Newyorkerbyheart

Smothered pork chops

Koteletter vendes i mel med krydderier og brunes på begge sider……..

…….inden de ligges i et letsmurt ovnfast fad og sættes i ovnen……….

Derefter steges løg og champignon på den samme pande……..

Den færdige sauce hældes over de færdigstegte koteletter og så er de “smothered”………

Kartofler koges næsten færdigt, gives et ordentlig slag med en kødhammer, pensles med smør og bages færdig i ovnen…….

Aftenens tallerken……….

I aften har vi fået smothered pork chops. Smothered pork chops er en rigtig sydstatsret, ofte serveret med grits eller kartoffelmos. Den opskrift jeg brugte i aften er fra Rachael Ray. Som tilbehør fik vi knuste kartofler og dampede, grønne bønner. Nem og skøn aftensmad med masser af smag.

Jeg skriver opskriften som jeg lavede den…………….

Smothered pork chops, 2 pers.:

2 tykke koteletter med ben, ca. 4-5 cm. tykke

5 spsk. mel

salt, friskkværnet peber

1 tsk. hvidløgspulver

1 tsk. tørret rosmarin

smør og olivenolie til stegning

Sauce:

1 løg, skåret i skiver

150 g champignon, skåret i skiver

1½ dl hønsebouillon

1½ dl creme fraiche 18%

Knuste kartofler:

passende mængde små kartofler

2 spsk. smør, smeltet

Maldon flagesalt

Vask kartoflerne og kog dem i letsaltet vand til de er næsten møre. Hæld vandet fra og damp den tørre på eftervarmen på kogepladen. Hæld dem ud på et skærebræt og giv dem et ordentlig slag med en kødhammer eller en kagerulle. Kom dem i et ovnfast fad smurt med lidt smør, pensl dem med det smeltede smør og drys med flagesalt. Dup koteletterne tørre. Bland melet med salt, friskkværnet peber, hvidløgspulver og rosmarin. Varm smør og olie op på en pande og vend koteletterne i melet, ryst overskydende mel af. Brun dem på begge sider på panden og læg dem i et letsmurt ovnfast fad. Sæt i ovnen ved 175 grader (varmluft) i ca. 20 minutter, afhængig af koteletterne tykkelse. Sæt kartoflerne ind sammen med dem, så er de færdige på en gang. Imens kommes løg i den pande som koteletterne blev brunet i – også det samme fedtstof. Når de har taget farve tilsættes champignon og krydr med salt og friskkværnet peber. Hæld hønsebouillon ved og lad det koge op og koge lidt ind. Tag af varmen og tilsæt creme fraiche, rør det godt ud. Sæt tilbage på varmen, nu må det endelig IKKE koge mere, det skal bare holdes varm. Smag til. Når koteletterne er færdige, tages de ud og dækkes til i 5 minutter. Imens skrues helt op for varmen, så kartoflerne lige får det sidste farve og bliver lidt sprøde på overfladen. Når de 5 minutter er gået, hældes saucen over koteletterne. Server med de knuste kartofler og dampede, grønne bønner.

 

Lige for tiden ligner dagene mere eller mindre hinanden. Jeg prøver på at samle kræfter og energi til min trætte krop. Jeg er henne og ligge et par gange om dagen, fordi jeg bare er så uendelig, uendelig træt. Så alt hvad jeg går op i lige for tiden er at samle kræfter og energi til BogForum i Bella Centret den 9. november, hvor jeg skal på 2 gange. Til den tid skal jeg være så frisk som mulig, så med vilje er kalenderen ryddet næsten helt indtil. Min krop er maks presset og har været det mere eller mindre hele året, så nu er det bare med at passe på den og få slappet godt af. Der er dog stadig nogle ting jeg bliver nødt til at finde kræfter og energi til, jeg får nemlig helt vildt mange henvendelser pga kogebogen og det er jeg jo super glad for. Det er både henvendelser fra jer læsere, fra presse og fra producenter og jeg er helt overvældet, rørt og stolt. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forstillet mig at min kogebog ville afkaste så meget interesse og få så meget ros og positive tilbagemeldinger. Det er bare med at nyde det i fulde drag – og det gør jeg. Jeg suger til mig og gemmer det hele i mit hjerte 🙂

Jeg er i det nyeste nummer af Mad & Venner, som lige er kommet ind ad døren i dag:

Print Friendly
Tilbage

10 kommentarer


  1. Oct 17, 2012
    10:55 pm

    Piskeriset

    Den ret kendte jeg ikke i forvejen – den ligner lidt en blanding af koteletter i fad og mørbradsgryde (bare uden pølserne :-)). Gad vide, om det er en ret, jeg skal lokke gemalen til at lave til mig på et tidspunkt… det er længe siden, han sidst har været i køkkenet 😛


    • Oct 18, 2012
      10:26 am

      Newyorkerbyheart

      Hej Piskeriset!

      Mon ikke du godt kan lokke ham, de smagte i hver fald skønt 🙂

      Mange hilsner
      Birthe


  2. Oct 18, 2012
    9:52 am

    Christine vj

    mummer hvor ser det lækkert ud. Tror vist liiiige den skal med i madplanen en af de nærmeste uger. Elsker desuden Rachel Ray opskrifter!


    • Oct 18, 2012
      10:26 am

      Newyorkerbyheart

      Hej Christine!

      Det smagte skønt og kæresten var også glad, så det var en succes 🙂 Håber, at du også vil kunne lide det.

      Mange hilsner
      Birthe


      • Oct 24, 2012
        11:00 am

        Christine vj

        Jeg lavede dem igår og det var en klar success! Vi fik dog bare ris til, fordi det nogle gange kan blive lidt for besværligt og tidskrævende at skrælle kartofler efter arbejde med sultent barn (og forældre) Jeg tror dog bestemt at det ville være rigtig dejlig tmed f.eks bagt kartoffelmos.

        Synes det minder lidt om en blanding af enebær gryde og mørbradgryde. Lækkert. Tak for inspirationen!


        • Oct 27, 2012
          1:23 pm

          Newyorkerbyheart

          Hej Christine!

          Dejligt at I kunne lide det, vi syntes også at det var rigtig godt 🙂

          Mange hilsner
          Birthe


  3. Oct 19, 2012
    11:09 pm

    Camilla

    nuj, det ser lækkert ud! Det må jeg BESTEMT prøve, jeps 😀


    • Oct 20, 2012
      11:14 am

      Newyorkerbyheart

      Hej Camilla!

      Jeg håber at I vil kunne lide det lige så meget som vi gjorde 🙂

      KH
      Birthe


  4. Oct 21, 2012
    12:50 am

    Trine

    Mm… ser lekkert ut!
    Så også artikelen i bladet (dog mit kom tydligvis et par dager senere enn dit gjorde!), træls med typo helt til sist i overskriften! Her skal der lige hintes litt mer om hva min julegave skal bli her i hus, det er sikkert og visst!


    • Oct 21, 2012
      11:34 am

      Newyorkerbyheart

      Hej Trine!

      Ja, lidt ærgerligt at de fik lavet en fejl til min blog-adresse, men heldigvis var det første rigtigt 🙂
      Jeg håber at du vil kunne lide bogen hvis du får den…….

      Mange hilsner
      Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!