Newyorkerbyheart

Kræft-dagbog: Lange dage……

Tænk at det er så krævende at være syg. Jeg laver stort set ikke andet end at tage til Odense Universitetshospital (OUH) hele tiden og det er nogle lange dage vi har derovre. Meget udmarvende og trættende, især for en der er så syg som mig. Et eller sted hænger det ikke helt sammen i min hjerne, men sådan er det altså.

I går skulle jeg have foretaget en renografi, altså en undersøgelse af min nyre. De er ret bekymret for den, fordi den er vigtig i senere behandling med kemo – og ja, nyren er jo bare i det hele taget vigtig. Jeg skulle være kl. 08.30 på OUH, så jeg skulle op allerede kl. 06.00 for at nå bad og lidt morgenmad. Heldigvis kan jeg så sove hele vejen derover, det tager ca. 1 times tid hver vej.

Da jeg kom hen hvor renografien skulle foretages fik jeg 2 store glas vand, som jeg skulle drikke indenfor ½ time og så kunne jeg lige nå et toiletbesøg inden jeg blev kaldt ind, lagt på en briks og fik noget sporstof sprøjtet ind i armen. Derefter blev der optaget en film af nyren i ca. 10 minutter, så fik jeg sprøjtet noget vanddrivende ind (som om det var nødvendig efter 2 store glas vand!) og skulle så igen ligge i 10 minutter. Så længe kunne jeg dog ikke holde mig, efter ca. 6 minutter måtte jeg give op, der skulle jeg bare på toilet. Jeg løber stort set på toilettet hele tiden, faktisk føler jeg ofte at jeg ikke laver andet end at drikke (fordi jeg hele tiden er tørstig) og løbe på toilet – sikke en måde at tilbringe sine dage på……

Nå, men efter den tur skulle vi vente 3-4 timer på at få et svar. Vi gik ned i cafeteriet for at få os lidt at spise. Imens vi sad og spise ringede telefonen, det var øre-, næse-, halsafdelingen som sagde at jeg var blevet henvist dertil og de havde en tid til mig, så de blev meget glade da de fik at vide at jeg faktisk var på sygehuset i forvejen. Jeg fik en tid til kl. 12.40. Men jeg må indrømme at det næsten væltede min verden. Jeg vidste ikke noget om at jeg var blevet henvist til den afdeling og jeg vidste slet ikke hvad det var jeg skulle der. Jeg gik helt i panik og blev ret ked af det. For det første bryder jeg i forvejen ikke om pludselige forandringer og at der sker ting jeg ikke ved noget om – og lige pludselig følte jeg mig også meget utryg – for hvis de havde glemt at fortælle mig det, hvad mere har de så glemt at fortælle mig?? Jeg havde bare lyst til at ligge mig ned på jorden som et trodsigt barn og skrige og hyle – meget barneligt – men det væltede bare lige hele min verden. Jeg har lidt ondt af kæresten som måtte høre på mit brok og piveri i rigtig lang tid, godt han er et tålmodigt menneske ;-)

Solen skinnede så vi gik en lille tur på 10 -15 minutter. Jeg kan ikke holde til de lange gåture, men bare det at komme lidt ud i solen, det er dejligt. Derefter kunne vi lige nå ind og spise et stykke kage og drikke en kop kaffe – den største fordel ved OUH er måske at de har nogle ret lækre kager :-D – inden jeg skulle være på øre-, næse-, halsafdelingen. Computerne var dog brudt ned skulle det vise sig, så lægerne kunne ikke se journalerne, så der var lang ventetid. Vi ventede i 1 time og på det tidspunkt var jeg ved at blive en anelse hysterisk. Jeg havde mange smerter, ondt af at sidde, fordi vi havde siddet det meste af dagen og jeg var så træt så jeg var ved at falde om. Endelig blev det jeg kaldt ind og jeg tror at jeg må have været dagens mest besværlige patient. Jeg var bare i totalt dårligt humør og den lange forsinkelse havde bestemt ikke gjort det bedre. Men de fik mig scannet og jeg fik at vide at jeg skulle opereres i halsen fordi de havde fundet en hævet lymfekirtel. De havde en stærk formodning om at det var kræft og derfor ville de have den ud. Dels for at konstatere om det er kræft og dels for at finde ud af hvilket stadie det evt. er i. Her var det ligefør jeg begyndte at græde, jeg kunne bare slet ikke tage mere og en operation havde jeg slet ikke set komme. Det var bare så overvældende det hele, fordi det var noget som jeg ikke vidste noget om og det gjorde hele forskellen for mig. Jeg kan klare rigtig mange ting, men uforudsete ting er jeg ikke god til at tackle og slet ikke i denne situation. Jeg føler mig bare totalt pivet når jeg reagerer sådan, men på den anden side så skal det jo nok også ud på en eller anden måde og det bliver så sådan her.

Endelig blev jeg færdig på den afdeling og vi kunne gå op på gynækologisk sengeafdeling (D6), hvor vi skulle tale med en læge og have resultatet af nyreundersøgelsen. Endelig fik jeg tilbudt en seng og den tog jeg gladeligt imod. Klokken var blevet ca. 14.45 og jeg havde været oppe længe og var helt færdig. Lægen kom ret hurtigt og snakkede med os. Nyreundersøgelsen viste at min nyre var lidt bedre end de havde forventet, men at den stadig skulle have noget hjælp. Jeg havde ca. 1/3 tilbage af min nyrefunktion og det er ikke helt godt nok til også at kunne gennemgå kemo. Derfor skal jeg i morgen igen til OUH for at have sat et dræn ind som kan aflaste nyren lidt. De håber at de kan sætte det ind under lokalbedøvelse og uden at jeg vil kunne mærke det alt for meget – og det håber jeg altså også – for ellers skal jeg have en pose med urin hængende og de er jeg ikke særlig vild med. Jeg ved godt at det er en lille bitte ting i den her sammenhæng og at det udelukkende handler om forfængelighed og værdighed, men for mig er det netop forfængelighed og værdighed to vigtige ting, så jeg vil nok bide rigtig meget smerte i mig for at kunne få lov til at få det indvendige dræn lagt ind. Vi fik også talt om min medicin. Jeg får udelukkende morfin nu, men jeg har lidt svært ved at klare at tage morfin, det gør mig fysisk dårligt. Nu har jeg så fået et langtidsvirkende morfinpræparat som hedder Contalgin, dem skal jeg have 20 mg af med 12 timers mellemrum desuden skal jeg også tage 400 mg Panodil og 400 mg Ipren hver gang. Derudover fik jeg ekstra morfin – i form af stikpiller (som jeg godt kan tåle) – som jeg må tage efter behov + jeg må tage 2 ekstra portioner Panodil og Ipren. Det er i hvert fald ikke piller der mangler i mit liv lige pt og jeg har et hyr med at holde styr på dem og hvornår jeg skal tage dem, jeg skal have sat det i system. Men i hvert fald er jeg nu ret godt smertedækket og det er en lettelse.

Vi skal være på OUH kl. 10.00 hvor jeg skal have taget en stak blodprøvet og kl. 14.00 vil de så prøve at ligge drænet ind. Hvis det lykkes skal jeg observeres i nogle timer, inden jeg kan komme hjem, så i morgen bliver endnu en lang og udmarvende dag. På torsdag skal jeg så opereres i halsen og der skal jeg blive der i mindst 1 døgn til observation, fordi det kan bløde en del og da det er forholdsvis tæt på luftrøret, så skal de kunne holde øje med mig. Det er jo lidt tåbeligt – og også fysisk hårdt – at skulle ligge og køre frem og tilbage mellem Vejen og Odense hele tiden, så jeg vil prøve om jeg kan blive indlagt på OUH’s patienthotel i morgen, for at spare en tur frem og tilbage mellem vores hjem og OUH. Jeg håber at det lykkes for mig.

Jeg sov til kl. 12.00 i dag, fordi jeg bare var helt udkørt efter den monster-lange dag i går. Kl. 12.30 kom en veninde med kylling i asparges og tarteletter, så sådan en spiste jeg fik frokost. Senere bagte vi – eller rettere hun – vafler, som jeg også fik en af, så alt i alt en fin mængde mad. Jeg har aldrig brudt mig om at have andre i mit køkken, men tænk det gjorde mig ikke noget, jeg lagde bare på sofaen og nød at nogen lavede mad til mig. TAK, Lotte, du er en skat! Lotte er et meget rummeligt menneske, som jeg kan sige mange ting til som jeg måske ikke kan sige til andre. Hun har også humor, så hun kan også få mig til at grine, hvilket jeg har behov for. I dag sagde jeg til hende at hun må være den første til at gennemgå mit køkken når jeg ikke er her mere! Sikke noget at sige, så det grinede vi lidt af – hvilket faktisk er en befrielse. Det er dejligt med sådan nogle mennesker og det sjove er at det ikke lige var Lotte jeg havde set som skulle være en af dem der hjalp mig/os igennem det her. Hun er kæreste med kærestens bedste ven og selvom vi har været sammen af og til, så har vi ikke haft så meget med hinanden at gøre – og så er det lige pludselig hende der stepper op og hjælper til – det er jo ret forunderligt og meget dejligt.

Vores elevationssenge kom også i dag og nu er jeg snart på vej i seng, for jeg glæder mig i den grad til at få dem afprøvet. Jeg bander lidt over at jeg skal på OUH i morgen, for min plan var at når vi fik de nye senge så ville jeg bare ligge i dem hele den første dag, sådan bliver det så ikke. Men de skal nu nok blive flittig  brugt ;-) En lille “sjov” historie er at i fredags da vi fik fortalt omfanget af min sygdom var at nu havde vi lige spildt kr. 10.000 på at gå ud og købe nye elevationssenge. Jeg spurgte faktisk kæresten om han troede at vi kunne få pengene tilbage! Det var min første reaktion på det hele…….

Ellers kan jeg kun sige at der går mange mærkelige tanker igennem mit hoved for tiden. Der er mange tanker om hvordan jeg vil tilbringe min sidste tid som går direkte over i hvordan jeg tænkt mig at blive en gammel dame med lidt for mange katte der sidder og holder kæresten i hånden i solnedgangen, mens vi gynger i hver vores gyngestol. Jeg tænke på nogle af de specielle ting jeg ejer, hvem jeg kunne tænke at give dem til, hvem der ville værdsætte hvad. Ikke fordi jeg ejer dyre smykker eller andet, men jeg har nogle ting som har stor betydning for mig og jeg tænker på om jeg kan finde andre som de også vil betyde noget for. Jo mere jeg har tænkt på hospice, jo mere er jeg sikker på at det er den vej der er den rigtige for mig. Jeg skal bare have fundet ud af hvordan det hele foregår og om jeg kan komme i betragtning hvis/når den tid kommer.

I går aftes fik jeg mig en lang snak med Line og det var lige hvad jeg havde brug for. Jeg har ikke kunnet snakke med hende længe, fordi jeg ikke havde nogen stemme i 3 dage. Som jeg har skrevet så mange gange før, så er Line sådan et fantastisk og helt utroligt menneske, som bare er kommet til at betyde rigtig meget for mig. Jeg er kommet til at holde umådeligt meget af hende, fordi hun har sådan et dejligt væsen og vi taler så godt sammen. Hun formår også at få mig til at grine, det er en ting som jeg værdsætter utroligt meget ved mennesker. Latter kan mange ting og for mig er så livsbekræftende og herligt at få lov til at få et rigtig godt grin – også selvom der egentlig ikke er noget at grine af – men det er jo heller ikke til at gå rundt og være trist 24/7. Jeg glæder mig så meget til at vi skal ses og hvor ville jeg ønske at vi boede tættere på hinanden. Jeg er også så ked af at have gjort hende så ked af det. Jeg ved at fylder meget i hendes tanker, men jeg ved også at hun er der for mig og at vi ikke er færdige med hinanden, vi har jo en bog mere vi skal have lavet ;-)

Vi får altså også mad og spise og jeg laver faktisk mad ca. hver anden dag. Jeg skal nok få lagt nogle opskrifter ind på det, men jeg må tilstå at mad fylder en meget lille del i mit liv lige pt og at jeg nok nedprioriterer det lidt i forhold til at få skrevet mine tanker og følelser ned.

Nu vil jeg gå ind og nyde de nye senge og lade op til endnu en lang dag på OUH.

Print Friendly
Tilbage

38 kommentarer


  1. Nov 13, 2012
    11:19 pm

    EVA

    HEJ KÆRE BITHE:

    DU SKAL VIDE AT JEG FØLGER DIG I DIN MEGET SVÆRE TID- DET ER SÅ URETFÆRDIG AT ET MENNESKE SOM DIG SKAL GÅ ALT DT IGENNEM
    JEG HÅBER DER SKER NOGET POSITIV FOR DIG / JER LIGE PLUDSELIG – DET FORTJENER DU.

    MANGE HILSNER OG TANKER FRA EVA


  2. Nov 13, 2012
    11:26 pm

    Charlotte

    Pas nu på dig selv søde Birte og lad være med at stresse med at få lagt opskrifter ind på bloggen. Det vigtigste er at du har det godt… og hvor er det godt at du har nogle omkring dig, som kan passe lidt på dig :-)


  3. Nov 13, 2012
    11:29 pm

    Lina Vestermark

    Altså Birthe, bare lige så du er klar over det: pivet er da i hvert fald det sidste, du er! Du er mega hamrende sej, er du!! Knus


  4. Nov 13, 2012
    11:31 pm

    Karin

    Hänger med dig i tankerne i morgen..det skal nog gå..håber i kan väre på patienthotellet.. tror det vil göre godt..knus og kram.<3


  5. Nov 13, 2012
    11:42 pm

    Bianca

    Tænker SÅ meget på dig søde. Synes du er en super stærk kvinde og har virkelig stor respekt for dig.
    Husk at sige til hvis der er noget jeg kan gøre.
    Knus Bianca


  6. Nov 14, 2012
    12:39 am

    Anni

    Kære Birthe!
    Jeg vil bare fortælle dig, at jeg læser alt hvad du skriver og at jeg er dybt berørt over din skæben, og så vil jeg sige dig tak for alle de dejlige opskrifter du har hjulpet mig med gennem årene. Jeg kan ikke huske hvordan jeg kom til din blog, men jeg har nok googlet en opskrift, og siden den tid har jeg fulgt dig. Det er nok 5 år siden nu.
    Jeg slutter med at ønske dig alt muligt godt og at du må komme godt igennem den næste tid.
    Mange kærlige hilsener
    fra Anni


  7. Nov 14, 2012
    12:41 am

    Karina Braae

    Jeg ønsker dig en god nat i din nye seng. :-)
    For at kommentere dit indlæg,har jeg det som om at det slet ikke er en samme person som jeg forestiller mig Birthe – Newyorkerbyheart. Det er som om man læser om en helt anden person. Jeg har så fandens ondt af dig og fatter ikke hvilken skæbne der har ramt netop dig. Man bliver pludselig så bange for at leve!
    Jeg vil ønske for dig – den dag det bliver nødvendigt for dig – den dag din krop måske giver op, at du får mulighed for at komme på hospice. Jeg arbejder ved siden af hospice Sønderjylland i Haderslev. Et fantastisk sted på denne jord og tænk at nogen mennesker giver alt hvad de har i sig for at pleje døende mennesker – det kræver en vis styrke og mod. Men jeg ville bestemt ikke være i tvivl hvis det var mig.
    Jeg lover, jeg kommer og giver dig et kram, det må være det mindste jeg kan gøre.

    Sov godt, hilsen Karina Braae


  8. Nov 14, 2012
    1:19 am

    Tine

    Puh ha, sikke da en omvæltning dit liv har taget, sødeste. Er spændende at læse dine tanker og følelser om kræften, og det er med til at åbne nogle øjne for, hvordan det må være at være i situationen, som du nu er i. Lad være med at have dårlig samvittighed over ikke at “følge med” på madfronten – det du giver her er meget vigtigere både for dig selv, men også for de mennesker (deriblandt mig), der læser din blog. Din blog ER jo dig.

    God vind – følger dig på sidelinien og tænker på dig. Må din sidste tid, om så vi taler dage, måneder eller flere år – blive skønne og fyldt med kærlighed og gode oplevelser :-)


  9. Nov 14, 2012
    1:36 am

    Elsebeth

    Jeg håber, du kan få lov til at bo på patienthospitalet. De har ikke kunnet undgå at se, hvor hårdt det tager på dig at rejse frem og tilbage hveranden dag. Desuden vil du jo kunne hvile dig i en seng mellem undersøgelserne og være fri for at sidde så meget.
    Det er forunderligt, at hjælpen ofte kommer fra en helt anden kant, end man havde forestillet sig. Det er godt med tætte forbindelser i nødens stund. Man siger så meget, men det passer jo, at det er i nøden, man skal kende sine venner; det bliver bevist den ene gang efter den anden.


  10. Nov 14, 2012
    6:55 am

    Lene E

    Kære Birthe,

    Jeg har ikke noget klogt at sige, andet end at selvom jeg ikke kender dig, så tænker jeg meget på dig disse dage. Har fulgt dig i flere år, og uanset udfaldet af dig sygdom så er du stærk, beundringsværdig og du HAR allerede sat et tydeligt fodaftryk. Jeg ønsker alt det bedste for dig, og du er en inspiration. Den her måde du beskriver din sygdom på kan lære os andre meget, tror jeg. Også omkring berøringsangst.
    Jeg arbejder ude på OUH, og ser jeg dig hamstre kage i kiosken, kan du tro at jeg sender dig et stort fingerkys, i det skjulte :o )
    Pøj pøj med endnu en lang dag.

    Knus fra Lene


  11. Nov 14, 2012
    7:34 am

    Christina

    Godmorgen. Håber du har haft en fantastisk nattesøvn i din nye seng. Pøj pøj i dag. Knus


  12. Nov 14, 2012
    9:08 am

    Karen

    Lang og hård dag på hospitalet – ikke mærkeligt, at du flippede lidt ud. Det er de nok så vant til at se, så det går nok :-) Og du behøver ikke at finde på nye opskrifter lige for tiden – prøv at se dit arkiv – folk kan da bare fordybe sig i det – i dagevis.

    Held og lykke med operationen. Jeg hepper på dig.

    Knus, Karen


  13. Nov 14, 2012
    9:37 am

    Marianne

    Hej Birte. Det er ikke dig, der er hysterisk, når du bliver så ked af, at der pludseligt dukker noget uventet op som at du skal til hals- næse- ørelægen. Det er klart klart hospitalets pligt at underrette dig om, at de henviser dig til undersøgelse på en anden afdeling, også fordi du skal acceptere en sådan henvisning. Det er til enhver tid dig, der bestemmer, hvad du vil være med til, og ikke hospitalet. I patientinformationen i forhallen kan man få noget at vide om patientvejledere, som kan orientere om ens rettigheder ift sundhedsvæsenet, hvis du synes, at du får problemer. Når man er i en situation, som din, er det meget vigtigt at være medinddraget i, hvad der sker med en, så man ikke mister styringen med sit liv. De bedste hilsener Marianne


  14. Nov 14, 2012
    9:59 am

    Carina

    Kære Birthe!
    Har fulgt din blog i mange år. Tak for dine fantastiske indlæg og opskrifter. De har gjort stor gavn her i familien :-) Jeg synes det er SÅ uretfærdigt at du (eller noget andet menneske) bliver ramt så hårdt af den sygdom. Jeg håber inderligt at du kommer igennem det. Selvom jeg ikke kender dig (og du ikke kender mig), så vil jeg tænke på dig, og sende gode og positive tanker i din retning.
    Carina


  15. Nov 14, 2012
    12:01 pm

    Britt Hansen

    Hej

    Jeg blev virkelig ked af at høre at du har fået sådan en grim sygedom.Det virker som du er afklaret med situtionen Ja så godt som man nu kan være…
    Jeg kan slet ikke sætte mig i den sitution men jeg tager hatten af for dig. Jeg håber virkelig at du får mange gode år endnu på denne jord og kan passe din blog:)
    Vi kan jo ikke undvære dig…

    Mvh Britt


  16. Nov 14, 2012
    12:25 pm

    Ellen Marie

    Det er en meget ringe trøst, når man ikke ved hvor lang tid man evt. har tilbage til at vænne sig til noget som helst, men for mig vænnede min krop sig til morfinen efter en måned, og jeg stoppede med at blive voldsomt dårlig af det. Jeg håber at Contalginen er lidt bedre ved dig end det du har fået hidtil, og jeg håber endnu mere at du snart er ude over de hæslige bivirkninger. Puha, hvor husker jeg tydeligt følelsen af at bo med hovedet i en spand, mens hele verden gyngede omkring mig.

    Mht. at huske at tage din medicin på bestemte tidspunkter, så plejer jeg altid at foreslå mine patienter en pilleæske med alarm, f.eks. sådan en her http://www.etgodthelbred.dk/pilleaesker-c-126.html . Jeg bruger den såmænd også selv, den er meget god, når man har en hukommelse som en si ;) Det er desværre nogle meget lavpraktiske råd, jeg kan komme med her, jeg ville sådan ønske, at nogen kunne gøre noget andet og mere for dig, og bare fjerne alt det onde. Jeg sender dig en masse gode tanker og kampånd! Kærlig hilsen Ellen Marie


  17. Nov 14, 2012
    1:41 pm

    Marianne

    Lille en lille tilføjelse: der er noget der hedder informeret samtykke, dvs at lægen informerer dig om de undersøgelser/behandlinger de vil tilbyde dig, om formålet, proceduren og virkning/bivirkninger, og så kan du derudfra sige ja eller nej. Og det er altså lægens ansvar at du har forstået beskeden, det skal vedkommende sikre sig. Så du skal ikke tænke, at du måske ikke har hørt ordentlig efter eller lignende. I din situation er der meget at holde styr på og forstå, og derfor skal personalet også være ekstra omhyggelig med den information, de giver. Jeg håber det bedste for dig, og selvom det er meget, du skal igennem af undersøgelser og behandling, så håber jeg, at det bliver tilrettelagt, så i også får noget tid til hinanden.
    Mange hilsener Marianne


  18. Nov 14, 2012
    7:20 pm

    Birthe

    Du kan se, hvor i landet der er Hospice og hvor mange pladser, der er på de enkelte. http://www.hospiceforum.dk/page792.aspx På siden var en del links, som ikke virkede for mig. Se evt. på det/de hospice, du evt. kunne forestille dig og se deres visitations kriterier. Desuden er der mulighed for plejevederlag, hvis det bliver aktuelt at en nærstående passer dig i eget hjem. Jeg HAR forstået, hvad du ønsker, men mere for at nævne alternativ, da der ikke nær er hospicepladser nok i Danmark.

    Det er yderst krævende dage, du er igennem på alle planer. Din beskrivelse fik mig til at tænke på, Citatet: “Det kræver et godt helbred at være syg!”.
    De bedste håb og ønsker til dig og din kæreste.


  19. Nov 14, 2012
    7:29 pm

    Julie

    Skynd dig endelig at nyde sengen – det lyder som en fornuftig idé med patienthotellet, dine kræfter skal forvaltes fornuftigt. Vedrørende hospice, så er portalen http://www.hospiceforum.dk meget informativ :-)


  20. Nov 14, 2012
    8:28 pm

    Davids Engle

    Kære Birthe
    Jeg vil bare lige lade dig vide, at jeg længe har fulgt dig og elsket dine rejsebeskrivelser og ikke mindst dine dejlige opskrifter. Herhjemme er én af dine retter blevet et hit. Min ældste datter kalder den “svupper”. Det er en kyllingeret med hvidløgsflutes. Smager fantastisk:-) Men jeg vil bare sige, at jeg stadig er her. Og jeg bliver her. Opskrifter eller ej, så er du én af mine yndlingsbloggere. Sender dig mine allerbedste tanker.
    Kh. Kate


  21. Nov 14, 2012
    9:03 pm

    Frieda

    I har helt sikkert tænkt på det, men har I overvejet at kontakte jeres forsikringsselskaber omkring kritisk sygdom, idet det oftest udløser en sum penge, som kan være med til at forsøde jeres liv i denne svære tid og måske realisere nogle drømme hurtigere end I havde regnet med


  22. Nov 14, 2012
    9:13 pm

    Anna

    Det er virkelig dybt skrevet, og synes det er fantastisk du kan formulere dine følelser på den måde.

    Jeg bad for dig i går. Jeg kender dig ikke og gør normalt ikke sådan, men jeg håber så inderligt for dig, at det hele ender godt.

    Det er godt du har nogle venner til at forkæle dig, det er det aller vigtigste i sådan en situation – og det er (selvom det lyder kliché-agtigt) nu du kan se hvem der er der når det gælder.

    Jeg sender dig mine bedste tanker
    mvh. Anna


  23. Nov 14, 2012
    10:35 pm

    Benedicte

    Hej!!!
    Først tak for en god hjemmeside , og ked af det på dine vegne at du er syg!!!
    Grunden til at jeg skriver er, at jeg ikke helt forstår at du får ipren!
    Ipren (og andre NSAID præparater er ikke særligt godt at tage når man har dårlige, eller svagt fungerende nyrer !


  24. Nov 15, 2012
    11:02 am

    Birgitte S.

    Kære Birthe
    Det er virkelig hård læsning, og selv om jeg slet ikke kender dig, påvirker det mig meget at læse om din situation. Jeg beundrer dig virkelig for at være så afklaret, og jeg tror, at det vil være med til at give dig kræfter til at kæmpe. Det er stærkt, at du gør op med dig selv, hvad du vil være med til, og hvor langt du vil gå, og du skal give dig selv lov til at være egoistisk og krævende. Det er dig, det hele handler om, og du skal forlange alt det, du kan, af dine omgivelser – uden at føle at du er urimelig!

    Jeg studsede lige over, at du skrev, at der jo nok ikke er nogen, der gider at lave mad og gøre rent for dig, men der tror jeg altså, at du tager fejl. Jeg tror netop, at det er så håndgribeligt for dine omgivelser, at de med glæde stiller op. Man vil jo så gerne hjælpe, og det er så svært, men dette her er da til at tage at føle på, så send bestillinger ud til højre og venstre. Jeg er sikker på, at din familie, venner og bekendte vil føle sig lettede over, at de rent faktisk kan gøe bare en lille ting for at gøre livet lidt lettere for dig og din kæreste. Jeg ved godt, at det er svært at bede om hjælp, men det skal du altså lære! :-)

    Hvis jeg selv har svært ved at bede om hjælp, spørger jeg altid mig selv, om jeg ville have noget imod at hjælpe, hvis det var den omvendte situation, og svaret er jo altid et rungende nej!

    Og lige en sidste ting… jeg håber ikke, at du føler, at du SKAL svare på alle kommentarer. Det ender jo med at blive et uoverskueligt projekt, og dårlig samvittighed er ikke lige dét, du har brug for. Jeg kunne næsten ikke få mig til at skrive til dig, fordi jeg er bange for, at jeg bare bliver endnu én på din i forvejen lange liste. Jeg ved, at du læser det, og det er nok for mig.


  25. Nov 15, 2012
    1:20 pm

    Annemette

    Mange mange mange tanker til dig og masser af styrke også. Jeg har besøgt din blog indimellem gennem de sidste par år, tror jeg, på jagt efter god inspiration. Jeg er så ked af at skulle læse disse indlæg, da jeg kom forbi igen. Hvor håber og tror jeg på, at du kommer på den anden side af sygsommen. Alt det bedste ønsker jeg for dig <3


  26. Nov 15, 2012
    7:48 pm

    Rikke Laasby Møller

    Hejsa Birthe,

    Hvor er det dejligt, at læse, at der er nogle lyse øjeblikke i din hverdag, når du, som du beskriver, snakker med mennesker, der kan få dig til, at le – det gør nok, at tankerne for en stund er på eventyr og får frit løb. Det må være befriende, at le, når du samtidig er i en livskrise…. Du er stærk Birthe og du skal nok klare dig igennem – det ønsker og tror jeg på. Pas på dig selv <3

    Kærlig hilsen

    Rikke


  27. Nov 15, 2012
    9:06 pm

    Pia

    Kære Birthe
    Jeg er også en af de mange mange, der i lang tid – tavst – har fulgt med på din blok, uden at give mig tilkende.
    Hvis jeg har brug for at Google en opskrift, og din side kommer op som et af de første hits, er det altid hos dig, jeg starter. For nyligt fandt jeg også ud af, at min voksne datter gør det samme – uden vi nogen sinde har snakket om det.
    Da jeg læste om din kogebog, syntes jeg det var fantastisk og samtidigt selvfølgeligt, at du skulle udgives, og et julegaveønske kunne skrives på listen :-)
    Forleden åbnede jeg en blog-reader app, på min iPad – hvor din blog altid ligger først og ordet kræft sprang mig i øjenene.
    Det føltes som et slag i maven – til min store undren – jeg kender dig jo ikke. Men når jeg læser de utallige kommentarer, du har fået de sidste par dage, kan jeg læse, at vi er mange, der føler sådan: Vi kender dig ikke personligt, men alligevel har du været en del af vores liv – en del vi regnene med, ville blive ved at være der.
    Du skriver et sted, at vi må undskylde, at din blok ikke er særlig opløftende i disse dage – jeg synes, den er fantastisk!
    Jeg er sygeplejerske, har passet mange kræftpatienter og også lavet paliativ pleje og min første tanke, da jeg havde læst, hvad du indtil nu har skrevet, var: Der er en bog i det her! Du skriver utroligt fængslende, medlevende og ærligt – noget af det bedste, jeg har læst . Så jeg håber, det fortsat vil være muligt for dig at at skrive din dagbog, og at du fortsat vil føle, at det styrker og hjælper dig.
    Jeg ønsker dig og din familie held og lykke på den svære og krævende rejse, I er begyndt på – må I møde en masse medvind!
    Kærlig hilsen
    Pia


  28. Nov 15, 2012
    11:26 pm

    Elisabeth

    knus du kære <3


  29. Nov 16, 2012
    11:28 am

    Lene

    Kære Birthe.

    Jeg tænker fortsat meget på dig og der er jo et ordsprog, som lyder: “Den som ikke tror på mirakler, er ikke realist”
    ….. Jeg sender dig fortsat gode tanker og det samme til din kæreste.


    • Nov 16, 2012
      9:06 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Lene!

      Kendte ikke det ordsprog, så tak for at have lært mig det :-)

      Mange hilsner
      Birthe


  30. Nov 16, 2012
    12:51 pm

    Birthe

    Hej Birthe
    Er lydbøger noget for dig? Desværre er der kort frist til download – indtil 19 november http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Laeseklubber/Lydbog/Download/20120213154155_2_1_2.htm?nyhedsbrev, men specielt “Empire Falls”, om en lille by i Maine kunne måske bringe dine tanker på en rejse.


    • Nov 16, 2012
      8:53 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Birthe!

      Jeg har været glad for lydbølger, men jeg kan desværre ikke rigtig koncentrere mig om det. Men tak :-)

      Mange hilsner
      Birthe


  31. Nov 16, 2012
    7:29 pm

    anjoe

    Kære Birthe
    Jeg må erkende, at have svigtet dig lidt. Ikke at det hidrører din kræft, men at jeg desomkring ikke luftede egne følelser, blot gav dig opråb :)
    Du og jeg ligner mægtig meget hinanden – åhr nej, ikke madmæssigt, for der er du totalt skarp, jeg lader kontra min Rimkoger lave mad de fleste dage…
    Men, Birthe, din situation ser pokkers dårlig ud, og jeg vil bare godt have, at du lader din kæreste såvel som fotograf Line få dit blognavn/password, så at de kan skrive samt betale hilsener flere år efter din død. Det har du fortjent, og når folk googler, ja da får de din blog besøgsmæssigt :-D
    Skriv en hilsen afslutningsmæssigt – og drop alle tumpede folk, der bare er klogere end dig og mig, for de ejer intet menneskeligt logisk :-D


    • Nov 16, 2012
      8:52 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Anjoe!

      Jeg har sikret mig at min blog består, men I skal nok ikke regne at få svar på evt. kommentarer. Det er vigtigt for mig at bloggen altid vil være der, jeg vil efterlade mit “mark” :-)

      Mange hilsner
      Birthe


  32. Nov 21, 2012
    3:46 pm

    Jannie

    Hold da op. Sad på facebook forleden dag og faldt tilfældigt over din blog. Har for første gang denne sommer besøgt New York, en stor drøm der gik i opfyldelse.
    Meget uventet læste jeg et lille uddrag af din dagbog. Puha, først lukkede jeg ned, ville ikke lukke den frygt for kræft ind i mit hoved. Tænkte bare stakkelse kvinde.
    Alligevel blev det møde ved at sidde i min mave resten af dagen, så igår da jeg havde sendt min datter i skole besluttede jeg mig for at læse din dagbog, for kan du tåle at skrive det, i det du sidder i, så kan jeg også tåle at læse det. Stor beundring, der må bag de taster sidde en utrolig stærk kvinde, der på trods af livets store lussing, kan skrive om hendes store og svære kamp, og alligevel gøre det i en tone der stråler af overskud og livsglæde. Wauw, sikke en kvinde.

    Jeg er trist på dine vegne, dog tror jeg på, at med det syn og den livsglæde du udviser, vil du snyde døden, til det passer dig. Kæmp.

    Sender der masser af positive tanker


    • Nov 21, 2012
      10:52 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Jannie!

      Det glæder mig rigtig meget at du har læst det, jeg håber på at jeg kan være med til at fjerne nogle tabu’er ved at være åben omkring det hele. Det er ikke nogen sjov situation men det er jo ikke så meget at gøre ved det og så må jeg bare få det bedste ud af den tid jeg er her, om det er måneder eller (forhåbentlig) år :-)

      Mange hilsner
      Birthe


  33. Nov 22, 2012
    12:11 pm

    Sisse

    Kære Birthe,

    Sidst jeg var på din hjemmeside, havde du lige udgivet din bog – nu sidder jeg her og er i chok.
    Tak for din åbenhjertelige beretning. Min bror er netop nu i kemoforløb (lungecancer) og jeg føler at du fortæller mig alt det, han ikke magter. Vi er mange der er med dig i din proces herude, tak for din åbenhed. Du gør en KÆMPE forskel ved blot at være dig. Jeg beundrer dig og krydser alt hvad der kan krydses!
    Knus fra Sisse


    • Nov 22, 2012
      12:26 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Sisse!

      Det gør mig ondt at læse om din bror, jeg ønsker jer alt det bedste og at han vil komme godt igennem det. Vi tackler alle sammen sådan et chok på forskellig måde. Jeg har altid skrevet mig ud af kriser og det er også sådan jeg har planlægger at gøre denne gang, så længe jeg kan. Mit ønske er måske at kunne hjælpe nogen der er i samme situation, sætte ord på tanker og måske få raske mennesker til lige at stoppe op og tænke over hvad der vigtigt :-)

      Alt det bedste til din bror, dig og resten af familien

      Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Jeg er også på Twitter

Mine netværk

Abonnere med e-mail


 

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!