Newyorkerbyheart

Kræft-dagbog: 5. kemo-behandling…………

Frokost på CanBlau i Aarhus………….

Opstart til 5. kemo-behandling………..

Lækker sandwich med æg og rejer………

Lækker marcipan snegl……….

Efter kemo snack………..

Hjemme igen, til hjemlig hygge………..

Synet af solopgang nydes, inden turen tages til Odense Universitetshospital igen……….

Newyorkerbyheart – nu med port-a-cath……..

……..og uden plastre……….

Ugen op til kemoen i sidste uge var rigtig god. Jeg havde energi og var i godt humør. Torsdag, tog jeg endda toget alene til Aarhus og spiste frokost med Anne Hjernøe på CanBlau, som er en fantastisk tapas-restaurant. Det var min første tur ude alene – og med offentlige transportmidler – siden jeg fik diagnosen, livmoderhalskræft. Det var på mange måder en stor dag for mig, men det hele gik rigtig godt og maden på CanBlau er bare uovertruffen. Skønne, velsmagende små retter og godt selskab, hvad mere kan man forlange??

Fredag var jeg godt træt efter min udflugt, sikkert også fordi jeg havde været så spændt og nervøs for hvordan det hele skulle gå. Lørdag havde vi gæster til en sen frokost. Kærestens søster fra Sjælland kom sammen med hendes mand og deres 2 skønne unger. Vi fik pulled pork, efterfulgt af vaniljeis med karamelsauce, begge dele var en succes 🙂

Søndag slappede vi af og jeg pakkede og gjorde mig også mentalt klar til at skulle have min 5. omgang kemo. Søndag aften kørte vi mod Odense Universitetshospital. Jeg skulle være derovre kl. 19 for at få taget blodprøve. Der tages blodprøve dagen inden kemo for at de kan se om min krop er klar til at få kemo. Det er altid nervepirrende, fordi jeg jo mentalt også forbereder mig på at jeg skal have kemo, så skuffelsen har været enorm de gange hvor jeg ikke har kunnet få kemo alligevel. Jeg vil tro at alle kemo patienter kan tale med om det. Man bliver skuffet og jeg bliver også ked af det og kan nemt begynde at græde. Kroppen er så presset fysisk og psykisk hele tiden, som kræftpatient, så følelserne sidder lidt udenpå – det gør de i hvert fald hos mig.

Mandag oprandt og jeg var glad da det viste sig at mine blodprøver var fine og jeg kunne få min behandling. Jeg var meget nervøs, fordi jeg syntes at min krop havde føltes lidt anderledes i de sidste dage. Ikke meget, men bare lidt mere træt. Men jeg tror også jeg mærker – næsten alt – hvad der sker i min krop. Jeg er i hvert fald meget mere opmærksom på de signaler min krop sender mig – om jeg så retter mig efter dem – er en hel anden snak………

Men altså ved 9.30-tiden fik jeg anvist mig en seng. Jeg er så glad for at jeg fik en seng denne gang, i modsætning til sidste gang, hvor jeg sad i en stol alle 6½ timer. Ved frokosttid kom Hanne og hun havde frokost med. Jeg fik en dejlig sandwich med rejer og æg – og som dessert en marcipansnegl. Det var dejligt at tilbringe nogle timer sammen med hende, et dejligt afbræk på en lang behandlingsdag, hvor jeg mest af alt bare løber på toilet hele tiden. Vi snakkede om stort og småt og det er så dejligt afslappende imellem os. Efterhånden har jeg også fundet ud af at vi har samme syn på en del forskellige ting. I kan læse mere om Hanne’s indtryk af hendes besøg HER. Jeg var træt da jeg var færdig og havde sagt farvel til Hanne, så jeg fik en portør til at køre mig tilbage til patienthotellet og som sædvanlig tager jeg et bad og går så bare i seng. Jeg blev nødt til at stå op for at få lidt at spise, fordi jeg jo ved at det skal jeg. Jeg spiste en avocado med dressing, hentede lidt salat nede i restauranten og spiste et par æbler. Salaten spiste jeg faktisk ikke, det tiltalte mig ikke lige, så jeg fik ikke så meget aftensmad som jeg burde, men det er altså svært når man ikke rigtig har lyst og også bare er alt for træt.

Tirsdag var min behandling også tidlig på dagen, men da behandlingen jo kun er en ½ time på 2. og 3. dagen, så kunne jeg gå tilbage på mig værelse og sove lidt inden frokosten. Jeg må tilstå at jeg ikke fik spist meget til frokost, appetitten var der bare ikke. Jeg fik sovet lidt mere inden Solveig (præsten) kom op til vores sædvanlige snak. Det var dejligt at se hende igen og høre lidt om hendes tur. Hun og hendes mand har været i Sri Lanka sammen med et drengekor i 14 dage, dejligt med et pust ude fra den store vide verden og jeg elsker at høre andre fortælle. Bare det at kunne læne mig tilbage og lytte til hendes oplevelser var dejligt. Vi talte også lidt om vores forestående bryllup. Om hvordan det skulle forgå osv. Jeg glæder mig meget til brylluppet som bliver et anderledes bryllup. Fordi vi har sikret os på alle mulige måder – og faktisk bedre end hvis vi var gift – så har vi valgt at adskille det. Vi har valgt at blive gift fordi vi vil hinanden og faktisk synes jeg at jura og kærlighed burde adskilles. Hvorfor skal de 2 ting – som jeg ikke synes har noget med hinanden at gøre – følges ad?? Ok, måske det bare er mig, men vi er meget opmærksomme på at vi gør det her fordi vi elsker hinanden og vil hinanden – og ikke af nogen som helst anden grund. Derfor bliver det også en dag kun for os, kærestens mor og min Mama. Helt enkelt og uden de store armbevægelser, lige os og vi glæder os til den store dag.

Kæresten kom over til mig om aftenen for at spise sammen med mig og det var rigtig dejligt at se ham. Jeg synes nogle gange at det er lang tid at være væk og jeg kommer til at savne ganske forfærdeligt – og føle mig lidt ensom. Savn er dog godt nogle gange, det får mig til at værdsætte endnu mere. Det hjalp dog ikke rigtig på appetitten at kæresten kom, jeg spiste ikke rigtig noget, men fik dog en sodavandsis bagefter. Efter kæresten kørte hjem, gik jeg bare i seng. Jeg er bare udkørt de dage jeg får kemo og ligger bare helst i sengen når jeg ikke skal noget.

Onsdag var endnu en tidlig dag og efter det fik jeg afdelingen til at ringe efter transport, så jeg kunne blive kørt hjem. På den måde sparede jeg kæresten for endnu en tur til Odense og jeg kunne komme hjem til prinsessen, ligeså snart jeg var færdig. Onsdag aften fik vi bare rugbrødsmadder. Jeg havde det faktisk forbløffende godt i betragtning af at jeg lige var kommet fra kemo. Selvfølgelig træt, men ikke så slemt som jeg nogle gange har oplevet. Torsdag gik også ganske fin og vi var begge overraskede over at jeg havde det så forholdsvis godt. Kun ganske lidt kvalme og træthed, men jeg var nervøs, for fredag skulle jeg over og have lagt en port-a-cath ind. Jeg ved ikke hvorfor jeg var så nervøs for jeg har hørt andre fortælle om at det er ingenting og at det er et ret lille indgreb, men alligevel frygtede jeg det lidt.

Fredagen oprandt, vi skulle allerede være i Odense kl. 8.30, så vi var oppe ved 6-tiden. Vi satte god tid af til turen derover, fordi der er vejarbejde på strækningen. Vi ankom i god tid og fik lov til at vente i yderligere 1 times tid, inden jeg blev kaldt ind. Jeg havde så meget uro i kroppen, så ventetiden føltes uendelig lang for mig. Det var en meget ubehagelig uro, som at have myrer under huden der kribler og krabler og jeg måtte konstant op og gå. Men altså, endelig blev jeg kaldt ind og fik anvist en seng og fik noget tøj. Jeg fik klædt om, fik fortalt lidt om indgrebet og så blev jeg faktisk hentet og kørt ned på operationsgangen. Da jeg kom derned var de ikke helt klare til at modtage mig og det blev til yderligere noget ventetid. En dårlig dag at have ventetid på, jeg var ikke i mit mest tålmodige hjørne, mest pga al den uro jeg oplevede i min krop. Endelig blev jeg gjort klar til indgrebet. Indgrebet foregår i lokalbedøvelse, så jeg var altså vågen under det hele og jeg må tilstå at jeg syntes at det var et ganske voldsomt indgreb, især da de rodede på halsen af mig. For det første fordi jeg ikke havde forstået at de skulle ind der også og for det andet fordi jeg bare tror at det opleves som meget voldsomt når de roder ved ens hals. Jeg var godt bedøvet og fik mere hver gang jeg kunne mærke den mindste form for smerte, så det var ikke det. Men det føltes bare rigtig voldsomt på den måde de hev og trak i mig, det kan jo uundgåeligt mærkes og føles måske også anderledes fordi det er bedøvet. Jeg ville ønske jeg havde været i fuld narkose og selvom de siger det er et lille indgreb, så synes jeg faktisk at det føltes som et stort indgreb. Både lægen og sygeplejerskerne havde heldigvis forståelse for at jeg syntes sådan og prøvede at berolige mig på bedste vis og det lykkedes mig at bevare roen, selvom min indre var i chok og et stort kaos. Jeg tror bare ikke jeg havde forventet at det ville være sådan, føles sådan – jeg følte mig ikke klædt godt nok på til indgrebet.

Det var en meget chokeret Newyorkerbyheart kæresten oplevede da jeg – efter godt 2 timer – kom tilbage igen. Jeg rystede lidt og begyndte at græde, jeg følte mig virkelig chokeret. Følte at det havde været en meget voldsom oplevelse, meget mere voldsom end jeg havde forventet. Jeg er åbenbart ret alene om at føle sådan, for da jeg sagde det til sygeplejersken på afdelingen, sagde hun at det var første gang hun havde hørt det. Måske jeg bare er mere pivet end andre, måske jeg bare havde forventet noget andet eller måske er det – som kæresten siger – fordi jeg har været igennem så meget, så det virker mere voldsomt på mig. Jeg ved ikke hvilken en af svarene – eller om det er nogen af dem – der er rigtig, jeg kan jo bare mærke hvordan det føles indeni mig og det er ikke særlig godt. Jeg gjorde mig hurtigst muligt klar til at tage afsted igen, jeg skulle bare væk derfra og hjem. Om aftenen var vi omme hos kærestens mor til aftensmad, hvilket var en kæmpe hjælp ellers havde vi vist ikke rigtig fået noget at spise.

Lørdag vågnede jeg op og havde det decideret dårlig. Jeg var så træt så jeg knap kunne holde øjnene åbne, jeg sitrede, følte jeg ikke kunne trække vejret ordenligt og var virkelig rastløs. Det føltes som om jeg bare måtte op og gå hele tiden, selvom jeg egentlig ikke havde kræfterne til det og jeg led konstant af koldsved. En af de ting som vi tænkte var problemet var min fordøjelse. Vi har hele tiden fået at vide at det er umådelig vigtig at min mave fungerer – HVER dag. Jeg får så meget morfin, som meget let kan give forstoppelse og forstoppelse for mig vil være meget dårligt. Uden at skal dele alle de “kedelige” detaljer med jer, så lad mig sige at jeg ikke havde været ordentlig på toilettet i 1 uges tid og havde jeg endelig været det, var det virkelig hårdt arbejde. Palliativt team har advaret mig imod det og også imod at det ikke må være så hårdt for mig, det vil ikke være godt – så jeg vidste jeg måtte gøre noget. Jeg kontaktede Kolding Sygehus, som jo er mit stam hospital, der jeg hører hjemme når jeg ikke er i kemo-behandling på OUH. De var – som sædvanlig virkelig flinke – de påpegede flere gange at jeg skulle komme ind hvis jeg var for bange eller havde det for dårligt, de havde en seng til mig. Jeg har en åben indlæggelse der, dvs at jeg til hver en tid kan ringe ind og så skal de have en seng til mig så jeg kan komme ind og komme i behandling. Men jeg havde ingen lyst til at blive indlagt, så de prøvede at hjælpe mig ved at fortælle mig hvad jeg skulle gøre. Jeg fik ordineret nogle flere dråber for at hjælpe min fordøjelse og så se om det hjalp – og fik at vide at jeg var velkommen til hver en tid – hvis jeg ikke selv kunne klare det. I løbet af lørdagen fik jeg lidt mere gang i maven, men jeg havde det stadigvæk virkelig dårligt og jeg var meget træt. Det lykkedes mig dog at stable mig på benene til at lave chili con carne. Jeg smed bare noget i en gryde, deriblandt en kop espresso og lidt god mørk chokolade og det lykkedes mig faktisk at få lavet en ganske god chili, selvom jeg konstant var ved at falde om af træthed. Men mad skulle vi jo have og da de eneste take-out muligheder i denne by er dårlige pizzaer eller dårlige burgere, så var det ikke en mulighed vi havde lyst til at benytte os af. Heldigvis havde vi til 2 dage i den chili con carne eller faktisk 3, for om mandagen fik vi det i tortilla pandekager og med nachos og hjemmelavet guacamole til.

Søndag var lidt bedre, men jeg var stadig ikke noget der ligner topform. Meget træthed og en underlig tristhed der ligesom lagde sig som en dyne over mig. Maven kom lidt mere i gang. Vi havde ellers haft planer om at tage til Krimimesse i Horsens, men jeg havde det for dårligt og var for træt, til at vi kunne komme afsted. Rigtig ærgerligt, for jeg havde virkelig set frem til det. Jeg kommer ikke så meget ud til hverdag, så jeg prøver at gribe hver en chance der er for at komme lidt ud, men desværre lykkedes det ikke denne gang.

Mandag var min fysioterapeut kommet hjem fra ferie, så hun kom og gav mig en behandling, hvilket var SÅ dejligt. Jeg har virkelig savnet hende i sidste uge, hun er blevet så vigtig for mig og for mig velbefindende. Det er en af de bedste ting der er sket siden jeg har fået kræft og er blevet terminal patient: at jeg har fået fri adgang til en fysioterapeut. Hun kommer 2 gange om ugen, hvor hun giver mig massage og akupunktur. Det er ren velvære og forkælelse – og jeg værdsætter det så meget!

De sidste par dage har jeg bare været rigtig trist til mode, uden at jeg helt ved hvad der sker. Måske er alle tingene bare ved at bundfælde sig hos mig, måske har det været for meget med den opmærksomhed efter jeg vandt i Paris eller måske det bare er eftervirkninger efter den 5. omgang kemo – jeg ved det ikke. Jeg ved bare at jeg er umådelig træt og noget trist. Jeg ved at jeg ikke er decideret deprimeret, men jeg ved at jeg skal passe rigtig godt på mig selv, for jeg bevæger mig på kanten og kan let falde ned i hullet. Måske jeg bare skal give mig selv lidt tid, det er også ok at være lidt ked af det og trist af og til – og måske især i den situation jeg befinder mig i. Det er bare træls efter at have havde det virkelig godt i nogle uger, at være lidt nede og ikke føle mig helt på toppen. Nogle gange har jeg svært ved at give mig selv lov til at være ked af det, men jeg ved at det er nødvendigt af og til. Jeg har så mange ting at være glad for, jeg har et godt liv, en kæreste der elsker mig, en smuk prinsesse, min Mama kommer på besøg lige om lidt og på lørdag skal vi giftes. Men selvom man har nok så mange ting at være glad for, så bliver man stadig ked af det engang imellem. For der foregår jo samtid en masse andre ting indeni min krop og efter den næste kemo-behandling kommer vi pludselig ind i en meget usikker periode. En periode hvor ingen ting er stukket ud for mig, hvor jeg bare skal vente og se hvad scanningerne siger – en periode som jeg frygter og ikke rigtig ved hvordan jeg skal tackle…….

Det er som om jeg ikke helt kan ryste kemo-trætheden af mig denne gang. Den sidder i kroppen og vil ikke rigtig slippe mig. Al den vintervejr vi har, hjælper jo nok heller ikke ligefrem. Jeg tror at jeg trænger til lidt sol og lidt varme, solens stråler kan jo være helbredende i sig selv.

Jeg har også fundet mig selv totalt tømt for ideer til hvad vi skal spise. Jeg har siddet og kigget i kogebøger, madblade og diverse madblog – og følt mig totalt tom for inspiration – hvilket stort set aldrig sker for mig! Jeg fandt ikke noget jeg overhovedet havde lyst til. Jeg kiggede på alle mine yndlings madblogs (amerikanske og svenske) og hvor jeg normalt finder 100 ting jeg har lyst til at lave eller som giver mig ideer – så var der intet. Jeg var helt tom, en meget mærkelig følelse. Men altså, mad skal vi jo have så jeg måtte finde på et eller andet. Tirsdag fik vi kyllinge fajitas som disse, men bare med lidt stødt koriander i også og det smagte skønt. Onsdag og torsdag skal vi bare have spaghetti med kødboller igen-igen, det var det mest fantasifulde jeg kunne finde på. Jeg er glad for at jeg har en kæreste der ikke er besværlig og spiser det der bliver sat foran ham uden at klage 🙂

Fredag kommer min Mama på et ultra kort besøg i anledning af vores bryllup på lørdag. Jeg vil lave pulled pork (også igen-igen), men det er så nem mad, smager altid skønt – og så ved jeg at min Mama vil sætte pris på det. Jeg har lavet det i en lidt anden variant denne gang, men det skal jeg nok skrive mere om på et andet tidspunkt. Jeg tror at desserten skal være en frugtsalat med råcreme, det har jeg gået og haft lyst til længe og nu er chancen der for at lave det.

*****************************************************************************************

Sidste nyt!!

Newyorkerbyheart – Amerikansk Homecooking, Nyt Nordisk Forlag. Foto: Line Falck………………………..

I onsdag fik jeg at vide at min kogebog, Newyorkerbyheart – Amerikansk Homecooking nu er udsolgt af første oplag (2800 eksemplarer) og at de nu trykker 3000 nye. Det er SÅ fedt og jeg er så glad og STOLT. Tusinde TAK til alle jer der allerede har købt den, det er jeg uendelig glad for 🙂

Print Friendly
Tilbage

18 kommentarer


  1. Mar 22, 2013
    12:23 pm

    Karen

    Alle gode ønsker for i morgen. Vejrmeldingen siger sol og klart vejr som i dag, så det bliver smukt vejr til billederne! Jeg håber, du nyder dagen i dag med din Mama og ikke får wedding nerves 🙂

    Knus fra Karen


  2. Mar 22, 2013
    12:29 pm

    Maria

    Kan din kæreste ikke lave mad en gang imellem, så du slipper?


  3. Mar 22, 2013
    12:42 pm

    Mette

    Held og lykke med på lørdag

    Du har været igennem mange ting – samt op og nedturer, det kan nemt være det som kroppen og sindet reagere på. Det oplever vi alle sammen inden imellen, nogle gange mere kraftigt end andre gange.

    Så giv dig ro til at nyde besøget af Mama og jeres bryllup 🙂


  4. Mar 22, 2013
    1:06 pm

    Helle Birgit Hansen

    Sikke noget, du fik en flyvende start i denne omgang og så har du det sådan, det er jeg da ked af for din skyld du fortjener så meget mere.

    Så ikke flere ord men en masse gode tanker din vej, en varm omfavnelse og søde tanker og en masse kærlighed din vej

    Og ikke at foglemme hjertelig tillykke med Jeres bryllup imorgen, jeg håber at I får en uforglemmelig dag sammen med Jeres mødre og at I får det skønneste solskinsvejr til at bade Jeres store dag i.

    Jeg sender Jer begge så mange gode og kærlige tanker og de bedste hilsner

    KH
    Helle


  5. Mar 22, 2013
    3:10 pm

    Camilla Brobjerg

    Kære Birthe,
    en pivskid er du ikke, så den mulighed kan du roligt udelukke 😉

    Jeg håber, at I får en romantisk weekend og Jeres drømmebryllup.

    Mange kærlige hilsner,
    Camilla


  6. Mar 22, 2013
    4:09 pm

    Cook Valley

    Kære Birthe
    Det er ikke spor underligt, at du er træt og uden den store energi og lyst til at kokkerere. Der er sket så vildt mange ting i dit liv inden for det sidste år: kogebog med det dertilhørende hårde arbejde, kræften oven i fibrymologien, turen til Paris og alle de ting, som du har måtte tænke igennem – alene og sammen med kæresten!!! Klap dig selv på skulderen og prøv at slappe af inden i morgen, hvor du helt sikkert får en skøn dag sammen med din kommende mand og din Mama.


  7. Mar 22, 2013
    5:35 pm

    Annette

    Kære Birthe,

    De varnmeste tanker til dig Birthe – og jeg håber at i får en vidunderlig dag i morgen:-)

    Kh
    Annette


  8. Mar 22, 2013
    8:36 pm

    Randi Annine

    Hej Birthe
    Først vil jeg ønske dig og din kæreste til lykke med dagen i morgen.
    Jeg tror du måske nok har fået dette råd før, men jeg syntes det virker så godt på min mave, jeg kommer på toilettet hver dag og så gjorde det at , jeg kunne få min kemo hver gang ,mine blod tal lå i top og jeg fik kemo 12 gange . Jeg får også morfin som stopper maven, men jeg presser 10 rødbeder , 6 gulerødder og et par æbler og drikker et glas hver dag.Det kan godt holde sig i 2 – 3 dage i køleskabet ,hvis du er for træt kan det være du kan få din nye mand til at presse det for dig 🙂 jeg er selv ramt af cancer 4 steder i kroppen og skal til at have kemo igen, da anti hormoner ikke kan holde det i ro. Jeg har indkøbt rødbeder så jeg er på den fra i morgen ,har haft en pause med forstoppelse som følge og som du også skriver er det godt
    Bedste hilsner fra mig


  9. Mar 22, 2013
    8:41 pm

    Randi Annine

    Der skulle have stået” ikke så godt” til sidst i min kommentar til dig


  10. Mar 22, 2013
    9:11 pm

    Susanne Petersen

    Kære Birthe
    De varmeste kærligere tanker til dig. Ønsker dig en vidunderlig bryllupsdag . Ovenover alting stråler solen på dig og varmer dig .


  11. Mar 22, 2013
    11:08 pm

    Tina

    Hjerteligste ønsker om en vidunderlig dag i morgen 🙂


  12. Mar 23, 2013
    12:24 am

    Birte Poulsen

    Kæreste Birthe, hvor jeg føler med dig! – Jeg mangler ord efter at have læst hvad du skriver. Hvor SKAL vi andre prise os lykkelige for at vi er sunde og raske. Når jeg læser din historie tænker jeg bare at jeg skal være SÅ glad for at jeg ikke fejler noget. Sidste år havde jeg en diskusprolaps og det var bar så opslidende at skulle rende fra “herodes til Pilatus” hele tiden. Selvom jeg arbejdede deltids blev jeg alligevel indkaldt til Jobcenter m.m. Jeg syntes det var hårdt, men intet at regne imod det du gennemgår. Jeg ønsker dig alt det bedste og tak fordi du deler med os andre! God bryllupsdag, håber den bliver FANTASTISK! Og dejlig at din Mama kommer og deler den med jer.
    De kærligste hilsner fra Birte. Synes jo næsten at jeg kender dig, selvom vi aldrig har mødtes. Men din blog gør jo at jeg får indblik i dit liv, så jeg synes at du er en del af mi familie. Ja, jeg ved faktisk mere om dig, end om mange andre i min familie. TAK Birthe – du gør en forskel!


  13. Mar 23, 2013
    7:48 am

    Sine Sarup

    Kære Birthe
    Hjerteligt tillykke med jeres bryllup i går.Håber det var en rigtig dejlig og vidunderlig dag.
    De bedste hilsner fra Sine


  14. Mar 23, 2013
    12:04 pm

    Mira

    Kæmpe tillykke med bryllupsdagen:) Håber I får en fantastisk dag!!
    Til min fødselsdag i sidste uge fik jeg din fantastiske kogebog! Er meget glad for den og fristet til at lave det hele:)
    Har læst American Studies, boet, studeret og arbejdet i USA, så den er helt perfekt! Vil invitere mine American Studies venner til en forårsfest og lave mad fra din bog – så vi rigtig kan mindes og nyde noget af det bedste ved USA – nemlig maden!
    1000 tak for den skønne bog og din fantastiske blog! Always makes my day!
    xoxo Mira


  15. Mar 23, 2013
    1:39 pm

    Anne-Mette Ravn

    Hej Birthe.
    Jeg vil anbefale dig at læse bogen:” dit liv i dine hænder” skrevet af Jane Plant.
    Den handler om mælkeproduter og kræft og er yderst tankevækkende.


  16. Mar 23, 2013
    5:09 pm

    jonna bang lund

    kære kære Birte….. jeg tænker meget på dig og har lige læst din dagbog om at have kræft, det berører mig dybt, men jeg glæder mig over at du skal giftes i dag, og at din mama vil være tilstede, må du få en rigtig dejlig dag, og hjertelig tillykke til dig og din mand……..mange kærlige hilsener fra Jonna


  17. Mar 24, 2013
    12:05 am

    Annette Aarre Dalsgaard

    Først et stort tillykke med brylluppet! Det er så fantastisk en dag, hvis man formår rigtigt at “suge” det til selv….og det tror jeg du gør 😀
    Og så kan jeg jo se ud fra billederne du poster, at vi næsten er naboer….vejen har ihvertfald samme navn. Så jeg sender tit en tanke over til dig med lidt positiv karma 😉
    Du nævner vores kedelige pizzaer og burgere her i byen, men ikke vores asiatiske Bonsai, så jeg tænker husbonden og du ikke har prøvet den endnu. Det vil jeg nu anbefale jer, det er 500% bedre end det resterende udbud.
    Det kan dog nok ikke leve op til dine egne køkken præstationer, men er ganske godt til en lidt sløv dag derhjemme 😉 😀
    OG til sidst nyd nu solen og fysioterapien ( kan ud fra din beskrivelse regne ud, at vi deler den samme skønne fys-kvinde…hun kan virkelig trylle )
    Mange varme tanker fra en næsten nabo


  18. Mar 24, 2013
    12:55 pm

    Elisabeth

    Stort tillykke til jer begge, med brylluppet <3

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!