Newyorkerbyheart

Eggplant lasagne – Auberginelasagne a la min Mama (Fra Newyorkerbyheart – Amerikansk Homecooking)……….

Stegte aubergineskiver, lægges på tomatsauce og ricottafyld kommes på………

Derefter spinat og så endnu et lag, inden de er færdige, Så er de klar til at komme i ovnen………..

Det færdige resultat………

……….og som det ser ud i min kogebog, Newyorkerbyheart – Amerikansk Homecooking. Foto: Line Falck…….

Dette er en af de retter jeg holder allermest af i hele verden og derfor er den selvfølgelig også med i min kogebog, Newyorkerbyheart – Amerikansk Homecooking. Nu bringer jeg den også her – men vær opmærksom på at du skal starte i rigtig god tid og at der er en del arbejde, men det er det hele værd for slutresultatet er SÅ godt 🙂

Eggplant lasagne – Auberginelasagne a la min Mama, 4 pers.:

3-4 auberginer, alt efter størrelse

3 spsk. groft salt

1½ dl sødmælk

1½ dl pankorasp eller almindelig rasp

1½ dl hvedemel

salt, friskkværnet peber

300 g ricotta ost

1 æg

1½ dl revet mozzarella

3/4 dl frisk, fintrevet parmesan

½ liter Marinara sauce (tomatsauce) hjemmelavet eller din yndlings færdigkøbte

200 g spinat fra frost, optøet

solsikke- eller majsolie til stegning

Desuden:

2½ dl revet mozzarella

Start i god tid med denne ret, for auberginerne skal stå og trække i et par timer, inden de kan tilberedes. Skræl auberginerne og skær dem i 1 cm tykke skiver. Kom skiverne i en stor sigte, drys med groft salt, og vend dem godt rundt, så saltet bliver godt fordelt. Lad dem stå og trække i 2 timer. Når auberginerne har trukket, skylles saltet af, og de duppes helt tørre. Hæld olie i en pande, så det står ca. 1 cm. op ad kanten, og varm det op ved middel varme. Hæld mælk i en dyb tallerken og bland mel, rasp, salt og friskkværnet peber i en anden dyb tallerken. Når olien er varm, dyppes aubergineskiverne først i mælk og derefter i raspen, inden de lægges i olien. Lad dem stege i ca. 5-7 minutter på hver side, til de bliver gyldne. Vend dem kun en gang, så bliver paneringen pænest. Beklæd en bagerist eller en bageplade med et par lag køkkenrulle, og læg aubergineskiverne derpå, når de er færdigstegte, så de kan dryppe af. Tø den frosne spinat op i microovnen sammen med et par spsk. vand i 4½-5 minutter. Pres den optøede spinat godt fri for væde. Bland ricotta med de 2 slags mozzarella ost, æg, parmesan, salt og friskkværnet peber. Bunden af et ovnfast fad dækkes med tomatsovs, hvorpå der lægges et lag aubergineskiver med lidt luft imellem. De skal ikke røre hinanden. Læg derefter lidt ricotta-blanding på hver skive, og glat det lidt ud. Kom ikke for meget på, for så flyder det ud. Fordel derefter noget spinat over, og læg så endnu en aubergineskive på hver stak. Forsæt med endnu et lag, og slut af med en aubergineskive. Kom et par spiseskefulde tomatsovs på hver stak, og drys så dem alle med lidt mozzarella. Bages i en forvarmet ovn ved 175 grader (varmluft) i 40-45 minutter. Hvis osten bliver for mørk, kan der lægges lidt stanniol over til sidst. Server lasagnen rygende varm med en grønt salat og evt. hvidløgsbrød til.

Print Friendly
Tilbage

7 kommentarer


  1. May 2, 2013
    9:43 pm

    Sysleren

    Mmm, auberginer i ovnen med ost og tomatsovs er helt klart en af mine favoritter. Jeg har dog aldrig gjort noget ved auberginerne først, men det må da prøves en dag. (Jeg skal bare lige overvinde min fedtforskrækkelse…)


  2. May 2, 2013
    9:48 pm

    Prinsesse Suh

    Nu skal jeg altså snart i gang med flere af dine lækre opskrifter fra din flotte kogebog. Måske næste weekend, hvor jeg har tid til at lave noget lidt mere tidskrævende… Lækkert ser det i hvert fald ud!


  3. May 3, 2013
    9:21 am

    Christine vj

    Det ligner og lyder lidt som dne klassiek ret “eggplant parmesan”, men bare noget pænere- Nu er eggplant parmesan heller ikke ligefrem verdes pæneste ret… Lækkert ser det ud, det må på menuen en dag hvor der er lidt ekstra tid.


  4. May 3, 2013
    12:10 pm

    Karen

    Den bliver så fin, den lasagne med de små tårne. Du skal prøve min opskrift også en gang – man kan slet ikke smage, at der ikke er helt så meget fedt i – du ved – min mave har det bedst med at have fedtet på ydersiden 😉

    Godt at høre, at du orker at lave mad igen – det er et mega livstegn.

    Mange hilsener, Karen

    (Linket er her, så du ikke behøver bladre 100 sider igennem ;-): http://dalsgaardiskivholme.wordpress.com/2013/04/10/aubergine-lasagne/


  5. May 4, 2013
    10:46 am

    Piskeriset

    Det er altså en langt mere dekorativ måde at servere lasagne på end den traditionelle slags – og meget praktisk! Det må jeg prøve på et tidspunkt 🙂


  6. May 5, 2013
    3:28 pm

    Marie / Cocina Fragrante

    Enig med Piskeriset, det er så elegant en variant af lasagne. Og så smager den umanerlig godt, ovenikøbet – slet ikke dårligt! 🙂


  7. May 11, 2013
    10:36 pm

    Tine / Lille mormor

    Hej fantastiske Birthe 🙂
    Jeg har idag modtaget din kogebog fra Saxo.dk, en bog jeg har måttet vente på da den var udsolgt fra Forlaget – wauw 🙂 Og sikke en bog at få, den er helt vidunderligt fantastisk! Jeg har kigget i den i tre timer nu og er slet ikke færdig med at drømme om mad, USA, hygge og venner. Den inspirerer mig til at lave lækker mad og så er billederne fantastiske og dine små anekdoter til hver opskrift gør at man får endnu mere lyst til at lave dem! Man kan levende forestille sig dine oplevelser og de minder der er knyttet til retterne. Jeg samler på kogebøger da jeg bare ikke kan få nok af lækker mad og madbilleder, og jeg har mange klassikere og moderne, men din er allerede nu min ABSOLUTTE favorit. Bogen er et mesterværk og jeg kan ikke vente med at tjekke alle de links ud der er i den. Tusind tak for det fantastiske stykke arbejde den er. Imorgen tror jeg at jeg ville lave Sloppy Joes 🙂

    Mange hilsner og ønsker om det bedste i fremtiden Tine

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!