Sprøde, ovnbagte Sweet Potato fritter……….
Søde kartofler skæres ud som pommes frites og vendes i fint majsmel og krydderier, inden de spredes ud på en bageplade…….
“Aïoli” med skyr og chipotle i abodo puré………
Puhhh, sikke en dag, det var næsten mere end jeg kunne holde til – altså på den gode måde
Tænk at min kogebog er røget direkte ind på 4. pladsen på Arnold Busck’s livsstils bestsellerliste. Deres livsstils bestsellerliste dækker bl. a. kogebøger og der ligger jeg så blandt alle slankekure-bøgerne, hvilket jeg synes er en anelse morsomt
Jeg var ved at revne af stolthed da jeg fik det at vide, men jeg blev også virkelig rørt, glad og helt vild taknemmelig. For hvor er det en gave, først at have fået muligheden for at lave bogen lige nøjagtig som jeg gerne ville, have et helt utrolig dygtigt (og dejligt) team omkring mig og at I derude så også kan lide det – mere kunne jeg ikke have ønsket mig på forhånd og jeg havde i hvert fald aldrig turde håbe på det.
TUSINDE TAK fordi I tager så godt imod min bog, det glæder mig uendelig meget!
Al den jubel og glæde må også have udmattet mig, for jeg har været helt færdig siden midt på eftermiddagen. Jeg kastede mig også ud i et macaron-projekt (mere om det i et andet indlæg), hvilket fuldstændig tømte mig for kræfter, inden jeg overhovedet var færdig med dem. Det er så frustrerende!
Aftensmaden blev også noget derefter og som I kan se så vores tallerken ikke særlig spændende ud, men kræfterne var helt og aldeles forsvundet og som jeg sagde til kæresten, så skal han være glad for at han i det hele taget fik mad. Han var nu heller ikke utilfreds overhovedet, det er nok mere mig selv der syntes at det var lidt utilstrækkeligt. Vi fik noget oksemørbrad, noget der blev tilovers da jeg afpudsede en oksemørbrad for noget tid siden. De blev dryppet med lidt olie, krydret og grillet på en grillpande – det smagte skønt. Men aftenens helt store hit var de sprøde, ovnbagte Sweet Potato fritter. De var SÅ gode og vil helt klart blive en favorit her i huset.
På det seneste har jeg haft svært ved at finde Sweet Potatoes i SuperBrugsen, hvor vi plejer at handle. Men i går da jeg var i Kvickly fandt jeg endelig nogen, så jeg købte en pakke – jeg skulle have købt 2 – for de forsvandt MEGET hurtigt
Som dip fik vi en snyde aïoli lavet med mayonnaise, skyr og chipotle – det blev virkelig godt.
Ovnbagte, sprøde Sweet Potato fritter, 2 pers.:
4 Sweet Potato (søde kartofler), skrællet og skåret ud som pommes frites
2 spsk. fint majsmel
1 tsk. hvidløgspulver
groft salt
olivenolie
Skær søde kartoflerne ud og kom dem i koldt vand, lad dem ligge i mindst ½ time, men de kan godt ligge 2-3 timer uden det gør noget. Det gør dem mere sprøde når de bages. Hæld vandet fra og dup kartoflerne helt tørre. Kom dem i en frysepose sammen med majsmel, hvidløgspulver og salt. Ryst posen godt og tag dem ud på en bageplade med bagepapir. Dryp dem med olivenolie og vend dem forsigtig rundt med hænderne. Spred dem ud så de ikke rører ved hinanden og der må endelig ikke være for mange på bagepladen ad gangen. Denne portion var meget passende til en bageplade. Sæt dem i en 200 grader varm ovn (varmluft) i ca. 20-25 minutter, til de tager farve og bliver sprøde. Spis dem som snack eller som tilbehør til kød.
Snyde aïoli med skyr og chipotle:
2 spsk. mayonnaise (gerne Hellmann’s)
1½ spsk. skyr
1 spsk. citronsaft
salt, friskkværnet peber
1 stort fed hvidløg, presset
½ tsk. chipotle i abodo puré
Bland det hele sammen og smag til. Kan fint laves på forhånd, så får den mere smag.
I morgen tager vi ud og spise, vi skal fejre at jeg er kommet på bestsellerlisten. Hvis ikke det skal fejres, så ved jeg ikke. Vi har inviteret kærestens mor med og jeg tror at vi skal spise mexicansk i Kolding. Jeg glæder mig allerede, for energien er virkelig under nul for tiden, så dejligt at jeg ikke skal lave mad i morgen. I morgen tror jeg bare at jeg skal sove så meget som jeg overhovedet kan



















