Newyorkerbyheart

Kræft-dagbog: 3. Kemo-behandling (opdateret indlæg)……

Prinsessen slapper af……..

Min udsigt fra 7. etage på Patienthotellet………….

Aftensmad den første kemo-dag på Odense Universitetshospital (OUH)…………

Frokost på Patienthotellet……..

…….efterfulgt af frugt……..

Friske forårsruller med sprøde rejer……..

……..og lækker sushi fra Umashi…….

Desserten var lækre hjerter fra Summerbird……..

Indlagt på Kolding Sygehus, på enestue og med stor fladskærms TV………

Aftensmad den første aften……..

Morgenmad…….

Frokost inkl. daglige risengrød…….

…..endnu en omgang frokost…….

Besøg af lille, lækre Clara og hendes skønne mor……

….man kan altid lige tage en bid af mors lår……

Hun er fræk er hun……..

Nem og lækker pastaret. Opskriften findes HER…………..

Min nye kørestol……..

Endnu en omgang kylling med grønne peberkorn…….

Tirsdag i sidste uge kørte kæresten mig atter til Odense Universitetshospital (OUH), så jeg kunne få taget blodprøver, inden kemo-start om onsdagen. Vi ventede en lille times tid på at blodprøverne blev taget, derefter gik vi over til patienthotellet, så jeg kunne få mit værelse. Jeg fik et værelse på 7. etage denne gang, sikke en god udsigt og værelset var lidt mere opdateret end dem eg tidligere har haft. Bl. a med en badebænk i badeværelset, hvilket jeg var glad for. Efter at have fået lidt t spise og lidt TV-kiggeri var klokken de at være 21.30 og det var tid for kæresten at køre hjem igen og jeg gik i seng.

Jeg sov temmelig dårligt om natten, givetvis pga nervøsitet for samtalen med lægen om onsdagen. Jeg tænkte også meget på hvor slem bivirkningerne ville blive, ved denne 3. omgang kemo, som jeg er blevet advaret i mod at tage imod. Nu var jeg lige ved at vænne mig til at have det godt. Den sidste uge herop til var god og det er svært at skulle påføre sig selv at få det elendigt igen – og måske endda værre end jeg nogensinde har haft det.

Efter morgenmaden gik jeg selv over på R (onkologisk afdeling) for at mødes med lægen kl. 09.00. Lægen jeg kom ind til var noget mærkelig synes jeg og det er lidt svært at forholde sig til en ny læge hver gang, dette er den 5. eller 6. læge jeg taler med på R, det er altså lidt noget rod. Jeg skal ligesom starte forfra hver gang og det koster altså kræfter. Men han kunne overhovedet ikke se hvorfor jeg ikke skulle tage den 3. omgang kemo. Mine blodprøver fra dagen før var fine og han kunne slet ikke forstå at jeg ikke fik kemo-kuren i sidste uge, for selvom jeg ikke havde de bedste tal, så mente han at jeg fint kunne have fået kemo. Vi talte lidt om bivirkninger, især om kvalme. Men da han sagde om jeg ikke bare kunne stoppe med mine Cipralex i et par dage, tabte jeg alt for ham eller tænkte i hvert fald mit. Jeg får Cipralex mod depression og har fået det i en del år efterhånden, det reddede mig fra det selvmord jeg var på vej imod, da jeg blev syg med fibromyalgi, førtidspension og tab af erhvervsevne. Jeg har altid fået at vide at hvis jeg engang skulle ud af det, skal der nedtrappes langsomt og jeg har prøvet at glemme dem i et døgn og har fået det virkelig elendig – og så sidder han der og siger om jeg ikke bare kan stoppe et par dage??? Det gjorde mig meget forvirret og jeg sagde, at det troede jeg altså ikke var så godt. Jeg er ikke interesseret i også at skulle kæmpe med psyken, samtidig med bivirkningerne af kemoen.

Men altså vi kom frem til at jeg skulle køre på med den 3. omgang kemo, så jeg også kan få midtvejsscanningen. Det er ligesom den hele min fremtid kommer til at afhænge af. Min kemo-kur bliver lavet på bestilling og fordi den ikke var bestilt, kom vi ret sent i gang med den. Jeg kom ind på en 2 mands-stue og fik en seng, fordi det er så mange timer jeg skal være der – 6½ time. Tiden gik egentlig meget godt, det meste bruges jo på at jeg går frem og tilbage på toilet. Ud af sengen, tage fat i drop stativ, ud på gangen, ud på toilet, tilbage op i seng og sætte stikket i dropstativet igen – sådan forgår de 6½ time jeg er der. Jeg får så meget væske sammen med noget stærkt vanddrivende, som sørger for at jeg er godt beskæftiget. Enkelte gange har jeg været heldig at være på en stue hvor der er eget toilet til og det er altså en skøn luksus, i stedet for at skulle gå ud på gangen hver gang.

Når man får kemo på dagsafsnittet på R (som hedder Q-gangen) får man ikke tilbudt frokost, selvom man er der længe. Jeg havde ikke helt taget højde for det, for jeg havde kun taget vindruer med og det holdt ikke helt. Jeg begyndte at blive ret skidt tilpas, så en sygeplejerske forbarmede sig over mig og fandt et stykke sødmælksfranskbrød med (pap)ost, til mig, men jeg blev nu ret glad for bare at få noget at spise :-) Da vi kom sent i gang, blev jeg selvfølgelig også sent færdig, så sygeplejersken kom og fortalte mig at de jo lukkede afdelingen kl. 15.30 og derfor skulle jeg flyttes. Jeg ved godt at det er en lille bitte ting men jeg ville ønske at de havde lagt mig ind på den stue jeg skulle til, lige fra starten af for nu skulle jeg til at samle alle mine ting sammen. Tage støvler og jakke på og traske hen til en ny stue og ny seng. De valgte så oveni købet at ligge mig ind til en der lå med høj feber og en grim hoste – og jeg var så bange for at det var noget der smittede!! Det skal dog siges at jeg på den nye stue fik eget toilet ;-) Jeg lyder nok utaknemmelig og noget besværlig men de havde tomme stuer, så jeg da jeg gik hen på den stue jeg skulle være på og det ville bare have været dejligt med lidt fred og ro – og ikke at skulle forholde sig til et andet, fremmed menneske………..igen. Jeg oplever mig selv som værende så ked af sådan nogle ting, som jo i det store billede er småting, men som frustrerer mig helt vildt. Jeg føler mig så sårbar og helt ude i tovene som jeg aldrig har været før, derfor bliver jeg så ked af at opleve sådan nogle ting, som jeg føler bare burde glide. Er jeg virkelig besværlig?? Er det for meget forlangt?? Tro mig, jeg ved godt at de stakkels sygeplejersker gør ALT hvad der står i deres magt og at de løber hurtigt hver dag, for at følge med. Jeg ved godt at de er pressede til deres absolut yderste og at de jo ikke kan gøre for det politikerne pålægger dem. MEN – og det er et stort men her, synes jeg. Jeg er også presset til mit absolut yderste og det samme er de andre kræftpatienter der ligger der, er jeg sikker på. Vi kæmper alle for vores eksistens, for vores liv. Vi kæmper for at holde hovedet oven vande, for at finde op og ned på det hele – og nogle sygeplejersker forstår det – også selvom de er pressede og stresssede. De gør alt hvad de kan for at alt skal forløbe glat, de tænker forud hvad der kan opstå af ting og forsøger at styre udenom det. De er klar med et smil, en beroligende bemærkning eller bare lige at sidde ½ minut og holde ens hånd. Det er de sygeplejersker jeg ELSKER og som gør det hele så meget nemmere, på de dumme, dumme kemo-dage og når jeg ellers er indlagt. Så er der dem – som der desværre er alt for mange af på R – dem som ser lige igennem en, som ikke siger hej, som har et stenansigt og ikke tillader sig selv at smile, som udfører deres job professionelt og ikke mere. Som ikke tænker frem og lader sig overraske af alt hvad der sker – dem som jeg frygter skal passe mig når jeg bliver rigtig syg og ikke længere kan protestere. Det er tanken om dem der gør at jeg bliver bange og utryg og jeg håber inderligt at jeg ikke møder dem alt for meget på min vej gennem systemet……..

Nå, men jeg altså jeg blev flyttet ind til hende den syge og skulle så ligge der den sidste 1½ times tid. Efter at have lagt der lidt, fik jeg heldigvis besøg af en af sygeplejerskerne fra afdeling D6 (gynækologisk afdeling), en af mine absolut yndlingssygeplejersker og som har alle de kvaliteter som jeg synes en sygeplejerske skal have. Det var så dejligt at se hende og tale med hende, hun var det positive indslag på min lange, kemo-dag. Ved 18-tiden var jeg færdig og blev kørt tilbage i kørestol, til patienthotellet. Jeg tog et par forskellige salater med op på mit værelse og så gik jeg ellers på hovedet i seng. Jeg var helt færdig efter en lang dag. Jeg spiser ikke varm mad efter kemo, fordi det bare ikke er det jeg lige har mest lyst til, alene duften af det er nok til at få mig til at flygte langt væk.

Jeg skulle meget tidlig op om torsdagen. Jeg havde en tid på M (medicinsk afdeling) kl. 8.15, men de ringede og rykkede det til 7.30, så jeg var allerede oppe kl. 06.15!! Jeg blev hentet kl. 07.15 og blev kørt i kørestol over på M. Jeg er glad for at jeg bestilte transport, for der var langt. Mit blodtryk er alt for højt og har været det længe, så jeg er nu i behandling og fik og føjet endnu en pille til den stak jeg indtager hver dag. Jeg blev pænt kørt tilbage igen og så hvilede jeg mig lidt inden jeg fik besøg af Mette. Mette er en af mine læsere, som arbejder lige overfor OUH og hun har besøgt mig nogle gange efterhånden. Det var super hyggeligt og hun havde en lækker snegl med til os og en kop choko-kaffe :-D Da hun var gået hvilede jeg lidt igen – jeg havde jo været tidligt – oppe og kl. 12.45 havde jeg aftalt med R at de skulle hente mig på patienthotellet i en kørestol. Jeg havde lavet en aftale med Hanne – som har bloggen Kunstnerkram – om at vi skulle spise sushi sammen efter min behandling og at vi skulle mødes på R. Klokken 12.55 sendte jeg en sms til Hanne om hun ikke kunne spørge dem om de havde glemt mig, for jeg havde stadig ikke set skyggen af nogen – og det havde de faktisk!! Klokken 13.05 bad jeg patienthotellet om at ringe derover igen, for at rykke, jeg var stadig ikke blevet afhentet. Endelig klokken 13.15 kom der en for at hente mig, men hun havde ingen kørestol med. Så vi måtte på jagt efter en, inden jeg kunne blive transporteret derover – og jeg var grædefærdig. Jeg græd og følte mig elendig til mode – igen, igen! Det er bare ikke nogen rar fornemmelse ikke at kunne møde til tiden og føle at folk er ret ligeglade med en. Jeg var også dødtræt, fordi jeg ikke havde sovet særlig meget, så det var bare prikken over i’et. Hvis bare jeg ikke var så svimmel efter kemo så kunne jeg selv gå over på R, for der er ikke mere end få hundrede meter, men jeg tør simpelthen ikke gå selv. Da jeg endelig kom derover var klokken næsten blevet 13.30 og jeg burde faktisk være ved at være færdig, for kemo varer kun ½ time på 2. og 3. dagen.

Endelig kunne jeg hilse på Hanne og jeg må med skam indrømme, at det var en grædende (og forgrædt) Newyorkerbyheart hun mødte. Det er lidt pinligt at møde et så – forholdsvis – fremmed menneske på den måde. Sådan helt nøgen og sårbar, men det var altså sådan det var den dag. Det er dog ikke noget jeg har det særlig godt med, at vise den side frem i så offentlig et forum. Der var også en anden af mine læsere derovre, som jeg kom til at sidde på stue sammen med, så hun mødte mig med et forgrædt ansigt. Jeg ved godt at det er noget pjat, men det er jo trods alt ansigtet folk ser først og et forgrædt ansigt er bare ikke det fedeste indtryk at efterlade. Jeg ved godt at jeg ikke er et kendt menneske, men alligevel tager jeg nogle gange mig selv i at tænke om nogen måske genkender mig – og jeg kan føle mig helt pinlig berørt. Måske fordi at når man får kemo er man helt “nøgen” og meget skrøbelig.

Næsten 1 time forsinket, fik jeg min kemo og det var derfor også ret sent inden Hanne og jeg fik den sushi, som Hanne havde medbragt. Heldigvis var der et køleskab i opholdsstuen, hvor vi kunne opbevare sushien, imens jeg fik kemoen. Hanne havde købt sushi hos Umashi og det var noget lækker sushi vi fortærede på mit værelse bagefter. Jeg spiste min portion af det Hanne havde købt, men måtte opgive at spise desserten. Hanne havde taget noget lækker chokolade med fra Summerbird, men sådan et kunne jeg altså ikke spise, så jeg gemte det til senere. Hanne har også skrevet om hendes besøg på hendes blog, I kan læse det HER, hvis I har lyst………….

Hannes besøg blev afløst af min samtale med præsten, Solveig. Jeg værdsætter vores samtaler så meget, jeg føler mig så rolig når jeg taler med hende. Denne gang talte vi om begravelse eller i mit tilfælde at blive kremeret. Jeg fortalte lidt om mine tanker omkring det og hvor svært det havde været for mig at planlægge min egen begravelse. Hun giver mig en uendelig ro og har sådan en dejlig tilgang til al ting. Hun er også så dejlig menneskelig. Hun kan godt forstå at jeg kommer til at bande af og til, selvom jeg prøver på ikke at gøre det, men som hun siger så er det nødvendigt nogle gange. Vi talte kun sammen en time denne gang, fordi jeg havde skubbet vores aftale lidt pga al forsinkelsen og hun havde et møde. Men bare det at se hende var dejligt. Jeg hvilede en lille times tid efter hendes besøg og så gik jeg ned efter lidt salat til aftensmad, men jeg spiste nu ikke så meget. Sushien mættede mig stadig. Jeg gik tidligt i seng for jeg var godt og grundig TRÆT efter en meget begivenhedsrig dag.

Fredag skulle jeg være på R kl. 9 og jeg blev afhentet til tiden denne gang. Jeg skulle have endnu en samtale med en læge – og endnu engang var det en ny læge – jeg er meget imponeret over at de kan blive ved med at finde en læge jeg ikke har mødt. Men hende jeg mødte denne gang var virkelig sød og som den første undersøgte hun mig. Hun spurgte til hvordan jeg havde det og var lidt bekymret over at jeg beskrev at jeg oplevede en stor forskel på min højre og venstre side af kroppen. Efter at have undersøgt mig, valgte hun at indlægge mig efter jeg havde fået kemo og jeg kunne ikke engang få lov til at komme over og pakke mine egne ting, hvilket jeg var ret ked af. Det er ret grænseoverskridende, synes jeg, at få sine ting pakket ned af vildt fremmede mennesker – eller er det kun mig der synes det?? Hun besluttede også, at jeg skulle have scannet mit hoved for at se om kræften evt. havde spredt sig til hjernen – hvad jeg inderligt håbede ikke var tilfældet. Jeg fik min kemo, fik en seng og derefter blev jeg kørt ned til scanning. Da jeg kom tilbage op på afdelingen kunne jeg ikke få en stue pga overbelægning, så jeg blev placeret på gangen. Det slog mig helt ud og jeg begyndte – igen, igen – at græde. Føler efterhånden at det her indlæg ikke handler om andet end mig der græder, men jeg synes også at det var en hård omgang. Al den stress og uro der er på gangen på sådan en travl afdeling som R (onkologisk) afdeling, er altså ikke noget for en der lige har været igennem en hård kemo-behandling. Efter sådan en omgang kemo har man brug for fred, ro, hvile og absolut INGEN stress. Her bankede mit hjerte derud af og jeg var helt udkørt. Det blev ikke bedre af at jeg prøvede at få fat i en sygeplejerske for at få lidt mad og selvom jeg stod lige foran hende og talte til hende, så hun lige igennem mig, for derefter at gå udenom mig og forsætte det hun var var i gang med. Hun svarede mig ikke engang!! Jeg fik slæbt mig hen til køkkenet og fik da lov til at få lidt brød, et æble og lidt at drikke.

På afdeling R har de den uhensigtsmæssige regel, synes jeg, at de lukker halvdelen af afdelingen hver fredag. Det betyder at alle senge i den ene afdeling skal flyttes over i den anden afdeling. Der ligger man så, som meget syg kræftpatient og skal forholde sig til at få tildelt et nyt værelse og nogle gange en ny værelseskammeret. Det kan godt være at det virker til at være en lille ting og det er det helt sikkert også for raske mennesker, men for mennesker som er igennem hårde kemo-behandlinger og mennesker som kæmper for deres liv hver dag, da er det virkelig en træls og trættende ting. De har nogle af de mest syge patienter på hele sygehuset, liggende på R og så ligger de og flytter rundt på patienterne hver evige eneste fredag og tilbage igen hver mandag – og alting er total KAOS. Jeg har prøvet at skulle møde ind en mandag morgen og det er virkelig kaos og stress, der hersker på afdelingen og det er bestemt ikke rart.

Nå, men tilbage til fredagen, som efterhånden var ved at udvikle sig til noget af et mareridt. Jeg græd og var helt ude af den og vidste ikke hvem jeg skulle ringe til, hvem der kunne komme og berolige mig lidt og give mig et knus. Jeg vidste, at kæresten var på vej over til mig, så ham ville jeg ikke ringe til. Hvis jeg ringede til ham, grædende, ville det bare gøre ham urolig og det skulle han ikke være. Så jeg kom i tanke om Solveig (præsten). Heldigvis var hun på sygehuset og ikke så langt væk og hun kom så hurtigt hun kunne. Jeg fik et stort knus, hun sad og holdt mig i hånden og fik mig beroliget. Jeg besluttede også at jeg ikke kunne ligge på OUH, jeg ville til Kolding, hvor jeg har en åben indlæggelse. Dvs at jeg kan komme når som helst og blive indlagt. Jeg ringede til dem og heldigvis kunne de godt tage mig, hvis jeg fik lov til det af OUH. Den samme læge som havde undersøgt mig, kom og fortalte mig, at der ikke var noget at se på scanningsbillederne. Kræften havde ikke spredt sig og det var jeg virkelig lykkelig for. Jeg fik også lov til at tage på Kolding Sygehus, hvilket glædede mig næste lige så meget :-) Jeg var så glad for at Solveig sad hos mig indtil kæresten kom, TAK Solveig. Kæresten gik over på patienthotellet for at hjælpe med at pakke mine ting sammen, men de var næsten færdige da han kom, så han kom hurtigt tilbage med mine tasker. Meget mærkelig fornemmelse at have andre til at pakke ens ejendele.

Jeg blev afhentet af en ambulance og kørt til Kolding Sygehus liggende, hvilket var rart for så kunne jeg rigtig hvile hele vejen og det trængte jeg til. Kæresten kørte selv og var lige ankommet til Kolding Sygehus da jeg kom trillende på båren. Sygeplejersken var ved at redde min seng da vi kom og jeg fik mit eget værelse, hvilket er en af de største plusser på Kolding Sygehus, sammen med at sygeplejerskerne er så søde og rare. Jeg fik pakket ud og kom op i min seng og langsomt kunne jeg mærke hvordan roen begyndte at indfinde sig. Jeg havde rigtig meget kvalme og lægen kom for at se hvad hun kunne gøre og for at høre lidt om hvordan jeg havde det. Ud over kvalmen var jeg meget svimmel og uendelig træt, fordi jeg heller ikke havde sovet særlig godt natten før. Sygeplejerskerne puslede om mig og fik mig til at falde til ro, hvilket jeg i den grad trængte til.

Gynækologisk sengeafsnit på Kolding Sygehus er sådan et behageligt sted at være, hvis man skal være på sygehus. Det er et meget lille afdeling med 8 senge, tror jeg og næsten kun enestuer. Det ligger for enden af en gang, så der er ikke ret meget trafik, andet end dem der er indlag og personalet. Det betyder selvfølgelig at aktiviteten på gangen ikke er så stor, hvilket igen medfører den eftertragtede ro. Den anden store fordel for os er, at det er så tæt på hvor vi bor. Så kæresten kan faktisk komme ud, køre hjem og så komme igen senere – uden at det er alt for dyrt i brændstof.

Kæresten blev til sidst på eftermiddagen og resten af dagen brugte jeg bare på at slappe af. Jeg havde det ret skidt af kemoen og jeg syntes at da jeg fik kvalmestillende, blev det bare endnu værre. Jeg var så tæt på at kaste op som jeg kan være, uden at gøre det. Men det var noget af en kamp jeg udkæmpede for at stå imod. Jeg havde dog nemmere ved at tackle det fordi omgivelserne var rolige og der var ingen stress og masser af smil fra sygeplejerskerne. Jeg fik lidt risengrød til aftensmad, som jeg af en eller anden grund godt kan spise, selvom jeg har kvalme. Jeg får risengrød hver dag når jeg ligger i Kolding og sygeplejerskerne har efterhånden lært, at de skal tage en portion fra, så jeg kan få både til frokost og til aften.

Lørdag kom og gik. Kærestens søster var på besøg sammen med lille Clara, det var dejligt at se dem igen. Jeg havde det temmelig skidt hele dagen: kvalme, svimmelhed og meget, meget træt. Kæresten kom selvfølgelig også og var hos mig. Søndag formiddag fik jeg besøg af Mette, som er bedemand (eller bedekvinde, hedder det det??). Hun hjalp mig med at besvare nogle spørgsmål i forbindelse med død og begravelse og det var rigtig rart at tale med hende. Jeg har lært hende at kende gennem min kære – desværre afdøde – veninde, Anette. Det er rart at få detaljer på plads og kunne tale med en om det, som bestemt ikke har berøringsangst ved at tale om døden. Hun kunne bl. a. fortælle mig, at jeg kunne få min aske delt op i 2. Oprindeligt havde jeg besluttet at min aske skulle spredes i New York, men jeg har ombestemt mig. Jeg vil hjem, dvs jeg vil til New Hampshire, så min Mama tager den ene halvdel af min aske med sig hjem når den tid kommer. Den anden halvdel bliver begravet her i Vejen. Mettes søster har lovet at synge til min begravelse, hun skal synge “My Way” af Frank Sinatra, det er “min” sang og den passer godt på mig. Jeg har altid gjort tingene “my way” :-D . Salmerne der skal synges er indtil videre “Altid frejdigt når du går” og “I østen stiger solen op”. Jeg har også sat navne på hvem jeg gerne vil have bære mig ud af kirken, hvem jeg gerne vil have omkring min seng i mine sidste timer, hvad jeg gerne vil have med på hospice osv. Så efterhånden tror jeg at jeg har alle de praktiske ting på plads og behøver ikke at bruge mere tid og kræfter på det. Jeg håber, at jeg har klædt kæresten så godt som mulig på til når den tid kommer, så han kan koncentrere sig om at være sammen med mig og hans sorg. Jeg håber at alle de forberedelser jeg har gjort, gør det hele lidt nemmere for ham, så han ikke skal stå og tage svære beslutninger midt i det hele.

Søndag eftermiddag kom kæresten for at hente mig hjem, det var dejligt igen at komme hjem til prinsessen og vanlige omgivelser. Jeg havde det stadig virkelig dårligt hele søndagen, men fik mig da stablet på benene til at lave en omgang pasta. Valget faldt på en ret som jeg ofte har lavet gennem årene, som er nem og som ikke tager ret lang tid at lave. I kan se opskriften HER. Jeg var meget træt søndag og det, kombineret med kvalme betød at jeg ikke spiste særlig meget og at jeg gik meget tidlig i seng. Jeg tror ikke klokken var mere end 21, da jeg lå i min seng og jeg sov til 9.30 næsten dag og var stadig ligeså træt. Mandag var jeg så træt så jeg overhovet ikke kunne holde øjnene åbne når jeg var oppe, de faldt simpelthen i og det var en fysisk anstrengelse at skulle åbne dem, noget jeg virkelig skulle tage mig sammen for at gøre. Kvalmen hærgede også i min krop, så jeg lå ned det meste af dagen og havde ondt af mig selv. På samme tidspunkt havde jeg så meget uro i kroppen, så jeg bare måtte op ret tit for at gå lidt rundt, hvilket ikke var så rart fordi jeg var svimmel – alt i alt havde jeg det ret elendigt. Sygeplejersken kom også forbi for at se til mig, men det var ikke ret meget hun fik ud af mig, for jeg sad med lukkede øjne det meste af den tid hun var her. Der kom også en fra kommunens hjælpemiddel-afdeling, for at tage mål til min kørestol og for at se om der var andet vi manglede. Den sidste der var den dag var hjemmehjælpen som kom for at vaske mit hår. Den første gang en anden skulle hjælpe mig i bad og med at vaske mit hår, var virkelig grænseoverskridende, men efterhånden har jeg vænnet mig til det. Jeg kan godt selv tage brusebad, men jeg kan ikke vaske mit hår fordi det er så tungt og tykt, så det får jeg hjælp til 2 gange om ugen. Det er virkelig en stor hjælp for mig og jeg er dybt taknemmelig for at jeg kan få så meget hjælp – ikke bare med hårvask – men i det hele taget. Det er noget af det vi taler meget om. Det kan godt være at vi betaler meget i skat, men i vores situation, får også virkelig meget hjælp og det er vi virkelig taknemmelige for.

Jeg gik også i seng kl. 21.00 mandag aften og sov igen til 9.30 næste dage. Tirsdag var en anelse bedre end mandag, men jeg havde det stadig virkelig dårligt og lå ned så meget som jeg overhovet kunne komme til, samtidig med at have meget uro i kroppen. Tirsdag hjalp vi hinanden med at lave kylling med grønne peberkorn, som er en ret vi har fået rigtig meget, som smager lige godt hver gang. Vi lavede så meget så vi også kunne få det onsdag. Onsdag vendte det hele og jeg vågnede og og følte mig som et helt nye menneske. Jeg var stadig ret træt, men kvalmen var næsten væk. Torsdag og fredag havde jeg det FANTASTISK, faktisk ligesom – eller næsten bedre – end før jeg fik min kræft-diagnose og sådan har det været lige siden. Ingen kvalme og en træthed det er til at bære, dog stadig lidt svimmel. Kæresten og jeg synes faktisk at det er et mindre mirakel at jeg har det så godt og vi kan næsten ikke forstå det. Jeg nyder hver eneste dag jeg har det sådan, men selvom jeg nyder det, så tænker jeg også meget over hvordan det kan være jeg har det så godt. Er det fordi kemoen endelig begynder at virke?? Er det fordi kræften svinder ind?? Eller er det som en tændstik der blusser op, inden den dør ud??  Jeg prøver dog virkelig på at skubbe de negative tanker væk og fokusere på det der er godt. Det er så dejlig at kunne have en nogenlunde normal hverdag og igen at kunne gå i køkkenet, som jeg gjorde i søndags. Mad har virkelig ikke sagt mig noget i rigtig lang tid, jeg har ikke haft kræfter til for alvor at lave mad og jeg har ikke kigget på opskrifter i rigtig lang tid. Nu finder jeg pludselig mig selv igen leder efter ting jeg skal lave og kigge i kogebøger, det er SKØNT :-)

I lørdags blev vi forlovet og var ude at spise en skøn middag om aftenen, men der kommer meget mere om det senere. Søndag kunne jeg godt mærke at jeg var meget træt, men jeg havde også været meget aktiv om lørdagen, fordi vi havde gæster til frokost. Det forbavsede mig dog alligevel at jeg ikke var mere træt. Jeg nyder virkelig ikke at have kvalme, det er SÅ befriende. Måske jeg ikke har kvalme fordi jeg får fast kvalmestillende hver dag. Jeg er glad for at jeg valgte at tage den 3. omgang kemo, som jeg var meget i tvivl om og som en læge frarådede mig. Selvom jeg var igennem helvede i de første dage efter kemoen, så har jeg det så meget bedre nu, måske miraklernes tid virkelig ikke er forbi………..

Jeg har dog fået en bivirkning og det er at jeg er begyndt at ryste på mine hænder. Det behøver ikke engang være fordi jeg har brugt mine hænder meget, det kan være bare jeg sidder med et glas som er lidt for fyldt, så begynder min hånd at ryste. Faktisk bare jeg holder min hånd op, især den højre, så ryster det og det er ret irriterende. Det gør mig også lidt ked af det, måske fordi det er et meget håndgribeligt bevis på at jeg er syg.

Jeg er også begyndt at få besøg af en fysioterapeut 2 gange om ugen, hvilket jeg nyder i fulde drag. En af goderne ved at være blevet terminal patient. Jeg er dog ikke meget for ordet terminal patient, det lyder så endeligt – hvilket jeg jo også godt ved at det er – men det fjerner ligesom al håb om at blive rask, synes jeg. Men det giver os også nogle goder, som vi ellers ikke ville have haft. Jeg får al medicin på recept gratis nu, jeg kan få al den hjælpe jeg skal bruge (dog stadig ikke til rengøring, som ellers ville være dejlig), jeg kan få fysioterapi og kæresten kan på plejeorlov. Vi har dog valgt at vi ikke vil gøre brug af plejeorloven endnu. Dels fordi kæresten vil gå ned på dagpenge, hvilket vil være ret hårdt for os rent økonomisk og dels fordi jeg har det så godt lige nu. Jeg ved heller ikke hvor sjovt det vil være at gå op og ned af hinanden 24/7 i ½ år. Vi venter og ser tiden lidt an, men den dag jeg bliver rigtig syg, da vil han givetvis tage orloven så vi kan være sammen.

I mandags havde jeg besøg af fysioterapeuten. Hun viste mig nogle små øvelser jeg kan lave, for at se om jeg kan opbygge min muskelmasse bare en lille smule. Det er selvfølgelig ikke nogle hårde øvelser eller noget og det må ikke gøre ondt når jeg udfører dem, men det ville være rart at få bare lidt flere muskler, fordi jeg har tabt så meget muskelmasse, hvilket medfører stor risiko hvis jeg får en infektion. Hun prøvede også akupunktur på mig, hvilket var ret behageligt – bortset fra en enkel gang hvor hun ramte et eller andet der gjorde afsindig ondt – men det var rart at prøve og jeg tror at det er noget vi forsætter med.

I går var jeg på OUH for at få lavet min midtvejs scanning og for at få foretaget mine midtvejs blodprøver. Midtvejsscanningen skal fortælle om kemoen har hjulpet og min videre behandling vil afhænge af hvad den viser. Hvis det har gjort kræften mindre og stoppet spredningen, så forsætter jeg nok. Hvis ikke, så bliver min behandling nok stoppet. Jeg ved ikke om de vil prøve en anden form for kemo, men det vil jo være noget jeg/vi skal tage stilling til, om vi evt. vil være med til. Resultatet får jeg på tirsdag, hvor jeg efter planen skal have kemo igen. Så mandag aften går turen mod OUH igen, for at få foretaget blodprøvet og så må vi se hvad der videre sker.

I dag har jeg haft besøg af Anne Hjernøe, som har interviewet mig til Alt for Damerne. Jeg ved endnu ikke hvornår det kommer i, men jeg tror det bliver engang i marts måned. Jeg skal selvfølgelig nok fortæller jer det, når jeg ved det. Interviewet handler både om min kogebog, Newyorkerbyheart – Amerikansk Homecooking, men også om det at have kræft og mit liv i det hele taget.

Print Friendly
Tilbage

50 kommentarer


  1. Feb 1, 2013
    11:54 pm

    Deborah

    Nej, jeg synes helt bestemt ikke, det er dig, der er besværlig. Jeg har været indlagt flere gange, og har også prøvet at være uheldig, endda en af de gange, hvor det var relativt slemt. Og når man oplever det, så er det, man håber og vil gøre alt for ikke at skulle igen.

    Jeg var engang indlagt 4 dage, og mødte 6 overlæger!! Det er bare ikke okay. Jeg skulle som dig, også forklare og fortælle hver gang – at læse min journal var åbenbart for meget besvær. Hvordan vi er havnet her ved jeg ikke, men det er helt, helt forkert.

    Rigtig god weekend og forlovelsesfest til dig.


    • Feb 7, 2013
      12:09 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Deborah!

      Det er sørgeligt at vores sygesystem er sådan. Jeg ved godt at der findes mange FANTASTISKE sygeplejersker derude, som gør alt hvad de kan for deres patienter hver evige eneste dag. Som lever og ånder for at deres patienter skal have det godt, jeg ved det for jeg har selv oplevet det. Desværre er der også nogen som – forståelig nok – ikke kan tackle al den stress der også er i jobbet. Men jeg ville ønske at de så enten søgte hjælp eller måske søgte noget andet :-)

      Mange hilsner
      BIrthe


  2. Feb 2, 2013
    12:05 am

    Dorthe Larsen

    Hej Birthe
    Dit indslag sluttede meget brat, så jeg regner med at du har mere at fortælle…. MEN jeg er uendelig skuffet over den behandling som du – og sikkert også andre kræftsyge – får på OUH (og nok også andre steder). Hvordan f….. kan man finde på at behandle alvorligt syge mennesker på den måde? Jeg bliver bare så rasende! Det er simpelthen alt for dårligt…. og nej, du er bestemt ikke urimelig! Det er systemets behandling af dig som er helt urimelig. Jeg græmmes!!!!


    • Feb 7, 2013
      12:07 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Dorthe!

      Ja, jeg fik ikke det hele med, var kommet til at slette det og måtte lave det hele om, men nu er hele indlægget der :-)
      Det er træls at blive behandlet sådan på et sygehus og af mennesker som burde være professionelle, men også menneskelige.

      Mange hilsner
      Birthe


  3. Feb 2, 2013
    12:21 am

    Maria Dixen

    Det lyder bare som et rigtig træls sted på OUH. Jeg fik fjernet mit bryst i Randers. Det var den samme sygeplejerske der tog i mod mig den første gang jeg kom til mammografien, til diagnosen, da jeg kom til operationen og de gange jeg var der til efterkontrol. Kemoen fik jeg i Aarhus, 6 gange, og da var det også den samme uendeligt dejlige sygeplejerske jeg havde alle gange. Vi fik også mad under kemoen. Det er da utroligt der er så stor forskel, og det er ufatteligt ringe at de ikke er mere menneskelige på OUH.
    Jeg er fuld af beundring over din måde at tackle det hele på. Hvor må det være hårdt!!!
    Jeg ønsker dig alt det bedste!! Knus og tanker fra Maria


    • Feb 7, 2013
      12:06 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Maria!

      Hvor dejligt at den samme sygeplejerske fulgte dig hele vejen igenne, det må have været meget betryggende. Jeg ville ønske at de ville prioritere patienten højere på OUH.

      Mange hlsner
      Birthe


  4. Feb 2, 2013
    1:07 am

    Marianne Larsen

    nej du er ikke besværlig.. Du er en syg patient som burde have det ” som blommen i et æg ” .. Hvor gør det mig ondt at du skal bruge energi på dette. Du skulle jo lægge alt din energi i at få et trygt og dejligt forløb igennem systemet. Jeg er selv udd. sygeplejerske, dog ikke i på arbejdsmarkedet i dag. Jeg beklager dybt det du oplever , for nej det drejer sig ikke om nedskæringer, men om empati og medfølelse for ens patienter, at være der for dem. Jeg håber virkelig at dagens sundhedspersonale læser med på din blog og sidder med en dårlig smag i munden !
    Håber du og din kæreste får en dejlig weekend


    • Feb 7, 2013
      12:04 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Marianne!

      Jeg ved ikke om skal have det som “blommen i et æg”, men jeg ville gerne behandles med respekt. Jeg ville gerne opleve et smil fra sygeplejerskerne og måske et klem eller noget. Som kemopatient er man utrolig sårbar – eller det er jeg i hvert fald, så at opleve varme og medmenneskelighed fra et andet menneske er fantastisk.

      Mange hilsner
      Birthe


  5. Feb 2, 2013
    1:53 pm

    Frieda

    Kære Birthe
    Jeg har den dybeste respekt for dig, da du formår at holde fast i din egen integritet selvom du er syg og dybt afhængig af behandlingssystemet. Jeg er selv uddannet sygeplejerske og forestår godt dine frustrationer, fordi det var jo høj grad også med til, at jeg forlod jobbet som sygeplejerske, fordi jeg havde det svært ved ikke at kunne behandle hvert patient som de burde, nemlig med den respekt og værdighed, som de har krav på…Så svaret på dit spørgsmål i dit indlæg – NEJ for pokker, du er bestemt ikke mærkelig eller krævende, men et menneske som i høj grad har fat i dig selv og ikke vil finde dig i at behandlersystemet gør dig passiv i dit forløb…kæmp videre, og dine sindsyg gode indlæg kunne sagtens tåle at blive sendt videre i systemet for at gøre opmærksom om det er sådan man skal behandle kræftpatienter…

    Mange hilsner
    Frieda


    • Feb 7, 2013
      12:03 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Frieda!

      Jeg tror at mange sygeplejersker har det som dig. Jeg ved at de har det svært og at de gør hvad de kan, men jeg ville ønske at de ville smile lidt mere – også selvom der måske ikke er noget at smile af. Men et smil, for enhver patient, er så dejlig beroligende og gør at man føler sig velkommen :-)

      Mange hilsner
      Birthe


      • Feb 10, 2013
        1:30 pm

        Frieda

        Helt enig, smil gør hverdagen meget nemmere på en ellervanden måde :) )


  6. Feb 2, 2013
    2:23 pm

    Rikke Laasby Møller

    Hejsa Birthe,
    Du fortjener helt sikkert den bedste behandling, der fåes og jeg håber du vil være omgivet af søde, forstående og hjælpsomme sygeplejersker og andet fagpersonale, i den tid du er på hospitalet. Ønsker dig en helt vidunderlig weekend :-)

    Knus Rikk


  7. Feb 6, 2013
    11:40 pm

    Inge-Lise

    Jeg bliver virkelig så vred, når jeg læser om din behandling på OU. Personalet må have et utroligt dårligt arbejdsmiljø. Jeg har selv været i berøring med OU igennem min far, som var indlagt flere gange på OU, og jeg var ikke på noget tidspunkt imponeret af behandlingen eller informationsniveauet. Jeg håber virkelig at den 3. Kemobehandling har sat din sygdom lidt i stå.
    Har lige købt din kogebog idag, og den er da helt fantastisk lækker :-) Glæder mig til at lave noget fra den.
    VH Inge-Lise


    • Feb 7, 2013
      12:01 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Inge-Lise!

      Jeg bliver også vred hver gang jeg oplever forskellig ting på OUH – og så bliver jeg ked af det – for det er svært som syg at skulle stå model til alt det. Jeg vil give dig ret i at informationsniveauet på OUH heller ikke er fantastisk.

      Mange hilsner
      Birthe


  8. Feb 6, 2013
    11:59 pm

    tina ley

    Hej Birthe.
    Hvor er det dejligt at læse at du igen oplever at være ovenpå og føle dig godt tilpas, trods din frygtelige sygdom og dine dårlige oplevelser med kvalme, overlæger og afdeling R.
    Jeg synes det er et trist og nedslående sygehusvæsen på OUH, når det er så beskåret, at det ikke engang kan tilbyde frokost til patienter, som skal tilbringe så meget tid på hospitalet at det næsten svarer til en arbejdsdag. Men nedskæringerne gælder åbenbart ikke kun frokost, men også medarbejdernes smil og imødekommenhed. Jeg håber afdeling R får hørt om dine dårlige oplevelser hos dem, så de kan ændre i deres personalekultur over for patienterne. For alle steder løber man stærkere – i børnehaver, skoler, plejehjem og selvfølgelig sygehuse. Og det skal man som medarbejder forholde sig prof til. Det er bare ikke i orden at ignorere en patient.
    Forhåbentlig kommer der i sidste ende noget godt ud af dine dårlige oplevelser…bare ærgeligt at du skal være offeret som de lærer af. Dog – der findes nok mange andre som har lignende erfaringer…desværre. Men så er det god læsning at du er glad for Kolding. Håber at din ros til dem når frem, så de kan glæde sig over den.
    Jeg håber din seneste undersøgelse viser fremgang og bedring til dig <3
    Mange hilsner fra Tina


    • Feb 7, 2013
      11:59 am

      Newyorkerbyheart

      Hej Tina!

      Tak for din kommentar. Det er træls med R og især fordi jeg frygter at skulle dertil hver gang jeg skal have kemo, for hvad mon der nu overgår mig denne gang?? Det er bestemt ikke rart at have det sådan hver gang.

      Jeg har overvejet at skrive til OUH, ikke som en klage, men for at fortælle dem hvad der rent faktisk foregår på deres sygehus. Du kan tro at jeg fortæller dem det på Kolding Sygehus hvor glad jeg er for at være der, hver gang jeg er der :-)

      Mange hilsner
      Birthe


      • Feb 10, 2013
        11:18 pm

        Sanne

        Hej Birthe
        I region nord har de en “klagetelefon” hvor man på et bestemt tidspunkt kan ringe direkte til sygehusdirektøren og fortælle om oplevelser eller bare spørgsmål til sygehusets/afdelingers måde at behandle patienter på. Kunne det ikke være de havde sådan en i den region du bor? Synes da absolut du skal have fortalt din historie, den er jo forfærdelig. Og hvad ved en sygehusdirektør egentligt om hvad der sker på et sygehus? Håber du bliver hørt :) tak for opskriftsbogen, uhm har lige fået de amerikanske cookies :) hilsen en “lytter”


        • Feb 10, 2013
          11:19 pm

          Sanne

          Ikke i din region men på ouh – ups


  9. Feb 7, 2013
    12:03 am

    Sabrina V.

    Hej Birthe

    Jeg har aldrig før skrevet en kommentar, men har læst din blog i nogle år. Jeg kan ikke sætte mig ind i den situation, da jeg ikke har prøvet det, men jeg synes jeg blev nødt til at skrive, for det kan jo være at det kan hjælpe :)
    Du skriver at du taber muskelmasse og så kom jeg til at tænke på om du måske skulle prøve at genvinde muskelmasse med elektroder(eller hvad det hedder), som man kan få gjort på forskellige klinikker. Det ville jo ikke kræve nogen fysisk udfoldelse, da elektroderne arbejder med musklerne imens man ligger der.
    Håber det kan være til hjælp


    • Feb 7, 2013
      11:56 am

      Newyorkerbyheart

      Hej Sabrina!

      Det var da en god ide, det vil jeg overveje og spørge min fysioterapeut om, tak for det :-)

      Mange hilsner
      Birthe


  10. Feb 7, 2013
    2:41 am

    Miriam

    Hvor er det dejligt at høre, at du har det bedre midt i al sygdomshelvedet. Jeg håber af hele mit hjerte, at det er et godt tegn. Miraklernes tid er aldrig forbi!


    • Feb 7, 2013
      11:56 am

      Newyorkerbyheart

      Hej Miriam!

      Ja, det er dejligt og jeg nyder det i fulde drag :-)

      Mange hilsner
      Birthe


  11. Feb 7, 2013
    11:49 am

    Ghita O

    Altså jeg vil bare så gerne give dig et kæmpe kram, og så det hele forsvinder. Eller ihvertfald at tingene bliver bedre med det samme. Du er så sej.
    Kæmpe kæmpe kram


    • Feb 7, 2013
      11:55 am

      Newyorkerbyheart

      Hej Ghita!

      Tak, det er sødt af dig :-)

      Mange hilsner
      Birthe


  12. Feb 7, 2013
    12:59 pm

    Anette

    Hej Birthe,

    Så dejligt at høre, at du har det lidt bedre :-) Også tillykke med forlovelsen, det fik jeg slet ikke skrevet den anden dag…Så et STORT TILLYKKE herfra :-)
    Jeg krydser både mine fingre og tæer for dig, at du må få gode svar på prøverne, Stort knus Anette


  13. Feb 7, 2013
    3:48 pm

    Caroline

    Thumbs up for din blog, der rører mig dybt.
    Som sygeplejerske tager jeg virkelig dine oplevelser på de forskellige afdelinger til mig.
    Det er ufatteligt lærerigt og tankevækkende,så hudløst ærligt at læse, hvad en patient kan tænke, hvordan hun kan have det og hvordan hun oplever livet på sygehuset.
    Jeg håber der er flest gode oplevelser tilbage til dig derude :-)
    C


    • Feb 7, 2013
      9:52 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Caroline!

      Mange tak :-) Det gør mig glad at du kan bruge noget af det jeg skriver. Jeg ved jo godt at I sygeplejersker har nok at se til og at I skal løbe stærkt. Men som patient så er det at få et smil, bare lige at få ½ minuts kontakt uendelig vigtig. Jeg har mødt sygeplejersker som bare tager min hånd og sidder hos mig i svære stunder og jeg kan ikke fortælle dig hvor glad jeg har været for det. Desværre er det ikke sådan noget jeg oplever på R, hvor der ellers i høj grad er brug for det.

      Mange hilsner
      Birthe


  14. Feb 7, 2013
    8:47 pm

    Karina Braae

    Gud hvor jeg synes du er en sej kvinde Birthe. Du skal ikke finde dig i noget som helst. Du er syg og ikke bare lidt influenza syg – nej alvorligt syg – terminal! Så er der vidst ikke noget de kan blive meget værre. Der er ingen som kommer og takker dig og sætter blomster på din grav for at have været en sød og rar patient. De mennesker som er sygeplejersker og som ikke har nogen som helst medfølelse skulle virkelig bare have klar besked om hvad de gør ved folk. Der er ingen som kan tage fra dig hvad DU føler! Prøv at fortælle dem hvad det gør ved dig når de siger sådan til dig osv. De burde behandle folk som de selv ønsker at blive behandlet. Fuck hvor jeg synes det er nedværdigende og pinligt at der vandrer sådan nogle umenneskelige sygeplejersker rundt på vores sygehuse.
    Men samtidig hvor er jeg glad for at høre du har det så godt lige nu og jeg ønsker for dig at dumt positive resultater. Jeg blev så ked af det da jeg læste om planlægning af din begravelse og vedr. Din aske. Den var en ordentlig omgang stof til eftertanke. Egentlig har jeg det ok med døden og har det tæt inde på livet i mit arbejde. Men alle de små detaljer som skal på plads, det er for meget. Men hvor er det flot at du har fået det på plads, især for de efterladte.
    Nu vil jeg slutte. Jeg glæder mig altid til til at høre om din hverdag om det er godt eller skidt. Jeg ønsker det bedste for dig.

    Venlig hilsen
    Karina Braae


    • Feb 7, 2013
      9:54 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Karine!

      Tusinde tak for din kommentar, som fik tårerne frem hos mig. Jeg er så glad for at føle og fornemme at det ikke bare mig der er vanskelig og forlanger for meget, men at andre rent faktisk også bliver forargede over den behandling jeg oplever. Tak for det :-)

      Det er svært at skulle planlægge sin egen begravelse osv, men nu giver det mig noget ro. Nu er det hele på plads og jeg kan koncentrere mig om at leve det liv der er tilbage – og det glæder jeg mig til. Jeg er sikker på at det stadig venter mig gode oplevelser.

      Mange hilsner
      Birthe


  15. Feb 7, 2013
    8:57 pm

    Carina

    Kære Birthe
    Det er et stort chok at læse, at du er så kræftsyg som du er og det gør mig meget meget ondt. Jeg har været væk fra bloggen et stykke tid og måtte lige lægge vejen forbi og se hvordan det går med dig efter udgivelsen af din fine kogebog :-) men jeg havde ikke lige regnet med at skulle læse, at du kæmper mod en alvorlig kræftsygdom – du har så rigeligt med din fibromyalgi i forvejen! Jeg er trist over systemet – at man skal udsættes for den behandling på et sygehus hører ikke hjemme i et velfærdssamfund. Sygeplejersker som dem der ser lige igennem patienterne har ikke det rigtige arbejde – de skal sgu’ brænde for at gøre tiden for de indlagte så smertefri som overhovedet muligt. Det er godt du har åben indlæggelse på Kolding – kan du ikke få al din behandling der??? Jeg håber du får en god tid nu, hvor du har valgt at tage den 3. kemobehandling – kemo er barskt og noget rigtig møg at få ind i kroppen og det tærer rigtig meget på en. Jeg har ikke købt ugeblade i evigheder, men jeg skal holde øje med Alt for Damerne og læse artiklen med dig <3 Det påvirker mig meget, gør mig trist at læse om dit forløb og at du skal være så syg. Du har kæmpet for din kogebog, magter stadig at holde din blog up-to-date og du fortjener bare SÅ meget mere lykke her i livet. Jeg glæder mig over <3 at du har sådan en sød kæreste og ønsker jeg et stort og varmt tillykke med jeres forlovelse i lørdags. Du er i mine tanker …

    Mange kærlige hilsner
    Carina


    • Feb 7, 2013
      9:56 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Carina!

      Ja, det er ikke nogen særlig ønskværdig situation jeg er havnet i, men sådan er livet jo, der er op og nedturer. Jeg håber at regeringen vil kaste flere penge efter sygehusene i fremtiden, så patienter som jeg, får bedre hjælp og mere omsorg. Det er så vigtigt for kræftpatienter – og alle andre patienter.

      Jeg skal nok skrive det, når jeg får at vide hvornår det kommer i Alt for Damerne :-)

      Mange hilsner
      Birthe


  16. Feb 7, 2013
    9:47 pm

    Line

    Kære Birthe.

    Du formår at beskrive dine hospitalsindlæggelser, så jeg får en dyb forståelse for de ting du beskriver som problematiske, eks at blive placeret på gangen, ikke at blive hentet til tiden, at en fremmed pakker dine ejendele ned, osv. Det må være hæsligt! Jeg syntes du klarer det hele så flot, og du skal ikke være ked af at møde verden forgrædt. Hvem ville ikke græde i den hårde situation du er midt i lige nu?
    Jeg tænker tit på dig, og ønsker dig alt det bedste!

    MangeMANGE klem, Line


    • Feb 7, 2013
      9:58 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Line!

      Det at jeg ikke bliver hentet til tiden burde nok ikke tage så stor fokus for mig, som det gør. Men når man føler sig så hjælpeløs og ikke selv kan komme til tiden + jeg er uendelig træt og udkørt efter kemo, så er det svært at tackle nogle gange :-)

      Mange hilsner
      Birthe


  17. Feb 7, 2013
    10:52 pm

    Gitte Sjöström

    Kære Birthe.
    Jeg bliver utrolig rørt, når jeg læser din kræftdagbog. Du er et meget fantastisk menneske. Og du er IKKE en besværlig patient. Når man er så syg som du er, så bliver man tvunget ind i en verden, der kun rummer ens sygdom. Man bruger alle sine kræfter i kampen mod sygdommen og en lige så stor kamp for at kunne følge med i alle mulige medicinske udtryk, værdier på det ene og det andet, samt alle de mange nye mennesker man møder. Det er knald hårdt! Og så føles det fuldstændig urimeligt at praktiske ting ikke fungerer som de skal. Det er den berømte dråbe, men det kommer til at fylde så meget, at man bryder sammen. Søde ven, du er i virkeligheden stærkere end de fleste. Jeg er dybt imponeret af dig! Jeg glæder mig over at du har det bedre i øjeblikket. Glæder mig over, at du kan have nogle dejlige stunder med din kæreste (nej, din forlovede – og tillykke med det). Tak for nogle meget, meget rørende indlæg og tak for dine dejlige opskrifter.
    Mange tanker
    Gitte


    • Feb 8, 2013
      11:23 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Gitte!

      Det er nemlig rigtigt. Når man er så syg som jeg er, så skal der ikke ret meget til førend læsset vælter. Du kan tro at jeg nyder at jeg har det så godt :-)

      Mange hilsner
      Birthe


  18. Feb 8, 2013
    10:30 am

    Mette

    Hej Birhte
    Du skal på ingen måde føle at du virker ynkelig eller som en tudetøs. Den situation du (og kæresten) er igennem er utrolig hård og kræver virkelig meget af en personligt. Hvis man ikke i den situation har lov til at vise sine følelser, hvornår har man så?
    Kan godt forstå at du virker overrasket over de lidt følelseskolde sygeplejesker og læger du er stødt på. Jeg blev meget overrasket da en læge fortalte mig at en ting som hverken læger eller sygeplejesker lært , var hvordan de skulle håndtere følelser og hvordan de skulle håndtere hvis patienterne græd . Det var i slut 90’erne han fortalt mig det, jeg håber virkerlig at hvis det ikke er kommet på skemaet at det så meget snart kommer.


    • Feb 8, 2013
      11:24 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Mette!

      Jeg håber også inderligt at det kommer på skemaet. Empati og medmenneskelighed er nok ikke noget man kan lære, det er noget man allerede har og nogen har det bare ikke så meget som andre :-)

      Mange hilsner
      Birthe


  19. Feb 8, 2013
    6:31 pm

    Bettina Vestergaard

    Kære Birthe

    Dine beretninger fra hospitalet er meget lærerigt for mig at læse. Jeg er selv sygeplejeske og vil tage dine oplevelser til efteretning.
    Jeg har for nogle år tilbage, passet min kræfsyge mor, og hun sagde til mig at jeg i mit arbejde ikke måtte vise patienterne at jeg var stresset. Det er en svær øvelse, men man kan godt blive god til det. Også sagde hun ofte inden jeg tog på arbejde på hospitalet “pas godt på de syge og gamle”. Hun havde en dejlig tilgang til livet.

    Rigtig god bedring;)

    Hilsen Bettina


    • Feb 8, 2013
      11:26 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Bettina!

      Jeg er glad for at du kan bruge mine indlæg i dit erhverv. Jeg vil gerne tro det er svært og det må heller ikke være sjovt at være sygeplejerske, men det er heller ikke nem at være patient og være så afhængig af jer sygeplejersker. Det er svært for begge parter tror jeg, den ene er bare mere svag end den anden :-)

      Mange hilsner
      Birthe


  20. Feb 8, 2013
    10:35 pm

    Lene

    Kære kære du.
    Tak for alle dine fantastiske fortællinger midt i din vej gennem kræftkaos. Dine beskrivelser er meget værdifulde for mange mennesker. Jeg er (også) sygeplejerske. Jeg arbejder på en onkologisk afdeling, og giver kemoterapi hver dag.
    Du formår altså at formidle noget helt unikt og værdifuldt til os. Tak for det. Dine ord kommer andre kræftpatienter til gavn. Jeg har læst dine madopskrifter meget længe, men simpelthen ikke opdaget, at du var syg før forleden dag. Dine beretninger gør et meget stort indtryk, – ja, jeg lå vågen og tænkte på dig om natten.
    Tak fordi du deler med os.
    Held og lykke med det hele.
    De bedste hilsner
    Lene


    • Feb 8, 2013
      11:27 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Lene!

      Det glæder mig at I er så mange sygeplejersker der læser med herind. For jeg ved jo godt at I er stressede og pressede i jeres arbejde. Men nogle gange tror jeg bare at man sygeplejerskerne ikke tænker over at bare ½ minut kan gøre en kæmpe forskel for en patient – ja bare et smil gør en verden til forskel :-)

      Mange hilsner
      Birthe


  21. Feb 9, 2013
    12:29 am

    Gitte

    Hold da op, min opskriftssøgning tog lige en helt anden drejning her til aften.
    Tak for mange fantastiske opskrifter, har efterhånden prøvet en del. Jeg plejer “bare” at skrive rettens navn og newyorkerbyheart, når jeg har brugt dine opskrifter. Aldrig har jeg troet, at opskriftssøgning kunne gøre så ondt i hjertet og få mig til at stortude! Men det gjorde det. For her i aften, tog jeg mig tid til at læse mere på din dejlige blog og aå opdager jeg din kamp for dit liv. Har selv fået fjernet et lymfeknude, som viste sig, at være godartet. Sidste år blev jeg “frikendt” efter to tests med celleforandringer og når jeg tænker på alle de tanker, der fløj gennem mit hoved i ventetiderne – gør mig oprigtigt ondt indeni, selvom jeg ikke kender dig.
    Ønsker dig alt det bedste og håber, at du kan nyde nuet og bruge bloggen, som en slags terapi i din svære stund.
    KÆMPE cyper-kram (håber det stadig er varmt, når det når dig :-) ) samt masser af tanker.
    I dyb respekt for dig.
    Gitte


  22. Feb 9, 2013
    10:43 am

    Lene

    hej
    Hvor er det bare dejligt at læse at du har det godt (bedre) lige nu. Det hjælper altså en del at der er perioder hvor tingene ser lysere ud.
    Man har lov/ret til at være ked, ligne et tudefjæs når man er så dårlig som du har været. Syntes også det er helt umenneskeligt at flytte rundt med syge mennesker og du skal forholde dig til nye læger heletiden.

    Min mor plejer at sige “det bliver bedre til foråret”, så det håber jeg passer.

    Du skrev på et tidspunkt at du var træt af at du ikke kunne nå at læse dine bøger, hvad med at få en til at læse højt for dig eller få dem som lydbøger? ved godt det ikke helt er det samme.

    Jeg har en million ting og ville sige dig, men tror bare jeg vil slutte
    Knus til dig Birthe, du er så sej.

    vh Lene (har kigget din blog de sidst fem-seks år tror jeg, uden at skrive her)


  23. Feb 10, 2013
    3:31 am

    Carolina

    Kære Birthe,

    Jeg skulle bare sige til dig, at jeg ved ikke om du er klar over, at du er en MEGA stærk kvinde! Du er meget mere levende end mange af de total-100%-rask mennesker jeg kender, og hvis jeg kendte dig ville jeg give dig det største knus nogensinde. Du er en super sej fighter, og jeg vil takke dig for denne dagbog. Min mor er lige blevet diagnosticeret med kræft og det har hjulpet mig virkelig meget at læse alle din erfaringer med prøver og behandling, og den måde du håndterer det. Jeg er faktisk blevet så fanget af det at jeg har nu læst om dig i timevis! :) Tak, tak, tak, for at dele det med resten af verden, du har givet mig lys i en meget mørk dag. Jeg sender dig alle mine tanker og mit håb med denne besked.


  24. Feb 10, 2013
    6:39 pm

    Britta Fälling Madsen

    Jeg er simpelthen så stolt af dig som menneske. At kunne skrive sine følelser og tanker ned…er blot det mange af os kræft ramte nøjes med at tænke. Jeg ønsker dig og dine kære det bedste:o) Og vi mener seriøst du er en STÆRK kvinde…jeg gør i hvert fald. Kæmp med næb og klør men husk at nyde livet samtidigt :o )


  25. Feb 10, 2013
    7:19 pm

    skildpadden

    Det er først idag gået op for mig idag at du er syg og hvor bliver jeg dog inderligt ked af det på dine vegne. Jeg har i mange år nydt godt af dine billeder og indlæg på debatten og bliver helt ked af at finde ud af det på denne måde.

    Det lyder hæsligt men jeg håber det bedste på dine vegne. At din sidste tid må blive god. At det ikke bliver alt for hårdt.
    Jeg ønsker dig alt det bedste. Stort knus og varme tanker,
    Turtle.


  26. Feb 12, 2013
    11:12 am

    camilla

    Hej Birthe

    Tak for dine beretninger fra den hverdag som vi hver dag byder patienter i dagens danmark.
    Jeg er en af de sygeplejersker med stenansigter som du så fint beskriver i dit indlæg. Jeg arbejder ikke på R, men på en anden afd på OUH, hvor forholdene også er rigtig slemme, om ikke langt værre ind de er på afd R.
    Jeg vil gerne forklare hvorfor jeg har stenansigt. Jeg blev uddannet for godt og vel 8 år siden og har stort set lige siden arbejdet med akut syge medicinske patienter. Hvis der er nogle patienter der behandles værre en onkologiske patienter så er det helt alm medicinske patienter. Desværre. Jeg har siden jeg blev uddannet oplevet hvordan kravene til sygeplejerskerne bare er sat i vejret gang på gang. Hvordan vi skal passe flere og flere patienter, hvordan de bliver sygere og sygere uden vi bliver flere til at passe dem. Lige som man nu kan de ikke stramme skruen mere så strammer de den lige lidt mere.
    For at overleve som menneske og som sygeplejersker, er jeg nødt til at bevare en distance til den elendighed jeg ser. Jeg forsøger at stille en facade op så patienter ikke opdager mit stenansigt, men jeg er godt klar over at de fleste nok gennemskuer mig. Ligesom du gør.
    Jeg vil gerne være et imødekommende og hjerteligt menneske, som de sygeplejersker du møder på afd D6 og på kolding, men med det tempo vi bydes er det ganske enkelt umuligt at engagere sig i sine patienter og møde dem som de gerne vil mødes. Jeg har flere gange måtte afslutte en samtale med en patient, ikke fordi jeg ønsker det, men fordi jeg har 10 andre patienter, som også skal have min opmærksomhed. Giver jeg den ene patient min fulde opmærksomhed, er der 9 andre der syltes og fx i får skiftet ble.
    På afd D6 og sikkert også på kolding er der ikke så travlt og sygeplejerskerne har energi og hjerterum til stadig at være de sygeplejerske som alle os med sten ansigterne så gerne også ville være, hvis bare vi havde et arbejdsmiljø der gjorde det muligt.
    Birthe jeg ved godt ikke at det undskylder de oplevelser du har haft, men måske giver det dig en forklaring og måske også en ro i sindet, når du forstår at det ikke er af ond vilje at du mødes af stenansigter.

    Håber der er nogle politikere eller direktører på OUH som læser dine beretninger, for jeg vil hjertens gerne være den sygeplejerske som jeg inderst inde har gemt i mit hjerte.

    Kh Camilla


    • Feb 12, 2013
      11:58 am

      Newyorkerbyheart

      Kære Camilla!

      Jeg forstår godt at jeres job bliver mere og mere stressende og jeg ved at I gør alt hvad I kan. Jeg ved også at I kun er mennesker ligesom jeg kun er det. Jeg forstår hvorfor I er nødt til at putte stenansigtet på, jeg ville bare ønske at det ikke var sådan – og det er jeg også sikker på at I også jolle ønske. Tag for dit indlæg, det er så fint skrevet.

      Mange hilsner
      Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Jeg er også på Twitter

Mine netværk

Abonnere med e-mail


 

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!