Newyorkerbyheart

Kyllinge-pastasalat med chipotledressing og de lækreste dinner rolls………..

Ingredienserne til dejen kommes i bagemaskinens beholder…….

Når dejen er hævet, rulles den ud og smøres med blødt smør……….

Del cirklen i 8 og rul hver trekant sammen til horn……….

De færdigbagte horn pensles med lidt blødt smør og så er klar til at blive nydt…….

Sådan ser de ud indeni, de lækre rolls……….

Jeg må tilstå at jeg har været helt ualmindelig træt efter alle oplevelserne i København. Jeg har haft mange smerter og så er det den der forkølelse der hele tiden ligger lige i overfladen. Det er som om hver gang jeg har været til et eller andet, så blusser den op igen. Men nu har oplevelsen i søndags også fået lov til at bundfælde sig og jeg er så glad for at jeg tog mod til mig og takkede ja til at lave mad på Femina’s Kvindemesse.

Jeg sover ikke så godt for tiden, fordi der også er mange smerter forbundet med at have været sådan på farten. Jeg vågner tidligt om morgenen fordi det gør for ondt, så jeg er henne og hvile hver eftermiddag ellers kan jeg simpelthen ikke komme igennem dagene. Men jeg synes jo stadig at det er det hele værd, det har været nogle vilde dag og jeg er så GLAD og STOLT, så det opvejer alt andet.

Jeg vil også gerne benytte lejligheden til endnu engang at takke for den overvældende positive modtagelse som min kogebog har fået. Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet og slet ikke turde håbet på. TAK fordi I er sådan nogle fantastiske læsere, som støtter op om mit projekt, det glæder mig enormt meget :-)

Nå, men i går da jeg sad og kiggede amerikanske blogs igennem faldt jeg over nogle dinner rolls som jeg bare blev nødt til at lave. Jeg fandt dem på Cookin Classy. Jeg er vild med det amerikanske koncept, dinner rolls, fordi de altid er bløde, lækre og luftige. De laves i forskellige udformninger, fælles for dem alle er at de er med smør og er super LÆKRE! Jeg havde egentlig bestemt at jeg ville have lavet dem helt med hvidt hvedemel, men så vandt “fornuften” alligevel en lille bitte smule og jeg puttede en anelse fuldkornshvedemel i, men kun en lille bitte smule. Til gengæld er der ikke sparet på smørret og sådan skal det være. Jeg kan varmt anbefale dem, for de er virkelig skønne og den duft der breder så når der bages brød er jo ikke til at stå for. Vi gik linen ud og spiste dem med koldt smør.

Jeg lavede kun halv portion og de blev lavet i min bagemaskine, hvor de bliver æltet og hæver. Jeg skriver opskriften som jeg lavede den………….

Super lækre Dinner Rolls (fra Cooking Classy), 16 stk.:

0,4 dl lunkent vand (37 grader)

1 god tsk. tørgær

2 spsk. rørsukker

1½ dl sødmælk, lunkent (37 grader)

2½ spsk. blødt smør + ekstra 4 spsk.

3/4 tsk. groft salt

1 æg

3/4 dl fuldkornshvedemel

ca. 5½ dl hvedemel (melmængde varierer meget, så lad være med at tilsætte det hele på en gang)

Rør tørgæren ud i det lunkne vand og lad det stå i 5-10 minutter, til det begynder at boble lidt. Hæld blandingen i bagemaskinens skål sammen med de øvrige ingredienser – hold noget af hvedemelet tilbage. Sæt maskinen i gang på dejprogrammet (det taget 1½ time på min maskine inkl. hævning). Kig ned i det mens det ælter og tilsæt mere mel hvis der er behov for det. Dejen skal samle sig til en kugle og ikke hænge for meget i kanterne, så passer melmængden cirka. Der kan kun tilsættes mel mens maskinen ælter, så hold øje med det i den periode. Når maskinen bipper og dejen er færdig tages den ud på et meldrysset køkkenbord og luften slås ud af den. Del den i 2 og rul hver del ud til en cirkel, som er lige tyk over dele hele, ca. ½ – 3/4 cm tyk. Smør 1 spsk. blødt smør ud på hver cirkel og skær den ud i 8 trekanter. Rul hver trekant fra den tykke ende og sæt på bageplade med bagepapir, form dem som horn. Når alle er formet, så dæk med et rent viskestykke og lad dem hæve et lunt sted, hvor det ikke trækker i 1 time. Sæt i en 190 grader varm ovn (ikke varmluft) og bag i ca. 12-14 minutter. Tag dem ud og pensl dem straks med lidt blødt smør. Spis dem mens de er varme/lune.

 

Som tilbehør til de lækre dinner rolls lavede jeg en pastasalat med kylling. Vi havde en rest tilovers fra dagen før, som blev skåret i små stykker. Dressingen blev en lækker chipotledressing, hvor du selv kan bestemme hvor stærk den skal være. Til pastasalaten brugte jeg bare hvad jeg havde i grøntsagsskuffen..

Grøntsager og melon blandes sammen………..

Kogt, kold pasta vendes i sammen med kyllingekødet………..

Dressingen smagt til med chipotle i abodo………

Gårsdagens tallerken…………

Kyllinge-pastasalat, 4 pers.:

en rest kyllingekød, fri for skind og ben, skåret i små stykker

1 orange peberfrugt, skåret i små tern

½ bakke San Marzano tomater, skåret i kvarter

½ agurk, flækket på langs, udkernet og skåret i tern

½ honningmelon skåret i tern

½ rødløg, fintsnittet

150 g pasta, kogt, skyllet i koldt vand og afdryppet (det kan også være en rest fra dagen før)

Chipotle-dressing:

2 dl creme fraiche 5%

2 tsk. chipotle i abodo puré (eller efter smag)

2 fed hvidløg, presset

salt, friskkværnet peber

Skær alle grøntsagerne ud. Skær melon ud og vend det hele sammen. Kog pastaen, skyld den med koldt vand og lad den dryppe af, bland den i grøntsagerne. Bland kyllingekødet i. Rør dressingen sammen og smag den til, den må godt stå og trække lidt inden den skal bruges.

 

Gymbutikken.dk sælger proteinpulver til konkurrencedygtige priser.

Print Friendly
Tilbage

2 kommentarer


  1. Oct 13, 2012
    11:36 am

    Susanne

    Hej, det er bare så super ærgeligt at det tager sådan på ens kræfter når man har været afsted, men så tror jeg det er godt med noget stædighed, så man alligevel får lavet noget bla. mad. Nu vil vi lige smutte ud og købe gær og så bage dine fine rolls, det er vejret lige til…. imens vi overvejer ferien, Pigebarnet og jeg. Knus


    • Oct 13, 2012
      11:42 am

      Newyorkerbyheart

      Hej Susanne!

      Det er jo (desværre) vilkårene og jeg kender dem ganske godt efterhånden, men så er det jo fedt at det er noget godt jeg har brugt kræfterne på. Noget der giver energi og glæde på det mentale plan :-)

      Håber at I vil kunne lide de lækre rolls, vi er i hvert fald helt pjattede med dem.

      KH
      Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Jeg er også på Twitter

Mine netværk

Abonnere med e-mail


 

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!