Newyorkerbyheart

Kræft-dagbog: 4. kemo-behandling…….

Vi var oppe og se kirken på Odense Universitetshospital (OUH):

Udsigt fra kirken på OUH, som ligger på 15. sal……..

Stolen som jeg sad i til kemo……….

Jeg bestilte pizza til aftensmad den ene aften………..

Frokost den ene dag……..

Efterfulgt af tallerken med ost og frugt……..

Lækker jordskokkesuppe, serveret hos Inger………..

Skøn kyllingetærte, serveret hos Inger………

……….sammen med nogle dejlige, hjemmebagte flutes………

Jeg skulle have haft min 4. kemo-behandling da jeg var ovre til midtvejsscanningen, men resultatet af mine blodprøver var for dårlig til at jeg kunne få kemo. Jeg blev sendt hjem og kom så igen fredag i forrige uge, hvor jeg inderligt bad til at mine blodprøver havde ændret sig for turen til Paris til Gourmand Awards 2012 stod på spil.

Jeg kørte med transport denne gang til Odense. En ordning så man bliver hentet i taxa og kørt til det hospital som man skal være på. Det kan være at der er andre med, så man skal rundt og samle op, men jeg var heldig at det kun var mig der skulle derover. Jeg skulle være klar fra kl. 06.00, for at være i Odense kl. 08.00. Jeg tror jeg blev hentet ved 06.30-tiden. I hvert fald havde jeg god til til at kunne checke ind på patienthotellet da jeg kom. Turen gik god og var meget behagelig, så det er bestemt ikke sidste gang jeg vælger den form, selvom jeg skulle tidlig op. Jeg fik mit værelse og kunne så gå over på R (onkologisk afdeling) for at få taget blodprøver. Efter det skulle jeg vente en times tid på at svaret kom tilbage. Jeg var lige så jeg rystede, da sygeplejersken gav mig en tommelfinger op, det betød at vi kunne gå i gang med behandlingen.

Jeg har tidligere i mine dagbøger skrevet en del om hvor upersonlige og “kolde” jeg synes sygeplejerskerne på afdeling R er, men jeg må også sige at jeg nu har fundet nogle stykker som ikke er i den kategori. Jeg er blevet behandlet af sygeplejersker der er søde og som travlhed har overskud til at stikke mig et smil og det varmer mig, at jeg ikke har ret i at alle er kolde og behandler mig som bare et nummer i rækken. Kæresten har gjort mig opmærksom på at når jeg skriver om det dårlige skal jeg også huske at skrive om det gode – og det er rigtigt – det skal jeg og jeg er så glad for at der er nogen der har modbevist det jeg har skrevet 🙂

Jeg fik ikke en seng denne gang, men en stol i et behandlingsrum hvor der er 3 andre. Det er et forholdsvist lille rum, måske omkring 14-16 kvadratmeter, så der er ikke ret meget plads. Det er ikke beregnet til at der er pårørende med. Men alle have en pårørende med, på nær mig, en havde endda 3 med. Det gav en del uro og støj i rummet, hvilket jeg ikke har det godt med. Når jeg får kemo vil jeg gerne have ro omkring mig og ønsker egentlig ikke at snakke med nogen heller ikke selvom det er 6½ time det drejer sig om. Jeg trækker mig ind i min egen verden, hvor jeg kun fokuserer på mig selv og på at finde indre ro og balance. Det var dog svært for mig, pga al uroen på stuen, så jeg var helt vildt glad for at havde de høretelefoner med som jeg har fået af min Mama og som har støjreduktion. De er fra Bose og er hundedyre, men jeg er uendelig taknemmelig for at hun har investeret i dem til mig (og til kæresten, som også har fået et par). I dette tilfælde var de helt perfekte, jeg kunne tage dem på og på den måde lukke omverden ude. Ellers gik det som det nu gør, det er en lang og udmarvende dag fordi jeg render på toilettet konstant. Mindst hver 10. minut er jeg afsted, fordi jeg får så meget væske i drop, før og efter kemoen. Denne gang blev der også talt om at jeg skal have indsat en port-a-cath fordi mine årer nu er så dårlige at det er umådelig svært – og forbundet med mange smerter – at lægge en venflon på mig. Jeg syne ikke jeg er speciel pivet eller omskindet, men på det seneste har jeg sagt av og ømmet mig noget, når de stikker i mig. Der er så meget arvæv, så de simpelthen skal grave dybt med nålen, for at finde en egnet åre og det gør altså ondt. Så jeg skal formentlig have den indsat inden næste kemo-behandling. Det foregår ambulant og i lokalbedøvelse, så det skulle ikke være noget slemt ved det og jeg ser faktisk frem til det………

Efter endt kemo-behandling var jeg bare TRÆT og blev kørt tilbage til mit værelse. Jeg orkede ikke at gå ned og spise, så jeg bestilte en pizza på nettet og fik den bragt til døren, så gik jeg ellers bare i bad og i seng, jeg var helt færdig for den dag. Lørdag og søndag var som sædvanlig på 2. og 3. dagen, kun ½ time kemo pr. dag, så det er ikke noget at tale om. Jeg havde givet kæresten “fri” og sagt at han ikke skulle komme over, i stedet for kunne han tage ned og spise hos nogle af vores venner. Nogle gange tror jeg at jeg er verdensmester, har styr på det hele og masser af kræfter – og det har jeg så bare slet ikke – hvilket jeg skal lære. Jeg følte mig ensom og alene i verden lørdag aften, hvilket også var synd for kæresten, som havde en trist kæreste i telefonen. Men nu har jeg så lært det, jeg skal ikke være alene og verdensmester, men give mig selv lov til at være svag og at det er ok at jeg gerne vil have kæresten hos mig. Måske er det også fordi der normalt vis er så mange jeg ser når jeg får kemo, men denne gang så jeg ingen, det blev for ensomt for mig og jeg græd mig i søvn lørdag aften.

Søndag kom kæresten og hentede mig og det var SÅ dejligt at se ham igen. Jeg var færdig ved frokosttid og bagefter tog vi ud til Inger, en af de sygeplejersker der skulle med os til Paris til Gourmand Award 2012. At hun og en anden sygeplejerske har valgt at tage med os, betyder at turen kunne blive til noget. Det havde været for risikabelt for kæresten at tage selv afsted med mig og vi er uendelig taknemmelig for dette storsind de to sygeplejersker udviser. Det er helt vildt og medmenneskelighed ud over alle grænser. Det to sygeplejersker er fra D6 (gynækologisk afdeling), Odense Universitetshospital (OUH), som var den første afdeling jeg var i kontakt med da jeg fik diagnosen. Vi skulle ud og planlægge turen og få talt forventninger osv igennem. Inger havde lavet virkelig lækker frokost til os, som bestod af en skøn jordskokkesuppe, kyllingetærte og lækre hjemmebagte flutes. Jeg havde taget fastelavneboller med, som vi fik. Det var godt lige at få afstemt forventninger og få alt det praktiske på plads, så vi kan koncentrere os om at nyde turen og hinandens selskab. Efter en god frokost og et par timer godt selskab, kørte vi hjem så jeg kunne få slappet af og sove lidt. Jeg var træt og havde lidt kvalme.

Vi havde spurgt kærestens mor om hun ville lave aftensmad til os, hvilket hun gerne ville, så vi tog om til hende om aftenen. Hun havde smurt lækre snitter til os og det var lige hvad jeg havde lyst til, jeg spiser sjældent varm mad lige efter kemo, det harmonerer bare ikke så godt sammen – i hvert fald ikke for mit vedkommende. Det er en stor hjælp for os at kærestens mor laver mad til os af og til, så TAK Eva, det var super lækkert.

Fra jeg kom hjem tikkede klokken for om jeg ville blive klar til at køre til Paris og være med til at overvære Gourmand Awards 2012, hvor min kogebog Newyorkerbyheart – Amerikansk Homecooking er nomineret i kategorien US Cuisine. Jeg havde en del kvalme de første dage og var meget, MEGET træt. Jeg sov mindst 13 timer hver nat og også om dagen og alligevel var jeg uendelig træt. Kemo-træthed er ikke noget der kan soves væk. Jeg vågner op og er lige så træt som da jeg gik i seng, det er det der er så udmarvende og psykisk hårdt ved den træthed. Min fysioterapeut arbejdede hårdt og målrettet for at få mig klar til turen, men helt indtil torsdag var jeg i tvivl om turen ville blive til noget. Men som I ved kom jeg afsted – og VANDT! – men mere om det i et andet indlæg.

Bivirkningerne ved denne omgang kemo var ikke nær så slem som sidste gang, selvom jeg stadigvæk havde det dårligt i de første 3½ dag efter. Men det ville da nok også være mærkeligt, hvis jeg ikke havde det dårligt. Jeg mærker også andre ting, som f. eks. min hud, der ændrer sig meget og at jeg taber en del hår. Jeg har hele tiden fået at vide at jeg ikke vil tabe alt håret, men at jeg nok vil blive tyndhåret. Nu er jeg velsignet med rigtig meget – tykt – hår og jeg har aldrig været så glad for jeg har så meget hår, som jeg er nu. Nogle gange har jeg endda bandet det væk, fordi det er så varmt og tungt, når det er langt, men det gør jeg aldrig mere. For alt det hår er grunden til at jeg ikke er mere tyndhåret end jeg er og ikke har skaldede pletter. Men jeg taber rigtig meget hår, vi taler håndfulde om dagen, jeg fælder helt vildt og der ligger hår overalt. Min hestehale bliver tyndere og tyndere og jeg begynder at overveje at købe et par tørklæder for der er trods alt 2 kemo-behandlinger endnu og jeg er ikke helt sikker på om jeg bliver ved med at have hår nok at tabe af, uden at der kommer bare pletter. Jeg må dog indrømme at jeg er virkelig glad for at jeg ikke taber alt håret – eller i hver fald ikke burde – for selvom det nok er en lille ting i alt det her, så betyder det meget for mig. Meget af min personlighed sidder i mit hår. Jeg har altid haft langt, blankt og tykt hår, meget af min identitet ville forsvinde, hvis jeg tabte alt håret. Men jeg synes det er SÅ sejt at dem der bliver skaldede stiller sig op og står ved det, som f.eks. Miriam Glæsel har gjort. Det er så godt gået, jeg tror faktisk ikke at jeg selv havde mod til det – eller jeg ved at jeg ikke havde mod til det.

Jeg har fået en del reaktioner på at jeg har planlagt min egen begravelse. Nogle synes at det er godt at jeg gør det andre synes at jeg på den måde forventer det værste – og de har jo nok lidt ret – men jeg gør det fordi jeg mener det er realistisk. Selvfølgelig vil det være fantastisk hvis jeg bliver helbredt, men alt tegner jo altså i den modsatte retning og selvom kemoen har haft en lille virkning, så er det altså ikke så meget. Det har selvfølgelig sat det hele i bero, men det det har intet hjulpet på det i underlivet, måske er der endda kommet lidt mere til i blæren. Vi er jo alle forskellige og jeg er sådan en person der forholder sig realistisk til tingene og ser på facts. Facts er altså at jeg er dødelig syg og det er jo heller ikke fo sjov at jeg er terminalpatient, det bliver man jo ikke fordi man kun er “lidt” syg. Jeg har fået en del mails der lyder på at jeg skal visualisere at jeg er rask og bliver helt helbredt, så mener de at jeg også bliver det. Det kan godt være at det er mig det er galt med, men jeg tror altså ikke helt så meget på sådan noget. Jeg tror på facts og ting jeg kan forholde mig til – og i det her spørgsmål bliver jeg nødt til at lytte og stole på mig selv. Jeg ved godt at de vil mig det bedste, så TAK for det 🙂

Jeg er også blevet spurgt rigtig mange gange om jeg ikke er bitter og om jeg kan forstå hvorfor det har ramt mig? Sygdommen rammer jo bredt og det kunne jo ligeså godt blive mig som min nabo, sådan er realiteterne, så det har jeg egentlig ikke tænkt på. Jeg har nok mere tænkt, hvorfor ikke mig? Om jeg er bitter? Nej, det er jeg ikke og man kan sige hvis jeg var, så havde jeg kun mig selv at takke for det. Det er jo mig der har truffet beslutningen om ikke at tage til de årlige tilbud om underlivsundersøgelse, så jeg har kun mig selv at takke for det. Jeg er ikke bitter, jeg affinder mig med situationen, andet er der ikke at gøre. Jeg kan ikke gøre noget om, hvor gerne jeg ville og så kan det jo ikke rigtig betale sig at bruge krudt på det. Tingene er som de er og jeg tager det som livet tildeler mig og prøver at få det bedste ud af det. Livet givet mig jo også mange fantastiske oplevelser og det sidste jeg ønsker er at nogen skal få ondt af mig. Ingen skal have ondt af mig, jeg har truffet mine valg med åbne øjne og vidst hvad det kunne betyde i den sidste ende. Ingen skal have ondt af mig fordi jeg har et godt liv, jeg er et privilegeret menneske, som har fået mange fantastiske oplevelser og som har mennesker i mit liv som jeg elsker – og som elsker mig – hvad mere kan jeg forlange?? Jeg håber at I alle vil glædes med mig i stedet for. Glæde jer over de glæder og oplevelser jeg får, det ønsker jeg af hele mit hjerte……

Print Friendly
Tilbage

17 kommentarer


  1. Feb 27, 2013
    6:15 pm

    Joanhs

    Hej 🙂
    Vil bare lige sige, ang. det med at organisere sin egen begravelse. Tag og sammenlign det med soldater der skal i krig. De skal også skrive “sidste ønske” papir, samt afskedsbreve! Breve der forhåbentligt aldrig bliver brug for, men det er stadig princippet i bare at gøre sig klar. Så får man det også som man vil have det.

    Da min papfar døde for nogle år siden, irriterede det mig jeg havde glemt alle samtaler vi havde haft om emnet “Når jeg en dag dør, så skal der være….”.

    Så synes du er helt normal på den 🙂

    Og endnu engang tillykke med prisen, glæder mig til at læse mere om det.
    Du er ikke den eneste jeg kender der vandt i paris, jeg kender også én fra Grillandsholdet der har været med til at lave den kogebog der vandt fra Danmark om grill..


  2. Feb 27, 2013
    6:31 pm

    Deborah

    Jeg synes, det er helt naturligt, at du planlægger din begravelse. Noget alle burde gør uanset. Det er jo det eneste, der er sikkert – at vi skal herfra. Det eneste spørgsmålstegn i det er hvornår.

    Du ser det positive, og nyder den tid du har, og det er alt du kan – og du gør det fantastisk.


  3. Feb 27, 2013
    6:44 pm

    hvadskalvibage

    Min holdning har altid være “frygt det værste, og håb på det bedste”. Dvs være forberedt på begge dele, det gør mange gange at man kommer til at se anderledes på en del ting.

    Det kan godt ske at det for nogle lyder mærkeligt at du er planlægger din egen begravelse – men dels giver det sikkert dig ro (du får tænkt nogle ting igennem), og samtidig vil det gøre det lidt nemmere for din kæreste og hans familie, hvis det væreste skulle ske.

    Dernæst husk: du har ikke planlagt hvornår begravelsen skal ske. Det kan nemt være at der går mange år, inden det bliver aktuelt – og det er vi mange som krydser fingerne for.


  4. Feb 27, 2013
    6:53 pm

    Susanne Petersen

    Kære Birthe
    Ja jeg glædes fortsat over at du deler ud af dig . Tusind tak. Du har vundet mit hjerte. Og så lige en oplysning , din bog er i en hustandsomdelt reklame for City Vest ( et shopping center i Brabrand , Århus ) Skønt tillykke


  5. Feb 27, 2013
    7:31 pm

    Mie

    Hold da op! Du er og bliver for sej! Du giver os alle mod og glæde, TAK

    Knus og kram

    Mie


  6. Feb 27, 2013
    8:08 pm

    Sandra

    Kan anbefale dig en port a cath, det er virkelig, virkelig en befrielse ikke at skulle stikkes konstant og hele tiden. Bliver den lagt ordentlig går der ikke længe før man næsten ikke opdager man har den – andet end når det er stikke-tid:)

    I øvrigt et stort tillykke her fra:)


  7. Feb 27, 2013
    8:52 pm

    Carina

    STOOORT TILLYKKE til dig… din bog vandt :o) :o) :o) – det er en dejlig oplevelse for dig at få i kampen mod din kræft. Det indlæg glæder jeg mig (også) til at læse!
    Mange hilsener
    Carina


  8. Feb 28, 2013
    1:19 am

    Anonym

    Hej Birthe 🙂

    Jeg vil gerne ønske dig et kæmpe tillykke med prisen, det er så fortjent! Nu skriver du lidt omkring, at du har planlagt din begravelse, så jeg er egentlig lidt nysgerrig for at stille dig et spørgsmål, som jeg længe har tænkt på. Når den dag kommer, hvor du ikke længere er her, har du så planlagt et indlæg til bloggen, som din kæreste eller en anden skal slå op? Jeg tænker sådan at alle dine læsere ved, at nu var det det sidste? Jeg håber selvfølgelig inderligt, at der sker mirakler og du bliver kureret eller i det mindste kan få mange gode år endnu. Men som du selv siger, må man også være realistisk.
    Mange gange held og lykke! Og tak fordi du vil dele så stor en del af dit liv med os 🙂


    • Feb 28, 2013
      9:55 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Anonym!

      Tak for din kommentar – og ja, jeg har faktisk forberedt et sidste indlæg som kommer på den dag jeg ikke er her mere. Jeg ved I er mange der følger med og I skal også vide det, den dag jeg ikke er her mere.

      Mange hilsner
      Birthe


  9. Feb 28, 2013
    5:14 pm

    Tina

    Tillykke med prisen 🙂


  10. Feb 28, 2013
    10:56 pm

    Katrine

    Hvor er du fantastisk! Længe har jeg fulgt bloggen og hver gang jeg mangler en opskrift, er din blog den første jeg kigger på for at finde den. Det er faktisk blevet sådan i min vennekreds, at alle kender Newyorkerbyheart og alle ved, at det er her de gode opskrifter og de gode indlæg findes. Derfor blev jeg også forfærdet da jeg en ganske almindelig torsdag fik klikket ind på din blog for at finde en opskrift på chokoladekage og i stedet fandt et indlæg om kemobehandling. Først klikkede jeg væk – kræft gør ondt helt ind i mit hjerte, men kort efter vendte jeg tilbage, jeg synes jeg skyldte dig at læse hvad du ønskede at dele – måske kunne det gøre en forskel. Det viste sig, at flere i min vennekreds har gjort det samme. Det har startet en debat om livmoderhalskræft og vacciner og alle er nu vaccinerede. Tak for at sætte fokus på livmoderhalskræft. Tak for gode opskrifter. Tak for at gøre en forskel. Jeg følger nu fast din blog. Kræft gør stadig ondt helt ind i mit hjerte, men på en eller anden måde har du fjernet det tabu der ligger i det.
    En klog mand sagde engang “If you don’t get a miracle – become one”. Jeg håber og be’r til et mirakel til dig, men skulle det ske, at mine bønner ikke høres, skal du vide, at du, med dine bedrifter, den inspiration og den positivitet du udstråler, er et mirakel. Tak.


  11. Mar 1, 2013
    10:03 am

    Sisse

    Kære Birthe,

    jeg hørte radioindlægget, og jeg respekterer og anerkender din beslutning om at udgive bogen, inden du startede i behandling – det giver mening :).
    M.h.t at planlægge sin egen begravelse, så døde min far af leukæmi – dvs. han tog livet af sig, inden han blev “en grøntsag” som han sagde :). Han gravede blandt andet laks, som vi så skulle spise til hans bisættelse – en vild fornemmelse – at han få dage i forvejen havde forberedt denne lille hapser, som vi nu stod og spiste, efter at have væet i kirke for at sige farvel til ham.. Nogle syntes at det var morbidt, men jeg synes sgu at det var powerfuldt.
    FULD SKRUE til dig – du er et særligt menneske (det er vi alle – men du viser det). Respekt! Kh Sisse


  12. Mar 2, 2013
    12:16 am

    Lisa

    Hej Birthe,
    Først og fremmest tillykke med prisen. Det er superflot….men den er også god. Jeg fik den i julegave, og jeg har vist næsten prøvet det hele.
    Jeg synes lige, at jeg ville komme med en kommentar til det med at planlægge sin egen begravelse. Jeg synes, at det er en rigtig god ide. Både fordi du kan få den begravelse, som du gerne vil have, men det sparer også dine efterladte for at skulle tage stilling til en masse ting og prøve at huske dine ønsker. Min mor har planlagt sin egen begravelse, og hun er altså hverken syg eller specielt gammel, men hun vil gerne spare mig for at skulle tage stilling til alt muligt.
    mvh. Lisa


  13. Mar 2, 2013
    4:33 pm

    Anne

    Først et kæmpe til lykke med din bog. jeg var på kursus hos Kagekompagniet forleden, hvor de bla. nævnte ,at du havde vundet. Jeg har tidligere brugt flere af dine skønneopskrifter, men det er noget tid siden.Så jeg fik et kæmpe shock, da jeg kiggede på din blok og læste, at du har fået kræft. Det er jeg meget ked af at høre.
    Samtidig vil jeg sige til dig , at det er fantastisk flot , at du deler det “så råt” med os. du er lidt af et forbillede ( hvis man kan sige det i denne situation?). Vi mennesker er generelt for dårlige til at tale om alvorlig sygdom og døden.
    Det at du har planlagt din egen begravelse, er en fantastisk ting for dine pårørende, så er de ikke i tvivl om, hvad de skal gøre.
    Jeg håber at du stadig har en god tid foran dig.


  14. Mar 6, 2013
    1:38 pm

    Tina

    U make a difference <3


  15. Mar 8, 2013
    10:18 am

    Christina Scot Madsen

    Jeg hørte første gang om din blog på et internetforum for kvinder/mødre. Jeg blev interesseret i dine opskrifter og fandt vej herind.

    Christina


  16. Apr 2, 2013
    9:24 am

    Helle Christensen

    Kære Birthe.
    For Søren da også!
    Her sidder man tirsdag morgen, en af de mere trælse af slagsen, og leder efter artikler om morfin-tolerance, og så dukker din blok op. Newyorkerbyheart. Indrømmet, jeg var en smule skeptisk, var bange for, at du var sådan en Alt-for-damerne-kræftramt, der ikke kunne drømme om, at lade en sygdom som kræft, gribe forstyrende ind i livet (En lidt kynisk betragtning, jeg ved det godt).
    Nå, mine fordomme er i den grad blevet gjort til skamme.
    Jeg har ledt efter en person som dig, siden jeg aug.2012 fik konstateret, at min brystkræft fra 2007 har fået et forrygende comeback i form af metastaser i lunger,lever og brystkasse. uhelbredeligt, men der er flere kemo-muligheder, som måske kan holde skidtet nede.
    Det er ikke en glæde, at vi på mange måder er i samme båd, men det varmer helt ind i mine vinterkolde knogler, at læse dine velskrevne dagbog, hvor du sætter ord på det, som til tider kun er forvirrede tanker hos mig….
    Det er helt vildt, som du med magt og afmagt, store smerter og glad optimisme, navigerer rund i livet som bl.a. kræftpatient. Og så kreerer du de lækreste måltider!
    Tak Birthe.

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!