Newyorkerbyheart

Kræft-dagbog: Julen 2012…………….

Lille Clara holder øje med træet – og mig………..

Fint dækket op til den store julemiddag…….

Clara underholder under julemiddagen……..

Der var også tid til eftertænksomhed……..

…….og vi havde vores egen DJ……..

Vores gave til Clare, en sækkestol……..

Mine gaver, dog mangler der et par strømper og en pyjamas som jeg har på i skrivende stund……..

Jeg er vild med dette billede af lille, smukke Clara……..

Så er julen overstået for i år. Jeg vågnede op den 24. december i et lidt mærkeligt humør. Jeg sad og tudede lidt over morgenmaden, jeg kunne ikke lade være med at tænke på om dette var den sidste jul jeg oplevede. Det er nogle mærkelige tanker der går igennem min hjerne og jeg kan ikke altid selv styre dem – eller har i hvert fald ikke lært der endnu. Jeg græd også over det uoverskuelige i at holde jul sammen med så mange mennesker, selvom vi faktisk ikke var mere end 7 voksne og lille Clara. Alting kan virke uoverskueligt for mig i sorte stunder…..

Jeg lavede mindst muligt i løbet af dagen og fik mig også en lur, inden vi kørte om til kærestens mor – som holdt juleaften – ved 17.30-tiden. Resten af dem vi skulle være sammen med – kærestens søster, hendes kæreste, hans forældre og lille, smukke Clara – var mødtes om eftermiddagen til æbleskiver og gløgg. Lille Clara oplevede hendes 2. juleaften, men sidste år var hun kun en god måned gammel, så da fik hun ikke så meget ud af det. Hun kunne underholde os alle og hun er bare så smukt, glad, harmonisk og charmerende et barn. Men hun er også en lille ballademager og skal hele tiden lige prøve grænser af, men sådan skal det jo være :-)

Julemaden var super lækker. Kærestens mor havde stegt en lækker and, stegt flæskesteg, kogt kartofler, lavet rødkål og sauce. Kærestens svogers papfar havde lavet sønderjydsk hvidkål (som de altid får i kærestens familie), kærestens søster havde kogt og pillet kartofler til brune kartofler og lavet en rødkålssalat. Vi medbragte ris a l’amande, småkager og lidt konfekt. Jeg formåede at nyde julemaden og spiste faktisk ret godt, men jeg havde heller ikke rigtig spist noget i løbet af dagen. Imellem and og ris a l’amande fik jeg lige en lille lur. Jeg lod de andre om at danse rundt om træet, så langt rakte kræfterne ikke, men det var en fornøjelse at se lille Clara. Jeg tror ikke hun forstod så meget, men hun fulgte bare med og hun gjorde det godt :-)

Vi gav hende en sækkestol i sølv, som vi syntes var super sej. Det så ud til at den faldt i god jord. Ved 21.30-tiden takkede jeg af, jeg kunne ikke mere, så kæresten kørte mig hjem og puttede mig i seng. Kæresten og jeg valgte at vente med at åbne vores gaver til hinanden til morgenmaden næste dag.

Jeg gav kæresten et gavekort til at brygge hans eget øl sammen med nogle venner og nogle uger efter kan de så komme tilbage og tappe det og sætte etiketter på som de selv har designet. Jeg har købt det hos Bryg Selv i Odense. Jeg fik ideen fra søde Mette, som har besøgt mig et par gange mens jeg har været indlagt på OUH. Straks hun fortalte om det, tænkte jeg at det var den helt rigtige gave. Det ville give ham en oplevelse, som han kan dele med hans venner og så kommer han også til Odense og får en god oplevelse, hvilket har lagt mig meget på sinde. Desuden gav jeg ham også et par bøger og et par lækre kvalitets høretelefoner fra Bose. Jeg var længe i tvivl om det skulle være “in Ear” eller nogen der dækkede ørerne og udelukker støj, tilsidst valgte jeg “in Ear”. Det sjove er så at kæresten også gav mig et par høretelefoner og har haft mange overvejelser omkring det :-)

Jeg fik et par lækre Sony MDR-ZX600, som er virkelig gode og også fede!! De kan lukke al hospitalsstøj ude og jeg kan være i min egen verden, helt perfekt. Desuden fik jeg Matador-boksen, fordi jeg synes den serie er så hyggelig og en lækker pyjamas.

Rigtig mange har skrevet og fortalt at de har fået min kogebog i julegave og at de synes den er god – og det glæder mig virkelig MEGET. Bogen er kommet til at symbolisere så meget for mig, den er mit hjerteblod og jeg har kastet alt hvad jeg havde af energi/entusiasme/kærlighed og dedikation i den bog, så at andre også synes godt om bogen er jo ret fantastisk. Den gør jo også, at jeg midt i alt det her kræft-halløj, føler mug uendelig priviligeret, glad og ikke mindst STOLT. Nogle læsere har endda udtrykt at de ikke havde forventet at den ville være så flot, gennemført, professionel og lækker – og det er jo herligt at overraske på den gode måde. Personligt synes jeg jo at det er blevet den FEDESTE bog, ikke mindst pga Line Falck’s smukke og stemningfyldte billeder og Pia Darfelt’s grafiske udtryk som har fuldendt bogen, så den har det helt rigtige udtryk. Min redaktør på Nyt Nordisk Forlag har selvfølgelig også hendes store del af æren. Hun har holdt snor i os alle og har haft det overordnede overblik.

Uden at jeg på nogen måde skal lyde selvfed, det håber jeg I ved, så synes jeg at det der gør min kogebog så speciel er at den skiller sig så meget ud. Den er så anderledes end hvad der ellers af at kogebøger på markedet i dag. Det er selvfølgelig også derfor jeg håber den har en chance til GOURMAND COOKBOOK AWARD 2012 i Paris i februar måned.

Har du fået min kogebog i julegave – eller givet den som gave?? Så vil jeg da gerne høre fra dig. Smid en kommentar :-)

De sidste mange dage har været præget af meget eftertænksomhed fra min side. Først og fremmest synes jeg at det er så utrolig FANTASTISK at I derude er så søde til at skrive til mig og til at hjælpe mig når I kan. I er nogle super skønne læsere som giver mig så meget hver dag. Min Facebook-side vokser støt og roligt hver dag, det er helt fantastisk at følge med i og alt det gør jo også at jeg dybest set føler mig som et utrolig priviligeret menneske. Jeg har haft et hårdt liv, har måttet træffe store og barske beslutninger og været ramt af min portion af sygdom. MEN jeg har også mødt kærligheden (hvad der måske ikke lå i kortene, med den baggrund jeg har), jeg har mødt de SKØNNESTE mennesker i verden (som hver især har hjulpet mig igennem svære perioder i mit liv), jeg har denne blog som personligt giver mig et sted at skrive mine tanker ned og jeg har fået lov til at udgive en kogebog som blev lige nøjagtig som jeg gerne ville have den. Alt i alt ville jeg ikke gøre noget om, jeg har ingenting jeg fortryder, jeg har fået det bedste ud af det liv der blev givet til mig og det er fedt at kunne sige det.

Da jeg blev syg – og stadigvæk – er det første alle siger at jeg skal være positiv, det er bare lettere sagt end gjort i nogle tilfælde. Jeg har fået mails, hvor personerne bag spørger om jeg har givet op, fordi de nogle gange synes at det lyder sådan. Jeg kan godt forstå at de spørger, men jeg har ikke givet op. Jeg er bare et menneske som har brug for at forhold sig realistisk til situationen. Det ville helt sikkert være fedt hvis miraklet skete og jeg blev rask – men virkeligheden er også bare at det ligeså godt kan gå den anden vej. Jeg ser det ikke som at give op, ved at jeg forholder mig til realiteterne – jeg ser på det som en måde at finde den indre ro – eller i hvert fald min måde at finde roen på. Når jeg ved at jeg er velforberedt, så bliver jeg rolig.

I denne tid, hvor jeg langsomt nærmer mig 3. omgang kemo, tænker jeg også meget på hvor mine grænser går. Jeg har oplevet en del smerter i venstre armhule og i højre lyske, smerter som har bekymret mig en del fordi det gør mig bange for at kræften vokser. Efter 3. kemo-behandling skal jeg scannes igen for at se hvordan det går og det er jeg umådelig spændt på. Under alle omstændigheder tager jeg de 6 kemo-behandlinger, det har jeg bestemt på forhånd. Det skylder jeg også alle dem der er i mit liv, som elsker mig og som jeg elsker og holder af. Men jeg har det også sådan at hvis der ikke er sket noget virkelig revolutionerende efter de 6 omgange, så tror jeg at jeg siger stop. Selvom selve kemoen ikke er så slem, så har den jo alligevel nogle bivirkninger som har en kæmpe indflydelse på mit liv. Trætheden er nok den største faktor, som indvirker rigtig meget råde fysisk og psykisk. Kemo-trætheden kan ikke beskrives, andet end det er noget jeg aldrig før har oplevet i mit liv og jeg tror at det er helt uforståeligt for mennesker som ikke har oplevet det på egen krop. Den fylder alt i ens liv og det er svært at tage sig sammen til selv den mindste lille, helt almindelige hverdagsting. At tage tøj på, børste tænder, selv det at drikke og spise. Jeg kan ikke overskue at løfte gaflen op til munden for at spise – og da slet ikke gøre det flere gange i træk. Jeg kan mærke hvordan kemo-behandlingerne svækker mig. jeg kan ikke holde ud tik at gå 500 meter af gangen uden at bliv træt og svimmel. Jeg ligger ned 95% af den tid jeg er vågen. Det føler jeg faktisk ikke er et værdigt liv. Nogle gange tænker jeg at hvis jeg ikke var i behandling, ville jeg selvfølgelig nok leve i kortere tid – men jeg ville måske være mere frisk. Frisk til at opleve – og lave ting – sammen med kæresten, frisk til at gøre nogle af de ting jeg brænder for, frisk til at være sammen med dem der betyder noget for mig, frisk til at spise lækker mad. Er det egentlig ikke en mere værdig afslutning på et liv? Det er i hvert fald noget af det jeg vil overveje kraftigt når jeg får resultatet af de 6 kemo-behandlinger. Jeg håber resultatet positivt, men er det ikke det, så tror jeg godt jeg ved hvad jeg vælger. Min krop og sind er slidt. Jeg har kæmpet for at holde hovedet ovenvande nærmest siden jeg blev født og efterhånden føler jeg at tanken er ved at være tom og de sidste kræfter jeg har, vil jeg bruge på en god måde. På tid sammen med kæresten, på at sige ordentlig farvel, på nærvær, samvær, minder, oplevelser og god mad.

Min målstreg lige nu hedder New York, som jeg håber vi kan tage til i april/maj måned. Jeg håber at det meste af min familie kan komme og være sammen med os lidt og ellers skal kæresten og jeg bare nyde byen, gense steder, genopleve minder og skabe nogle nye. Vi SKAL til New York, om så jeg skal kravle hele vejen derover!

Hvordan kan jeg træffe det valg overfor mine nærmeste, kan man måske spørge sig selv? Er det egoistisk? Ja, det er det vel nok, men jeg synes også at det er en form for kærlighed. Jeg vil gerne tilbringe så meget tid sammen med mine nærmeste som jeg kan og det vil jeg ikke have kræfter til, hvis jeg forsætter behandlingerne (selvfølgelig forudsat at de ikke har hjulpet så meget som jeg ønsker det). Jeg synes jeg fortjener at komme herfra med værdighed og på min måde, er det at være egoistisk?

En af mine læsere har skrevet til mig at det er vigtigt at træffe valg, at sætte grænser – og også at vide at grænser flytter sig – det tror jeg på er rigtigt. Det kan godt være at jeg tænker anderledes når dagen kommer og resultatet af de 6 kemo-behandlinger foreligger – men lige nu er det sådan jeg tænker. Jeg ved at for mig vil det hele tiden være et spørgsmål om livskvalitet fremfor kvantitet, om at have det godt kontra kemo-træthed og kvalme, om værdighed kontra uværdighed, om at kunne opleve kontra ligge og sove hele tiden.

Print Friendly
Tilbage

43 kommentarer


  1. Dec 30, 2012
    3:01 pm

    Ditte

    Jeg er en af de heldige, der har fået din bog i julegave. Den er virkelig skøn, og selvom det altid er mig, der deler gaver ud juleaften, så måtte de andre i gang efter jeg havde pakket bogen op, for jeg kunne slet ikke slippe den igen :)
    Inden jul måtte min søster lige tjekke din blog ud for at se hvad det var for en bog, jeg ønskede mig, hun blev så rørt af din historie, at hun udover en bog til mig, også måtte købe en til sig selv :)
    Tak for en dejlig bog.
    Rigtig godt nytår til dig og dine!

    Mange hilsner Ditte


  2. Dec 30, 2012
    3:56 pm

    Elisabeth

    en dejlig tanke jeg dig sender, gid miraklet i 2013 hænder.<3


  3. Dec 30, 2012
    3:57 pm

    Deborah

    Et meget fint indlæg, og jeg er helt enig med dig hele vejen.

    Ingen af os håber for dig, det går skidt, men som du selv siger, man er nødt til at være forberedt.

    Jeg håber, du modtog den hilsen jeg sendte dig med posten?


  4. Dec 30, 2012
    4:40 pm

    Stine

    Jeg har også været så heldig at få din kogebog i julegave. Den stod højt på min ønskeliste, mine forventninger var høje og de er til fulde blevet indfriet! Jeg har allerede afprøvet opskriften på buffalo chicken og det var en succes! Jeg har selv været au pair i USA og var meget begejstret for buffalo wings, men jeg synes ikke der findes noget godt alternativ i DK. Så er det jo skønt at man nu kan lave dem selv :-)

    Rigtig godt nytår til dig og dine. Jeg ønsker dig al tænkelig held og lykke med dit videre forløb.


  5. Dec 30, 2012
    4:41 pm

    Christina

    Jeg var også en af de heldige der fik din kogebog i julegave og jeg er virkelig imponeret over opskrifterne og layoutet! Jeg glæder mig til at udforske flere opskrifter med ægte New Yorker stil :-)

    Det lyder dejligt med en tur til New York i det kommende år. Det er på ingen måde egoistisk – det er kun dig der kan leve dit liv, ikke alle andre. Og i sådan en situation er det vigtigt at tage nogle valg og sætte grænser. Jeg ønsker dig og dine kære alt det bedste!

    Godt nytår :-)

    Mvh. Christina L. Pedersen


  6. Dec 30, 2012
    4:45 pm

    Charlotte

    Kæreste du.
    Jeg fik også din bog i julegave. Jeg har fulgt din blog i mange år, og det at du er blevet syg påvirker mig meget, selvom du ikke er et familiemedlem, ven el.lign. af mig. Men alligevel er din blog så fast en del af min hverdag, at man ikke kan undgå at blive påvirket.
    Jeg var faktisk selv med min mand ude og købe din bog; vi måtte et par steder før jeg kunne pege med et lusket smil og sige, at den bog ønsker jeg mig virkelig meget.
    Jeg glæder mig til at kaste mig ud i det amerikanske køkken. Første gang tror jeg bliver her til Super Bowl i februar, hvor jeg regner med at lave pulled pork og andet godt til min mand og hans venner, så de får en aften i den rette amerikanske ånd.
    Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke og god bedring! Godt nytår.


  7. Dec 30, 2012
    4:45 pm

    Piskeriset

    Det er også et skønt billede af hende – en rigtig charmetrold :-)
    Vi fik et par billeder af nevøerne i julegave, og de er straks kommet ud i køkkenet (billederne altså), så jeg kan gå og kigge på dem, når jeg kokkererer.

    Jeg krydser fingre for, at du får en god tur til NY her i foråret.

    Godt nytår – håber I får en hyggelig aften :-)


  8. Dec 30, 2012
    4:59 pm

    Lilli

    Jeg er også en af de heldige der fik din gave til jul. Jeg har brugt din blog som inspiration et hav af gange og tak for den. Både hvad angår opskrifter, hyggeindlæg og nu også dit valg om at dele dit sygdomsforløb med os alle.
    Det virker som om du har et sundt forhold til hvad du vil og ikke vil og i sidste ende er det kun dig selv der kan mærke hvad der er rigtigt for dig. Det er i mine øjne ikke at være egoistisk. Det er dit liv og dit valg uanset hvad du vælger. Dine nærmeste ved jo godt at hvad end der sker og hvad end udfaldet bliver så elsker du dem. Men man skal først og fremmest elske sig selv og lytte til hvad man selv vil. Når det så er sagt så håber jeg at din krop tager godt imod den kemo du får nu og jeg ønsker dig alt det bedste for 2013.


  9. Dec 30, 2012
    5:00 pm

    Fru Z

    Hej Birthe,
    jeg fandt din blog efter at have hørt om din kogebog, og landede midt i de første beretninger om din kræft. Jeg har fulgt med, men ikke følt behov for at skrive til dig, da jeg kan se at du får mange gode opmuntringer fra andre læsere. Men så skriver du om kemo-overvejelser, og jeg kommer til at tænke tilbage til foråret, hvor jeg havde en snak med min svigerfar, som var alvorligt syg af kræft. Han var blevet tilbudt palliativ behandling, blandt andet med kemo. Og ville gerne tage imod, fordi han ville have noget mere tid sammen med familie og venner. Jeg kom med nogle af de samme argumenter som du er inde på, om kvalitet kontra kvalitet. For at få ham til at overveje, om det var det værd. Han forstod mine argumenter, men holdt på sit, og håbede til det sidste på kemo. Der stødte så flere komplikationer til, som gjorde at han aldrig blev frisk nok til kemo. Men min pointe er, at ingen andre end den syge kan eller skal bestemme, hvad der er den rigtige løsning. Og hvis du får nok af kemo, så skal du naturligvis sige fra.
    De bedste ønsker til dig
    kærlig hilsen Fru Z


  10. Dec 30, 2012
    5:06 pm

    joseffa

    Hej Stærke Pige
    NEJ, du er ikke spor egoistisk, du gør hvad du føler er rigtigt for DIG. Måske ??? har du gjort det alt for sjældent i dit liv??? New York en rigtig livsbekræftende by der må du da over igen, nyd det, og sæt så al den samvittighed ud til storskrald, det er dit liv – mærk efter og gør så præcis det du føler er godt for dig.
    Rigtig godt Nytår til dig og kæresten


  11. Dec 30, 2012
    5:19 pm

    Lisbeth

    Det gør mig så ondt for dig, at du er blevet syg. Jeg håber på det bedste for dig i 2013 og er overbevist om, at du nok skal klare det. Du har klaret så meget her i livet, så selvfølgelig klarer du også det her.

    Jeg har læst med i mange år, men vist aldrig skrevet en kommentar. Jeg bliver så trist af at læse om din sygdom, så nogen gange går jeg tilbage i indlæggene og læser fra dengang, du ikke vidste, du var syg. Jeg håber, at om et par år er det alle sygdomsindlæggene, vi vil kigge tilbage på, og at det er de vante madindlæg og oplevelser, der fylder i stedet. Alt det bedste til dig.


  12. Dec 30, 2012
    5:53 pm

    Michael Ramsby

    Hey med dig.

    Rigtig glædelig jul til dig og ” Kæresten ”

    Jeg sidder her med den skønneste fornemmelse, over at have gib´vet mig selv din bog i julegave. Hi hi.. Min familie fattede intet og min glæde ved at pakke din bog op….

    Da jeg så fik fortalt hvordan tingene hænger sammen, så blev de stumme…

    Alt det du går igennem, er en tro kopi af hvad vi selv gik igennem for 6 måneder siden….

    Derfor sender jeg ” Alle ” de varmeste tanker til jer, og husk hvad Piet Hein sagde for mange år siden…

    Husk at leve mens i gør det, og husk at leve mens i tør det.

    Glædel jul, og godt nytår

    Michael Ramsby


  13. Dec 30, 2012
    5:54 pm

    Michael Bang

    Hej Birthe,

    Som jeg skrev til dig på Facebook, så fik jeg også bogen og introen satte en masse tanker i gang. Det mislykkede au-pair ophold, som jeg desværre oplevede, men som også satte min kærlighed til USA i gang.

    Du har min fulde opbakning til de tanker du gør dig om livet. Ja, det er egoistisk, men på den rigtige måde. Hvis du valgte at fortsætte kemoen, selvom den har begrænset effekt, så sætter du andre over dig selv – og det kan kun være dig som kan sige, hvornår nok er nok! Det er din krop og dit valg!

    Jeg håber inderligt for dig, at du når til NY… :)

    Kh
    Michael


  14. Dec 30, 2012
    5:59 pm

    Susssie

    Kære Birthe
    Alt det du skriver rører mig så dybt at jeg sidder med tårer i øjnene når jeg læser det. Jeg kender dig ikke personligt, men når jeg følger din blok, synes jeg alligevel jeg kender dig. Jeg ønsker dig et fantastisk godt nytår, og håber virkelig du bliver rask, så du kan nå at opleve mere af livet!
    Jeg købte selv bogen da den udkom, kunne slet ikke vente til jul :-) . Den er fantastisk!
    kh fra Sussie


  15. Dec 30, 2012
    6:05 pm

    Anne

    Hejsa NYBH. Jeg var også heldig at få din kogebog i julegave, og jeg synes den er meget meget fin, og jeg glæder mig til at afprøve opskrifterne. Nu er jeg ikke ret øvet i amerikansk mad, så det ville være super fedt, hvis du gad svare på et par spørgsmål, der er relateret til bogen, hvis overskuddet er til det på et tidspunkt:-)


  16. Dec 30, 2012
    6:28 pm

    anjoe

    Forventer at du ved, hvor meget godt, at jeg ønsker dig fremtidigt, samt at jeg ditto accepterer, hvis du ikke føler at ville fortsætte behandlingsforløbet. Selv har jeg fravalgt behandling fra start; lader livet flyde, for der er ingen ting at fortryde, har/nyder livet til bomben springer. Min afslutning skal ske som din om muligt, på et hospice. Men kæmp videre, pokkerme, og som et nb. kan jeg fortælle dig, at min barndom heller ikke var noget at skrive hjem om :)
    K.H. anjoe


  17. Dec 30, 2012
    6:36 pm

    Rikke

    Kære Birthe,

    Jeg er også en af de heldige, der fik din skønne kogebog i julegave. Den er utrolig flot og indbydende, og jeg glæder mig til at prøve opskrifterne af efter nytår. Ligesom dig er jeg vild med USA, og min mand og jeg rejser derover mindst en gang om året. Det har derfor været fantastisk at følge din blog gennem årene og sjovt at læse, at nogle af de ting, du køber med hjem er de samme, som vi også altid storshopper af.
    Jeg ønsker dig et rigtig godt nytår og god bedring.

    Mange hilsner
    Rikke


  18. Dec 30, 2012
    6:36 pm

    Gitte

    Jeg var en af de heldige som fik din kogebog i julegave – eller jeg byttede en anden bog til den;-) I går lavede min mand en stor portion chili con carne fra den – mums, og heldigvis skal vi have det igen i aften. Jeg bagte dine brownies i går og skal bage giant cookies i aften. Vi er allerede meget glade for kogebogen, og vi kommer helt sikkert til at bruge den rigtig meget. Jeg kan godt lide at du har en lille anekdote til hver opskrift, det er så hyggeligt at læse.

    Jeg er ked af at høre om din sygdom, og jeg ønsker dig alt det bedste.

    Godt nytår,
    Gitte


  19. Dec 30, 2012
    6:45 pm

    Nina

    YES. Jeg var heldig at få din super lækre bog, og min søn var mange steder for at få fat i den. Den er bare så fin og lækker. Glæder mig vildt til at komme igang med den. Og ved at følge dig på blokken, ja så giver bogen mig meget mere “end bare en kogebog”. Den betyder så meget . Tanker til dig :-)


  20. Dec 30, 2012
    6:52 pm

    Pia

    Nej – du er ikke egoistisk, når du tænker, som du gør om, hvad du lige nu, regner med at du vil vælge, hvis kemoen ikke gør det, som vi alle håber.
    Det er du i din gode ret til – hvis familie, venner og dine læsere ikke kan forstå det, er det efter min bedste overbevisning dem, der er egoistiske.
    Du har kæmpet bravt og hvis du efter 6. kemo ikke længere synes, du magter mere, så har du stadig gjort, hvad du kunne
    Livet er ikke kun et spørgsmål om antallet af år i vores liv, men i høj grad også om hvilket liv vi har i de år.
    Mht til det med at tænke positivt – ja selvfølgelig skal du det, men du har også brug for at tude, brug for at rase og brug for at råbe og skrige – når du har gjort alle de ting, kan du så bruge vreden og din enorme viljestyrke til at kæmpe, indtil DU synes, at nok er nok – eller forhåbentlig til helbredelse.
    Du skal ikke et øjeblik være i tvivl om, at jeg ønsker, at det endnu ikke er din tur, men at du kommer ud på den anden side af kemoen og kan nyde mange gode år endnu.
    Knus og godt Nytår fra Pia


  21. Dec 30, 2012
    7:02 pm

    Kisser

    Kære Birthe. Tak fordi du deler dit liv med os. Det er så stort af dig, og som du ved er vi rigtig mange mennesker der følger dig, og tænker på dig, taler om dig. Håber du kan mærke at vi alle er der for dig.
    Kan godt forstå du har brug for at dele den kommende tid op i perioder, og så tage de første 6 kemoer.For ingen ved hvordan du har det. Jeg håber og beder til at canceren ikke er vokset, så du kan tage afsted til New York med ro og glæde i sindet. For du SKAL afsted, mærke stemningen, dufte New york, mærke pulsen, spise drizzling Pizza der bare smelter i munden, drikke cherry coke, eler en lækker hummer i Chelsea Market, hvor de bare smager så englene synger. -Og som du så godt ved New York er fantastisk på alle tidspunker, så afsted skal du.
    Alle mine bedste tanker.


  22. Dec 30, 2012
    7:41 pm

    Birte Poulsen.

    Kære Birthe
    Jeg forstår dig til fulde…. Du er absolut ikke egoistisk. Hvis kemoen gør en så træt og dårlig ville jeg absolut også vælge kemoen fra. Kvalitet frem for kvantitet, som du siger. Hvad er de ekstra dage værd, hvis man kun kan ligge i sengen. Min søster døde af livmoderhalskræft for mange år siden. Hun kunne slet ikke tåle kemoen, den gjorde hende meget mere syg, så hendes sidste tid var et helvede… Det ønsker jeg ikke for dig. Håber du får opfyldt din drøm om at komme til New York. Jeg har fulgt din blog i flere år nu, og føler næsten at jeg kender dig. Så din sygdom berører mig dybt, selvom jeg aldrig har mødt dig. Din blog er det første jeg læser hver dag. Og de dage, hvor du ikke har skrevet, bliver jeg helt bekymret for hvordan du har det….. Ønsker du får en dejlig nytårsaften sammen med dine kære :-)
    K H Birte


  23. Dec 30, 2012
    7:56 pm

    Nina

    Kæreste Birthe
    Jeg er en af dine gamle læser, har haft lidt bøvl i min privatliv (separation/skilsmisse) og er først småt vendt tilbage til at læse din blog. Det gør mig så ondt BIrthe det du er ude for, det gør ondt i sjælen, for jeg føler jeg kender dig på en måde, selvom vi aldrig har mødtes in Real. Jeg synes du er en stærk person, og du er sej. Du har givet os mennesker nogle lækre opskrifter og gjordt vores hverdag nemmere. Din bog er helt igennem fantastisk, den skal du være MEGET stolt af. Jeg ved du kommer til at vinde i Paris. Jeg ønsker dig alt bedste, her gik jeg og troede det var synd for mig, men mine problemer er intet i forhold til din og du er fantastisk stærk. Det må du aldrig glemme. Ønsker dig alt godt i dit liv og rigtig godt nytår til dig og dine kære.
    Knus fra din gamle læser


  24. Dec 30, 2012
    8:11 pm

    Mette

    Hej Birthe.
    Min mand Morten har været så heldig at få din kogebog i julegave af min mor og far som du jo bor tæt på. Han blev meget glad for din hilsen inde i bogen. Tak for det. Den første ret er netop blevet nydt – pasta m tomatsauce og kødboller. Uhmmm det var virkelig lækkert… Altså VIRKELIG lækkert. Det er bare en super flot kogebog og ikke mindst brugbar. Vi ønsker dig og familien det bedste i fremtiden. Mange hilsner herfra Odense – Mette Honore Poulsen


    • Dec 30, 2012
      8:30 pm

      Mette

      Skal da lige med, at vores datter Maja, som altså ikke spiser hvad som helst, gav Morten en kæmpe krammer og sagde: “uhm tak far, det er bare min livret”. Det er altså et stort kompliment fra hende.


  25. Dec 30, 2012
    8:14 pm

    Lone Pedersen

    Min mand fik bogen i julegave og der er allerede afprøvet to opskrifter fra bogen med stor succes. Og der er mange lækre opskrifter der endnu skal afprøves fra din gode bog.
    Ellers vil jeg ønske dig et godt nytår.


  26. Dec 30, 2012
    8:20 pm

    Lise-Lotte

    Kære Birthe
    Glædelig bagjul og godt nytår.
    Jeg kan fuldt ud sætte mig ind i dine tanker- hvad der er rigtigt ved kun du på . Da min mor døde sidste år efter kun 3,5 uges diagnose med kræft ( ikke samme type som dig) , fik hun at vide, at de kun kunne lindre hende og hun kunne få kemoterapi, hvilket hun fravalgte. Det var det helt rigtige for hende og for os tre børn- hun var stadig træt og havde mange smerter, men for hende blev det værdigt.Lægerne havde meget svært ved at forstå hendes valg, selvom de havde givet hende en meget kort tid at leve i. Jeg tror det er vigtigt at lytte til sit eget hjerte- jeg forstår udemærket at du fuldfører og dine andre tanker.Men det er et tabu, hvilket lægerne også indrømmede da vi to mrd efter min mors død sad til samtale med lægen, der prøvede at presse kemoterapi ned over min mor, mod hendes vilje.Jeg fornemmer du har en meget god selvindsigt, så jeg er sikker på du træffer de valg, som er de rigtige for lige netop dig.

    Mange tanker og kram til dig.

    Godt nytår.

    kh Lise-Lotte


  27. Dec 30, 2012
    8:54 pm

    Kristine

    Kære Birthe

    Jeg er også en af de heldige der fandt din kogebog under juletræet (efter at have sat den meget højt på ønskesedlen). Jeg syntes den er superlækker, og der er allerede blevet til en omgang lækker pulled pork med coleslaw i juledagene. Med ønsker om alt det bedste og tak for en god blog

    -Kristine


  28. Dec 30, 2012
    9:42 pm

    Yvonne Thygesen

    Kære Birthe

    Godt at høre at du/i havde en god jul. Forstår godt dine tanker omkring kemo behandling og træthed og andre bivirkninger.
    Selvfølgelig skal man have lov at vælge behandling fra, hvis det bliver for belastende og for mange bivirkninger.
    Jeg håber meget at du får det bedre i det kommende år.

    De venligste hilsner Yvonne Thygesen


  29. Dec 30, 2012
    10:36 pm

    Charlotte

    Både min mand og jeg er havnet på din blog mange gange, så selvfølgelig skulle han have din bog i julegave :-) Vores ældste datter er pt helt besat af alt der lugter bare lidt af USA, så det var en oplagt gave fra 2 piger til deres far og vi har allerede nu (med stor succes) afprøvet chicken parmigiana med corn bread og sloppy joes med de utroligt lækre boller. Vi håber på mange flere opskrifter fra din side……


  30. Dec 30, 2012
    11:18 pm

    Lisbeth

    Jeg var jo så heldig at vinde auktionen af det eksemplar du har doneret til Hjertebarn, og din kogebog er skøn Birthe, man jan tydeligt mærke du har lagt alt i den – blod, sved og tårer ;-)

    Lille Clara er fantastisk sød – min Christian er 13 måneder og nogenlunde jævnaldrende med Clara kan jeg regne nu.. Han nød også juleaften og var i den grad med til at mindske savnet af min mor som jeg måtte sige farvel til i 2012 pga cancer ..

    Rigtig godt nytår Birthe, jeg krydser fingre for en god scanning efter din kemo og at i kommer til fantastiske NYC som planlagt ❤


  31. Dec 30, 2012
    11:57 pm

    Mette Marie

    Kære Birthe.
    Jeg kender dig ikke, men har et par gange googlede en opskrift og er endt på din hjemmeside. Første gang jeg prøvede en af dine opskrifter var gulerodskage, og det er den bedste jeg nogensinde har smagt!! Så sent som i dag har jeg lavet de islagkage med to slags is ;-) Du er super til at madblogge!
    Men øv, hvor er jeg ked af at læse om alt det du gennemgår lige nu i forhold til sygdom, det har ingen fortjent. Men du lyder som en fighter med en velovervejet og realistisk tilgang til livet og dets udfordringer, som for dit vedkommende er store.
    Jeg vil ønske dig det bedste, og er ikke i tvivl om, at du kan træffe de valg som er rigtige for dig i den situation du er i. Jeg får bestemt ikke et indtryk af at du er egoistisk, nok nærmere tværtimod.
    Godt nytår til dig og dine kære og god tur til NY til foråret.
    Kærlig hilsen Mette Marie


  32. Dec 31, 2012
    12:17 am

    Maria Bech Christensen

    Din bog lå desværre ikke under træet til mig, men så er det jo heldigt at jeg selv kan købe den!! Den står øverst på indkøbssedlen til næste gang jeg er i nærheden af en boghandel!
    Og kæreste dig, jeg ønsker dig alt mulig held og lykke med din forfærdelige sygdom, og krydser alle de fingre jeg kan komme til for at du kommer tilbage til dit elskede New York mange gange endnu :)


  33. Dec 31, 2012
    12:36 am

    Merete

    Kære Birthe
    Min kæreste forstod nogle kraftige hints og hjalp mine børn med at købe din kogebog til mig i julegave. Alle dine små fortællinger om hver ret er alllerede læst igennem, og de lækre billeder får tænderne til at løbe i vand!
    Faktisk har jeg lige nu en grydefuld BBQ-sauce stående til afkøling og skal snart ha’ høvlet en masse kyllingelår i. Vi holder nemlig nytårsaften med alle vores sammenbragte børn og har besluttet at droppe den sædvanlige “fine” nytårsmenu og i stedet servere en masse amerikansk mad, som vores tweens/teenagere vil elske! Vi starter med lettuce wraps til nytårstalen, og derefter skal vi have BBQ chicken, (færdigkøbte) spareribs, cornbread og chef salad med ranch dressing. Jeg glæder mig så meget til at smage det hele – og drengene i familien, der er vilde med USA og football, synes, jeg er den sejeste papmor, fordi jeg laver amerikanermad :-)
    Tusind tak for den skønne bog med masser af ny inspiration – og selvfølgelig skal du til New York til foråret! Jeg hepper på dig!!
    Kærlig hilsen Merete


  34. Dec 31, 2012
    12:39 am

    Rikke Laasby Møller

    Hejsa Birthe,

    Rigtig glædelig jul og jeg håber, at det nye år vil bringe dig glæde, lykke og et godt helbred – jeg håber så inderligt, at du kommer til New York til foråret og at du oplever mange flere juleaftener, sammen med dem du holder allermest af.
    Det er ikke underligt, at du får mange mærkelige tanker, når du har dine sorte stunder, det er som det skal være og sundt at gå igennem og tænke over livet…. det gør dig stærkere og du vil opleve, at det gør dig stærk – at turde tænke de sorte tanker og få dem op til overfladen, så de ikke sidder og gnaver indeni, for så begynder de bare stilleog roligt, at nedbryde dig og det har du bestemt ikke brige for – og græd for pokker, når du har behovet uanset hvor du er eller hvem der er der… det skal ud…. du værer en stor byrde og den skal du ikke bære alene.
    Håber at dine kemo-behandlinger giver dig positive svar snarest muligt.
    Ønsker dig og din familie den allerbedste nytårsaften og et lykkebringende nytår <3
    Kærligst Rikke


  35. Dec 31, 2012
    12:41 am

    Rikke Laasby Møller

    Hejsa igen,

    Sikke da jeg skriver forkert idag…

    1. …bestemt ikke brug for..
    2. …. du bærer en stor byrde….

    beklager….


  36. Dec 31, 2012
    1:37 am

    Ruth

    Kære Birthe
    Jeg forstår alle dine tanker og overvejelser. Ville selv have det nøjagtigt som du beskriver du har det nu med dine tanker! Tak fordi du vil dele dem med os, – det giver virkelig stof til eftertanke. Kærlig hilsen Ruth


  37. Dec 31, 2012
    10:58 am

    Lene Elnegaard

    Kære Birthe,

    Selvfølgelig har jeg da fået din bog i julegave!!! Den stod nemlig meget højt på ønskelisten :o )
    Kom rigtig godt ind i det nye år, og giv samtidig kræft et ordentlig los i rø***!
    Mange tanker og et virtuelt klem, Lene


  38. Dec 31, 2012
    4:27 pm

    Majbrith Christensen

    Det du her har skrevet, giver så meget mening. Det er helt forsståeligt, og bestemt ikke spor egoistisk. Tværtimod synes jeg det er flot at du kan tænke disse vigtige tanker, at du kan få dem ført ud i livet. DET er kærlighed…det ville være egoistisk at lade sine nærmeste om de beslutninger.
    Knus og varme tanker fr Majbrith


  39. Jan 1, 2013
    5:47 pm

    Pia Jørgensen

    Hej Birthe
    Jeg har læst med i et par år og har flere gange brugt dine opskrifter. Du skrev, at du gerne ville høre fra dem, der har fået din kogebog. Jeg var så heldig at få din kogebog i adventsgave og har brugt den flere gange. Det er en forfriskende anderledes og
    flot bog, du har lavet. Mine unger elsker din opskrift på skinless fried chicken, som vi får med coleslaw.
    Jeg ønsker dig alt mulig lykke i det nye år og i kampen mod din sygdom.

    Godt nytår fra Pia


  40. Jan 1, 2013
    7:34 pm

    Chris

    Glædelig bagjul!
    Og velkommen i 2013!

    Det lyder til tider ja som om du har givet op….men jeg tolker det mere som uheldige formuleringer….altså..for du vil jo knække. Der er ingen som kan være stærk 24/7…..så det er kun realistisk at man knækker nogle gange….spørgsmålet er så nærmere om man rejser op igen og slåsser videre når man har tudet færdig. Tro mig, jeg knækkede MANGE GANGE….Det er ikke en let situation og nogle gange skal der bare tudes igennem. New York Lyder som et godt mål. Btw, har du været på the blue Note da du boede der???? Det er en jazz bar som er vildt lækker og hyggelig. Jeg arbejdede der da jeg boede derovre….Eller Farmers Market? Heaven for os madnørder! :D


  41. Jan 2, 2013
    8:56 am

    Mette

    Hej Birthe,
    Jeg var også så heldig at få din kogebog i julegave. Hvor er den bare fin – og jeg nyder de lækre opskrifter, de flotte farver, det seje amerikanske look og de smukke billeder. Jeg glæder mig til at gå i køkkenkrig med alle de lækre opskrifter.
    Jeg ønsker alt det bedste for dig – og jeg håber virkelig, at du kommer til NYC. Jeg overvejer selv en tur til Florida i februar.
    De bedste hilsner fra Mette


  42. Jan 5, 2013
    10:02 am

    Camilla

    Glædelig jul kære Birthe

    Det lyder til at have været en ganske okay jul efter omstændighederne – skønne gaver, og super god idé til kæresten. Clara ser som sædvanlig ualmindelig nuttet ud – hun er altså virkelig en charmer :)

    Jeg fik af gode grunde ikke din bog i julegave, men er i øjeblikket i gang med at finde ud af, hvad den næste opskrift jeg skal prøve derfra :)

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Jeg er også på Twitter

Mine netværk

Abonnere med e-mail


 

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!