pas på jer selv og hinanden derude, tænk over at sørger for at “make every day count”!
Knus
You can do it!! 
