Newyorkerbyheart

Flere dårlige nyheder til kræft-dagbogen………..

I fredags skulle jeg i fuld narkose på Odense Universitetshospital (OUH) fordi de skulle foretage en gynækologisk undersøgelse og tage nogle flere prøver. De tog prøver på Kolding Sygehus, men kunne ikke rigtig komme til mig, fordi det gjorde for ondt.

Vi skulle være på OUH kl. 07.30, så vi var rigtig tidlig oppe og jeg skulle selvfølgelig møde fastende. Da vi ankom fik jeg en seng og der lå noget tøj så jeg kunne klæde om. Der kom en sygeplejerske og ordnede det praktiske, såsom at måle blodtryk, informere osv. Jeg lå og småsov lidt indtil det blev min tur, hvilket var omkring 10-tiden. Jeg blev kørt på operationsstuen og fik lagt narkose. Det hele tog omkring 45 minutter, lidt længere end det plejer at tage, men der var flere ting de skulle tjekke.

Da jeg kom op på stuen igen havde jeg voldsomme smerter og de kunne ikke rigtig finde ud af hvorfor, men det viste sig at det var fordi jeg havde fået sat en stor tampon-lignende genstand op fordi jeg blødte en hel del efter de havde taget de prøver de skulle tage. Jeg fik en del morfin for at de kunne få mig til at slappe af og så fik jeg sovet lidt. Morfinen gjorde mig helt rundt på gulvet og kroppen føltes så underligt, tung – og slap – på samme tid og meget varm – en meget ubehagelig fornemmelse. Ved 13-tiden kom jeg så meget til mig så så jeg kunne få lidt at spise og ikke mindst at drikke, for jeg var virkelig tørstig. Jeg spiste ikke så meget, men lidt fik jeg da. Lidt senere kom lægen så ind for at tale med os og det stod hurtigt klart at det ikke var godt nyheder vi skulle have.

De havde taget nogle dybere prøve af de kræftknuder der er i mit underliv fordi de første kun havde vist celle-forandringer, hvad er meget almindeligt når man kun kan komme til overfladen af kræftknuder. De var dog slet ikke i tvivl om at det ikke var celle-forandringer men kræft der er tale om, men for at jeg kan overgå til onkologisk afdeling, så skal der stå kræft i mine papirer. Tiden var kommet til at vi skulle høre hvor slemt det stod til og det var IKKE gode nyheder.

Lægen fortalte at hele mit underliv er fyldt med kræftknuder, der er simpelthen ikke et sted hvor der ikke er noget. Blæren er også begyndt at blive inficeret og kræften har spredt sig til hovedpulsåren, lysken, lymfeknuder i den ene armhule, mellem lungerne og i den nederste del af min kæbe. Desuden er de meget bekymret for at min ene nyre er ved at give op, så det skal jeg til OUH og undersøges for i morgen mandag, hvor vi skal være der kl. 08.30 – så endnu engang skal vi tidligt op. I morgen skal vi også have endnu en samtale med lægen og derefter vil jeg nok overgå til onkologisk afdeling, som skal stå for min behandling og jeg vil nok også overgå til at palliativt team, som skal tage vare på mig.

Det var barske nyheder og jeg må indrømme at det var en del værre end jeg havde troet. Lægen gav ikke de store håb at klynge sig til. Hun sagde at vi skulle tage hjem og så skulle vi begynde at gøre alt det jeg gerne ville nå. De kan selvfølgelig ikke sige noget om hvor lang tid eller noget, for i den sidste ende handler det jo også om de kan forlænge mig liv med kemo-behandlinger – og jeg er sikker på at det også handler om hvor meget man selv kæmper. Det sagde hun også, jeg spurgte hende om det ville hjælpe at kæmpe og det sagde hun ja til, så det vil jeg selvfølgelig gøre. Som jeg før har skrevet, så agter jeg at kæmpe alt det jeg overhovedet kan og ligeså længe jeg kan. Jeg agter ikke at give op uden kamp, så let slipper I ikke for mig ;-) Jeg er også gået over til udelukkende at få morfin fra nu af, for at de kan holde mig smertedækket på den bedste måde. Derudover kan vi bare håbe på at miraklernes tid ikke er forbi og at alle de historier vi er blevet fortalt om folk der lever længe med kræft eller bliver helt helbredt også vil gælde for mig………

Men det er selvfølgelig hårdt, helt vildt hårdt. Selvom jeg føler at jeg er meget afklaret med det hele, så er det stadig hårdt og i går aftes brød jeg sammen i gråd. Jeg må nok indstille mig på at jeg ikke kan gå og være stærk hele tiden, selvom det er det jeg prøver at bilde mig selv ind. Jeg vil også så gerne være stærk for kæresten og for alle andre der holder af mig.

Jeg indrømmer gerne at jeg har haft perioder i mit liv, hvor jeg hver aften inden jeg lagde mig til at sove, håbede at jeg ikke vågnede næste dag – det virker helt uvirkeligt nu hvor jeg er uendelig glad for hver morgen jeg vågner. Jeg har – endelig – indset at livet er en gave og at det gælder om at få det bedste ud af det.

Jeg er også så småt begyndt at forstå at mine omgivelser skal igennem forskellige faser. I går var der et familiemedlem der skrev at hun er så ked af det, men også lidt vred på mig – og det kan jeg egentlig godt forstå. Egentlig går jeg og venter på at kæresten også får den reaktion, hvilket også ville være meget naturligt. Jeg har gået med det lang tid uden at gå til læge, hvilket måske kan være ganske svært for andre at forstå, men det er et valg jeg traf velvidende at jeg kunne komme til at betale den ultimative pris for det. Jeg VILLE lave den kogebog og jeg har ikke fortrudt et eneste sekund. Tværtimod, så er jeg så stolt af resultatet og jeg er stolt af at den har fået så fin og flot en modtagelse, bedre end jeg nogensinde turde håbe på. Det var tungt at gå med selv af og til, men jeg var fast besluttet på at ende min “mission” på Bella Centret til Bogmessen – hvilket så ikke kom til at gå i opfyldelse – men det var min plan. Det er jo ikke givet at udfaldet ikke ville være det samme, selvom jeg var gået til lægen dengang. Havde jeg sagt det til nogen ville bogprojektet ikke være blevet til noget. Jeg ville ikke have fået den oplevelse med eller udlevet den drøm. Jeg ville heller ikke have mødt de FANTASTISKE mennesker, som jeg mødte i den proces. Jeg har mødt nogle mennesker som har sat et aftryk i mit liv og som er kommet til at betyde rigtig meget for mig, mennesker som jeg føler jeg har fået et bånd til, mennesker som jeg tror det var meningen jeg skulle møde. Jeg tror jo på at vi møder forskellige mennesker i forskellige perioder af vores liv, mennesker vi skal lære af og som skal hjælpe os videre. De mennesker ved selv hvem de er, men jeg vil godt nævne dem alligevel. Det gælder min redaktør på Nyt Nordisk Forlag, Ursula. Min grafiker, Pia Darfelt og så i særdeleshed min fotograf Line Falck og Tina fra FDM-Travel (som faktisk skulle sponsorere min næste bog, en rejse-/kogebog). De er nu mennesker der hjælper mig i hel anden kamp, nemlig en kamp for at overleve, men jeg er sikker på at de vil blive ved med at være der ligegyldig hvilken slutning dette mareridt får. Jeg vidste hvad jeg gjorde, jeg stod ved min beslutning og jeg fortryder INTET – tværtimod så ville jeg gøre det igen på samme måde.

Der er mange ting at tackle når man står i sådan en situation som jeg står i. Jeg/vi skal sætte sig ind i al mulig forskellig medicin, sætte sig ind i hvilke rettigheder jeg/vi har. Vi skal holde øje med uret for at tage medicin på det rigtige tidspunkt og jeg skal lære at tackle at ikke alle har lyst til at tage om min situation. Jeg er sådan en der bare gerne vil tale om det, vende det på alle mulige  – og umulige måder – og som kan dvæle lidt i det. Lige nu kan jeg ikke rumme andet, jeg er ret ligeglad hvad der ellers sker ude i verden, hvad vi skal have at spise og hvad andre får at spise – en meget underlig situation at stå i, når nu det er noget jeg har gået op i så mange år. Det føles fuldstændig som spild af tid – og ret ligegyldig – at høre om (andres) hverdagsting og det er jo egentlig lidt trist. Det er jo IKKE fordi jeg er ligeglad, men fordi kræften fylder så meget i liv lige nu. Jeg undskylder mange gange hvis jeg har været uhøflig overfor nogen og ikke lige fået spurgt til hvordan det går osv. Det er ikke for at være uhøflig eller fordi jeg er ligeglad……..

Jeg skal også lære at tackle at dele af kærestens familie ikke rigtig ønsker/kan tale om det. Jeg skal lære at respektere at ikke alle mennesker kan rumme det der er ramt mig/os og at det er ok at de har det sådan – og at det også er ok at jeg bliver ked af det – men at det jo ikke er deres skyld at de har det sådan. Men det er hårdt, især når det er familie tæt på en der melder ud at de ikke rigtig kan rumme det, det må jeg indrømme at jeg lige skal kæmpe lidt med og at det gør mig meget ked af det. Men som Tina skrev til mig i dag, så er det jo faktisk stærkt at vedkommende kan melde det ud så klart – og det er rigtigt – det er det jo, så ved jeg også hvor jeg står. Jeg skal lære hvilke af dem jeg kender der kan rumme det og hvilke der ikke kan – og så må jeg bruge de mennesker der kan og måske dem der ikke kan rumme det kan hjælpe med noget andet. Måske de hellere vil gå en tur med mig, lave noget mad til os osv. Der er meget at lære endnu. Jeg skal lære at det ikke er en afvisning af mig at folk melder sådan ud og at folk har forskellige grænser for hvad de kan kapere og hvad de ikke kan. Det er en hel ny verden jeg skal til at sætte mig ind i, men mon ikke det kommer lidt efter lidt??

Jeg vil også gerne takke jer som sender mig alle mulige velmenende forslag til hvad jeg skal begynde at søge information om og forskellige alternative måder at blive helbredt på. Jeg er dybt bevæget over at I bruger så meget tid på at skrive til mig og give mig tips til alt muligt og det er bestemt ikke fordi jeg ikke værdsætter jeres hjælp, men jeg beder også om at I respekterer at jeg bliver nødt til at finde ud af det her på min egen måde. Selvom jeg prøver at skrive så høfligt tilbage som jeg kan, så er der alligevel nogle der bliver fornærmede og som tror at jeg så ikke vil helbredes. Tro mig, det VIL jeg, men jeg må gøre det på min måde. Vi er alle forskellige og tackler ting på forskellige måder – og jeg bliver nødt til at gøre det jeg tror på er rigtigt. Jeg ved også godt at der er rigtig meget information at hente rundt omkring på kostvaner, livsstil osv, men jeg kan simpelthen ikke overskue det lige nu. Jeg er så uendelig, uendelig træt og har ikke rigtig kræfter til noget som helst. Det føles som om jeg er ved at drukne og kun lige akkurat formår at holde hovedet over vand, men det er kun med det yderste af neglene og så er der bare ikke kræfter til at skulle søge efter alle mulige informationer, som alligevel ikke kan være i mit hoved lige nu. Jeg er godt klar over at kost spiller en stor rolle, men lige nu gælder det om at finde noget jeg i det hele taget kan spise – og det er ikke meget – skulle jeg hilse at sige. Jeg tror at når jeg får lidt mere overskud vil jeg nok kigge på det, men lige nu skal jeg bare overleve. Jeg har fået nogle proteindrikke som kan hjælpe mig de dage hvor jeg ikke spiser, tænk at jeg der elsker mad, skal få problemer med at finde noget jeg kan få ned – det er svært at forholde sig til. Jeg skal virkelig tage tilløb til at spise, jeg sidder og prikker til maden og kæresten er virkelig over mig for at få mig til at spise.

Jeg har gjort mig en del tanker om hvad jeg vil i den sidste tid, hvis den skulle komme (altså det gør den jo, men I ved hvad jeg mener). Jeg vil ikke ligge den byrde på kæresten, så jeg vil ikke være herhjemme. Jeg synes at han skal have et sted som er “sygdomsfri” og hvor han kan tage hjem til. Han skal heller ikke have ansvaret for mig når/hvis det virkelig går ned ad bakke. Jeg tror at det jeg er kommet frem til er at jeg gerne vil på hospice. De ser så fredelig ud og det er mit indtryk at personalet er medfølende og kompetente, både for patienter og for pårørende. Jeg ønsker at når/hvis den tid kommer så skal den være så rolig og fredfyldt som muligt. Jeg vil gerne have et godt sted hvor kæresten og jeg (og resten af familien selvfølgelig) kan være sammen og få det bedste ud af den sidste tid. Jeg håber at jeg kan sådan et sted.

Jeg er godt klar over at min blog ikke er særlig opløftende at læse i disse dage og jeg håber at det bliver bedre med tiden. Det er jo ikke meningen at I skal få det dårligt af at gå ind og læse med – og det bliver nok også lidt trivielt i lænden at læse om sygdom og elendighed. Men fordi dette er min dagbog så vil den jo være fyldt med det der fylder i min hverdag og lige nu er det kræften og ikke andet. Jeg er også ked af at I er nogle der mener at jeg ikke kan dø hurtig nok – eller der er også nogen der ønsker mig en lang og smertefuld død, det varierer lidt – at jeg bare er en nasser på det danske samfund og at jeg allerede har kostet jer skatteydere penge nok. Først og fremmest så betaler jeg jo altså stadig selv skat, derudover er det måske jer der har det værst. Hvis I absolut føler trang til at skrive sådan til mig for at få det bedre med jer selv, så skulle I måske tage et godt og grundig kig på jer selv i stedet for at se sådan på mig. Måske hvis I fik noget hjælp I ville få det bedre og ikke behøve at nedgøre andre for selv at føle jer som værende noget værd??? – bare en tanke ;-)

I morgen er det så atter afsted til Odense og vi må se hvad dagen bringer, men nu kan nyhederne da snart ikke blive værre.

Print Friendly
Tilbage

57 kommentarer


  1. Nov 11, 2012
    11:10 pm

    Sarah

    Hvor er det urimeligt ubærlig hårdt for dig.

    Jeg kan ikke sige så meget andet, end at jeg tænker på dig og sender alle gode tanker.

    S.


  2. Nov 11, 2012
    11:14 pm

    Lise

    Jeg tager hatten af for dig. Jeg har dyb respekt for din åbenhed, afklarethed og overskud og har forståelse for den måde du griber det hele an på. Jeg er stadig chokeret over, at man den ene dag udgiver sit livs værk og så kort tid efter står i den situation du står i. Det er desværre livet på godt og ondt. At du vil kæmpe, er jeg virkelig glad for at høre. Jeg håber, at du når de ting du har sat dig for. Apropos det, ved jeg at du sparer op til en USA tur. Har du tjekket din ulykkesforsikring, om du har en dækning mht. kritisk sygdom? Der er visse sygdomme, der udløser et kontant beløb, og jeg kunne godt forestille mig, at du kunne bruge dem nu.
    Mange tanker fra en læser, som faktisk har mistet et familiemedlem til kræft i dag.


  3. Nov 11, 2012
    11:15 pm

    Alexia Dahl

    Hvor er det bare ikke rimeligt! og hvad fanden er det for nogen idioter der kan finde på at skrive sådan noget? Seriøst hvor er man smålig og bitter så.

    Jeg ønsker dig det aller bedste og er ked af at høre at det overhovedet ikke går den vej det skal. Jeg håber stadig på det bedste, men hvis det er den vej det hele skal så tror jeg det er det rigtige at tage på Hospice.

    Jeg vil bare sige tak for at du deler alt dette med os, det er en god reminder til at man skal huske at sætte pris på livet mens det er der. Jeg håber bare virkelig at der snart kommer noget medvind til dig!


  4. Nov 11, 2012
    11:21 pm

    Moster Tulle

    Du skal skrive lige præcis det DU har brug for på lige præcis din måde og du skal ikke føle dig forpligtet til at please nogle – hverken ift at skrive svarkommentarer eller forholde dig til om du er en nasser (hvad F. får folk til at skrive sådan….jeg er rystet). Og når det er sagt, så er jeg rigtig ked af, at høre at det er så slemt.


  5. Nov 11, 2012
    11:23 pm

    Miriam

    Er helt i chok over, at der er nogen, der kan finde på at skrive noget så modbydeligt! Jeg håber, du ved, at vi er mange flere, der er i dit hjørne!


  6. Nov 11, 2012
    11:26 pm

    Kirsten Horsbøl

    Jeg har fulgt din blog i et par år – sådan på sidelinien – men nu må der lige en kommentar til. Det er virkelig flot at skrive om din sygdom så åbent som du gør. Og ja, du burde selvfølgelig have søgt læge noget før, men det er jo 100% dit valg, og det valg har du taget, og står ved det – stærkt!
    Bliv ved med at skrive så meget du orker, ikke for dine læseres skyld, men for din egen – min fornemmelse er, at du bruger det som terapi, og det er rigtig godt. Det er så uretfærdigt at du nu igen skal kæmpe en lang hård kamp, sender dig mange tanker.


  7. Nov 11, 2012
    11:28 pm

    Hanne

    Kære Birthe

    jeg kan godt forstå at nogle i din familie og omgangskreds er vrede på dig, selvfølgelig er de det! Og den vrede er jo et udtryk for kærlighed og frustration! – du har vidst der var noget i vejen i lang tid, for andre er det jo en kæmpe bombe der er sprunget i dit liv.
    Mht din kæreste og evt. reaktion fra hans side, måske har han trods alt haft på fornemmelsen at et eller andet var i vejen??

    Men det jeg egentligt allermest ville, var at kommentere på dit ønske om at komme til NYC igen, – og jeg kom i den forb. til at tænke på, om du mon ikke fra din tid som erhvervsaktiv har en pensionsordning? – i disse er det tit muligt at få udbetalt et engangsbeløb i forb med kritisk sygdom. Jeg ved jo ikke om du allerede har fået dette i forb. med fibromyralgien. Men det er da værd at undersøge trods alt, om der skulle være nogle ekstra penge til drømmene og til at forsøde tilværelsen med i en ualmindeligt hård tid!

    Jeg sender dig de varmeste tanker, og ønsker om at du må have styrken til at give canseren en stor fed fuckfinger!

    - og ja det kan godt være det ikke er så opløftende indlæg fra din hånd for tiden, og at de ikke handler om det bloggen normalt handler om nemlig mad, men man kan jo lade være at læse med hvis man af den ene eller anden årsag ikke kan rumme det, eller ikke ønsker at læse om det :) Læs du endeligt af, personligt synes jeg at det er facinerende at blive lukket ind i dit liv, så åbent og ærligt, også selv om det er trist læsning.

    Klem fra en trofast læser


  8. Nov 11, 2012
    11:30 pm

    Julie Nagel-Udsholt

    Bare et lille pip herfra! Du er et fantastisk menneske, der aldrig vil blive glemt :-)
    - og nej, miraklernes tid er ikke ovre, og jeg håber for alt det bedste for dig, og dine kære <3


  9. Nov 11, 2012
    11:39 pm

    Mette

    Jeg ønsker dig og dine lys og varme i denne svære tid.


  10. Nov 11, 2012
    11:40 pm

    Ulla

    Kære Birthe,
    det gør mig så uendeligt ondt at høre om din forfærdelige sygdom. Du er et helt fantastisk og kærligt menneske, som
    jeg ønsker alt det bedste for. Jeg sender dig mange gange i løbet af dagen kærlige tanker – ligesom jeg er sikker på mange andre gør – og jeg håber sådan, at disse gode og kærlige tanker må være med til at bringe dig godt igennem sygdommen – Du har min største respekt og mine kærligste tanker og ønsker,
    Ulla


  11. Nov 11, 2012
    11:44 pm

    Rav foods

    Søde “Newyorkerbyheart”
    Sikke et ærligt og rørende indlæg. Det gør mig ondt, at du skal så meget igennem og jeg ønsker alt det bedste for dig. Jeg ville også vælge at komme på hospice, når det bliver tid, hvis jeg var dig.
    De varmeste tanker fra en stor fan – både af dig som menneske og som blogger.
    Kh Kathe


  12. Nov 11, 2012
    11:44 pm

    Alice

    Kære Birthe. Det gør mig inderligt ondt, at sådan en ung kvinde skal blive så syg. Det er stærkt, at du formår at dele dine tanker og følelser med os som følger dig. Bliv endelig ved – det kan være god terapi at få sat ord på følelser og frygt.
    OG – overse de som ikke skriver pænt til dig. Nogle menesker er bare så små. Ikke værd at ofre tid på.
    Hvis du læser dette nu – må du få en rolig nat. Husk – Knæk Kræften.
    Bedste hilsner Alice

    PS – brug nu ikke kræfter på at svare os hver og en – vi skriver til dig i ental – du skal svare så mange flere. Vi ved du gerne vil, og det er nok for os!


  13. Nov 11, 2012
    11:51 pm

    Pernille

    Du skal slet ikke bruge din sparsomme energi på folk som ikke vil dig det godt! Fokuser på dig selv og hvad der er bedst for dig!! Og til sidst tak for din blog og dine meget åbenhjertige beretninger, dem kan alle lære noget af.


  14. Nov 11, 2012
    11:51 pm

    Inge

    For fanden hvor er det bare ikke fair!
    Sidder og tænker på, at du ikke skal tænke på andre end dig selv og dine…. – du skal ikke undskylde for en skid!
    Du har givet os så meget allerede…
    Hver eneste gang jeg skulle lave mad, og jeg ikke kunne finde en opskrift jeg turde stole på, endte jeg altid hos dig til sidst…
    De opskrifter jeg har prøvet af dine, er altid lykkedes og det har smagt fantastisk…
    Du må selvfølgelig gerne skrive, men kun for din egen skyld…
    Gør kun hvad du har lyst til og det der gør dig glad.

    Sender tanker og kram…
    Inge


  15. Nov 12, 2012
    1:19 am

    mette

    Py ha, jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal skrive, men en ting ved jeg, dem der tillader sig at skriver og ønsker dig en forfærdelig død ( hvor er nogle dog ualmindelige frække og ondskabsfulde!!!) gid deres røv må klø, og deres arme være for korte!

    Jeg håber det bedste for dig Birte, forstår godt du har behov for at tage tingene i dit tempo, og det er vel også et det handler om, husk det!
    Tag tingene i dit eget tempo, sæt dig selv forrest, lad ting flyde ind af det ene øre, og ud af det andet, sorter i det du kan bruge, og ikke bruge, og ikke mindst, glem det igen,det du ikke kan bruge, det/de er ikke værd at bruge bare den mindste energi på!
    Jeg er helt klar over at det er svært for dig, men jeg tror at du skal til at være egoistisk, og det må man altså gerne!

    De allerbedste tanker og knus til dig.


  16. Nov 12, 2012
    2:00 am

    Izabela

    Hej Birte

    Sidder her klokken er mange og er helt tom for ord. Du er en virkelig stærk kvinde og jeg vil bare sige at jeg tænker på dig og at jeg sådan håber at du forhåbentlig kan få nogle bedre nyheder snart. Folk der sviner dig til er ikke værdige, tænk at der findes så små mennesker. Pas rigtig, rigtig godt på dig selv. Mange varmer tanker fra Izabela.


  17. Nov 12, 2012
    3:17 am

    Kira

    Kære Birthe
    Puha sikke en omgang barsk læsning :-(
    Ord er overflødelige…. God bedring – håber det bedste for dig!


  18. Nov 12, 2012
    3:48 am

    Pernille

    Hold da op, det er barske nyheder du kommer med! Jeg bliver så rørt af din historie, at jeg får ondt langt ned i maven! Jeg kan slet ikke forstå at nogle mennesker skal udsættes for noget så frygteligt. Med hensyn til hospice, vil jeg gerne fortælle om mine oplevelser. Min mormor blev den sidste tid overført til Anker fjord hospice i Hvide Sande. Det er det smukkeste sted, du kan forestille dig, hvor der også bliver taget god hånd om de nærmeste. Så selvom det virker ubeskriveligt at skulle i indlægges sådan et sted, fik min mormor den bedst tænkelige afslutning på livet. Jeg håber selvfølgelig ikke du når der til – kæmp alt hvad du har lært. Jeg forbliver i hvert fald trofast læser!


  19. Nov 12, 2012
    5:57 am

    Emma

    Jeg har en sjælden gang i mellem kommenteret herinde og nu er det vist tiden igen.
    Da jeg læste om resultatet på din scanning, opremsningen af hvor det sad, tænkte jeg efter nr. 2 sted, “nu må det da stoppe”. Jeg er berørt over hvor ramt du er og hvor frygtelig en situation du og dine kære sidder i nu. Det er meget du har skullet bære på dine skuldre gennem livet og nu denne, undskyld mit sprog, bitch af en sygdom. Det gør mig meget ondt og jeg ønsker alt det bedste for dig.
    Jeg har stor respekt for, at du deler dine tanker og oplevelser på din blog. For os som har læst med i årevis, så føler vi alle med dig og for det du gennemgår og er taknemmelige for at du inkluderer os i den verden du lever i lige nu.
    Emma


  20. Nov 12, 2012
    7:54 am

    Tinna

    Ej Birthe, hvor er det trist med flere dårlige nyheder… Nu må du snart få lidt medgang – er sikker på du tager godt imod den kommende behandling! Ord er kun fattige her, og der findes ikke det rigtige at sige – udover jeg føler med dig og familien! Håber du får mulighed for at få opfyldt dine ønsker og du snart får donationer nok til at komme til USA igen.
    Mange varme tanker og ønsker om god bedring fra en berørt fast læser!


  21. Nov 12, 2012
    9:09 am

    Kisser

    Puha, jeg har slet ikke ord. Det gær mig SÅ ondt for dig og din kæreste. Ang. de kommentarer folk kommer med, så har jeg faktisk heller ikke helt ord for dem.

    En ting er at have en holdning til førtidspensionister og hvad skatten bruges på. Men de mennesker der er jo bare forstyrrede på et højere plan..

    Jeg håber virkelig at I får mulighed for at udnytte den sidste tid, så det giver nogle gode minder og måske en form for fred i sjælen – så meget som man nu kan opnå det.


  22. Nov 12, 2012
    9:09 am

    Annika

    Vil blot give dig et stort virtuelt kram.
    Håber det bedste og, som sædvanlig, virker du så ‘afklaret’ på din blog.


  23. Nov 12, 2012
    9:20 am

    Christina

    Jeg har fulgt din blog i flere aar, og den er til stor inspiration, ogsaa selvom jeg kun har skrevet herinde faa gange. Det var saa dejligt at hoere om din store sejr med kogebogen, men saa trist at livet nu har taget en ny drejning. Jeg er virkelig ked af at hoere om din sygdom, og jeg haaber alt det bedste for dig i fremtiden. Du har helt ret, naar du skriver, at du skal kaempe denne kamp paa din maade, og jeg er sikker paa, at du kommer igennem dette paa din maade. Jeg sender dig masser af positive tanker og haab for fremtiden. Kaerligst Christina


  24. Nov 12, 2012
    9:25 am

    Mari

    Kære du

    Jeg blev nødt til at læse dit nye indlæg, men, ja, det er trist læsning. Desværre er livet ikke bare roser og små bløde sokker.
    Jeg kan ikke forestille mig hvordan du allerinderst har det, der hvor ingen andre kan se. Det må være mere end svært at holde hovedet højt med de dystre udsigter du er stillet i vente. Men du siger at du vil kæmpe og det tager jeg hatten af for. Aldrig giv op. For hvis der er noget man aldrig må tage fra folk, så er det håb. Og er der bare et flig at håb, så er der også en kamp der er værd at kæmpe.

    Held og lykke endnu engang

    /


  25. Nov 12, 2012
    9:27 am

    Betina

    Det var da nogle helt forfærdelige beskeder du skriver om til sidst! Tænk engang, at nogen vil være så ondskabsfulde! Føj tænk engang at man er samme race som dem!

    Når det er sagt, så har jeg nydt godt af mange af dine opskrifter, og de synes jeg du skal vide ;)

    Med hensyn til hospice, så har min svigerinde været frivillig sådan et sted, og hun fortalte tit om, at det var et meget fredfyldt sted, med plads til både patienten og dennes pårørende!

    Jeg håber for dig, at kæresten kan være hos dig mest muligt, og evt. kan tage noget orlov, så l kan nyde tiden sammen!

    Jeg ønsker dig alt det bedste og håber selvfølgelig at du får lov til at kæmpe i mange år endnu ;)


  26. Nov 12, 2012
    10:18 am

    Marie / Cocina Fragrante

    Kære Birthe,
    Åh det gjorde ondt at læse. Inderligt ondt! For du har jo så meget at leve for, så meget du skal nå at gøre endnu! Og det håber jeg, at du får tid til at gøre. Dine tanker om kogebogen fik mig til at tænke over, hvad jeg selv ville have gjort – og jeg tror faktisk, at jeg ville have gjort præcis det samme. Fået gjort det livsværk, som det immervæk er, færdig og efterlade noget varigt. Lidt ligesom at rejse en mindesten for sig selv, sige “jeg var her, og jeg gjorde noget stort og fantastisk” – det kan INGEN tage fra dig.

    Det gør mig både uendelig trist og uendelig glad at læse, at du har fundet glæden ved livet på trods af din modgang. Hold fast i den, hvis du kan. Nyd alle de oplevelser, du kan tage med og tag billeder af de ting, du oplever, så du også der efterlader fantastiske minder til dem, der elsker og kender dig.
    Varme tanker! Marie


  27. Nov 12, 2012
    10:46 am

    Tante Grøn

    Kæreste Birthe

    Her sidder jeg med tårer i øjenkrogen, med en kampesten i maven og en klump i halsen. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor ked af jeg er, at du er blevet ramt, så eksplosivt, af cancer. Det gør mig virkelig ondt, at det skulle ske for vidunderlige, inspirende og fantastiske dig.

    Jeg synes det er SÅ fedt, at du har opnået dit mål med at skrive en kogebog – ligger den ikke under juletræet til mig, ved jeg i hvert fald, hvad jeg skal have købt mellem jul og nytår:) Den ser bare så lækker ud – at jeg bliver helt lækkersulten:)

    Jeg sender positive tanker og energi til dig. Jeg håber, at du i dit forløb, vil have held af og mod til at være tro mod dig selv, gøre hvad du synes er rigtig og for alt i verden nyde dit liv og din kæreste…. og se dit USA igen:)

    Jeg er glad for, at du ikke har givet op, og at vi ikke har hørt det sidste fra dig, i din ubærlige situation. Tak fordi du er så åbenhjertig og lukker os ind – det er vi mange, der kunne lære noget af.
    Jeg vil i hvert fald trofast læse med fortsat, om end jeg ikke er for god til at få kommenteret.

    Fattig på ord, men med ønsket om intet mindre end et mirakel.
    /Tante Grøn


  28. Nov 12, 2012
    11:27 am

    Birthe

    Hej Birthe
    Jeg er endnu en af dem, du ikke kender. En af de mange, som interesseret har læst med på din blog, skønt økonomien hidtil har hindret mig i at prøve dine opskrifter. Dit gode sprog og fortælleevne om mad, rejser, gode som dårlige dage og nu kræften! Du har til de grader givet af dig selv og dine mange talenter, hvorfor jeg gik i chok da jeg læste dit sidste indlæg. Vigtigst naturligvis, at du er blevet så syg. Selvklart du ønskes et mirakel, men i mangel af det, så håber jeg at du får mange gode dage med dine kære og kræfter til at opfylde dine ønsker. Dit sidste afsnit om folk, der skriver nedrigt forstår jeg lige så lidt som du. Vi bliver alle rigere af at læse din dejlige blog, gode formuleringer af stærke tanker. Det gør vi, fordi du er noget særligt og skriver fantastisk, om noget mange har berøringsangst overfor.

    Din glæde ved din amerikanske familie, fik mig til at tænke på min ungdom, hvor veninden sagde: “Familie er noget, nogen har, venner er familie, man selv har valgt”. Da fik 2 enebørn en søster.
    Gid dagen i dag må give dig et lys i mørket.


  29. Nov 12, 2012
    12:15 pm

    Karen

    Jamen Birthe dog. Hvor er der mange tanker, og hvor er det typisk for dig, at du tænker så meget over, hvordan andre har det, selvom det slet ikke er dem, der er syge :-) Du skal ikke bekymre dig om, hvorvidt din blog er opløftende læsning lige nu – hvordan skulle den dog kunne være det med de elendige nyheder, du selv skal kapere? Og din forståelse for, hvordan andres afmagt overfor din sygdom gør dem ude af stand til at være normale sammen med dig, er fantastisk. Og så at der er nogle syge individer derude, der vil dig det ondt – tja – det er der. Men lad dem stege i deres eget personlige lille snuskede helvede. Koncentrer dig om alt det gode – rejs, så snart du kan – se ud på solen i dag – og tak for, at du i den grad deler dine følelser og tanker. Måske skal det være din næste bog. Det er lærerig læsning. Din rejsekogebog kan så komme efter igen – ikke?
    Knus fra Karen.


  30. Nov 12, 2012
    1:03 pm

    Mille

    Hej Birte.
    Jeg sender gode tanker og alt godt:-) Må du få nogle svar du kan bruge til noget på hospitalet- og så håber jeg at du kan komme på hospice. Har hørt flere steder fra, at det er et sted hvor de har tjek på tingene og man bliver behandlet med respekt og omsorg.

    Bedste hilsner

    Mille


  31. Nov 12, 2012
    1:21 pm

    Katrine Christensen

    Åha, det er bare barsk læsning! Jeg er så fuld af beundring for det overskud, du udstråler gennem dine blog-indlæg. Jeg har ingen gode råd at dele ud af, men vil bare sende dig en masse gode tanker og god karma. Jeg bor lige uden for Vejen, så tankerne skal ikke så langt – håber det gør en forskel ;) . Jeg har nydt din blog et par år og fortsætter med at læse med! Også de barske blogindlæg!
    Mvh Katrine


  32. Nov 12, 2012
    1:37 pm

    Christina

    Puha, Birthe, jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal skrive, for det er godt nok en barsk besked, du har fået :( Det er jeg virkelig ked af at høre. Det gør uden tvivl en forskel at kæmpe, det er jeg sikker på, så forhåbentlig kan det vinde tid for dig/jer, uanset om det betyder, at du bliver helbredt eller ej.
    Jeg synes, din samtalepartner er en fornuftig kvinde. Det er en god snak, I har omkring dine omgivelser, for som du skriver, kan folk jo godt være der og lave andre ting end det, der lige handler om at skulle forholde sig til sygdom gennem samtale. De vil sikkert gerne være der på en måde, men kan ikke rigtigt holde til at snakke om sygdom og evt. død, og det må man bare acceptere. Men det betyder ikke nødvendigvis, at de vender en ryggen, hvilket jo er dejligt, trods alt.
    Jeg er godt nok noget chokeret over det sidste, du skriver i det her indlæg. TÆNK, at der sidder nogen derude, der kan finde på at skrive sådan. Jeg bliver ærlig talt helt dårlig ved tanken.De burde virkelig skamme sig. Uanset hvilke uenigheder man måtte have haft mellem sig, er det fuldstændigt uacceptabelt at skrive sådan til en, der er alvorligt syg. Jeg ville aldrig selv kunne gøre det, uanset hvordan jeg så måtte have haft det med personen i mit liv. Det er utrolig småligt og bør ignoreres 100%. Man MÅ have en brist et eller andet sted, hvis man kan finde på at opføre sig sådan.
    Sender dig et kæmpe kram herfra. Håber, du finder noget, du kan få klemt ned, så du kan samle lidt energi.


  33. Nov 12, 2012
    1:46 pm

    Yvonne Thygesen

    Jeg håber det bedste for dig og din kæreste med den hårde kamp i skal igennem, godt igennem. Iøvrigt tak for at vise at USA er andet end burgere mv. Det ved vi jo godt alle os som med fryd og glæde har læse Laura Ingalls Wilders bøger.

    De venligste hilsner
    Yvonne


  34. Nov 12, 2012
    2:33 pm

    Tine

    hej
    Det gør mig så utrolig ondt at læse om det du går igennem. Jeg kender dig ikke som sådan, men jeg følger din blog med glæde og nyder dine opskrifter og din måde at være på. Jeg vil blot sige, at det gør oprigtigt ondt det du går igennem og at jeg tænker på dig.
    Mange hilsner og venlige tanker fra
    Tine


  35. Nov 12, 2012
    2:36 pm

    Gurli

    Kære Birthe.
    Ja det er godt nok barske nyheder. Jeg er sygeplejerske(nu førtidspensionist), så jeg var godt klar over, at tingene ikke så godt ud, men at den ene besked efter den anden, er så barsk,- det gør mig så trist. Jeg er klar over, at du har kendt livet på den hårde måde, men at du skal ud i denne kamp, er helt urimeligt.
    Jeg har lyst til at fortælle dig, at du var den første madblog, jeg fik øje på og du er til stadighed den første jeg tjekker hver dag. (det lyder sukkersødt, men det er altså rigtigt.)Jeg har fået inspiration af dig og din blog har været en støtte i min egen kamp mod pension. Har bare lyst til at fortælle dig, at du har sat et mærke i mit liv!!
    De varmeste tanker og ønsket om en god tid.
    Gurli


  36. Nov 12, 2012
    2:40 pm

    Katrine Nordstrøm

    Kære Birthe
    Du kender mig ikke,men jeg vil alligevel skrive til dig.
    Jeg håber selvfølgelig, af hele mit hjerte, det bedste for dig på alle måder, jeg synes det er flot og meget rørende at du deler ud af dine mange tanker.
    Din, jeg ved ikke om man kan kalde det skæbne, men vi kan kalde det for din foreløbige skæbne, har virkeligt ramt mig personligt, jeg har kun fulgt dig ved at læse dine blogs, jeg er ikke så skrivende på nettet, men jeg skriver faktisk på en børne/ungdomsbog og det elsker jeg til gengæld.
    Jeg har selv en kronisk sygdom (stofskifte) og jeg skriver på den førnævnte bog og jeg glædede mig virkelig til at se dig til bogmessen fordi du har været en stor inspiration for mig, særligt fordi du gjorde det, du fik udgivet en bog, der er ikke mange i dagens DK der formår at løfte sig op fra sygedagpenge og kronisk sygdom, på den måde som du har gjort det.
    Jeg kender selv til velmenende mennesker der gerne vil dele ud af gode råd om eksempelvis kosten, men jeg tror det vigtigste er at lytte til sig selv, og i denne forbindelse altså dig selv.
    Jeg tænker tit på min farmor der blev 98, da hun var 10 fik hun konstateret en hjertesygdom som hun levede med resten af livet, men, det der er interessant er at hendes kost bestod af helt almindelig dansk kost, hun var fantastisk til at lave mad og havde sin egen køkkenhave, men kosten var hovedsageligt klassiske danske/tyske retter tilsat en fyldt chokolade til sengetid;-).
    Det næste er at jeg læste om da Susanne Bjerrehus skulle overleve kræft, der lavede hendes mand alle hendes livretter, og så spiste hun det hun kunne holde ud, nogle gange kunne hun kun spise dessert men så var det det hun spiste den dag.
    Så lydt til dig selv, hvad har du lyst til, det er ikke din kost der er skyld i at du har fået kræft, det er ikke dig der har tænkt forkert, vi har jo set at du er en fighter du fik udgivet en bog, hvor mange gør lige det?

    Til det med at du ikke gik til læge i tide..
    Det kender jeg så udmærket godt, jeg har selv et temmelig anstrengt forhold til læger og sygehuse efter mine 12 år som stofskiftesyg, engang imellem holder jeg fri fra sygdomme selvom jeg måske ved at det ikke er smart, men tilværelsen er ikke sådan indrettet at man så bliver straffet med en kræftsygdom af den grund, det er bare, jeg ved ikke om det er det helt rette begreb men det er det eneste jeg lige kan hive op af hatten på nuværende tidspunkt, sort uheld er hvad det er.
    Jeg har et ansvar overfor mine børn, så derfor passer jeg selvfølgelig min sygdom bedst muligt, og nu er jeg så også gravid med nummer tre og derfor indrullet i hospital cirkusset igen for alvor;-)
    Angående mirakler så har jeg som stofskifte syg fået af vide mange gange at jeg ikke kunne blive gravid men jeg er nu gravid med min 3 og jeg bliver mor til en lille pige engang i slutningen af december.
    Nu skulle denne kommentar ikke handle om mig,men om at det er vigtigt du lytter til dig selv.
    Og hvis du har lyst til at skælde ud, men ikke ved hvem det skal gå ud over, så skæld ud på Gud, han er en glimrende lytter og svare ikke igen (han skal jo vende den anden kind til) og hvis det nu lige var, så kunne han jo passende dukke op med et mirakel i kjortlen.
    Jeg kan anbefale Vampire Diaries til dårlige dage og hvis du ikke har sæson 1 så har jeg den.
    Som sagt jeg håber det bedste for dig, jeg har selv en høne at plukke med Gud i dit tilfælde, det er ærlig talt svært at kunne få øje på retfærdigheden og meningen med din sygdom, det må jeg sige.
    Jeg vil slutte nu, mine skrivelser på nettet bliver altid lidt stive i det hvilket egentlig undrer mig, men jeg er åbenbart så gammel(42) at jeg er bedst til at løfte røret og tale med folk hvis det skal være personligt, jeg har heller ikke rigtigt fået sms’er ind under huden endnu.
    Kan du have det godt
    Kærlig hilsen Katrine


  37. Nov 12, 2012
    3:26 pm

    Helle

    Hejsa Birthe.
    Det er kedelig læsning. Håber det allerbedste for dig. Og det kan godt være, at jeg synes det er træls, men tør slet ikke tænke på, hvordan I har det ;-(
    Knus Helle


  38. Nov 12, 2012
    4:39 pm

    Deborah

    Jeg har tænkt meget på dig siden dit sidste indlæg og håbet på det bedst mulige for dig. Det var så langt fra godt nyt. Det gør mig ondt.

    Som du siger, så skal hver vælge deres vej og det var din beslutning og det er dit liv. Sålænge du har det godt med det, så er det andres opgave at støtte dig, også selvom de ikke forstår.

    Jeg er dybt rystet over, at folk kan finde på at skrive sådan noget til dig. Men som du siger, de har det nok værst med sig selv. Hvis de ikke bryder sig om bloggen eller dig, kan de jo bare blive væk, og det håber jeg så de gør.

    Det er meget trist, at læse om at du er så syg, men selvfølgelig er det, hvad din verden er lige nu, og så er det sådan. Det skal du på ingen måde undskylde.

    Mange gode tanker


  39. Nov 12, 2012
    5:53 pm

    Laila

    <3


  40. Nov 12, 2012
    6:18 pm

    Tina ANDERSEN

    Jeg er total tom for ord når jeg læsre at der findes så modbydelig mennesker der kan få sig selv til at skrive så fæle ting til dig..
    Hvis de har den menning kan de sgu holde den for sig selv.. Det jo absolut ikke det du har brug for i din i forvejen ja uhyggelige tilstand.. Må sig jeg er imponeret over dit overskud efter at have fået stillet en så grel diagnose.,Tror ikke jeg selv ville kunne finde kamp gejsten hvis jeg blev så hårdt ramt… Men måske alligevel om ikke andet så for min søns skyld. Men endnu engang så så er du virkelig et fantastisk menneske.. Ville ønske jeg kendte dig og kunne lære af dit positive sind.
    10000000 Tanker og krammer fra mig ;o)


  41. Nov 12, 2012
    6:38 pm

    Julie

    Sikke en omgang, der er da ikke noget at sige til, at du er udmattet! Vedrørende hospice – så gør det!! For 14 år siden var jeg som sygeplejestuderende i praktik på Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg i tre måneder, og det var en oplevelse for livet! Stedet var bemandet med kloge, erfarne og hjertevarme ansatte, og jeg er sikker på, at det gælder på alle andre hospices i Danmark – man skal ganske enkelt være gjort af et særligt stof for at blive ansat :0)
    Mange hilsner
    Julie


  42. Nov 12, 2012
    7:12 pm

    Lene pinholt

    Kæmpe kram herfra.
    Jeg har fået artiklen til dig, så hvis du sender din adresse, sender jeg den onsdag efter arbejde. Pøj pøj på OUH i morgen.
    Lene


  43. Nov 12, 2012
    7:25 pm

    Rikke

    Dit bedste og måske stærkeste indlæg i al den tid du har blogget! Hvor er det stort og modigt af dig at sætte ord på. Jeg ønsker dig alt det bedste :-)


  44. Nov 12, 2012
    8:58 pm

    mimi

    Kære Birte har fulgt din blog i lang tid, har ikke været har inde og kikke i lang. Men det gør mig rigtig ondt at det er gået som det er gået. Vil at ser sker et mirakel, for du er helt sikkert en sej fighter !! Ved slet ikke hvad jeg skal skrive, for intet gør det jo godt.. Men kram og tanker herfra .
    Mimi


  45. Nov 12, 2012
    9:10 pm

    Louise

    Åh Gud, hvor er jeg ked af det på dine og din families vegne! Kæmp, kæmo, kæmp! Du er så stærk! Det skal nok gå!


  46. Nov 12, 2012
    9:26 pm

    Jannie Storgaard Klausen

    Kære Birthe. Det gør mig virkelig ondt at læse, at du er så hårdt ramt. Og selvom lægerne ikke giver dig mange chancer, så håber jeg alt hvad jeg kan på et mirakel. Og mest af alt håber jeg at den tid du har tilbage (lang eller kort) bliver fyldt med gode oplevelser for dig og dine. Jeg har aldrig kendt nogen der har fået sådan en besked, så det er svært at forestille sig hvordan man ville reagere. Når jeg læser det du skriver om dine kære, håber jeg at jeg – hvis den dag kommer – kan rumme smerten og være der for vedkommende. Jeg kender dig ikke, andet end gennem din blog og de små mails vi har udvekslet, og alligevel så føler jeg lidt at jeg ved hvem du er. Jeg har tit tænkt på at det kunne være spændende at møde dig, det bliver så ikke nu. Nu skal du bruge dine kræfter der hvor de betyder noget. Men måske en anden gang, det håber jeg. Kærlig hilsen Jannie


  47. Nov 12, 2012
    9:58 pm

    Camilla (Himmelske kager)

    Sikke dårlige nyheder, Birthe! Håber, at behandlingen (hvad du end måtte vælge) giver gode resultater. Held og lykke med næste besøg i Odense. Mange tanker.


  48. Nov 12, 2012
    11:44 pm

    Shan

    Uh ha. Bliver helt ked af det…. Tænker på dig og håber stadig det bedste! <3


  49. Nov 12, 2012
    11:56 pm

    Piskeriset

    Kære Birthe. Tak for din åbenhed omkring din sygdom – jeg er ikke sikker på, at jeg kunne gøre det samme, men det er en øjenåbner på mange punkter, og det har virkelig fået mig til at tænke over mange ting. Jeg kan godt forstå, at du ikke har kræfterne/overskuddet til at svare alle, så det synes jeg ikke, at du skal bruge tid på at undskylde. Du har tidligere skrevet, at din læge har sagt, at fra nu af skal I fokusere på at gøre de ting, du gerne vil nå at gøre, inden du får det alt for dårligt – og med mindre det er at svare os alle personligt, ja så er det bare netop om at gøre de ting! Jeg håber inderligt, at du får chancen for at komme til NY igen – jeg kan ikke tænke på den by uden også at tænke på dig ♥


  50. Nov 13, 2012
    1:03 am

    Elsebeth

    Du har vist os, hvad du formår i dit køkken, og nu viser du os, hvad din smukke og viise sjæl rummer. Dit køkken er imponerende, men din indsigtsfulde sjæl er det ved dig, jeg beundrer allermest. Det er et tegn på stor styrke at vide, hvem man selv er inderst inde, og så endda i svær modgang vil vise den frem for andre som en gave til dem og til efterlevelse for dem. Tak Birthe, jeg tager imod din gave; jeg vil værne om den og sender dig og din kæreste alt det bedste, jeg formår.


  51. Nov 13, 2012
    10:36 am

    Camilla

    Ønsker dig det allerbedste i denne svære tid!
    Til ære for dig laver jeg idag buttermilk pancakes, meatloaf og cornbread fra din super dejlige kogebog (-:


  52. Nov 13, 2012
    10:36 am

    cec

    Kære Birthe.
    Du kender mig ikke, men jeg har fra sidelinjen fulgt med på din blog i nogle år, så jeg har jo efterhånden fået et indblik i dit liv. Du skal vide, at vi er mange, der ønsker det aller bedste for dig. Folk, der ikke kender dig personligt, men som alligevel følger med i dit liv her på bloggen. Jeg er en af dem. Og det er jeg fordi, jeg synes din blog er så fantastisk. What you see is what you get, og det kan jeg godt lide ved denne blog.
    Birthe, jeg håber for alt i verden, at du kommer i gennem dette sygdomsforløb på den bedst mulige måde. Du har før vist, at du har kæmpet – og vundet! – og jeg er sikker på, du også vinder denne her :)

    De varmeste tanker fra mig til dig og din familie i denne svære tid. <3


  53. Nov 13, 2012
    2:19 pm

    René Bjerregaard

    Hvor er det bare hårdt at læse, og der er jo ikke noget “rigtigt” at sige i sådan en situation. Jeg har desværre selv være “vidne” til alt for mange tæt på i samme situation. Jeg sender dig og dine nærmeste umådeligt mange tanker og ønsker det bedste for dig.

    Kram
    20PrinceLight (bl.a.)


  54. Nov 13, 2012
    5:58 pm

    Mona Olesen

    Jeg har hverken hjemmeside eller blog…. men hver gang jeg skal finde en “rigtig god opskrift” finder jeg tilbage til din side…. for pokker da… hvor meget ondt skal et menneske igennem …. alle de bedste tanker og håb ..Knus Mona


  55. Nov 13, 2012
    8:57 pm

    Lotte

    Jeg kan slet, slet ikke forestille mig, hvordan det må være at være i dine sko, men for søren hvor er du bare fantastisk stærk! Det er dybt urimeligt, at noget menneske skal gennemgå et sådant mareridt, men du er i mine tanker, selvom du slet ikke kender mig, og jeg håber virkelig, at du må komme bedst muligt gennem det hele. Jeg er sikker på, at du med din store vilje kan flytte bjerge! Jeg blev SÅ harm over at læse om de beskeder, visse folk sender til dig – hvor må de bare selv have et sørgeligt liv, og man kan kun have ondt af den slags mennesker.


  56. Dec 5, 2012
    5:23 pm

    Kathrine

    Puuuha, jeg sidder simpelthen og hyler når jeg læser din dagbog. Jeg synes du er ufattelig stærk og jeg er meget taknemmelig over du deler alle dine oplevelser og indtryk med os. Jeg ville ønske kræft gad skride ud af verden. Det er så grim og ond en sygdom. Sender varme tanker i din retning.


  57. Feb 6, 2013
    12:35 am

    Berit

    Hold op hvor er du en sejl kvinde ….. stor respekt til dig
    TAK fordi du deler det med os andre – alt alt for mange mennesker tror de er udødelige og glemmer at leve det liv man ønsker og det liv man ikke fortryder når man skal herfra.
    Din blog og din historie er jeg sikker på vil få mange af os læsere til at stoppe op og tænke over om vi lever det liv vi egenlig ønsker.
    Du nævner hospice og jeg kan varmt anbefale det – har haft en pårørerende der var på et i 3 uger og det var så trygt og godt for hende.
    I dag er jeg selv frivillig på et hospice og selvom det måske lyder bisart så er der meget liv på et hospice – der er hjemmeligt og hyggeligt – masser af levende lys og blomster. Kunne fortælle en masse mere godt men som du selv skriver så kæmper du den her kamp på netop din måde – og det er jo også den allerbedste måde :)
    Men en dag du har tid skulle du næsten kigge på et hospice i dit område :)
    Jeg vil håbe på et mirakel for dig – de sker jo heldigvis <3

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Jeg er også på Twitter

Mine netværk

Abonnere med e-mail


 

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!