Newyorkerbyheart

Fastelavnsboller med creme, marcipan og chokolade……….

Mel og smør kommes i en skål……….

……..og smuldres sammen…………

Gær, kardemomme og rørsukker blandes sammen………

Mælk og æg blandes i………..

………mel-blandingen blandes med det våde og samles til en dej………..

Marcipan-remonce……….

Dejen rulles ud og skæres i firkanter………….

Creme, remonce og chokolade kommes på hver firkant……….

Saml 2 af de diagonale hjørner………..

……….derefter de sidste to……..

Saml enderne godt, så indholdet ikke løber ud………..

Sæt bollerne på en plade, lad dem efterhæve og pensl med æg……..

Bag dem til de er gyldne og gennembagte. Lad dem køle af på bagerist………

Spis dem når de er afkølede, så kommer smagen af indholdet bedre frem………

Den anden dag skrev en af mine læsere på en af mine Facebook-opdateringer, at hun var ved at bage fastelavnsboller med creme, marcipan og chokolade. Jeg kan ikke stå for noget med marcipan, så jeg spurgte hende om opskriften. Hun gav den til mig, den er fra Spar-butikkernes “Kulør” blad, et gratis magasin der ligger i alle Spar butikker.

De er bestemt ikke fedtfattige, men de er super lækre, luftige og smager SKØNT, jeg kan varmt anbefale dem. Husk at lukke enderne godt sammen så fyldet ikke flyder ud. Jeg havde et par stykker hvor fyldet flød ud, men i det store og hele holdt det sig inden i dejen.

Jeg var doven og sprang over det laveste gærde jeg kunne finde, jeg brugte nemlig pulver creme. Men lav endelig din egen creme, hvis du vil. Jeg fik 22 fastelavnsboller ud af portionen og creme og remonce slog lige netop til. Jeg skar lidt ned på gæren og lod dem hæve lidt længere.

Fastelavnsboller med creme, marcipan og chokolade (fra “Kulør” februar måned), ca. 22 stk.

300 g koldt smør, skåret i tern

ca. 500 g hvedemel

25 g gær

1 tsk. kardemomme

1 spsk. rørsukker

2 dl mælk

2 æg

1 tsk. salt

Remonce:

100 g marcipan

60 g rørsukker

100 g blødt smør

Desuden:

creme fra 1 pakke pulvercreme eller lav en hjemmelavet creme

ca. 22 stykke små, god, mørk chokolade 70%

Pensling:

1 æg, pisket let sammen

Kom mel i en skål sammen med det kolde smør og smuldr det sammen til en grynet masse. I en stor skål kommes kardemomme, rørsukker, gær og mælk. Pisk det sammen til gæren er opløst. Tilsæt de 2 æg og saltet, pisk det godt sammen. Tilsæt melblandingen og rør det sammen, hæld det ud på bordet og ælt det hurtigt sammen. Tilsæt evt. lidt mere mel, hvis det er nødvendigt. Dejen skal være blød og lidt klistret, men ikke så meget så det hænger fast i bordet. Dæk dejen til, sæt det ind i ovnen med ovnlyset tændt og lad det hæve i 45 minutter. Imens laves cremen efter instrukserne på posen eller lav en hjemmelavet creme. Bræk chokolade i passende stykker. Til remoncen piskes marcipan, rørsukker og blødt smør sammen med en el-mikser, til en samlet masse. Drys lidt mel på køkkenbordet, del dejen i 2 og rul hver del ud til en firkant. Skær dejen i firkanter. Kom creme, remonce og chokolade (i den rækkefølge) på hver firkant og luk så bollerne godt sammen, så de er helt tætte. Tryk dem lidt flade og sæt dem på bageplader beklædt med bagepapir. Dæk dem til og lad dem hæve et lunt sted, ved stuetemperatur i ½ time. Pensl dem med let sammenpisket æg og bag dem midt i ovnen ved 200 grader (ikke varmluft) i 10-12 minutter, til de er gyldne og gennembagte. Lad dem køle af på en bagerist. Pynt dem evt. med glasur (jeg spiser dem uden, fordi jeg ikke er så glad for glasur). Spis dem friskbagte når de er kølet af. Smagen af fyldet kommer bedre frem når de er afkølede.

Print Friendly
Tilbage

8 kommentarer


  1. Feb 14, 2013
    12:27 pm

    Birthe

    Hej Birthe
    De ser super dejlige ud, jeg bliver helt lækkersulten. Det minder mig om, at jeg engang fik en opskrift på fastelavns- boller af en kollega og nederst i opskriften skrev hun: “bollerne skal hæve i 20 min, og når du har spist dem, hæver du også” – og ved du hvad – jeg har aldrig bagt de boller, billederne, jeg så for mig, var alt for skræmmende:-))


  2. Feb 14, 2013
    2:46 pm

    Elsebeth

    Jeg krydser fingre og håber, at du kan komme i behandling i morgen og de følgende dage, så du kan få en vidunderlig tur til Paris!


  3. Feb 17, 2014
    8:25 pm

    Lis Viggers

    Hej.

    Hvor ser det spændende ud, nu ved jeg, hvad jeg skal lave i morgen. Jeg har også ledt efter en god opskrift på fastelavnsboller og ser frem til at prøve denne. Jeg synes, de plejer at være for “tunge”, men disse ser anderledes ud!

    Lis


  4. Feb 18, 2014
    1:05 am

    Alice Øvig

    Så rart at erfare, at du stadig har mod og kræfter til “luxus” bagning


  5. Feb 18, 2014
    1:41 pm

    Lene B

    De ser rigtig gode ud, og jeg elsker også marcipan i fastelavnsboller. Den skal da afprøves, den opskrift. :0))

    Jeg har lige oprettet min egen blog for få dage siden, og nederst på bloggen har jeg tilføjet din blog som en af de blogs jeg følger. Du er meget velkommen til at kigge forbi bloggen, hvis du har lyst. Den er fortsat under udvikling. Du skal scrolle helt ned i bunden, for at finde favorit-sider og de blogs jeg følger.

    http://justlove2ndhandbyleneb.blogspot.dk/2014/02/forarstegn-i-riis-skov-m-trningsanlg-og.html

    I øvrigt er der lige tikket en mail ind, om at jeg kan hente din bog på biblioteket i dag, så jeg glæder mig til at læse din kogebog. Den ser meget spændende ud. De mange flotte billeder inspirere mig til, at komme igang med at fotografere til min egen blog. Billeder gør rigtig meget på en blog.

    Rigtig god dag til dig, og pas godt på dig selv.

    Smil Lene B. .0))


  6. Feb 19, 2014
    4:16 pm

    Lis Viggers

    Hej.

    Bollerne blev nøjagtig lige så gode, som jeg havde håbet.

    Men jeg havde alligevel et problem: Meget af fyldet løb ud. Jeg havde eller presset alle mulige åbninger sammen, men det har jo altså ikke været godt nok. Måske jeg skulle prøve at lave dejstykkerne (og dermed bollerne) lidt større.

    Er der nogen, som har et bedre forslag?

    Mvh. LIS


  7. Feb 24, 2014
    11:07 am

    Helle

    Hej.
    De ser rigtige gode, men kan jeg fryse dem, hvis vi ikke kan nå at spise dem allesammen.
    Hilsen Helle


    • Feb 24, 2014
      12:28 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Helle!

      De kan selvfølgelig fryses og så bare lunes lidt når de er tøet op og skal spises.

      Mange hilsner
      Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!