Newyorkerbyheart

Kræft-dagbog: 6. (og sidste) kemo-behandling…………

Glaseret hamburgerryg med flødekartofler…………

Mørbradbøf med løg og champignon, dertil favorit kartofler……..

Hollandske vafler fra Tiger………..

Smuk buket blomster fra tennisklubben………..

Burger på Bulls i Odense…………

Det er småt med kreativiteten i køkkenet for tiden, lige nu går jeg igennem retter som vi allerede har fået – op til flere gange. Jeg ved ikke helt hvad der sker, men det er som om det foregår så meget i mit hoved, så der bare ikke er plads til at være kreativ og prøve nye ting. Jeg foretrækker noget jeg kan lave på rygraden og noget hvor jeg ikke skal tænke alt for meget. Op til min 6. omgang kemo, blev det bl. a. til glaseret hamburgerryg med flødekartofler og mørbradbøffer med løg og champignon.

Jeg går stadig lidt som pakket ind i vat. Jeg har svært ved at finde glæden. Jeg fløder mig træt og udslidt, som om kræfterne er ved at slippe op. Måske er det fordi det hele er ved at bundfælde sig hos mig. Den barske sandhed har måske for alvor ramt mig – og ramt mig hårdt. Jeg er bare ikke rigtig glad og går i det hele taget og hænger lidt med hovedet. Jeg håber at det spirende forår og solens ståler vil hjælpe mig, for jeg har virkelig ikke lyst til at gå og have det sådan her.

2. påskedag var vi på en dejlig udflugt til kammerslusen ved Ribe, hvor vi gik en lille tur. Jeg tror det er første gang jeg har oplevet at der var næsten vindstille der, normalt blæser der altid en meget frisk vind. Vi gik og så på de små søde sommerhuse der ligger derude, hvor ville det være fedt at få fingre i sådan et, men jeg er sikker på at det er sådan nogen der går i arv – eller også koster de spidsen af en jetjager……….

Anyway, på vejen tilbage kørte vi ind til Ribe for at få sæsonens første isvaffel. Min var med rom/rosin, softice og kakaodrys – min yndlingsis 🙂

Om aftenen kørte vi afsted mod Odense Universitetshospital (OUH) til den sidste kemo-behandling. Meget mærkeligt med kemo, det er både noget jeg virkelig gerne vil have og som jeg ikke ønsker overhovedet og det kommer virkelig til udtryk nu, hvor det er sidste gang jeg skal have kemo. På en eller anden måde ville jeg ønske at det ville forsætte, bare fordi så ved jeg i det mindste at der sker noget. Ved at det nu er den sidste omgang kemo, så ryger jeg ligesom ud i ingenmandsland, jeg ved ikke længere hvad der skal ske, jeg har ikke et fast program hver 3. uge.

Tirsdag var min første kemodag. Tina (hende fra FDM-Travel) kom over og var hos mig det meste af dagen. Jeg havde en aftale senere med Hanne og så en sød pige som havde lovet at komme med tyrkiske specialiteter til min aftensmad – desværre måtte jeg aflyse de 2 sidste aftaler. Lige inden Tina skulle hjem, kunne jeg godt mærke at jeg fik det underligt og kvalme – som i rigtig meget kvalme. Efter Tina tog afsted – og gudskelov var det efter – begyndte jeg et kaste op, hvilket er første gang imens jeg har fået kemo og jeg havde det mere end almindelig dårligt. Hold da op, tænk at jeg lige skulle igennem det den sidste gang. Jeg blev spurgt om jeg ville indlægger på afdelingen, fordi jeg havde det så dårligt, men det var jeg overhovedet ikke interesseret i. Jeg skulle bare tilbage til mit værelse på patienthotellet og være i fred og ro. Jeg kunne slet ikke overskue at skulle forholde mig til at ligge på værelse med et andet menneske, der skulle ligge og være vidne til hvor dårligt jeg havde det. Jeg ved at jeg ikke selv ville bryde mig om det, så hvorfor udsætte andre mennesker for det, så jeg blev kørt over til mig værelse da behandlingen var forbi. Da jeg kom op på mit værelse gik jeg direkte i seng og stod kun op for at løbe på toilettet. Hver gang jeg forsøgte at spise eller drikke, kom det op igen, det var ret opslidende. Jeg gik ned efter lidt salat til aftensmad, nede i restauranten, men jeg spiste ikke noget af det. Det var umuligt for mig at få noget ned, så jeg lagde mig bare til at sove i stedet for.

Onsdag skulle jeg først have kemo klokken 15, så jeg havde aftalt at mødes med Solveig (præsten på OUH) inden jeg skulle have behandling. Jeg kommer til at savne vores samtaler, som jeg jo er vant til at vi har ca. hver 3. uge. Som altid havde vi en god samtale, hvor vi bl. a. talte om den uvished jeg nu går ind i. Efter at have været i et fast behandlingsprogram, så skal jeg nu i vente position, hvor lægerne skal finde ud af hvad de nu vil råde mig til. Om en 3 ugers tid skal jeg have en CT-scanning så de kan se hvordan det står til med kræften, om det har spredt sig osv. Efter scanningen (nogle dage efter) følger en samtale hvor jeg får resultatet af scanningen og hvor de kommer med deres forslag om hvad der skal ske. Det kan være jeg går over i et kontrolforløb, det kan være de foreslår mig at blive ved med kemoen eller måske at prøve en anden. Lige nu er jeg mest stemt for et kontrolforløb, jeg har virkelig ikke lyst til flere kemo-behandlinger lige nu. Selvom jeg har haft nogle gode perioder i de sidste gange, så tærer det alligevel hårdt på kroppen og jeg føler mig godt og grundt slidt ned. Jeg er simpelthen konstant træt og føler at jeg er totalt tappet for energi. Jeg går også rundt i en tilstand af tristhed og nogle gange føles det lidt som om det ikke er ok at have det sådan, men helt ærlig så tror jeg at alt andet ville være meget mærkelig. Det er som om alle forventer at jeg konstant er positiv, i godt humør osv. Når jeg giver udtryk for hvordan jeg faktisk har det bliver jeg mødt af fraser som “over skyerne er himlen altid blå”, “op på hesten” igen, nu må du ikke lade tristheden tage overhånd osv. Men jeg tror at realiteterne for alvor er gået op for mig. Jeg har haft så travlt med kogebogen, presse, forlovelse og bryllup så det først er nu virkeligheden for alvor rammer mig – og den rammer hårdt. Jeg er også inde i en periode hvor der ikke rigtig er noget at se frem til. Alt det med kogebogen, turen til Paris og bryllup er nu overstået og jeg befinder mig i ingenmandsland, hvor der ikke lige hænger en gulerod for enden, som jeg skal nå og det er jeg måske i virkeligheden ikke så god til at tackle. Jeg er godt klar over at jeg bevæger mig på kanten og hvis jeg falder i, så bliver jeg deprimeret, men jeg tror heller ikke på at selv det mest optimistiske menneske kan være sådan hele tiden, ville det ikke være lidt skræmmende?? Er det ikke vigtigt at man giver sig selv lov til at mærke smerten og tristheden over det der hænder og tilstøder en? Jeg kan i hvert fald ikke lade være og jeg tror at det er menneskeligt at have det sådan.

Jeg har altid ment at jeg er født med en gammel sjæl. Jeg føler mig altid ældre end hvad jeg faktisk er og jeg tror på at nogle af os bliver udstyret med en gammel sjæl og at os der bliver det, ikke lever helt så længe. Det betyder dog ikke at vi ikke lever vores liv til fulde eller at vi ikke får masser af skønne oplevelser, det betyder bare at vi måske bliver mættet førend vi egentlig burde – ifølge det årstal der er i vores personnummer. I den sidste tid har jeg følt mig mættet, jeg har følt mig træt, en helt anden form for træthed end jeg tidligere har oplevet. Tror du at ens sjæl kan give op inden man selv gør det?? Jeg tror godt at det kan forholde sig sådan, det er i hvert fald sådan jeg oplever det af og til – og jeg tror at det er ok hvis tingene er sådan. Som jeg tidligere har skrevet så er jeg ikke bange for at dø, men jeg er bange for alt det der er indimellem mig og døden, der skræmmer mig helt vildt og føles nogle gange meget overvældende.

Det er jo ikke sådan at jeg føler jeg skal dø i morgen, men jeg tror at jeg skal have en pause fra behandlinger og prøve at føle mig selv igen. At være i et behandlingsforløb er jo både godt og ondt, men jeg kan mærke at jeg lidt mister følingen med min krop. Kemo er jo et giftstof der ikke bare skader de onde celler, men også skader de gode celler og det gør at kroppen reagerer underligt synes jeg. Jeg tror at en pause vil gøre mig godt, så jeg igen kan mærke hvad der er godt og skidt for mig – og ikke mindst får kontrol over min krop igen.

Nå, men tilbage til onsdagen. Efter min meget givende samtale med Solveig fik jeg kemo og så gik jeg tilbage til mit værelse og hvilede mig igen. Jeg havde det ikke alt for godt, men jeg havde en aftale om aftenen som jeg bare VILLE. Inger (sygeplejerske på D6) og jeg havde en aftale om at tage ud og få en burger om aftenen og det havde jeg glædet mig til og da jeg ikke lå og kastede op, var jeg fast besluttet på at det skulle jeg. Hun kom og hentede mig kl. 17.30 og vi kørte til Bulls i Odense. Jeg kendte ikke stedet, men Inger sagde at de havde de bedste burgere, så det blev Bulls. Vi fik os hver en burger og en portion pommes frites. Vi kunne nu sagtens have delt en burger, for de var godt nok store og det var også en stor portion pommes frites. De putter noget krydderi på deres pommes frites og det lærer jeg nok aldrig at kunne lide, jeg er mest bare til salt. Men burgerne smagte godt, selvom jeg langt fra kunne spise op. Efter burgeren havde jeg mod på at være lidt mere ude, inden jeg skulle tilbage til OUH så Inger tog mig med på en lille køretur. Vi kørte ned til Skovsøen i Odense, hvor der er virkelig smukt. Jeg har aldrig været der før, men vil helt klart gerne tilbage dertil. Jeg fik desværre ikke mit kamera med – eller min telefon – så I får ingen billeder, men smukt det var der. Der var lidt koldt, men det afholdt os ikke fra at købe en is. Imens vi spiste isen gik vi rundt om søen. Det er godt for mig at komme ud og gå når jeg har fået kemo, for det hjælper med til at få det ud af kroppen, det er bare ikke noget jeg har praktiseret så meget. Jeg var træt da vi kom tilbage til bilen, men det var en god form for træthed – og jeg var også MEGET mæt! På tilbagevejen kørte vi ad Langelinie, så jeg kunne se alle de store palæer/huse de har i Odense og jeg skulle hilse at sige at der var flotte. Jeg tror at klokken var omkring 20, måske lidt før, da jeg kom tilbage og jeg gik bare direkte i seng. Jeg var så træt – og havde også fået rigeligt at spise. Kvalmen kom igen mens jeg lå i sengen, men det er nok meget naturligt med alt det jeg havde spist…….

Torsdag var min sidste dage med kemo og det gik helt som det skulle. Efter jeg havde fået kemo, bestilte jeg transport til at komme hjem. Jeg ventede ikke særlig længe, men tilgengæld var der en hel mini-busfuld der skulle med. Det tog mig 2 timer om at komme hjem (normalt tager det 1 time) så det var ikke så slemt og jeg sad og halvsov hele vejen. Jeg var ikke så meget værd da jeg kom hjem, så jeg fik pakket ud og så hvilede jeg på sofaen til kæresten kom hjem.

De første dage var ikke særlig rare, jeg var meget træt og nok også modløs, hvis ret skal være ret. Jeg har følt mig modløs i et stykke tid uden at jeg helt kan sætte fingrene på hvad der er galt, men jeg tror at jeg bare skal vænne mig til hverdagen igen. Der har sket så meget i de sidste mange måneder med min kogebog, sygdom osv, men nu er det tilbage til hverdagen og det er måske det jeg har det svært med. Jeg skal lære at der ikke behøves at ske noget helt tiden, for at jeg har et godt liv. Jeg har været bange for at jeg bevægede mig tæt på en depression eller som om jeg har gået oppe på kanten og hvis jeg faldt ned ville jeg falde ned i depressionen, så det har ligesom været en balancegang. Men jeg håber at jeg kan trække mig selv ud af det dødvande jeg føler jeg er havnet i. Jeg har svært ved at finde inspiration til mad. Lige nu bliver det bare mad vi har fået før, jeg har simpelthen ikke overskud til at prøve noget nyt og spændende – og det hader jeg. Jeg føler jo at når jeg nu har en madblog, så skal jeg også være inspireret og fuld af glæde ved at lave mad – og den glæde har jeg bare ikke i øjeblikket. Jeg håber inderligt at den kommer tilbage, så jeg igen kan bringe nye og spændende retter. Indtil da, må I bære over med mig, det håber jeg at I kan??

Status efter 6 omgange kemo er at jeg vejer nogenlunde det samme som da jeg startede. Jeg har formået at beholde min vægt, hvilket er ret godt, men jeg har mistet en del muskelmasse. Jeg håber at jeg – i samarbejde med min fysioterapeut – kan træne noget af det tilbage igen her i foråret, det er i hvert fald det vi vil arbejde hen imod. Jeg har mistet rigtig meget hår og er blevet noget tyndhåret, men jeg har stadig mit hår og det er jeg glad for. Jeg er spændt på om mit hår bliver mere kraftigt igen, nu hvor behandlingerne er stoppet. Jeg føler at mine alle mine kemo-behandlinger har været vidt forskellige. Der har været gode behandlinger og dårlige behandlinger. Jeg har haft det godt imellem nogle af behandlingerne, men alligevel føler jeg at min krop er udslidt. Jeg føler min psyke er udslidt og jeg ville ønske jeg havde en økonomi der gav mig lov til at tage væk i en uges tid, ned til solskin. Få tanket op på en krop der føles udslidt, træt og udtømt. Jeg føler jeg har brug for at komme lidt væk, få det hele lidt på afstand, blive vartet op, forkælet og få styr på mig selv igen.

Print Friendly
Tilbage

16 kommentarer


  1. Apr 10, 2013
    8:35 pm

    Christel Skov

    Det er imponerende, at du har energi til at fortælle alle vi der følger dig, om hvad der sker i dit liv. Om dine tanker, følelser, stemninger og reelle udsigter…
    Vi mennekser er så vant til at tage livet, hverdagene, ja ALT for givet, men når man som dig står i det du gør, så forstår man at intet er givet!
    TAK, fordi du deler med os, du giver mig mange indspark til livet, og til at glædes over det jeg har…

    Stort kram

    Christel aka Titte


  2. Apr 10, 2013
    8:38 pm

    Annette Aarre Dalsgaard

    Kære kære Birthe.
    Jeg er diagnosticeret med depression, personlighedsforstyrrelser og social angst og kan derfor levende sætte mig ind i din tankegang.
    Det der hjælper mig på de sorteste dage er accept. Helt bogstaveligt tager jeg mig til hjertet og siger: at det er okay, at jeg har “lov” til at være trist og modløs. På den måde giver jeg mig selv omsorg og det kan lette lidt på humøret.
    Det er en´ting min terapeut har lært mig, en anden er de uundværelige vejrtrækningsøvelser. At trække vejret helt ned i maven, så den spiler sig ud. Visuelt forestille sig at luften kommer ud i hele kroppen -helt ned i tæerne. Og så puste ud, så meget, at luften i tæerne også kommer med 😉 Og så fortsætte til du er dejlig afslappet og tankerne knap så presserende.
    De bedste ønsker og varmeste tanker fra en næsten nabo (kunne kende dine husbilleder)
    Annette


  3. Apr 10, 2013
    9:04 pm

    Anja

    Din modløshed og tristhed rammer mig. Jeg har selv været igennem svære ting i livet, har bl.a. mistet begge forældre i en meget ung alder og har som følge deraf også haft en svær depression, som jeg heldigvis er på vej ud af.
    Jeg vil bare sige til dig, at det bedste du kan gøre, er at give dig selv lov til at være trist og bare rumme de trælse følelser. Og hvis du ikke føler, at dine omgivelser tillader det, må du bede dem om det.
    Det er da helt uundgåeligt med de ting du er igennem, at du bliver trist og måske også deprimeret. Det vigtigste er, at du får talt om det. Hvis ikke du har sygehuspræsten, så måske en psykolog? Og lad endelig være med at sætte en depression op som et skræmmescenarie. Ender du der, skal du også nok finde vejen ud igen. Altid bare huske at bede om hjælp ik?


  4. Apr 10, 2013
    10:41 pm

    Hella

    Kære Birthe
    Det er val naturligt at situationens alvor kommer tæt på når man er klar til .det. Der er måske også bedre rum til det nu hvor der er mere “stille” ?
    Jeg tror ikke på at op på hesten hjælper… Jeg tror det er en naturlig proces som du måske skal have noget input til at håndtere. Måske skal du være ligeså tålmodig med dig selv som du ville være med andre ?
    De bedste hilsner fra en fan


  5. Apr 11, 2013
    9:49 am

    LunaBærmonster

    Kære Birthe
    Først og fremmest tak for din ærlighed. Det er meget modigt at turde åbne – og blotte – sig så meget på en blog, men det er også der, hvor os, der læser med, rent faktisk lærer noget. Tak for det.
    Og som andre også har skrevet, så accepter, at du er ked af det nogle gange. Alt andet ville være mærkeligt, når du er så syg. Jeg tror, folk siger “op på hesten” osv., fordi de selv er bange for at blive konfronteret med angsten. Og fordi de måske selv er bange for, at se din – og andres – virkelighed i øjnene.
    Har du talt med en professionel udover præsten? Jeg er ret sikker på, at Kræftens Bekæmpelse har gratis psykolog-rådgivning til kræftramte, det er i hvert fald værd at tjekke op på, hvis det er noget, du tror kan hjælpe. Selvom jeg godt ved, at du har fået meget hjælp fra præsten, så kan psykologer noget andet end sjælesorg – de kan også hjælpe med at vende tankemønstre og måske få dig til at acceptere, at du nogle gange er ked af det.
    Men det er selvfølgelig dig selv, der ved, hvad der er bedst. Ovenstående er blot mine tanker, men jeg aner jo ikke noget om, hvorvidt det hjælper for dig.
    Jeg håber, du finder fred og mere glæde.


  6. Apr 11, 2013
    5:42 pm

    Tina

    Kære Birte

    Måske du er klar over det, men det er sådan, at Kræftens Bekæmpelse har et legat på 3000 kr, som man kan søge. Der står godt nok, at det er til mindre bemidlede, men jeg har som sygeplejerske hjulpet en del patienter med at søge det og har aldrig oplevet, at nogen har fået afslag. Det er ikke en formue men kan forsøde og måske bidrage til, at du får mulighed for at komme lidt væk.

    http://www.cancer.dk/Cancer/soeg/soeg.htm?resetsearch=true&q=legat

    Ellers ønsker jeg blot at du må opleve et livsgivende forår, som på trods af alt måske kan bidrage med lidt lys og lethed i al det tunge, som du bærer på dine skuldre.
    Mange hilsner fra Tina


  7. Apr 11, 2013
    7:21 pm

    TanjaBanja

    kære Birthe
    Du er en inspiration for os alle både ift mad og din åbenhed omkring dit liv og sygdom. Jeg har egentligt mest bare læst opskrifter men din historie har berørt mig dybt.


  8. Apr 11, 2013
    7:40 pm

    Ditte

    Hej Birthe.

    Jeg ville bare lige spørge, om du har talt med socialrådgiveren på OUH? Det er vist hende, der hedder Astrid – hun virker meget kompetent og imødekommende. Hun kan måske fortælle dig om muligheder for økonomisk støtte, der er fx noget, der hedder noget i retning af ‘Engangssum til kritisk syge’.

    Tanker fra Ditte


  9. Apr 11, 2013
    9:02 pm

    Katrine

    Først og fremmest får du lige et ordentligt kram herfra.

    Du har sidste mange måneder kørt derudaf med 120 km/t i timen, haft faste aftaler og vupti her kommer limbo. Færdig med kemo, nogenlunde færdig med kogebog (btw I love it – men det er en anden historie) og vel også nogenlunde færdig med alle de praktiske og juridiske ting, der også skal falde på plads med din sygdom.

    Forhåbentlig kommer foråret og gode nyheder snart, og mens du (og alle os andre venter), håber jeg, du kan slappe godt af og finde dig selv igen, og så nyde alle de dejlige dage der venter på dig (- og din mand ;-)).

    /Katrine


  10. Apr 13, 2013
    12:03 pm

    Gerda

    kære Birthe
    Det er første gang, at jeg skriver her. Jeg har dog flere gange nydt godt af dine gode opskrifter. Endelig fandt jeg de rigtige pebbernødder.
    Jeg er også blevet opereret pga. kræft også her har jeg haft glæde af at læse din blog.
    Så det vil være en stor glæde for mig, hvis jeg på et tidspunkt må invitere dig til København sammen med kæresten. I kan bo her og der er inkluderet en middag. Du kan kigge på byen eller sidde i sofaen og lave ingenting, som du har lyst. Det er godt nok ikke sydpå, men her er nu alligevel dejligt.
    Alt godt og et kæmpeknus
    Gerda


    • Apr 14, 2013
      2:28 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Gerda!

      Tusinde tak for din kommentar og hvor er det sødt af dig, det kan være jeg tager dig på ordet engang. København er dejlig, synes e 🙂

      Mange hilsner
      Birthe


  11. Apr 13, 2013
    4:31 pm

    Asta

    Først vil jeg sige, at jeg har så stor respekt for, at du fortæller så åbent om kræften. Du er fandme sej!
    Yderligere har jeg en forespørgsel til dig, anede ikke hvor jeg skule skrive, så jeg undskylder, at min kommentar ender her og bliver yderst upassende. Nu til sagen…
    Jeg vågnede op med den sindsygeste rosenbrød-craving og tænkte: “Den klarer Birthe!”, men til min rædsel så jeg, at du ikke havde en opskrift. Kunne du mon overtales til at lave en? Dine opskrifter er altid så fantastiske, og jeg er elendig til selv at finde på opskrifter..
    Hilsen Asta


    • Apr 14, 2013
      1:37 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Asta!

      Tak for din kommentar 🙂 jeg har desværre ikke lige tænkt mig at kaste mig ud i rosenbrød, beklage. Jeg er sikker på at du finder nogle ved hjælp af Google.

      Med venlig hilsen
      Birthe


  12. Apr 16, 2013
    6:55 pm

    Anya

    Kære Birthe,

    Jeg har fulgt din blog længe, og det gør mig så inderligt ondt at du skulle opleve mere sygdom. Jeg synes jo du har været igennem rigeligt. Jeg synes at du klarer det fantastisk, og selvfølgelig er du trist og modløs, det er da kun naturligt når man skal finde sine ben, efter at være blevet slået omkuld. Min erfaring fortæller, at når man oplever kristisk sygdom, er første vigtige skridt til at få det godt, at man accepterer sin tilstand. Med accepten kommer roen, og med roen kan man igen finde glæde ved livet.
    Jeg håber det bedste for dig.
    mvh
    Anya


  13. Apr 17, 2013
    6:50 pm

    Anne

    Kære Birthe.
    Jeg føler med dig. Jeg ved nogenlunde hvordan du har det. Jeg har selv haft livmoderhalskræft. Det er bare så kanon hårdt at komme igennem alle de behandlinger. Jeg søgte om at få et ophold på Dallund på fyn, og fik det. Det kostede mig kun ture der over og hjem igen. Jeg ved ikke om du har hørt om Dallund. Det er et fantastisk smukt sted hvor man er sammen med andre som har haft cancer. Du kan google det hvis det kunne være noget for dig. Jeg var rigtig glad for at være der. Det er et ophold på en uge.
    Med venlig hilsen
    Anne.


  14. Apr 18, 2013
    9:02 pm

    Gitte

    Kære Birthe
    Jeg faldt over din blog i søgen efter noget helt andet, men nu har jeg alligevel siddet og læst din beretning.
    Sikke en kamp du er i gang med – sender dig alverdens styrke og positive tanker. Håber det bedste.
    <3

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!