Newyorkerbyheart

Kræft-dagbog: Forlovelse og sandwichopskrifter………..

Titanium forlovelsesringe…………..

Smukke blomster fra kæresten………….

Blomster fra en af mine søde læsere (sammen med en flaske vin)………..

En smuk buket tulipaner fra min fotograf Line Falck og min grafiker Pia Darfelt, de var SÅ smukke…………

Smuk buket fra min svigermors søskende………..

Ingredienserne til æggesalaten…………..

“Dressingen” til æggesalaten………….

Æggesalat……..

Sandwich med æggesalat…………..

Pinde med små San Marzano tomater, frisk mozzarella, frisk basilikum og lidt balsamico-dressing………….

Agurke-sandwich…………

Lakse-sandwich……….

Flutes med anderilette og Maldon salat………

Frokostbordet…………

Mig med lille, smukke Clara…..

…….og endnu engang………..

…..hun er meget begejstret for nogle små legetøjs-dyr vi har……..

……se hvor fascineret hun kigger på dem……..

Ringene kommes på…………

Nu følger en række billeder af den flotte forlovelseskage, som en af mine læsere har lavet:

Den lækre, LÆKRE kage: mazarinbunde, lime-mousse, hindbær-mousse og et lag marcipan, inden fondanten kommes på………..

Om aftenen spiste kæreste og jeg en super LÆKKER middag på Restaurant Ribehøj:

Smukt springvand udenfor restauranten……………

Laks, brød og limeskum…….

Forskellige slagt smørelse til det lækre, hjemmelavede brød: bagerst friskost rørt med krydderurter, det i midten husker jeg ikke, det forreste er kærnet smør med hvidløg (min favorit)………..

Agurkesorbet på ristet rug…………

Steak af lokal, velhængt oksekød tilberede sous vide, kartoffelsouffle, jordskokkepuré med sprøde kartoffelchips og dehydreret gulerod og sidst, men ikke mindst – en kraftig reduceret sauce (som smagte himmelsk).

Jeg fik ikke taget et billede af desserten, men det var is lavet på nordmans gran og det smager helt forrygende……..

Lørdag den 2. februar 2013 var vores forlovelsesdag. Efter at have været sammen i 13 år skal vi nu giftes – eller giftes og giftes – men det kommer jeg til senere. Den situation vi er havnet i med min sygdom har også gjort, at vi gerne vil sige ja til hinanden, fortælle omverden at vi vil hinanden og at vi er sammen fordi vi elsker hinanden. Guderne skal vide at vi har haft vores problemer. Omkring 1½ år efter vi havde lært hinanden at kende blev jeg syg med fibromyalgi og det vendte op og ned på hele vores tilværelse. Vi skulle begge lære at være sammen under helt nye betingelser. Jeg skulle lære ikke at have et arbejdsliv mere og det sendte mig ud i en dyb depression, en depression der næsten førte mig ud over den kant hvor der ingen vej er tilbage. Jeg skulle finde mig selv som menneske og jeg forandrede mig en del. Alt det skulle kæresten forstå og følge med i, men vi kom igennem det. Det er bestemt ikke nogen dans på roser at være kæreste med et menneske med en kronisk sygdom……….

Nu skal vi så igennem dette, en kræftdiagnose som ikke levner så meget håb om overlevelse og atter engang rykker vi – heldigvis – sammen i stedet for at rykke fra hinanden. Vi har en styrke sammen som er opbygget gennem mange år og vi kender hinanden ud og ind. Det lyder måske plat når jeg skriver det, men jeg fandt min soulmate da jeg lærte min kæreste at kende. Han er den helt rigtige for mig og jeg er så heldig, at han også synes at jeg er den rigtige for ham. At blive elsket og at elske en anden person, er en gave her i livet og jeg er uendelig lykkelig og taknemmelig for at jeg oplever det.

Vi ville egentlig have været gift den 2. februar, på rådhuset, fordi ingen af os er til store bryllupper, i bund og grund vil vi jo bare gerne sige ja til hinanden og bekræfte vores kærlighed. Men pga nogle omstændigheder og efter rådgivning fra vores advokat, så vælger vi ikke at gifte os på traditionel vis, men at få kirkelig velsignelse. Det betyder, at vi ikke er gift juridisk – men vi er begge sikret godt via vores testamenter – men at vi får det vi gerne vil, nemlig at sige JA til hinanden og bekræfte vores kærlighed til hinanden. Pludselig blev det også vigtigt for mig at det var en som kendte os, som talte til os og som gav os den velsignelse at blive “gift”. Den eneste jeg ville have er den præst jeg taler med på Odense Universitetshospital, Solveig, som jeg er kommet til at holde rigtig meget af og som jo også har lært Jan at kende, via alt det vi taler om. På den her måde får vi også lov til at fejre vores ja, 2 gange. Nemlig da vi blev forlovet og så den dag hvor vi får den kirkelige velsignelse. Jeg synes det er sådan en smuk måde det hele kommer til at foregå og det er ligesom vi kunne tænke os det – og vi glæder os begge to til at blive et ægtepar. Til at kunne kalde hinanden for mand og kone, til at skulle være sammen for resten af livet, til at sige et højt og tydeligt JA til hinanden.

For et stykke tid siden var vi ude og vælge ringe. Guld klæder ikke mig og har aldrig gjort det – til kærestens store begejstring ;-). Vi fandt hurtigt ud fra at vi foretrak titanium i stedet for sølv. Det tog lidt tid inden vi fik indkredset nogle ringe som vi syntes om, men da først det var gjort, blev vi ret hurtig enige om hvad det skulle være for nogen. Jeg synes selv at vi har fundet nogle uendelig smukke ringe. De er lavet designet af en dansker som bor ude i Thailand. Jeg glæder mig så meget over at skulle bære den ring resten af mine dage og så klæder det også virkelig kæresten at gå med ring – og titanium passer helt sikkert også bedre til ham.

Vi er enige om at det hele skal holdes helt simpelt og nede på jorden. For os er det ikke det at blive fejret det handler om, det vigtigste er at vi vil hinanden og at vi siger ja til at leve sammen resten af vores liv. Desuden ved vi jo heller ikke hvor mange kræfter jeg har. Vi var heldige, at jeg på dagen havde det rigtig godt og kunne endda holde til at lave lidt mad til os, det var mere end vi havde håbet på.

Dagen startede med at jeg ikke kunne finde kæresten da jeg stod op. Få øjeblikke trådte han ind ad døren med en kæmpe buket blomster 🙂 Ved 10-tiden kom Signe Jensen med den kage hun havde lavet til os, I kan gå ind og se hendes galleri af kager HER. Jeg må indrømme at jeg blev overrasket da hun åbnede æsken. Altså jeg kunne da godt se på hendes billeder at hun var dygtig, men alligevel, den kage hun havde lavet til os var bare så FLOT og lige os. Derfor har jeg også lagt så mange billeder på af kagen, så I kan se alle detaljerne, som der var så mange af. Jeg havde selv fået lov til at bestemme hvad der skulle være indeni, så den bestod af de lækreste, mest luftige mazarinkagebunde, jeg nogensinde har fået. Imellem kage var der lime- og hindbærmousse. Derefter har den beklædt med et lag marcipan, inden fondanten var blevet lagt på. Den var pyntet efter alle kunstens regler, med vores initialer, ringe, katte osv. Jeg synes det var så flot ramt at hun havde lavet grå ringe, for vores ringe er jo af titanium og ikke af guld. Meget godt valgt 🙂 Tænk at have fået sådan en kage og så af en jeg slet ikke kender, det får mig til at føle mig så rig – ikke på penge – men på oplevelser. Nogle gange synes jeg at jeg er den mest privilegerede menneske i hele verden. Jeg ved godt at min situation ikke er den bedste i hele verden, men jeg har jo i bund og grund et godt liv og hvis jeg kan slutte det sådan, så er det ok. Jeg håber selvfølgelig på at blive rask, men hvis jeg skal dø, så dør jeg i det mindste lykkelig – hvad mere kan jeg ønske mig??

Jeg havde det så godt, så jeg kunne lave lidt mad til os, jeg syntes at vi skulle have andet end bare kage. Jeg lavede noget fingermad som var nemt, ikke tog lang tid at lave og som kunne spises med fingrene (minimal opvask bagefter). Jeg valgte at lave små sandwich.

Æggesalat, 4 pers.:

5 æg, hårdkogte, skåret i tern

ca. 2 dl creme fraiche 9%

2 spsk. mayo (jeg bruger Hellmann’s)

2 spsk. dijonsennep

1 spsk. tørret dild

salt, friskværnet peber

2 spsk. tykke skiver af syltet agurk, godt duppet for væske og skåret i små tern

1 lille rødløg, skåret i meget små tern

Bland det hele sammen og smag til med salt og friskkværnet peber. Læg mellem nogle 2 skiver sandwich brød. De må ikke stå for længe, for så bliver brødet gennemblødt af væden fra salaten. Skal helst bruges samme dag, for eller bliver det lidt tyndt.

 

Agurke sandwich, 4 pers:

8 skiver god sandwich brød

agurk skåret i meget tynde skiver

salt, friskkværnet peber

flødeost naturel

Smør brødet med flødeost. Krydr halvdelen let med salt og friskkværnet peber. Fordel agurkeskiverne på halvdelen af brødskiverne, læg den anden halvdel ovenpå og pres let ned. Dæk dem til og læg dem under noget tungt i 10-15 minutter, ikke mere for så bliver agurken slatten og blød. Skær i trekanter og server straks.

 

Lakse-sandwich, 4 pers.:

Skiver af røget laks

8 skiver god sandwich brød

salt, friskkværnet peber

flødeost naturel

Smør brødet med flødeost. Krydr halvdelen let med salt og friskkværnet peber. Fordel røget laks på halvdelen af brødskiverne, læg den anden halvdel ovenpå og pres let ned. Dæk dem til og læg dem under noget tungt i ½ times tid. Skær i trekanter og server straks.

 

Caprese pinde, 4 pers.:

16 små San Marzano tomater eller andre små tomater

1 kugle frisk bøffelmozzarella skåret i små tern

16 friske blade basilikum

lidt balsamico pisket med lidt olivenolie

16 tandstikker

Sæt tomat på først, så basilikum og ost. Dryp med balsamico/olivenolie. Server straks. De kan også forberedes, men lad være med at hælde balsamico/olivenolie på førend lige før servering.

 

Vi startede med at få et glas champagne da vores gæster kom. Vores gæster var kærestens mor (min Mama kunne desværre ikke komme), den ene af kærestens søster, hendes kæreste og lille, lækre Clara. Jeg tog et lille, bitte mundfuld champagne og det var det. Det er ikke smart at mikse alkohol sammen med de 120 mg. morfin jeg får i døgnet. Mine sandwich – og de øvrige ting – forsvandt som dug for solen og jeg er så glad for at jeg havde overskud til at lave lidt mad til os. Senere lavede vi latte og kaffe til dem der ville have og så kom den flotte, FLOTTE kage på bordet. Den smagte suverænt godt, lige som en kage – efter min mening – skal smage og den var lige som jeg havde drømt om den ville være. De mazarin-bunde som Signe havde lavet var de luftigste, lækreste mazarin-bunde jeg nogensinde har smagt. Jeg ville ønske jeg kunne lave sådan nogen. Fyldet var lime- og hindbærmouse og de to ting går altså virkelig godt i spænd sammen. Kagen var sød og syrlig på samme tid – og alle nød den i fulde drag. Det var jo en kæmpestor kage vi fik, så alle fik noget med hjem – og jeg er ret sikker på at de alle var glade for at der var nok til at de kunne få noget med hjem. TAK Signe, du er en FANTASTISK kage-bager.

Ved 15.30-tiden var jeg godt at være godt træt og trængte i den grad til at sove lidt. Så familien tog hjem og sagde tak for en dejlig dag. Det havde i sandhed været en skøn og helt igennem fantastisk dag. Lige sådan vi havde drømt om at den dag skulle være. Hyggelig og helt stille og rolig – og med Clara til at stå for underholdningen – hvad hun er rigtig god til. Da vi var blevet selv igen, lagde jeg mig til at sove lidt, det var tiltrængt med lidt søvn til mig.

Kæresten og jeg havde aftalt, at hvis jeg havde det godt ville vi tage på Restaurant Ribehøj (som jeg før har anmeldt) og spise – og jeg havde det heldigvis godt. Ligesom sidste gang fik vi super LÆKKER mad. Den steak vi fik er den bedste steak jeg nogensinde har fået herhjemme – og jeg har altså være på MASH og Oubæk!! Jeg har også helt og aldeles solgt til den kartoffel soufllé som var en del af tilbehøret. Den var sprød udenpå og blød og glat som den dyreste silke, indeni. Det smagte så de små englebasser sang og jeg nød min mad i fulde drag. Jeg var også ret vild med serveringen: et stort, rustikt skærebræt og den lækre – meget indkogte – sauce var ikke hældt ud over det hele, men blev serveret i en lille, varm gryde ved siden af. Fin detalje. Jeg spise næsten det hele og var stop mæt da vi gik derfra, faktisk var jeg mæt i flere dage efter og var ret stolt af mig selv, at jeg næsten havde spist op. Jeg har ikke så spist så meget på en gang i al den tid jeg har haft min kræft-diagnose. Vi skal helt sikker på Restaurant Ribehøj igen……..snart 🙂

Alt i alt havde vi en rigtig god og skøn dag, ligesom vi ønskede os den. Vi ser nu frem mod den dag vi skal have den kirkelige velsignelse, det bliver – om muligt – en endnu større dag. Det bliver også uden det store hurlumhej. Vi vil fokusere på os selv og fejre vores kærlighed til hinanden, det er – for os – det det hele handler om……..

Print Friendly
Tilbage

27 kommentarer


  1. Feb 19, 2013
    12:28 pm

    hvadskalvibage

    Kan kun sige en ting – tillykke med det 🙂


  2. Feb 19, 2013
    12:30 pm

    Miriam

    Tillykke med jer. Hvor er det dejligt at høre, I havde en god dag!


  3. Feb 19, 2013
    12:42 pm

    Vibeke

    Kære Birthe,
    Tusind tak fordi jeg må læse med i dit liv..
    Jeg er fuld af beundring – din styrke og din rummelighed er utrolig..
    Det er en god beslutning at blive viet af en du kender, og at blive kirkelig viet er bare så fantastisk..
    Jeg havde den samme følelse da jeg sagde ja til min mand, og vi brugte samme præst til dåben af vores frække søn 😉
    Din mad ser helt fantastisk ud, og jeg glæder mig til at gennemgå din kogebog.
    Mange hilsner og tanker fra Vibeke


  4. Feb 19, 2013
    12:49 pm

    Tanja

    Sikke en dejlig dag i har haft, det er så skønt at læse at du sætter pris på alle detaljerne, og kærligheden, istedet for at fokuserer på alt det kedelige – Det er enormt livsbekræftende, og meget inspirerende 🙂 Stort tillykke med det hele, er der nogen der fortjener den slags kærlighed, er det helt sikkert dig. Mange tanker herfra


  5. Feb 19, 2013
    12:51 pm

    Camilla

    Kære Birthe,

    Hvor er det dejligt at dagen forløb så godt og at du havde det fornødne overskud 🙂
    STORT tillykke og de bedste ønsker for fremtiden –


  6. Feb 19, 2013
    12:51 pm

    Lene Gashi Kristensen

    Tillykke til jer. Det ligner en perfekt måde at fejre sin kærlighed.


  7. Feb 19, 2013
    12:53 pm

    karin

    Sikke en dejlig dag og lige som i ville..og det er sådan det skal väre..hvad man föler for og det er jo jer to det
    berörer og i som skal dele dette..at i vil hinanden er nok ingen i tvivl om..og det gläder mig/os enormt..at i lige precis får det som i gerne vil have det..tillykke endnu engang med forlovelsen..håber den kirkelige velsignelse også blir lige det i drömt om.. håber det blir en uforglemmelig tur i får til Paris og bare kan nyde den..
    knus og kram her fra os..<3
    Tak for at du deler med dig af hvad som som både sker nu og för samt de tanker og fölelser du har..KNUS


  8. Feb 19, 2013
    1:28 pm

    Lisbeth

    Kæmpe tillykke med dagen Birthe! 🙂
    Den restaurant må jeg prøve ved lejlighed – det ser for lækkert ud! 🙂


  9. Feb 19, 2013
    1:38 pm

    SIgne

    hej birthe
    1000 tak fordi du vil dele dine opskrifter og ikke mindst dit liv med os. jeg har nydt godt at dine opskrifter i lang tid nu og du har virkeligt inspireret mig til at finde den indre foodie frem igen. jeg går også hjemme, jeg er arbejdsløs og i disse tider er det jo stort set umuligt at finde noget. jeg har derfor skulle finde noget at fylde min dag med, udover ansøgnings skrivning og der har jeg virkeligt brugt din blog til at finde inspiration til hverdagsmaden. jeg elsker at lave alle former for mad og i kraft af al den tid jeg har pt. kan jeg bruge timer på at researche aftensmaden og finde på sjove nye ting. og der er din blog altså uunværlig! Min kæreste takker for de lækre måltider du har inspireret mig til at lave. de vietnamesiske ruller er især en ynglings!! Tak for dine ord din tid og din åbenhed. Jeg er så ked af det på dine vegne at du skal gennemgå et grimt kræftforløb jeg sender dig de bedste tanker og håber for det bedste. jeg må dog sige at i den retning har du også “inspireret” mig eller hvad det hedder, til at få lavet den forbandede underlivsundersøgelse som er så vigtig men som jeg hader og derfor udskyder i det uendelige. jeg har nu fået taget mig sammen til at booke en tid og det kan jeg takke dig for.


  10. Feb 19, 2013
    1:39 pm

    Penille Holm

    Tillykke med forlovelsen.

    Kan i øvrigt godt lide hvordan billeder foroven går fra blomster og direkte over i ingredienserne til æggesalaten.
    nåede lige og studse over om det var mit syn der var fucked, men det var det for en gang skyld ikke. (Er nemlig lidt handicappet med mit syn da jeg har fået regnbuehindebetændelse og har klap for det ene øje…)
    Kan sagtens følge jer i valg af ringe og de er smukke.
    Selv har jeg det lige sådan med guld, og vi ledte også godt rundt efter nogle pæne ringe. Vi fandt så nogle lækre ringe i stål (og blev chokeret over hvor billige de var..)

    Men skønt at du kunne spise en masse for en gangs skyld. Det er jo ret vigtigt for din krop at du får noget indenbords, selvom appetitten er væk.

    Håber at i får en god bryllupsdag, selvom der hænger lidt en skygge over dagen i form af din tilstand. Kender det desværre godt, selvom skyggen over min bryllupsdag nok var knap så tung. Men har foregik brylluppet dage inden manden tog til afghanistan, og det var også uhyggeligt tæt på at han ikke var kommet levende hjem igen.
    Det er lidt øv når romantikken i et bryllup bliver druknet i praktiske foranstaltninger, som et testemente og en sidste vilje. Sådan bør det aldrig være, men desværre er det tit sådan.

    Men som sagt, jeg håber i får et godt bryllup og at du også får en god tur til paris.


  11. Feb 19, 2013
    1:42 pm

    Heidi

    Ord er fattige, og især i livssituationer, som den du og kæresten lige nu befinder jer i…. Men et stort og varmt tillykke herfra, det har I begge fortjent… Jeg har nu fulgt dig både her og på FB i en rum tid, og jeg må sige du har en ganske enestående måde at udtrykke dig på…. Jeg håber det bliver en fantastisk velsignelse… <3


  12. Feb 19, 2013
    1:53 pm

    Tanja Sandholm

    Det lyder som en super fantastisk dag. Stort tillykke med det og jeg håber i får mange gode stunder sammen.


  13. Feb 19, 2013
    1:56 pm

    Mette K. Frederiksen

    Rigtig mange gange tillykke til jer begge 🙂

    – Mette


  14. Feb 19, 2013
    2:46 pm

    Izabela

    Et stort tillykke med jeres forlovelse og sikke en smuk kage!


  15. Feb 19, 2013
    5:45 pm

    anjoe

    Et stort TILLYKKE med ringforlovelsen, skal I have fra Midtlolland. Hvor dejligt at dagen blev som ønsket, og at du tilmed havde overskud til at afslutte dagen med steak-smovseri på Restaurant Ribehøj sammen med din soulmate 😀


  16. Feb 19, 2013
    5:52 pm

    Camdyh

    Jubii.. Fedt at I havde en dejlig dag. Superflot kage – og TAK for opskrifterne, der kom lidt af den “gamle” Birthe tilbage 🙂


  17. Feb 19, 2013
    6:41 pm

    Lika

    Stort stort tillykke! Jeg er selv lige blevet forlovet (Gud hvor er det helt mærkeligt at skrive det) og det er noget ganske særligt. Det virker som om I havde en skøn skøn dag og det virker meget som om (på skrift hvert fald) du er ret frisk for tiden. Det varmer rigtig meget at læse 🙂


  18. Feb 19, 2013
    11:25 pm

    Piskeriset

    Atter en gang tillykke med forlovelsen! De bedste ønsker til jer begge herfra ♥


  19. Feb 19, 2013
    11:50 pm

    Sanne

    Hjerteligt tillykke med den store dag. Selvom jeg ikke selv er den store romantiker, så var vores bryllup altså noget særligt. Tænk at få lov til at fejre sin kærlighed offentligt på den måde….
    Det lyder, som om det var lige den forlovelsesfest, der passede til jer, og det gør mig så glad at få lov til næsten selv at være med.
    Mange kærlige hilsner og gode ønsker
    Sanne


  20. Feb 20, 2013
    12:14 am

    Ann

    Et kæmpe stort tillykke med forlovelsen. Hvor dejligt at i havde en skøn dag. Sikke et skønt og livsbekræftende indlæg.


  21. Feb 20, 2013
    12:34 pm

    Carina

    STORT tillykke med forlovelsen. Jeg er endnu en af de ‘hemmelige’ læsere, der dog har fulgt dig i mange år nu.

    Ønsker alt godt for jer og glæder mig til at læse om det kommende bryllup:)


  22. Feb 21, 2013
    1:05 am

    Sysleren

    Ihh altså, tillykke med forlovelsen. Jeg sidder her med et bredt smil, fordi du formår at skrive om både forlovelse og æggesalat i et indlæg. I mangel på rette ord, må jeg nøjes med at skrive, at det er virkelig hyggeligt. Og hvor herligt, at du var frisk nok til at tage ud at spise om aftenen.


  23. Feb 21, 2013
    5:34 pm

    Camilla

    Beklager den sene besked… jeg læste ellers indlægget så snart det var postet.

    Stort tillykke endnu en gang. Det ligner, at det var en skøn dag. Smukke ringe, smukke blomster, smuk kage, smukke Clara, lækkert mad og en smuk Birthe 🙂


  24. Feb 21, 2013
    9:45 pm

    Jannie

    Stort tillykke med forlovelsen, og hvor fantastik at du havde så meget overskud lige præcis på sådan en dag 🙂


  25. Feb 24, 2013
    6:41 pm

    Christina

    Kære Birthe
    Stort tillykke med forlovelsen!! Det lyder som om du og din forlovede havde en vidunderlig dag med masser af skøn kærlighed, dejlige mennesker omkring jer og ikke mindst herlige lækkerier – blev simpelthen så utrolig glad på jeres vegne, og en kende rørstrømsk over din beretning fra dagen! :o)
    Som så mange andre har jeg fulgt din blog igennem lang tid, og det er hurtigt blevet min absolutte yndling og et fast punkt på den daglig agenda – så tak ( selvom tak kun er et fattigt ord) for den og dig, der har inspireret mig til at lave noget lækkert mad selv, til at tage et grundigt kig på mit liv og lave de nødvendige ændringer der skal til for at få mest muligt ud af tilværelsen.
    Kæmpe tillykke, alt muligt held og lykke, pas fortsat rigtig godt på dig selv og endnu en gang TAK TAK TAK!!
    Mange hilsner
    Christina


  26. Feb 24, 2013
    10:41 pm

    Mona Møller

    Hjertelig TILLYKKE med det flotte resultat i Paris. Håber i havde en god tur og at du kunne nyde den fornemme award 100%.


  27. Feb 25, 2013
    12:19 pm

    Annette Lund Andersen

    Hjertelig tillykke med forlovelsen og med den meget meget fornemme titel – så fantastisk at blive anerkendt på denne måde.

    Knus
    Annette

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!