Newyorkerbyheart

Kræft-dagbog: Smerter, tanker + Givskud Zoo………….

Jeg er inde i en periode hvor jeg har en del flere smerter end jeg er vant til. Jeg har kvalme, er så uendelig, uendelig træt og i det hele taget føles min krop bare meget anderledes. Jeg går og overvejer om jeg skal ringe til Odense. Ved den sidste samtale sagde de jo at jeg give lyd fra mig, hvis noget blev anderledes, på den anden side ved jeg ikke om det bare er sådan her det skal være når nu jeg ikke får kemo. Jeg kæmper for at tage mig sammen til at få ringet, fordi jeg ved at jeg nok bør gøre det, men jeg er så enormt bange og prøver på at købe mig lidt tid. Jeg har ingen overskud i min hverdag til noget som helst, bare det at komme op, tage bad og få tøj på – føles nærmest som en overvældende opgave – for slet ikke at tale om at få noget mad på bordet hver dag. Jeg har INGEN fantasi overhovedet og når jeg sidder og kigger på madopskrifter er der ikke noget der tiltaler mig, det er virkelig ikke sjovt. Det er blevet en pine at skulle lave mad hver dag, fordi kræfterne slet ikke er til det og samtidig er glæden ved at lave mad helt og aldeles væk. Lige nu siger mad mig ingenting overhovedet og det gør mig utrolig ked af det, fordi det har givet mig så meget glæde.

Det at min krop har ændret sig så meget og er blevet anderledes gør selvfølgelig at bekymringerne er kommet ind i mit sind. Jeg er bange og ked af. Jeg ved ikke hvad det betyder, om dette er vendepunktet for mig hvor det begynder at gå ned ad bakke. Jeg husker hvordan den første læge jeg talte med, sagde at hun mente jeg havde et års tid og skulle få det gjort som jeg gerne vil nå, indenfor den tid. Jeg er så bange for at jeg er på vej ind i ny fase, en fase på vej mod det uigenkaldelige. Tankerne vælter rundt i hovedet på mig og det er angsten der har overtaget min krop. Angsten for fremtiden, angst hver aften for at ligge mig til at sove og jeg så ikke vågner op næste morgen. Angst for ikke at få det bedste ud af hver eneste dag, angst for ikke at nå det jeg gerne vil nå og angsten for at skulle tage afsked med kæresten. Det at have en “dødsdom” hængende over hovedet på en er så forfærdelig en følelse og lige nu fylder det enormt meget i mit liv – især fordi jeg så tydeligt mærker forandringerne i min krop – forandringer der bestemt ikke er til den gode side.

Jeg ved ikke hvor længe jeg kan blive ved med at finde kræfter til at opdatere herinde, så det kan godt være at der vil komme lange pauser i den næste tid. Jeg vil også gerne undskylde til alle der stadig venter på svar fra mig på mails og Facebook, jeg har bare ikke kræfterne til at skrive tilbage lige pt. Det samme gælder overfor venner og familie, jeg får hverken ringet eller besvaret sms’er – jeg kan simpelthen ikke finde overskud til det. Dagene går bare, jeg flyder med og prøver bare på at holde mig flydende og holde hovedet ovenvande.

En aften blev det til maskeret blomkål…………

Jeg har i den sidste uges tid fået et par lækre pakker fra et par af mine læsere. Den ene fra Piskeriset:

Den anden fra en dansk pige som bor i Spanien. Tusinde tak, Trine – jeg glæder mig så meget til at sætte tænderne i lækkerierne:

Jeg har ikke været særlig aktiv i weekenden pga træthed, men mandag – 2. pinsedag – syntes vi alligevel at der skulle ske noget, så vi tog til Givskud Zoo. Det er ved at være nogle år siden vi sidst var der og så elsker jeg bare at tulle rundt og se på dyr. Givskud Zoo er også et godt sted for mig, fordi man kan køre på en stor del af ruten rundt i parken. Vi startede med at få en friskbagt forårsrulle inde i parken, som smagte rigtig godt. Ellers gik vi bare rundt, i langsomt tempo og kiggede på de forskellige dyr. Vi bruger altid mest tid hos aberne, som vi begge elsker at betragte. En af aberne bar rundt på den sødeste lille bitte abeunge :-) Her følger lidt billeder fra dagen i Givskud Zoo, som sluttede med pandekager og is……………

Print Friendly
Tilbage

21 kommentarer


  1. May 23, 2013
    9:06 pm

    Sofie

    Kære Newyorkerbyheart
    Jeg tror vi er mange der ville ønske vi kunne skrive nogle ord, der kunne trøste og give ro og håb oven på sådan et indlæg. Jeg kender dig ikke personligt, men du skal vide at din fortælling om at have kræft fylder meget i mine tanker og har fået mig til at huske at nyde hver eneste dag vi er her. Du gør en forskel ved at fortælle så åbenhjertigt om svære tanker og frygt. Tak.
    Varme tanker herfra


  2. May 23, 2013
    9:32 pm

    Katrine

    Kan godt forstå, at det er svært lige nu. Synes det er vildt flot, at du trods alt formår at sætte ord på dine tanker og din frygt. Forhåbentlig kan du snart få en afklaring på, hvad der foregår, og hvad der evt. skal ske, så du i det mindste har vished. Og husk at det er altså helt ok at være ked af det, bange og vred. Det er kun på film, at hver eneste øjeblik er carpe diem og vilde oplevelser.

    Vi var i øvrigt også i Givskud 2. pinsedag – var ret positivt overrasket. Og ja for Søren den lille abeunge var sød. Vi morede os ret meget over den ene gorillaunge, der på så mange måder minder om vores den lille på 8 mdr.

    Kram herfra


  3. May 23, 2013
    9:37 pm

    Bianca

    Tænker på dig søde Birthe!


  4. May 23, 2013
    9:40 pm

    elsebeth

    kæreste dig hvor er du unik på alle måder åh hvor ville jeg gerne skrive ordene til dig som kunne hjælpe.DE ord jeg vil skrive er at du er et helt fantastisk menneske som bringer så meget videre til mennesker.TAK TAK FOR MENNESKER SOM DIG ……………………


  5. May 23, 2013
    9:45 pm

    Birgitte

    Kære Birthe,
    Jeg kender dig ikke personligt men har fulgt dig her i nogen tid, efter jeg en dag ledte efter en opskrift og faldt over din side.
    Ingen kan jo fortælle dig, hvad du skal gøre – det kan kun du selv beslutte, men måske bruger du en masse ressourcer på at bekymre dig, som kunne være brugt bedre? Måske bekymrer du dig uden grund, og måske er det, som du frygter, et vendepunkt, men uanset hvad, skal du leve det liv, du er i og det liv, du har tilbage – uanset hvor kort eller hvor langt, det vil være.
    Måske fortæller jeg dig ikke noget, du ikke allerede ved,men dit indlæg i dag rørte mig dybt, og da jeg selv har haft kræft, kan jeg sætte mig lidt i dit sted, selv om jeg – formodentlig – er en af de heldige, der overlevede min sygdom.
    Skal ikke sige så meget mere, men jeg ønsker dig det absolut bedste og sender gode tanker i din retning.
    Mvh
    Birgitte


  6. May 23, 2013
    10:07 pm

    Ravfood

    Kære Birthe
    Jeg tænker meget på dig og føler med dig. Jeg synes virkelig, at du skal tænke på dig selv og dine – og bruge kræfterne på det, der er vigtigst for dig. Hvis det er andre ting end at opdatere din blog, er det helt ok. Det forstår vi godt.
    De varmeste tanker fra en af dine trofaste followers
    Kathe


  7. May 23, 2013
    10:14 pm

    Malene

    Hej Newyorkerbyheart

    Helt enig med Sofie ovenfor – gid man kunne sige noget som kunne hjælpe og trøste. Har fulgt din blog i mindst et par år og det skar simpelthen i mit hjerte da du første gang skrev om at du havde fået kræft. Tror vi er rigtig mange der føler med dig og som “følger” dig i medgang og modgang på denne side.

    Du er den bedste madblogger der findes i DK – selv når du er helt langt nede og syg præsterer du at lægge et billede ind af en blomkålsret som ser 1000 gange bedre ud end vi andre nogensinde kunne få den til ;-)
    Jeg vil bare lige sige at jeg syntes du er super sej !!!

    Mange mange hilsner fra Malene


  8. May 23, 2013
    10:14 pm

    Birthe Skou

    Kære Birthe
    At få stillet sådanne livsvilkår kræver en helt usædvanlig styrke, og til at bære denne byrde har du og din kæreste brug for uopfordret hjælp fra dem, som står jer allernærmest. Sommetider kan det være svært at tage imod, når man er bedst tilpas med at ‘yde’ – og du har givet så meget, at det vist er ‘payback time’.
    Brug din tid og kræfter på det, som giver dig mest benzin på – det er dig selv, som du skal være noget for lige nu.
    Kærlige tanker
    Birthe


  9. May 23, 2013
    10:55 pm

    Cecilie Filstrup

    Kære Newyorkerbyheart!
    Hvor er det stort at du vil dele dine glæder og sorger med alle os læsere!
    Jeg synes bestemt at du skal kontakte OUH! Du skal ikke gå og have ondt!
    Jeg tænker at du allerede får bunyrebarkhormon? Måske man kan justere lidt på dosis? Har du kontakt til udkørende hospice? De er jo fantastiske til at smertelindre og kan sikkert også hjælpe dig i forhold til din kvalme og måske også trætheden! Det er guld værd med udkørende hospice, da de virkelig er dygtige!
    Jeg håber at du snart vil kunne føle lidt mere overskud til at lave de ting du holder af!
    Mange kærlige hilsner
    Cecilie


  10. May 23, 2013
    11:15 pm

    Christa

    Du har også gjort et stort indtryk på mig og inspireret siden første gang jeg fandt din blog for nogle år siden.
    Sofie skriver det så fint. Tak fordi du minder os om hvor godt vi har det.
    Knus og kram
    Christa
    PS.: Fine billeder fra Givskud :)


  11. May 23, 2013
    11:54 pm

    Lene Olsen

    Kære Birthe
    Det gør så ondt i mit gamle hjerte at læse om dine tanker, dine bekymringer, dit sygdomsforløb og din kamp for at undgå døden. Hvordan skal jeg dog kunne lette dine bekymringer?
    Inderst inde ved jeg jo godt, at det kan jeg ikke, uanset hvor gerne jeg ville, for lige gyldigt hvad jeg skriver for at trøste, kan jeg ikke tage tankerne, afmagten og smerten fra dig – you are on your own – og det er bare så svært og umenneskeligt.
    Du har aldrig lagt skjul på, at du er uhelbredeligt syg, at du nu er terminalpatient og har døden med dig hver dag! Hvem ville ikke blive bekymret og ked af det med den viden – jeg ville! Derfor synes jeg, det er så fantastisk, at du har overskud til at dele din viden, dine oplevelser og dine tanker med os andre, og gennem din åbenhed minde os om, at livet er skrøbeligt og at et godt helbred ikke er en selvfølge, men noget vi skal værne om og passe på.
    Din viden og din opfordring har medført at mit barnebarn nu er blevet HPV-vaccineret – så tak Birthe for din information og opfordring til dette.
    Sender dig og dine mange kærlige tanker og knus.
    Lene O. ☀❤ ☀❤ ☀❤


  12. May 25, 2013
    11:41 am

    Pernille

    Kære Newyorkerbyheart.
    Jeg ved ikke helt om det er ok at kalde dig Birthe, når dette er min første kommentar til dig:)
    Men jeg opdagede din blog for en 3-4 måneder siden og jeg blev “ramt” med det samme af den varme og åbenhed du skriver med.
    Jeg er selv førtidspensionist og du har allerede, i den korte tid jeg har fulgt din blog, gjort en stor forskel for mig! Det har bare betydet så meget for mig at se at du har bidraget med noget der har gjort så stor en forskel og betydet så meget for så mange mennesker – både med hensyn til din blog, din kogebog (som jeg nu også er den lykkelige ejer af) og så med din varme og kærlige personlighed der skinner så klart igennem i både din bog og på din blog.
    Det giver mig mere tro på at jeg også er noget værd her i samfundet selvom jeg er førtidspensionist og så mange mennesker dømmer os.
    Og derfor, selvom jeg ikke kender dig personligt, gør det altså ondt indeni når jeg læser om din kræft-sygdom og al den angst og de bekymringer du går og tumler med. Jeg bliver ked af det fordi det er så uretfærdigt at det altid er de oprigtigt kærlige, søde og ufordømmende mennesker der skal rammes – det er så sjældent her i livet at man finder den slags mennesker.
    Men jeg tror at du er en af den slags mennesker – og ellers ved jeg ikke hvad jeg skal sige andet end at jeg virkelig ønsker at du får det så godt son muligt i tiden fremover og en masse gode oplevelser sammen med dine kære.
    Knus og tanker fra
    Pernille.


  13. May 25, 2013
    5:35 pm

    Nanna

    Kære Birthe

    Alle de andre har sådan set sagt alle de medfølende og opmuntrende ord, men jeg vil bare gerne fortælle dig, at fra første ord jeg læste på din blog for efterhånden mange år siden, har du slået mig som en livsklog, kærlig og inspirerende person. Det er dybt uretfærdig at du også skal rammes af kræft, men tak for at sætte ord på de følelser mim egen mor, der selv døde af brystkræft, må have gennemgået. Hun døjede meget med at sove, tankerne fløj rundt i hovedet på hende og var derfor også uhyre træt i hendes sidste tid. Som en FB-side så rigtigt kalder sig selv “Gid kræften selv fik kræft og døde af det”.

    Kærlige hilsner

    Nanna


  14. May 25, 2013
    6:54 pm

    Marni

    Jeg følger også med og synes det er så flot at du vil dele de svære tanker. Tak for mange gode opskifter og inspiration. Jeg synes du skal bede din kæreste om at lave en aftale på Odense. Forstår godt du ikke kan overskue det.
    Mange hilsener M


  15. May 25, 2013
    10:27 pm

    Hejdi Michelle Hansen

    Søde søde Birthe, se nu og få ringet til Odense.
    Jeg var meget tæt på min far da han var syg af kræft. Og kender lidt til denne angst – i hvert fald som pårørende.
    Men håber du får kontaktet Odense, måske er det slet ikke så slem.
    Føler med dig og håber det bedste for dig.

    Kærlig hilsen
    Hejdi


  16. May 26, 2013
    12:18 am

    Piskeriset

    Er meget på linje med det, de andre skriver. Hvis der bare var noget bestemt, man kunne sige, der ville få dig til at få det bedre. Du er i mine tanker. *kram*


  17. May 27, 2013
    2:29 pm

    Susanne

    Kære Newyorkerbyheart
    Jeg må sige tak til dig, for du skal vide at du gør en forskel, du berører mit hjerte, alt hvad du fortæller berører uanset om du laver mad, er kræftpatient eller du går en tur i zoo, så er din pen så ubetinget. For at give lidt tilbage, så vil jeg sende dig en bog som har ændret mit liv og mit ønske med den, er at give dig håb. Bogen hedder ‘At dø for at leve’ og af Anita Moorjarni og er en autentisk beretning. Hvis du vil modtage den, så vil jeg blive glad hvis du kan sende mig en adresse. kærlig hilsen Susanne


    • May 27, 2013
      4:15 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Susanne!

      Det glæder mig at du kan lide min blog. Jeg vil rigtig gerne læse bogen, det er sødt af dig at tænke på mig. Jeg mailer min adresse til dig.

      Mange hilsner
      Birthe


  18. May 28, 2013
    8:29 am

    Randi Annine

    Kære Birthe
    Jeg kender kun alt for godt dine tanker,da jeg selv er uheldbredelig syg af kræft. Du hjælper mig og nok også mange andre for de tanker vi ikke tør sige højt, dem formår du at udtrykke .
    Jeg ved ikke om du er til natur medicin , jeg vil gerne skrive om firmaet vetcur som har hjulpet andre kræftpatienter med deres natur olier og hvis du har kræfter til at se udsendelsen kaffe med Kurt hvor ægteparret fortæller deres historie.
    Jeg er selv startet på at tage olierne for en uge siden, jeg har alt at vinde og intet at miste ,når man er der hvor vi er.
    Bedste hilsner fra mig og jeg håber inderligt at det ikke er så galt som din fornemmelse hvisker til dig


  19. May 28, 2013
    11:42 am

    Vibeke

    Kæreste Birthe,
    Dine ord, og det du gennemgår, berører mig uendelig dybt, og jeg ville ønske at jeg havde nogle vise ord at tilbyde dig..
    Jeg kan mærke din panik, og ville ønske at jeg kunne berolige dig..
    Jeg håber for dig, at du kan blive ved med at skrive dig ud af din sygdom, jeg er overbevist om at det hjælper dig..
    Mange tanker og varme kram fra mig


  20. May 29, 2013
    7:55 pm

    Lisbeth

    Kære Birthe

    Jeg har aldrig brudt mig om at lave mad, men jeg skal love for at det har du ændret på. Er så glad for at læse alle dine indlæg uanset emnet. Min søster døde af livmoderhalskræft i ung alder og jeg selv har brystkræft, og derfor er det – som så mange skriver- en hel uvurderlig hjælp at du skriver om dine tanker og oplevelser. Jeg gør mig naturligvis også mange tanker om døden og det jeg synes man skal huske er, at det jo ikke kun er uhelbredeligt syge kræftpatienter der skal dø -det skal ALLE, det er helt naturligt – og ja – nogen dør måske dø lidt før end andre. Her tænker jeg så på, at der jo er gået en evighed af tid før vi blev født og denne tid har vi jo ikke nogen dystre tanker om og sådan tror jeg også det er efter livet. Tanken om at sige farvel til alt de vi elsker i livet er skræmmende, men det er jo et vilkår for alt levende. En fordel ved at dø af kræft er måske, at man kan dø fredeligt på et hospice, med sine elskede personer omkring sig. Det er ihvertfald hvad jeg selv håber på.
    Men noget helt andet er, kan du ikke få mere behandling? Er der ingen forsøg du kan deltage i ? Det synes jeg du skal spørge OUH om.

    Aller bedste tanker til dig.

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Jeg er også på Twitter

Mine netværk

Abonnere med e-mail


 

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!