Newyorkerbyheart

Kræft-dagbog: Mellem liv og død……

Torsdag morgen vågnede jeg til gode nyheder. Alle mine tal så fine ud, drænet ind i nyren så alligevel ikke ud til at være utæt og skulle ikke skiftes og jeg skulle ikke have blod. Alt i alt, var jeg klar til at tage hjem og det skrev jeg til kæresten som kørte afsted for at hente mig.

Pludselig da jeg skulle uf af sengen fik jeg flanke-smerter, altså ondt hvor drænet til nyren går ind. Jeg fik noget morfin og da det ikke hjalp fik jeg en sprøjte med noget andet morfin-lignende stof. Smerterne var afsindige og pludselig havde jeg også svært ved at få vejret. Jo mere jeg kæmpede, jo sværere blev det. Der kom flere sygeplejersker ind på stuen og det eneste jeg tænkte på var at kæresten var på vej og han skulle ikke se mig sådan her. Jeg fik dem til at love at stoppe ham – og så var jeg væk! Jeg vågnede ved at jeg fik et ordentlig tryk i brystet af en af sygeplejerskerne – som jeg stadig mærke. Der var kaos inde på min lille stue, så vidt jeg registrerede var der narkoselæger, sygeplejersker og læger som arbejdede på mig. Jeg fik lagt drop og fik noget modgift for morfinen. Alt sammen meget dramatisk – også for kæresten som var blevet stoppet foran en lukket dør.

Efter en lille snak med lægen, fik han lov til at komme ind og se til mig, det var hårdt at se ham så berørt af det hele. Jeg blev kørt ned på gynækologisk sengeafdelings opvågningsafdeling, fordi de bedre kunne holde øje med mig der og de har bedre udstyr. Imens blev der taget kontrakt til Odense Universitethospitals (OUH) palliative team, som skulle hjælpe med at rådgive om smertedækning, som de er eksperter i.

Efter et par timer dernede kom jeg igen op på D6, men jeg følte mig stadig underlig tilpas. Gudrun – min læge – kommer ind og taler lidt om det palliative team som også kører ud til patienter. Jeg vil dog blive knyttet til Vejles palliative team, fordi hvis det engang når så vidt, håber jeg at komme på hospice i Vejle.

Som tiden gik fik jeg det mere og mere mærkeligt. Som om jeg kunne høre Anettes stemme stå og kalde på hende og jeg kunne se hende brede armene ud som til et kæmpe knus. Jeg følte pludselig en voldsom trang til at se alle dem jeg holder af, hurtigt og det syntes min sygeplejerske skulle efterleves. Så kæresten gik i gang med at Inge til familie og venner om at de skulle komme. De fik også sat i stand at ting jeg ønskede at have i min nærhed blev hentet til Odense. Som f.eks min kogebog, englen som min Mama har lavet og det amerikanske flag. Alt hvad der følger nu er ting jeg har fået fortalt, i hvertfald det meste, det meste har jeg ingen erindring om.

Der var en sygeplejerske inde på min stue hele tiden – eller i hvertfald næsten hele tiden fra nu af. Jeg var ikke bange for at dø, men jeg græd fordi jeg var ked af det. Det var for tidligt, der er stadig så mange ting jeg skal nå og jeg er slet ikke færdig med verden, med min kæreste, med min familie og med alle dem jeg elsker – SLET IKKE!!!

Alle der var blevet ringet til kom undtagen min Mama, som jo ikke sådan lige kan stå i Odense, men hun ville tage det første fly hun kunne finde. Jeg registrerede alle dem der kom og er så uendelig taknemmelig for at de smed hvad de havde i hænderne og kom og besøgte mig. Under alt dette følte jeg nærmest ikke jeg var i min egen krop, noget var helt galt og jeg blev ved med at kunne høre og se Anette. På et tidspunkt mistede jeg åbenbart evnen til at tale og jeg var hele tiden plaget af smerte-/krampeanfald. Jeg så den blog jeg skrev på mens dette stod på. Noget er klart og noget knapt så klart – det er meget mærkeligt at se og forholde sig til, når jeg ikke kan huske det. Jeg blev åbenbart også kørt til scanning for at de kunne se om der var en tumor i hjernen, en blødning eller andet der generede mig – men der var ikke noget der viste noget. Sidst på aftenen var det som om jeg så Anette vinke til mig og da vidste jeg, at jeg ville klare det denne gang og langsomt begyndte jeg at vende tilbage til min krop. Jeg begyndte så småt at tale igen og nu kan jeg også begynde at huske.

Kæresten fik kørt en seng ind på min stue, så han kunne sove hos mig om natten og pludselig – efter lyset var blev slukket – følte jeg at jeg var kommet helt på plads i min egen krop igen………og nu skulle jeg altså tisse. Så med hjælp fra sygeplejersken kom jeg på toilettet og kæresten siger at det var med ordene “nu er jeg tilbage igen”.

Det var en urolig nat for både mig og kæresten. Jeg fik smertestillende flere gange og var også på toilet flere gange – og hver gang for kæresten op som skudt ud af en kanon.

Fredag var en meget mærkelig dag. Jeg følte mig ikke helt hjemme i min krop, min hud kriblede og krablende og jeg kunne slet ikke finde ro. Hver gang jeg lagde mig ned for at hvile, lå jeg og spjættede, så det fik jeg ikke noget ud af. Forskellige læger var forbi og der var ingen forklaring på hvorfor jeg havde haft det sådan. Måske en lille blodprop er passeret, de helt på bar bund. Men de gav alle udtryk for at de var glade for at jeg havde stået det igennem og et par af sygeplejerskerne mødte mig med tårer i øjnene. Jeg følte mig pludselig meget forbundet til dem og sætter umådelig stor pris på dem alle.

Jeg var meget stille og eftertænksom i fredags tror jeg og kæresten og jeg fik talt meget om hvad der var sket. Ikke at jeg nogensinde har været i tvivl, men nu ved jeg hvor højt jeg elsker ham – og hvor højt han elsker mig. Vi fik sat ord på alle mine ønsker så hvis det en dag er slut, så ved han nu lige præcis hvad jeg vil. Jeg vil gerne brændes og havde egentlig tænkt at der ikke kulle være nogen sten noget sted, men kæresten ønsker en sten på kirkegården og sådan bliver det. Fredagen blev helt klart brugt til reflektion og eftertænksomhed, en dag hvor vi begge var stille en stor del af tiden.

Min medicin blev også ændret lidt. Jeg bliver sat op i Contalgin så jeg nu får 2 x 30 mg om dagen også får jeg en ny tablet, som det palliative team har foreslået, som kan være med til at dække smerterne i nervespidserne, som kan være svære at dække. Derudover får jeg morfin 10 mg ved de smerteture som jeg får. Det er ikke noget der kan planlægges, de kommer bare ud af det blå. Nogle gange varer de bare 10-15 minutter og nogle gange bliver de ved.

Det var trist da kæresten tog hjem fredag aften. Han havde fået tilbudt en seng, men jeg Tor også at han trængte til at komme lidt ud. Så jeg var meget tve-delt da han kørte, en stor del ønskede at han blev, men en lille del ønskede også at han kørte. Jeg fik noget at sove på om aftenen, for jeg trængte til at få sovet og til at blive restitueret. Personalet kiggede ekstra meget indtil mig efter at kæresten var taget hjem, bare som en ekstra sikkerhedsforanstaltning og fordi de vidste jeg var ked af det. Efter plan en omgang er der godt nok mange tanker der melder sig, mange overvejelser, så jeg har sagt ja til at tale med en præst. Ikke fordi jeg på nogen måde er religiøs, men fordi jeg ved de er gode til at lytte og de er vant til at tackle sådan en situation som min.

En af grundede til at kæresten tig hjem var også, at han i går morges skulle hente min Mama i Billund Lufthavn. Hun tog turen hele vejen herover, for at være sammen med mig i nogle timer, inden hun skulle tilbage til USA. Hun har et stramt program og meget hun skal, så jeg er SÅ glad for at hun kom. Hende trængte jeg til at se og det var en af de ting som gjorde mig ked af det, hvis jeg skulle dø uden at se hende. Kæresten hentede hende 11.20 og ved 13-tiden var de her. Jeg siger jer at jeg græd nogle tårer, det var FANTASTISK at se hende. Personalet havde sørget for at alt var rent og pænt inde på min stue og de satte ostemadder, kaffe og småkager ind til os. Så der sad vi så: kæresten, min Mama og jeg og hyggede os i hinandens selskab i flere timer. Det var å hyggeligt, så intenst og så beroligende at se hende. Vi havde med vilje ikke inviteret andre, dette skulle kun være for mig – for os! Ved 20.30-tiden var jeg ved at være godt træt og min Mama og kæresten havde jo en lang køretur foran sig, inden de var hjemme. De kunne lige drikke en øl, inden de fik lidt søvn. Klokken 03.25 stod de op igen, for min Mama skulle med flyveren tilbage til USA klokken 06.00. Hun kommer så ikke den 14. december som aftalt, men kommer i stedet til januar – og så skulle vi gerne mødes igen i New York i foråret :-)

Min Mama hjalp mig til at få perspektiv på nogle ting, som f.eks at lytte til alle informationer og så tage min egen beslutning – og at det er ok at lave den beslutning om igen og igen – også selvom nogen måske bliver irriterede. Det er mig det bestemmer over min krop – og ingen andre….

Det var svært at sige farvel til hende, men egentlig lettere end jeg havde forventet, måske fordi jeg ved vi snart skal ses i

I det hele taget har mit ophold her på D6 været helt utroligt og jeg er så glad og taknemmelig for den behandling jeg har fået. Aldrig har jeg følt at de har haft travlt, selvom jeg ved at de har haft det, tværtimod føler jeg de har givet mig al den tid i verden som jeg har haft brug for. Jeg føler noget specielt for hver eneste af dem der har passet mig, men især Inger J. har gjort et KÆMPE indtryk på mig. Men ellers vil jeg nævne Pernille, Bente, Sandra og Inger – TAK I har i fællesskab gjort min tid på D6 helt speciel og meget mere end tålelig. Jeg har følt mig hjemme her, hvor der hersker en skøn stemning og atmosfære :-)

I morgen starter et helt nyt kapitel i kræft-dagbogen, nu skal jeg i behandling…..

Print Friendly
Tilbage

40 kommentarer


  1. Dec 2, 2012
    9:44 pm

    Deborah

    Sikke en omgang. Må have været meget voldsomt for din kæreste. Ofte er der jo endnu mere for dem, som ser på end for en selv.

    Håber, du slipper for mere “ekstra” nu og kan komme igang med et godt forløb med behandlingen.

    Jeg hæftede mig ved, at nogen skrev, at du selvfølgelig ikke har hørt Anette kalde. Når du siger det, og hørte det, så er det sådan, og det skal folk da ikke sætte tvivl ved.

    God bedring og held og lykke med start på behandlingen.


  2. Dec 2, 2012
    9:54 pm

    Frk.B

    Puha…det er heavy læsning, Birthe! Jeg er glad for, at du klarede den – og hvor var det stort, at din Mama rejste hele vejen til DK <3
    Stort knus fra A


  3. Dec 2, 2012
    9:55 pm

    Rikke Laasby Møller

    Hejsa Birthe,

    Sikke da en omgang du der var igennem, lyder simpelthen så uhyggeligt og ufatteligt…. det sætter også mit liv i perspektiv og det med sådan et smæld, at det ikke er til, at tage fejl af. Jeg synes det er så stærkt, at du kan skrive så frit omkring det hele, men det er nok også en del af, at du får bearbejdet det der sker for dig i denne urolige tid. Dejligt og meget vigtigt, at du og kæresten får fortalt hinanden hvad i føler, så der ikke ligger noget gemt eller glemt – hvor er det dejligt at læse, at i har fået bekræftet, hvad i betyder for hinanden og at i sikkert inder inde, godt har vidst det heletiden.
    Underligt, at du har haft fornemmelse af Anette, men hun betød jo også meget for dig – så det er nok en bekræftelse på, at i virkelig betød en masse for hinanden og at du stadig savner hendes selskab.
    Håber du snart får det bedre og kommer hjem igen hurtigt :D

    Mange varme julehilsner og god bedring

    Rikke


  4. Dec 2, 2012
    9:58 pm

    Lise Hove

    Godt kæmpet, Birthe !
    Hag dig fast i livet i lang tid endnu, brug de gode oplevelser, som venter forude som din gulerod og kæmp for at det altsammen lykkes ! Ønsker for jer at I begge må have de kræfter, der bliver brug for !


  5. Dec 2, 2012
    9:59 pm

    Camilla

    1.000 tak for din smukke og barske beretning.
    Jeg fik for nogle år siden konstateret HPV hos en gynækolog, som jeg var blevet henvist til af min praktiserende læge, som havde set noget, der skulle undersøges nærmere.
    Jeg blev dybt ulykkelig over den diagnose. Kort tid efter skulle jeg til min egen gynækolog http://www.suzanlenz.dk/ Da jeg fortalte hende om mine kvaler, gav hun mig en podning. Sådan en kostede det offentlige 7-800 kr, og den havde den anden gynækolog ikke foretaget.
    Podningen var negativ, jeg blev altså pure “frikendt” for HPV, og det samme skete, da jeg nogle måneder efter fik endnu en podning.
    Min gynækolog anbefalede mig en HPV-vaccine, jeg havde desværre ikke råd til den, men jeg vil stadigvæk gerne have den.

    Jeg håber, at din historie kan få flere kvinder til at finde pengene til vaccinen.


  6. Dec 2, 2012
    10:08 pm

    lone

    Birthe, sikke en rejse du har været på. Du har en formidabel kæreste og en vidunderlig mamma, som bare er der når du har allermest brug for dem og så befriende at høre, at personalet på OUH rummer plads og hjerte til så omsorgsfuld behandling (du er sikkert også en dejlig patient som værdsætter deres omsærg for dig) Pøj pøj med din behandling :)


  7. Dec 2, 2012
    10:14 pm

    Bettina Jepsen

    Synes bare du er så sej! Du har gået og haft en mistanke om din sygdom i lang tid,men gjorde ikke noget ved det, fordi du havde travlt med alt andet. Dette er ikke ment som en bebrejdelse, nok mere en re minder til mig selv. Du skal ikke have dårlig samvittighed over du ikke gik til læge før, for ingen ved om der er ting der kunne være gjort anderledes. Jeg gik i et år og troede jeg havde kræft, blev bare mere og mere træt, havde/har meget om ørerne. Gik først til lægen, da jeg skulle bruge begge hænder for at få bilen i bakgear.Blev indlagt og var det i over en uge inden de fandt ud af, hvad der var galt. Blev bl.a undersøgt for min tandstilling fordi mit hoveder var ved at explodere, undersøgt for hvilke dyr jeg havde været i kontakt med (hvilket ikke var nemt, da jeg både har været i bl.a afrika Brasilien og boet i Australian) Min mor bad hele tiden om jeg kunne komme i en mr-scanner, men det kunne ikke lade sig gøre med ventetiderne. Efter at have mistet alle mine muskler, skulle mades osv. kom jeg i scanneren. Herpes virus i hjernen. Kemo og genoptræning, kunne jo ikke gå. Der jeg vil hen er, at først flere måneder efter gik det op for mig, at jeg havde ligget for døden, og det gjorde mig virkelig bange. I starten virkede du så afklaret, men synes det går så stærkt. Glad for du har kæresten ved din side, og og jeg sidder og væver. Jeg håber for dig (mig selv, og alle mennesker) at du vil finde “noget” at forlige dig med og at du selv og din familie vil forlange du er smertefri. At være smertefri ligger mig meget på sinde (arbejder inden for feltet) at være smertefri, finde roen, og finde hvad man nu end tror på. Ønsker dig det bedste, og DU er bare så sej :)


  8. Dec 2, 2012
    10:27 pm

    Frk Lauritzen Holm

    Kære Birthe
    Jeg har fulgt din blog gennem flere år – men jeg er ikke den store kommentator.
    Nu ligger det mig alligevel på sinde at skrive til dig.
    Jeg følger dit livs kolbøttetur, kampen over den alle, livstruende sygdom.
    Hvor er du bare sej at du prioritere at skrive til os læsere. Åbenhjertigt, følelsesladet, ærligt og utilsløret.
    Jeg håber alt det bedste for dig, at du når, får set og oplevet alt det du gerne vil. Får krammet og kysset dem der betyder noget for dig – forhåbentligt har du mange år til at nå dette i.
    Om man kan tabe eller vinde over sygdom – jeg ved det ærlig talt ikke. Jeg er selv sygeplejerske og arbejder med alvorligt syge – i min optik handler det ikke om tab og vind men om noget meget større.
    Det bedste tanker, håb og god karma.
    Trine


  9. Dec 2, 2012
    10:32 pm

    Dorthe Johansen

    Kære Birthe
    Hvor er jeg en stor beundre af dig, på mere end en måde. For det første synes jeg du har den sejeste blog og har i gennem to år fulgt den og dig. Jeg elsker fin bliv og har brugt dine opskrifter rigtigt mange gange. De er lette at udføre og der kommet det mest fantastiske mad ud af dem. Man føler at der er lagt tanke bag dem alle.
    Men jeg beundrer dig især meget nu i din svære tid, hvor du et så sej og fast besluttet på at følge din egen vej og fornemmelser for hvad du kan og vil. Men den her lille kommentar vil jeg bare sige at jeg sender dig alle mine positive tanker i din kamp. Du skal vide at din blog har betydet meget for mig og givet mig nogle rigtig gode oplevelser. Bliv ved med at kæmpe for jeg er sikker på du har meget mere at give af. Mange kærlige tanker fra Dorthe, fra Aarhus :)


  10. Dec 2, 2012
    10:57 pm

    Jeanette Frederiksen

    Det sidste jeg gør inden jeg går i seng er at se om der er noget nyt fra dig. Puha det er sej læsning. Tænker på dig. Hang in there:-)


  11. Dec 2, 2012
    10:57 pm

    Susanne Lænkholm

    Kæreste Birthe…..Jeg har læst med på sidelinien den sidste måneds tid, det var et tilfælde, jeg kom på din blog og har ikke kunnet slippe den igen….har villet skrive flere gange – og tænkt så meget på dig..
    Du er et helt utroligt modigt og generøst menneske Birthe…Hvor må dine nærmeste være stolt af dig :-) ….så megen smerte, angst og uklarhed og på trods af det, finder du overskud og nærvær til at bekymre dig om, hvordan dine nærmeste har det i denne situation.
    Man kan mærke din livsvilje, og man kan mærke din utrættelige kamp for livet…<3
    Jeg er fuld af beundring for din måde at gribe din situation an på og synes, du er det sejeste…Sender dig så mange tanker og mange positive energier din vej.
    Kærligste hilsner Susanne


  12. Dec 2, 2012
    11:10 pm

    Ane

    Åh, kære dig, ukendte fremmede og så alligevel så tæt på. Har fulgt dig på bloggen i flere år og også læst om din nuværende situation. Den berører mig dybt. Sidder med tårer i øjnene over hvor sej jeg synes du er og den måde du tackler det hele på. Det vil jeg bare sige.

    De varmeste, kærligste og mest respektable hilsner

    Ane


  13. Dec 3, 2012
    12:20 am

    Karina Braae

    Puha… Det er hård læsestof du idag har på hjertet. Det gør mig frygtelig ked af det og det giver en stof til eftertanke.
    Du har vært meget igennem og SKAL meget igennem endnu. Men noget som der gør mig glad, er at du stadig har troen på en livet ikke slutter endnu – i hvertfald ikke foreløbig og du har troen på at du nok skal komme til USA igen. Det tror jeg er meget vigtigt i dit forløb. Man er nødt til at have noget at se frem til. Hvis man ikke har det hva så? Hvad er livet så værd? Så kan man lige så godt ligge sig til at dø. Så længe man har troen…. Så snart man bliver i tvivl og selv opgiver livet og ikke vil mere….. Så ved man selv besked. Det er jeg sikker på. Der er mere mellem himmel og jord.
    Og man skal stadig huske at man ikke skal leve livet hurtige, end ens engel kan følge med.
    Jeg støder ofte på døden i forb. Med mit arbejde med ældre mennesker. Og helt klart…. De ved i de fleste tilfælde besked. Det må,være trist, men måske samtidig en lettelse.
    Jeg ønsker dig det bedste for dig og din familie. Og sikken en mama du har. Hende kan du kun være stolt af. Der er ikke mange som der ville gøre som hende.

    Mange hilsener fra Karina Braae


  14. Dec 3, 2012
    1:55 am

    Annette

    Kæreste Birthe!
    Hvor er det dog gribende at læse med her på bloggen,beundrer at du har overskud til at skrive om dit sygdomsforløb og dine og kærestens mange trængsler,nøgternt og uden piveri.Jeg fik gåsehud da jeg læste om din mamas lange rejse for et kort besøg hos dig,det er rigtig kærlighed – hun er et fantastisk menneske! Forstår godt du er så tæt knyttet til hende.
    Sender dig mange gode tanker!
    Kærligst Annette


  15. Dec 3, 2012
    6:33 am

    Charlotte Christensen

    Tænker på dig og håber på det bedste… <3


  16. Dec 3, 2012
    8:27 am

    Lenette Berthelsen

    Kære Newyorkerbyheart..
    Har igennem længere tid brugt dine dejlige opskrifter og kom ved en tilfældighed til at læse om din kræft sygdom. Er så ked afsat høre at det har ramt dig…. Sender alle de krydsede fingre jeg kan afsted i din retning…
    Glædelig jul til dig og alle dine kære.
    Kærlig hilsen
    Lenette


  17. Dec 3, 2012
    9:13 am

    Helle

    Uha Birthe, bliver da totalt stum og underlig tom indeni. Det er da en frygtelig beretning, som med al tydelighed beviser, hvor skrøbeligt livet er. Er glad for, du strittede imod. Et eller andet hvisker mig i øret, at du er allergisk for noget af al den medicin du får. Men hvad ved jeg, du har jo de bedste læger omkring dig. Håber, du reagerer godt på den kommende behandling.
    Mange juleknus
    Helle


  18. Dec 3, 2012
    12:06 pm

    lajla pedersen

    Kæreste Birthe

    Vil bare sige at det er hårdt at læse din blog,jeg føler så meget med dig og dine kæreste.
    Kærligst Lajla


  19. Dec 3, 2012
    12:06 pm

    Yvonne Thygesen

    Det er da noget af en chokerende oplevelse du var ude for.Godt at du har det bedre igen.Forstår godt at du glæder dig til at komme til USA i det nye år.
    Jeg ønsker for dig og din kæreste at kemo behandling forløber uden alt for mange bivirkninger.
    De venligste hilsner.


  20. Dec 3, 2012
    12:21 pm

    Signe

    Åh et rørende indlæg..
    Velkommen ’tilbage’ Birthe, du kæmper videre bravt :)


  21. Dec 3, 2012
    1:05 pm

    Ann

    Kære Birthe.
    Jeg har tænkt længe at jeg ville skrive til dig, men aner ikke hvad.
    1000 tak fordi du har gjort min familie og jeg så kloge på god madlavning.. Vi har aldrig nogensonde lavet en af dine opskrifter, uden at kunne lide maden og det siger ikke så lidt hjemme ved os.
    Jeg glæder mig meget til at læse om din tur til USA til foråret.
    Mange hilsner fra Ann
    P.s. så håber jeg du giver kræften baghjul og holder den lortesygdom nede i maaaange år <3


  22. Dec 3, 2012
    2:41 pm

    Jeannette

    Åh Birthe, hvor er det dog forfærdelig læsning det her – det gør mig så ondt for dig at du skal dette igennem. Sikke en vild oplevelse med synet af din veninde, gad vide hvad der lige skete…
    Jeg håber alt det bedste for dig og at du tager godt imod behandlingen.

    De bedste hilsner fra en læser der ar været on/off nogle år efterhånden.


  23. Dec 3, 2012
    2:48 pm

    jonna bang lund

    kære Birthe
    Ja tårerne trillede også ned ad mine kinder, som en skriver, hvor er du en stærk pige,jeg er glad for at du så og hørte Anette, så har Gud hørt mine bønner, og vist dig at der er et liv efter dette. Jeg er glad for at du har valgt at tale med en præst, jeg håber at det så er en virkelig troende præst, som vil kunne tale virkeligt med dig og du med ham. Jeg ønsker dig alt det bedste og at du må få dine ønsker opfyldt, jeg tænker på dig hver dag og bliver ved at bede for dig,
    mange kærlige tanker og hilsener fra Jonna (som du slet ikke kender, men jeg kender dig, fordi jeg har fulgt dig længe)


  24. Dec 3, 2012
    5:55 pm

    Frederikke Beier

    Selv om jeg sidder her i Grønland, mor til 3, følger jeg med i dit liv, viste et billede af dig til min mand og fortalte lidt om dig om kræftdagbog og dit kogebog, selv om jeg ikke kender dig, selv om jeg ikke har set dig før og selvom jeg ikke har snakket med dig før har man adgang til internet hvor man kan følge med i ens liv, bliver man MEGET rørt over det du skriver og der kommer mange spørgsmål… venter på tegn, venter på at du skriver igen, skriver hun ikke snart, har hun det godt. ønsker dig alt godt og god bedring knus herfra Frederikke


  25. Dec 3, 2012
    10:20 pm

    Camilla

    Nu piver jeg jo igen :( Men er så glad for at du valgte livet! Det lyder til at have været en barsk omgang for jer alle, men hvor skønt at både din mama og alle andre tæt på dig kom og hilste på dig :) Det lyder dejligt, at du og kæresten har fået snakket nogle ting igennem. Ligesom dengang med testamentet er der jo nogle ting man egentlig helst ikke vil snakke om, fordi det jo i bund og grund handler om, at man ikke er mere… men jeg tror også, at det er godt at få tingene snakket lidt igennem – for sig selv og de andre. Vi blev faktisk spurgt da vi for nyligt skulle lave testamente om vi havde nogle bestemte ønsker til begravelse osv. og valgte at lade det være op til de efterladte, for de kunne jo netop have et ønske om en sten og sådan.


  26. Dec 3, 2012
    10:21 pm

    Hanne

    Hej Birthe
    Det du har haft en er det man kalder en nærdødsoplvelse. De kan være helt vildt skræmmende, men faktisk også ret smukke og fredfyldte. Anette kom for at sige dig at det ikke var din tur endnu. Det er helt normalt i nærdødsoplevelser at en afdød som man elsker viser sig.

    Men udover det så kan sgu godt forstå du har været lettere reflekterende over hændelsen og superdejligt du kom tilbage.
    Jeg kan godt forstå du vil tale med en præst, for de er nemlig meget lyttende og empatiske.

    Har I overvejet at gifte jer ? Du behøver ikke at svare herinde, du har min mail : D

    Mine tanker og varme går til jer to. Nu siger du til hvis der er noget jeg kan gøre : D

    Kram Hanne/KunstnerKram


  27. Dec 3, 2012
    10:29 pm

    Sanne

    Kære Birthe. Din indstilling til livet, skal nok få dig gennem denne krise og ud på den anden side. Tro kan flytte bjerge. Din beretning gav tårer i øjnene, og det glæder mig at du, selvom du savner Anette, valgte livet. Vi er jo nogle, der glæder os til næste bog ;) Kh Sanne


  28. Dec 4, 2012
    11:35 am

    Nanna

    Jeg blev dybt berørt, da jeg fandt ud af, at du er syg. Det er helt forbigået min opmærksomhed. Jeg har ellers ofte besøgt din side for at tiltuske mig dine gode opskrifter.
    De allerbedste tanker fra mig.
    Keep on fighting :-)


  29. Dec 4, 2012
    3:00 pm

    Moster Tulle

    Hvor frygteligt, men godt du kom tilbage. Er ikke et sekund i tvivl om, at der er mere mellem himmel og jord. Ønsker dig god bedring og sender masser af helende tanker


  30. Dec 4, 2012
    3:03 pm

    Gitte Jeppesen

    Sødeste kære Birthe

    Jeg har lyst til at sige en hel masse til dig, men jeg vil egentlig bare sige dig TAK. Tak fordi du laver en dejlig blog til alle os “anonyme” læsere med opskrifter og nye input.
    Tak fordi du deler denne del af dit liv med os, jeg synes det er umådelig sejt og har den dybeste respekt for dig, for at du deler dette med alle os. Jeg ønsker dig alt det bedste og har dig i mine tanker når roen falder over mig foran skærmen, når man lige skal ind og se, hvordan det går rundt omkring :) Jeg vil gerne give dig et kæmpe varmt kram!

    De bedste hilsner, Gitte….


  31. Dec 4, 2012
    9:20 pm

    Kristina

    Kære Birthe.
    Jeg er endnu én af alle de anonyme læsere der har fulgt dig gennem de sidste år, men aldrig fået skrevet til dig. Nu er det på tide! Jeg vil fortælle dig at din blog har betydet utrolig meget for mig, jeg har lært at lave en mere udfordrende og lækker madlavning m et tvist på grund af dig. Og er så umådelig ked af at høre om din sygdom og alt det du går igennem. Det lyder forfærdelig hårdt. Jeg tænker ofte på dig i løbet af dagen, og krydser fingre for at du får det bedre.. De varmeste hilsner fra en stor fan..


  32. Dec 4, 2012
    9:43 pm

    Dufa

    Endnu et rørende indlæg! Jeg tjekker din blog hver anden dag for, at læse om der noget (godt) nyt, og for at læse hvordan du har det. Jeg er heller ikke den eneste, kan jeg forstå!

    Du MÅ IKKE give op! Du skal blive ved med at kæmpe, selvom det ikke altid er lige nemt. Held og lykke herfra.


  33. Dec 5, 2012
    12:15 am

    Annette

    Kære Birthe,
    You are tougher than the rest:-)
    Knus og alt det bedste,
    Annette


  34. Dec 5, 2012
    11:08 am

    Louise

    Hold da op hvor er det hårdt at læse… men det giver lidt stof til eftertanke! Tak fordi du deler med os andre.
    Jeg ønsker dig alt det bedste!!!!

    Mange tanker

    Louise


  35. Dec 6, 2012
    11:04 am

    Anabell

    Kære Birthe
    Efter at jeg igår fandt ud af, at du er blevet ramt af den hæslige sygdom kræft, har jeg næsten uafbrudt tænkt på dig. Hvor er jeg ked af at det skulle ramme dig. Der er ingen der fortjener at få den sygdom!
    Jeg ønsker dig al god vind og håber at din krop vil tage imod behandlingen og at du er blandt de 10% der klarer det!
    Jeg har bedt en bøn til min lille buddha om, at du skal komme helskindet igennem sygdommen.
    God bedring.
    Kærlig hilsen Anabell


  36. Dec 6, 2012
    9:41 pm

    Birte

    Kære Birthe
    Gang på gang, når jeg har søgt på opskrifter eller sære ingredienser er jeg endt på din hjemmeside,- og har hver gang fundet inspiration og glæde i dit univers. Du skriver i et dejligt sprog om emner vi alle kan forholde os til – og det hele er æstetisk sat op, både den blå og den sorte :-) Du kan varme dig ved, at du i en ung alder allerede har sat gode spor hos så mange mennesker. En tak for dejlig læsning og alle gode ønsker om helbredelse skal du have. Den glæder jeg mig til at læse om.


  37. Dec 7, 2012
    11:12 am

    Betina Jensen

    Hej Birthe

    Jeg er en flittig bruger af dine opskrifter, og følger nu også med i din kræft-dagbog efter at du har fået stillet den trælse diagnose. Jeg har lige læst dette indlæg med tårer i øjnene. Virkelig stærk læsning. Og sikken voldsom oplevelse du og dine nærmeste har været igennem. Jeg håber virkelig det bedste for dig.

    Kærlig hilsen Betina


  38. Dec 8, 2012
    3:14 pm

    Janni Pedersen

    Puh! det er noget af en tur du er på lige for tiden. Jeg bruger ofte din blog og dine fantastiske opskrifter og svingede herind for at læse om dine erfaringer med Blomsterberg. Jeg fik lidt mere end jeg havde håbet på. Jeg kan se det er en del dage siden du har skrevet denne opdatering og jeg håber vitterligt at intet nyt er godt nyt.

    Såfremt mine håb er forgæves så håber jeg at du sidder med Anette og drikker en kop kaffe, med hjemmebag selvfølgelig, mens du kigger ned på os og nyder at være smertefri.

    Du har om nogen været en inspirationskilde for mange og jeg håber at beholdedig som inspiration lidt endnu. keep up the good fight så længe du selv magter det.


  39. Dec 8, 2012
    10:49 pm

    Marianne

    Kære Birthe.
    Jeg har fulgt din blog igennem længere tid og har som du også mit hjerte i New York, hvor jeg har boet. Derudover har jeg også…som du….ligget på D6 og blev behandlet for kræft. Faktisk er det præcis idag ét år siden, jeg lå og skreg i smerte på D6 og samtidig blev forkælet af de helt fantastiske sygeplejersker, som er omkring dig lige nu. Du nægvner Inger J. – hun reddede simpelthen mit humør. Hun er den bedste sygeplejerske, jeg nogensinde har været i nærheden af.
    Jeg er nu igennem mit kræftforløb – og håber inderligt også, at du bliver rask. Jeg lover dig, at OUH gør ALT, hvad der står i deres magt for at hjælpe dig – de er meget dygtige!!! Afd. R og strålekælderen er også befolket af yderst kompetente læger og sygeplejersker, så du er på alle måder i gode hænder. Jeg vil sende dig al min kærlighed og masser af håb og lys!
    De kærligste hilsner og cyber-knus
    Marianne


  40. Dec 12, 2012
    10:30 am

    Sara

    kære Birthe, hvor er du dog en stærk kvinde! jeg håber at du blir rask og helbredt for din kræft.
    DE kærligste hilsner fra Sara

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Jeg er også på Twitter

Mine netværk

Abonnere med e-mail


 

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!