Newyorkerbyheart

Kræft-dagbog: 1. Kemo-behandling……

Mandag den 3. december var den dag min kemo-behandling startede og den dag hvor jeg med vemod måtte sige farvel til D6. Det er usandsynligt at jeg kommer tilbage dertil og det gør mig faktisk rigtig trist. Jeg har aldrig oplevet en sygehus-afdeling som den. Ligeså snart du sætter foden indenfor, mødes du af den gode stemning, af smil og venlighed – så det var hårdt at skulle vinke farvel til det ukendte på sådan en mandag morgen……

Alle fortalte mig at der jo var for mit eget bedste at jeg skulle skifte afdeling, det er jo R (onkologisk) der har ekspertisen og deres sygeplejersker der skulle kunne give den bedste pleje. Jeg faldt bare aldrig til…….

Jeg gik fra at være et menneske, en patient, der blev mødt med venlighed, næstekærlighed, medmenneskelighed og smil til at være et objekt, et nummer i rækken af mennesker der skal have en kemo-behandling. Den overgang havde jeg meget svær ved at tackle. Jeg vil ikke afvise at jeg måske er blevet lidt forkælet på D6, men det var noget af et chok at lande på afd. R, hvor der herskede totalt kaos og hvor travlhed og stress stod at læse i alles ansigter. Ingen varme, ingen medmenneskelighed og ingen smil.

Jeg kom ind på en 2-mandsstue. Jeg må indrømme at jeg synes at mennesker der er så syge som kræftpatienter – og mange andre syge – de fortjener at få enestue. Jeg kan leve med bad og toilet på gangen, men jeg synes det burde være en menneskeret at alvorlig syge mennesker, får deres eget værelse. Ikke nok med at skulle dele værelse, så er værelserne også små og derover absolut ikke noget privatliv. Det gardin der skulle sikre bare noget der minder om privatliv, kunne ikke trækkes ordentlig for, så der kunne vi så ligge og kigge på hinanden i al vores elendighed.

Nå, men jeg fik altså tildelt en seng og jeg fik den tempur topmadras som jeg efterspurgte. På D6 havde jeg lagt på sådan en i de sidste dage og det havde gjort en kæmpe forskel for mig, fordi mine rygsmerter forsvandt helt. Det er meget pinefuldt kun at kunne ligge på ryggen, skulle jeg hilse og sige, så en god madras er guld værd. Siden jeg fik den madras, har jeg ikke haft indtil ryggen.

Jeg havde fået at vide at jeg skulle have en to-dages kemo-behandling, men det viste sig at det var en 3-dages kemo-behandling jeg skulle have. Lægen kom også og talte med mig og for at være helt ærlig så synes jeg ikke at hun var særlig positiv. Jeg ved godt at mine chancer ikke er de bedste i hele verden, men det er nu rart at kunne fornemme et gnist af håb i ens læge. Hun sagde:”lad være med at udskyde til 2014 hvad du kan gøre i 2013″. Jeg ved jo godt at det er rigtigt, men det fik mig også til at tænke, at det skulle hun fandme (undskyld mit sprogbrug) ikke bestemme…..

Der herskede en del kaos på afdelingen, men efterhånden fik jeg styr på seng, informationer og mine ting. Hen mod middag var jeg ved at være klar til at modtage første kemo-behandling. Først skulle jeg have 2 liters væske over 2 timer, så 2 2/1 times kemo og så sluttes af med 2 liter væske over 2 timer. Al den væske der kommer ind skal jo selvsagt ud igen, så jeg lå i konstant rutefart til toilettet. Faktisk kunne jeg lige så godt bare have slået mig ned på toilettet og indrettet mig behageligt, for det var alligevel der jeg var det meste af tiden :-) Kæresten sad troligt og fulgte det hele – og hjalp mig – når jeg var ved at blive viklet helt ind i alle ledningerne på dropstativet.

Inden jeg startede med kemoen fik jeg noget kvalmestillinde, men jeg fik alligevel noget kvalme efter endt behandling. Efter en sprøjte med kvalmestillende ind i droppet, fortog det meste sig dog. Jeg spiste ikke noget aftensmad, men fandt ud af at æblegrød med skummetmælk gjorde godt, så det spiste jeg noget af. Det mærkes ikke som sådan at få kemo og den type jeg fik var ligeså klart som vand. Det kommer ind i kroppen via drop ind i armen, så det hele er meget simpelt.

Kæresten tog hjem efter aftensmaden, han havde haft endnu en lang dag herovre og kravlede bare under dynen. Jeg var helt smadret og havde heldigvis værelset for mig selv. Det er virkelig et privilegium jeg har lært at sætte pris på……

Tirsdag var min kemo sat til klokken 12.30, jeg bestemmer mere eller mindre selv hvornår jeg får det. Kemoen tirsdag var kun 1/2 time, så det er jo ren luksus. Jeg fik lidt kvalme igen, selvom jeg fik kvalmestillende piller, men det var ikke så slemt.

Om eftermiddagen kom Mette på besøg, en jeg har lært at kende gennem min blog. På vejen herop var hun kommet forbi den lille boghandel nede ved kiosken, som sælger bøger til medicin-studerende. I deres udstillings montre havde de MIN kogebog, Newyorkerbyheart – Amerikansk Homecooking, hvor blev jeg stolt. Ikke lige det sted jeg havde forventet at de ville have min bog :-) . Det var dejligt at have besøg af Mette, hun er så sød og så gav hun mig ideen til kærestens julegave. TAK, Mette.

Om aftenen kom søde Bianca og hun havde de lækreste cupcakes med. I skal nok få et billede af dem, når jeg kommer hjem til min bærbare og bedre kan finde ud af at ligge dem på. Selvom jeg godt kunne mærke jeg var træt, så var det hyggeligt at sidde og snakke med Bianca. Høre lidt om livet udenfor hospitalets murer.

Onsdag var sidste kemo-dag for denne gang. Jeg havde haft en dårlig nat fordi hende der lå ved siden af mig havde brug for hjælp det meste af natten, hvilket betød at jeg fik sovet meget lidt. Det er paradoksalt at de fortæller en at det er super vigtigt at få en god nattesøvn og de så laver hospitaler med flersengsstuer, neonlys lys i loftet og kun en kontakt så det er alt lyset tændt – eller intet…..

Nå, men kemoen var sat til ved 10-tiden og også denne gang var det kun 1/2 time. Kæresten kom over, efter en velfortjent fridag, dagen før. Pludselig begyndte smerterne igen at komme i min højre flanke, ved nyrerne – og jeg må tilstå at jeg blev nervøs – for det var jo sådan den famøse torsdag startede. De fik mig dog beroliget og jeg fik noget morfin. Efterhånden fortog smerterne sig også og da kemoen var overstået og den værste kvalme væk, begyndte jeg så småt at pakke sammen.

Inden vi skulle hjemad ville jeg dog lige over på D6 og sige farvel til dem der var der. Jeg havde fået kæresten til at købe noget chokolade og et kort. Han havde også taget en kogebog med som jeg signerede og som blev givet til afdelingen, så måtte de selv finde ud af at dele den.

Kæresten kørte mig derover i kørestol og på vejen over til D6 kom vi til at tale om at det egentlig kunne være praktisk i nogle situationer at have sådan en kørestol. Det kunne måske give os mulighed for at lave noget vi ellers ikke kunne gøre.

Det var dejligt at være tilbage, “hjemme”, på D6. Der hersker bare en fuldstændig anden stemning og atmosfære. Jeg tror at de blev glade for at jeg/vi kiggede forbi – og for gaverne. Selv en af lægerne kom forbi og gav sig tid til lige at sætte sig ned og snakke lidt. Den fantastiske Inger J – som jeg mener er en engel – hjalp os også med at kunne låne en kørestol i et par måneder. Hun er så sød, så menneskelig og så rolig. Hvis jeg havde råd til det, ville jeg bede hende om at blive min private plejer, som jeg kunne tage med på den kolde og følelsesløse afdeling R. Hun ville kunne lære dem en hel del om medmenneskelighed, om at passe syge mennesker, om varme og næste kærlighed. Den dag vi kom havde hun lige fået tildelt en pris som hendes kollegaer havde indstillet hende til, jeg kan kun sige at hun har fortjent enhver pris hun kan få. Jeg savner hende og hele afdeling D6 og ville inderligt ønske, at jeg kunne få lov til at blive på den afdeling i den tid jeg skal være på OUH. Afdeling R – onkologisk – bliver aldrig mig. Jeg er ikke god til bare ar være en ud af mange, til ikke at møde venlighed og varme. Kold – men professionel – pleje er bare ikke mig og derfor vil jeg i fremtiden være på patienthotellet når jeg skal have mine behandlinger. På den måde er jeg også sikret fred og ro – og min nattesøvn.

Nå, men på vejen hjem fra OUH, slog vi lige et smut forbi Ikea. Jeg blev sat i den lånte kørestol og på den måde kunne jeg også holde det ud. Det var kun et ganske kort visit, vi vidste præcist hvad vi skulle have og så var det bare ud igen. Da vi skulle til at køre hjem, opdagede jeg at mit nefrostomi kateter var utæt, så jeg måtte ind på toilettet og kæresten måtte også hjælpe mig. Det er sådan en ting jeg finder uværdigt. Jeg vil have at min kæreste skal være min kæreste og ikke en hjælper/plejer der skal rode med kateter og urin! Men ved fælles hjælp fik vi lidt styr på det. Jeg overvejede kort at vende tilbage til OUH, men slog det ud af hovedet igen, jeg kunne bare ikke overskue det. Det er før sket at den har været utæt fordi en af slangerne har snoet sig, så jeg regnede med at det bare var det vi skulle have fikset.

Da vi nåede hjem, var jeg plaskvåd igen, så vi havde ikke fået fikset det helt. På vejen havde jeg fået lavet en ekstraordinær aftale med hjemmesygeplejersken om at hun skulle komme og skifte min bandage, så hun kom og fik kigget til det og sat det hele rigtigt. Om aftenen var vi nede ved gode venner og spise, vi fik kylling og pasta, efter mine ønsker. Hvor er det dejligt med sådan nogle venner, der laver lige det jeg gerne vil have og som hjælper os i denne situation, hvor vi begge to er maksimalt pressede. TAK, Steffen og Lotte, I er en FANTASTISK hjælp og støtte!!

Jeg havde kvalme det meste af dagen, men tog nogle kvalmestillende piller.

Den første morgen hjemme vågnede jeg op med 38,3. Jeg kunne godt mærke at jeg havde feber og har fået at vide at ved 38,5 skal der ringes ind til OUH med det samme. Udenfor var der det smukkeste vejr og efter en sen morgenmad var vi ude og gå en lille bitte tur. Bare op for enden af vejen og tilbage igen, små 10 minutter, men det var dejligt. Bagefter kørte kæresten over og handlede lidt, mens jeg hvilede mig lidt. Hvor var det dejligt at være hjemme ved prinsessen, sove i sin egen seng og kigge ud på den dejlige natur udenfor vores vinduer. Jeg har virkelig lært at sætte pris på mit hjem i det seneste stykke tid, hvor jeg ikke har været meget i det.

Kærestens mor kom om til en kop eftermiddagskaffe og medbragte æbleskiver, lige hvad jeg havde lyst til og jeg spiste med god appetit. Aftensmaden bestod af røræg og bacon, det var hvad jeg havde kræfter til at kunne lave og så er det jo heldigt at røræg og bacon smager godt :-)

Feberen faldt heldigvis i løbet af dagen, men mit nefrostomi kateter gjorde stadig knuder og var endnu engang utæt. Der var der også kommet smerter til så jeg ringede til OUH, som ville have at jeg skulle komme dagen efter. Det gjorde mig trist til mode, for jeg havde glædet mig til at skulle være hjemme i 3 uger, så det var alt for tidligt at skulle tilbage. Mht kemoen så vil jeg sige, hvis ikke der bliver værre end det jeg har været igennem denne gang, så skal jeg nok holde det ud, jeg er sikker på at det kunne være meget værre.

I fredags vågnede jeg op med 39,9 i feber, forfærdelige smerter i nyrerne og en tom nefrostomi pose – hvilket betød at det slet ikke virkede – så godt at vi alligevel skulle på OUH. Vi havde fået en tid klokken 09.00 og jeg valgte at være fastende fra aftenen før, fordi jeg havde en formodning/forventning om at de ville ligge nefrostomi kateteret om. Kæresten satte mig af udenfor afdeling R’s dør (og kørte hen og parkerede) og jeg nærmest kravlede ind i elevatoren, jeg havde bare ondt. Jeg fik heldigvis en seng med det samme og noget smertestillende, så det var til at holde ud at være til igen. Jeg fik at vide at det var en god ide at jeg var fastende. Efter at have talt med en læge, skulle jeg “bare” vente på at blive scannet, så de kunne se hvad der var galt med det nefrostomi kateter. Jeg fik lagt drop og startede med at få antibiotika med det samme, de mente jeg havde fået en infektion i nyrerne og noget blærebetændelse.

Som timerne gik begyndte jeg at blive mere og mere desperat efter at få noget at drikke. Jeg følte mig helt dehydreret og var helt udtørret i munden. De kom ind og sagde at de rykkede og rykkede for at få mig ind, men der skete ikke så meget. Ved 15-tiden blev jeg flyttet ind på en stue og var ved at være absolut desperat efter noget at drikke. Mad var jeg ligeglad med, men jeg ville have slået ihjel for et glas vand. Der skulle dog gå indtil klokken 17.30 førend en læge sagde, “giv dog den patient noget at drikke”………

Hold op hvor var det fantastisk, på det tidspunkt havde jeg ikke drukket siden ved 21-tiden dagen før. Vi ventede og ventede – og endelig – ved 20.30-tiden kom jeg ned og lev kigget på. De fandt hurtig ud af at det nefrostomi kateter bare skulle ud. Mine nyretal var fine og tilsyneladende havde det indvendige kateter begyndt at virke, men de ville ikke fjerne det førend jeg var feberfri. Sådan! Det tog dem 10 minutter at komme frem til den afgørelse, men på det tidspunkt var jeg bare glad for at jeg i det hele taget kom for :-)

Min temperatur kørte op og ned og jeg fik regelmæssigt antibiotika i mit drop.

Endelig kunne kæresten køre hjem efterløn lang og udmarvede dag.

Natten var præget var feber og kulderystelser. På et tidspunkt nåede jeg op på 39,9 og da jeg vågnede havde jeg svedt som jeg ved ikke hvad. Alt måtte skiftes og jeg fik mig et bad. Smerterne i nyrerne var nærmest ulidelige og jeg fik af og til en morfinsprøjte i løbet af dagen, men det kunne alligvel ikke helt tage smerterne. Antibiotika-kuren forsatte også. Kæresten kom lidt over middag og lidt senere kiggede kærestens mor, søster, kæreste og lille Clara også forbi. Det er så dejligt med besøgende, men hold op hvor jeg også bliver træt bagefter.

Mit kateter blev igen utæt og hele sengen og jeg selv var våd, hvilket ikke er nogen rar fornemmelse, men det blev skiftet og fik endnu et bad. En time senere var det galt igen (her var kæresten) tager hjem og jeg fik at vide at de ikke have tid, jeg måtte vente. Selvom det ikke var rart, så var der jo ikke så meget at gøre ved det. Efter et par timer, hvor jeg havde hørt andre ringe – og få hjælp uden at skulle vente – ringede jeg igen fordi jeg ville høre hvor længe der gik. Ind kom en social- og sundhedsassistent ( som tidligere på dagen havde bedt mig om at samle sammen inden jeg ringede, selvom jeg faktisk ikke ringer særlig tit) som sagde til mig, at nu måtte jeg altså vente til det blev min tur. De var kun 4 på arbejde til en hel gang og de arbejdede alt hvad de kunne!!

Jeg blev bare så ked at det og der lå jeg så i al min ynkelighed og græd i en våd seng og våd fra inderst til yderst. Meget nedværdigende og jeg håber aldrig at jeg skal opleve det igen.

Jeg lå og tænkte på om man kan få lov til at flytte afdeling, om jeg kan blive tilknyttet D6 i stedet for. Faktisk overvejede jeg tage mine ting og gå derover og lade mig indlægge der i stedet for. Jeg var gal og trist på samme tid. Efter 2 timer og 45 minutter blev det dog endelig min tur, hold op hvor var det dejligt at få en tør seng og noget tørt tøj på. De bandt mig godt ind, så de ikke skulle skifte det igen lige med det samme. Lægen havde i mellemtiden været og bestemt at det nefrostomi kateter bare skulle ud, feber eller ej og jo hurtig jo bedre.

De må have fået rettet på nogle af slangerne for det holdt tørt lige indtil i dag (mandag), hvor nefrostomi kateteret endelig blev fjernet. Det tog ikke særlig lang tid og gjorde ikke så ondt, det var ikke nødvendigt med bedøvelsen af nogen art. Men smerterne i nyren er der stadig, så jeg får stadig en sprøjte med morfin af og til.

I går blev kæresten hjemme, da der jo ar varslet snestorm og jeg tog mig en total sovedag, hvilket jeg nok har haft godt af. Jeg var stort set kun vågen når jeg skulle spise.
I morgen skal jeg hjem, forhåbentlig, og denne gang skulle jeg gerne blive hjemme indtil næste kemo-kur starter mellem jul og nytår, hvor jeg checker ind på patienthotellet. Lige nu synes jeg at jeg har set sygehus nok for det næste lange stykke tid :-)

Print Friendly
Tilbage

24 kommentarer


  1. Dec 10, 2012
    10:47 pm

    Pia

    Søde Birthe, hvor er jeg ked af, at du skulle rende ind i en så uvenlig og “kold” behandling – især fra den assistent, der irettesatte dig – hvad bilder hun sig ind :-(
    Uanset hvor travlt de har, og det har de, så skal de stadig behandle dig, som det voksne menneske du er og de skal tale ordentligt til dig. Alt andet er ikke bare uvenligt, det er uprofessionelt.
    Jeg ville ønske, jeg kunne gøre mere for dig end bare at sende et virtuelt knus.
    De kærligste hilsner og varme tanker fra Pia


  2. Dec 10, 2012
    11:28 pm

    Karina Braae

    Tag det som ros…. Din dagbog er min godnathistorie for tiden og jeg bliver rørt til tårer hver gang du fortæller noget nyt forfærdeligt du har været igennem.
    Det er ikke til at begribe. Man ved aldrig hvad dagen bringer…
    Ønsker så meget for dig at du får en fantastisk jul og at du kommer hjem i morgen og nyde de små ting i hverdagen.
    Mange hilsener fra Karina


  3. Dec 10, 2012
    11:31 pm

    Anne

    Du er så sej :-) Sender lys energi i din retning i rå mængder, og håber du kan komme hjem og blive hjemme til efter jul .
    Hold modet oppe og humøret højt ( eller så højt som muligt :-) )Fantastisk bog du har skrevet …


  4. Dec 11, 2012
    12:00 am

    lone

    Det er virkelig rystende. Håber forholdene på den afdeling er enkeltstående og hvis ikke, så er det godt du råber op, Birthe, så de ansvarlige for afdelingen får forbedret plejen og omsorgen for patienterne. Har selv været sygeplejerske i 25 år og ved udmærket godt at der kan være travlt, men plads til omsorg for den enkelte patient, ja, det er der tid til og ingen patienter skal ligge våde fra top til tå. Det er helt uanstændigt og jeg kan godt forstå du blev slået helt ud. Jeg bliver rasende når jeg læser om den behandling du har fået.
    Håber du får kræfterne igen i dine hjemlige omgivelser og godt du råber højt når du oplever sådan en elendig behandling. Du klarer det bare så flot og skal nok komme igennem det ;)


  5. Dec 11, 2012
    12:06 am

    Signe / girlslovefood

    Godt at få en lille update.
    Hold kæft en crappy (ja nu må du undskylde MIT sprog, haha)sygeplejerske, der kommer med en sådan udtalelse. Men sådan er nogle sygeplejerske og læger, de mangler en blød humanistisk side i dem.
    Jeg håber trods alt, du får en rar jul med din søde kæreste :)
    k.h. Signe / girlslovefood


  6. Dec 11, 2012
    12:09 am

    Susanne Lænkholm

    Kære Birthe <3 Sikke en omgang, jeg bliver så forbandet og ked af det på dine vegne over, at du er så uheldig at møde en gimpe til sygeplejerske, der ikke evner empati og situationsfornemmelse…….:-(
    ALDRIG skal man finde sig i sådan en ydmygende behandling, du er sat i en situation hvor du er magtesløs og helt afhængig af en sygeplejerskes "nåde", shame on her…..!

    Håber inderligt du kommer hjem med færre smerter og får nogle dejlige dage hjemme i stuen, hvor du kan betragte det kolde, hvide og fygende snevejr…
    Knus til dig, som jeg beundrer for din evne til at være positiv midt i smerter og frygt – du er simpelthen så sej…ved jeg har skrevet det før, men det blir det ikke mindre rigtigt af..
    God bedring <3


  7. Dec 11, 2012
    12:12 am

    Susanne Lænkholm

    Ps. Nu skal jeg altså have fat i den bog, du har skrevet…..lyder på alle måder spændende, jeg elsker mad…så det må være en julegave ide til flere rundt om…
    :-)


  8. Dec 11, 2012
    6:29 am

    Sara

    Jeg føler med dig, og håber det bedste for dig. Du burde samle dine oplevelser og sende til sygehusledelsen. Min far var indlagt på Afd. R, og oplevede samme behandling, eller mangel på samme, som dig. Det er bare ikke i orden det der.


  9. Dec 11, 2012
    8:26 am

    Marie / Cocina Fragrante

    Åh Birte, hvor man dog ønsker for dig, at du kommer tilbage på D6! Det sidste du har brug for oveni kemobehandlingen er da at blive udsat for sådan en behandling. Så sejt, at du holder humøret oppe på trods. Hepper på dig!


  10. Dec 11, 2012
    11:07 am

    Cook Valley

    Kære Birthe
    Uanset, hvor travlt en afdeling har, skal de behandle mennesker ordentligt!
    Som meget syg patient er du magtesløs og kan ikke gøre noget for at sige fra – ikke engang bare gå din vej. Det er ulideligt, at sygeplejersker og læger bliver så følelseskolde og de burde skamme sig…. Hvis det var et dyr, der var tale om, ville de blive indberettet til myndighederne over denne behandling!
    Jeg frygter, at de tænker, at så syge mennesker som dig, alligevel ikke har overskud til at klage, så derfor fortsætter de denne urimelige behandling af mennesker, der lider.
    Jeg håber det bedste for dig og ønsker, at du kommer til at tilbringe julen hjemme hos kæresten og Prinsessen med gode venners selskab.

    Venligst Birte


  11. Dec 11, 2012
    11:14 am

    Rikke

    Nu har jeg endelig fået læst mig hele vejen igennem din blog, og jeg er helt sikker på at jeg komemr til at følge dig fremover.

    Jeg fik helt ondt i maven da jeg læste om den sygeplejerske der irettesatte dig – Hun har vist aldrig selv været syg, hjælpeløs og afhængig af andre menneskers hjælp, og hun skulle have en ordentlig opsang skulle hun.

    Glæder mig til at læse mere om dig.

    /Knus Rikke


  12. Dec 11, 2012
    11:37 am

    anjoe

    Du får sandelig oplevet, hvor forskelligt afdelinger fungerer, og jeg bliver harm over den behandling, du er blevet udsat for senest.
    En ting, der også fik mig til at se rødt, var, at du troede at skulle kemobehandles i 2 dage, og så viste det sig at være 3. Du havde “indstillet” din psyke til at skulle klare de 2, og så bliver du logisk nok slået ud af kurs allerede da! Og den helt overflødige bemærkning fra lægen om ikke at udskyde ønskede oplevelser, jamen da, du er forud blevet informeret om dine odds og har efterfølgende sagt ja til behandling, så nu skal der arbejdes positivt. Jøsses!!!
    Jeg forstår godt, at personalet føler sig presset, men det ville sikkert hjælpe dem selv ditto, hvis de udviste venlighed, forståelse, og optrådte proff., istedet for at reagere så udeltagende overfor patienter, der behøver mest mulig ro og orden i deres svære situation. Ellers stresser alle :(
    Må den kommende tid samt kemobehandlinger blive lysere for dig, Birthe.


  13. Dec 11, 2012
    12:36 pm

    Carina

    Hej
    Kan høre jeg skal være lykkelig for at min kræftsygdom hører til på Vejle Sygehus. Jeg har godt nok mest ligget på organkirurgisk, da de ikke vidste det var kræft. Men lå 1 døgn på onkologisk, som jeg er tilknyttet i forbindelse med kemo, for at få lavet en ekstra biopsi. De var virkelig søde. Kan sagtens følge dig mht dem man ligger sammen med. Har ikke noget imod at ligge sammen med andre, men måske man sku lægge folk der var nogenlunde lige syge på samme stuer. Jeg lå sammen med en ældre dame der havde givet op. Da vi tog hjem dagen efter sagde jeg farvel og at jeg håbede det blev bedre, der var hendes svar ‘det gør det ikke’. Kemoen havde ikke virket på hende. Tidligere på dagen havde hun en lang snak med sygeplejersken, hvor vi sad og fik tårer i øjnene og var lige ved at gå ud af stuen. Ikke opmuntrende når man er i starten af en behandling, selvom det slet slet ikke er samme variant af sygdommen. Men man kan jo ikke undgå at tænke….
    Go bedring.

    Hilsen Carina


  14. Dec 11, 2012
    1:30 pm

    Charlotte den 2.

    Kære Birthe – jeg har ikke ord for hvad du har været igennem, det gør mig så trist og ked af det på dine vegne. Det burde være en menneskret med en enestue når man skal igennem det du skal i den nærmeste fremtid. Det er trist du måtte flytte til en anden afd. det betyder enormt meget man falder i hak med personalet – kærlighed, empati og nærvær er det man har behov for – men ikke altid modtager.
    Det er ikke helt forkert når man siger der skal et godt helbred til at ligge på hospitalet. Dejligt for dig du kan ty til patienthotellet – jeg ved ikke helt hvordan det fungerer? Men af navnet lyder det som om du har en stue for dig selv, vigtigt når søvnen er så vigtig.
    Mange kærlige hilsner
    Charlotte


  15. Dec 11, 2012
    3:26 pm

    Camilla

    Birthe, jeg beundre dig enormt meget for dit mod og din evne til at saette ord paa alt det du gennemgaar med din sygdom. Det er saa inspirerende og medrivende at laese om og foelge med i. Dit syn paa livet er en kaempe inspiration.
    Jeg haaber at du faar lov til at blive hjemme indtil naeste omgang kemo skal overstaaes. :)


  16. Dec 11, 2012
    7:54 pm

    Sofie

    Jeg bliver sgu så ked af det, når jeg læser om ufølsomme og uvenlige sygeplejersker, læger og SOSU’er. Det er præcis det modsatte af, hvad vi lærer. Man kunne have formidlet den besked SÅ meget anderledes.
    “Vi er simpelthen så pressede lige nu, og jeg ved godt, at det slet ikke er dit problem, men jeg lover dig, at vi skynder os så meget vi overhelehovedet kan for at hjælpe dig lige om lidt, og jeg er virkelig ked af, at du må vente” fx.
    Det havde ikke gjort det rart eller lækkert, men det havde måske gjort den menneskelige oplevelse lidt bedre.


  17. Dec 11, 2012
    8:13 pm

    Elisabeth

    kæreste du
    tusind tanker og lys til dig <3


  18. Dec 12, 2012
    10:06 am

    Marlene

    Kære New Yorker by heart.
    Jeg har stor fornøjelse fulgt med i din blog, en hel del år efterhånden. Det begyndte da jeg boede med min familie i Afrika og søgte danske opskrifter. I Afrika lærte jeg at være kreativ i køkkenet og lærte bl.a. at lave dansk rugbrød af amerikansk morgenmadsprodukt. Jeg vil gerne takke dig for at skrive så levende og ærligt om dit liv på bloggen, det er bestemt en af grundene til at jeg har fulgt med i din blog alle årene. Jeg er ked af at læse du er syg og tænkte du sikkert ville blive glad for at få en lille hilsen fra en af dine læsere. Jeg tænker på dig og er glad for at høre at du har gode venner og familie til at passe godt på dig. Den omsorg fra omverden viser jo også at du må være et dejligt menneske.
    De bedste tanker og hilsner til dig.
    /Marlene


  19. Dec 12, 2012
    5:16 pm

    Lotte

    Tårerne triller ned af mine kinder! Dit stakkels menneske, jeg har så ondt af dig. At følge med i dit sygdomsforløb giver stof til eftertanke, og jeg synes det er stærkt at du deler det med os. Jeg ønsker for dig og din familie, at i får en fredelig jul. Kram og tanker <3


  20. Dec 13, 2012
    11:30 am

    Christina

    Jeg har det ikke så godt for tiden, så nøjes i denne omgang med at smide en lille kommentar.
    Det er godt nok en hård omgang, du skal igennem :( Sender dig alle mine gode tanker.
    Stort knus herfra.


  21. Dec 13, 2012
    9:54 pm

    Hanne Bech

    Kære Birthe
    Er en flittig bruger af din blog som altid er en dejlig inspiration. Er meget ked af at høre, at du er blevet syg… Ønsker dig rigtig god bedring, strabadserne må overstås så du kan blive rask igen.
    Mange kærlige hilsner
    Hanne Bech


  22. Dec 14, 2012
    5:23 pm

    Tina

    Sender en masse gode tanker og karma til dig fra Nordjylland. Self er du en af de 10%, alt andet er ikke en mulighed ;)


  23. Dec 15, 2012
    8:25 pm

    Piskeriset

    Nu må det også være din tur til at have lidt fred og kunne slappe af i eget hjem. Det er barske ting, du gennemgår. Håber at prinsessen nusser lidt om dig, når du er hjemme :-)


  24. Dec 15, 2012
    9:33 pm

    Sara

    kære Birthe,
    håber du har det godt. Og at du er kommet godt hjem. Afd R lyder godt nok ikke rar at være på, kan virkelig godt forstå dig og jeg håber at du kom over på D6 istedet for. Føler med dig!
    mange knus sara

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Jeg er også på Twitter

Mine netværk

Abonnere med e-mail


 

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!