Newyorkerbyheart

Kræft-dagbog: Svar på CT-scanning………….

En gåtur i Odense, jeg ved ikke hvad parken hedder, men den ligger ved Filosofgangen:

Torsdag skulle jeg til Odense Universitetshospital (OUH) for at få svaret på min CT-scanning. Som regel tager jeg til undersøgelser selv, fordi det er noget jeg sagtens kan og det er ikke nødvendigt at kæresten tager fri fra arbejde for det. Han skal jo tjene nogle penge hjem, så vi har noget at leve af og kan derfor ikke tage fri i tide og utide, selvom jeg selvfølgelig gerne ville have ham med. Men når der er samtaler på programmet så er han med, det er både noget jeg gerne vil havde og også noget han gerne vil med til. Det er sådan en uendelig tryghed at have ham med, jeg slapper meget mere af når han er der og jeg føler mig ikke nær så ensom.

Da jeg var til CT-scanning havde jeg faktisk ikke fået nogen dato til en samtale bagefter, så i tirsdags ringede jeg til OUH for at tale med en patientvejleder, så jeg kunne få en tid til samtale, så jeg kunne få svaret på scanningen. Det viste sig at jeg allerede havde en tid, brevet om det var bare aldrig nået frem til mig og tidspunktet var altså 11.20 i torsdags. Godt jeg ringede til dem, for ellers ville jeg have misset tidspunktet………….

Jeg ved ikke hvorfor jeg var så nervøs til den scanning, men det var jeg altså og selvom jeg vidste at det var dumt, så havde jeg håbet på at noget af kræften var borte efter kemoen. Jeg ved jo godt at de ikke kan helbrede mig, det har jeg jo fået at vide, men aller inderst inde så håber jeg jo stadigvæk – selvom jeg godt ved at det aldrig kommer til at gå sådan.

Jeg havde lovet mig selv at jeg ville være stærk og ikke græde, men som jeg oplevede sidste gang jeg var på OUH, så får jeg det fysisk dårligt når jeg træder ind og sygehus-lugten kommer i mod mig. Jeg får simpelthen lyst til at kaste op og jeg tårerne sidder og presser på. Jeg hader at sidde og vente i afd. R’s (onkologisk afdeling), jeg bliver så uendelig trist hver gang og denne gang var ingen undtagelse, tårerne kommer simpelthen helt af sig selv. Jeg hader når det sker, for alle de andre ser bare så stærke ud. De sidder der – og nogle af dem ser meget mere syge ud end mig – og ser så rolige ud. De taler sammen og opfører sig helt normal – og så er der mig – som konstant sidder og kæmper med tårerne og føler mig som den svageste person i hele verden. Jeg vil helst ikke tale med nogen og jeg vil helst bare have det overstået hurtigst muligt.

Vi sad og ventede lidt inden vi kom ind til – endnu – en ny læge. Selvom jeg har bedt om at blive fulgt af en speciel læge, så var det altså endnu en ny en som skulle have denne samtale med mig. Jeg ved godt at hende jeg har bedt om skal følge mig, ikke kan komme hver gang. Men jeg synes jo at nu hvor de har vidst det i så lang tid, så burde det jo være nemmere at planlægge. Jeg tror jeg har haft samtaler med 10 forskellige læger indtil nu – og jeg hader det. De er alle så forskellige, har alle deres forskellige meninger og det er bare så forvirrende det hele – men sådan var det altså. Det var jo gode nyheder vi fik, for kræften har ikke spredt sig – heller ikke blevet mindre – men holdt status quo. Jeg ved godt at nyheder var gode, men jeg blev så skuffet og ked af det, for jeg havde håbet på mere. Jeg havde så inderlig håbet på, at kræften var blevet bare lidt mindre – men det var altså ikke tilfældet. Selvom jeg havde lovet mig selv ikke at græde, kunne jeg ikke holde det, jeg græd for jeg ville så gerne at det blev bare lidt bedre. En af mine venner på Facebook skrev til mig at jeg jo skal tænke på at jeg jo gik længe med det og derfor ikke kan forvente at det bliver bedre. Den besked gjorde mig egentlig lidt ked af det, for jeg ved jo godt at jeg har gået længe med det, men derfor kan jeg jo godt håbe og jeg kan jo ikke skrue tiden tilbage. Jeg ved godt at meget af det er min egen skyld, men det hjælper jo ikke at jeg bliver ved med at slå mig selv oveni hovedet med det – eller at andre gør det – for tingene er jo nu engang som de er.

Jeg tænker tit over hvordan min sidste tid vil blive, hvordan vil det være at glide ind i dødens arme. Vil jeg bare sove stille ind?? Vil jeg være ved bevidsthed eller hvordan?? Det er svært at tage stilling til hvad jeg helst vil. Det nemmeste vil jo være bare at sove stille ind, men på den anden side er jeg bange for at møde døden alene. Jeg håber at det vil ske, mens dem jeg elsker er omkring mig og ikke bare i løbet af natten lige pludselig, mens jeg er helt selv. Jeg tror at det jeg er mest bange for er ensomheden – og ikke desto mindre føler jeg mig nok som den mest ensomme person i hele verden. Jeg ved jo godt at jeg ikke er det, at der er så mange der hepper på mig og at jeg er omgivet af mennesker som elsker mig. Men selvom det er tilfældet, så kan man jo godt føle sig ensom – og det gør jeg i den grad. Den allerbedste tid på dagen er når jeg ligger i sengen om aftenen og holder kæresten i hånden, da føler jeg mig rolig og der føler jeg mig ikke ensom. At ligge og holde i hånd, er blevet noget af det bedste for mig og det der giver mig mest ro.

Jeg vil gerne lige takke alle jer derude, der konstant hepper på mig og sender mig hilsner. Alle jer der følger mig på Facebook og altid er klar med opmuntring. Det er virkelig fantastisk at opleve og jeg er så uendelig taknemmelig, jeg håber at I ved hvor meget I hjælper mig – TAK!

Nå, men tilbage til samtalen på OUH. Jeg fik altså at vide at alt var status quo. Kræften blev holdt i skak og der var hverken forbedringer og det havde heller ikke spredt sig, så lægerne var godt tilfredse. Lægen jeg talte med sagde, at det var det det kunne håbe på. Jeg skal nu gå i 3 måneder, inden jeg skal til den næste CT-scanning, som altså bliver efter sommerferien. Det eneste jeg ikke kan forstå at der skal gå små 14 dage fra jeg er blevet scannet, til jeg skal til samtale. De siger at det er standard procedure, for at de er sikre på at de har fået resultatet. Gad vide om de tænker på at skulle gå i små 14 dage er ren tortur for patienterne. Tænk, små 14 dage hvor du ikke ved om du er købt eller solgt, hvor du kan nå at tænke en forfærdelig masse tanker og forestille dig alt det gode og det værste i hele verden. Små 14 dage, når resultatet reelt foreligger efter i hvert fald en uge – jeg synes det er skrækkeligt! Men altså engang sidst i august ved jeg igen hvor jeg står, indtil da er det bare med at få det bedste ud af tiden og nyde at jeg er i live. Jeg skal selvfølgelig kontakte dem, hvis min tilstand ændrer sig i løbet af perioden. Jeg talte med dem om min træthed og de sagde at det formentlig er kemoen der stadig spiller ind og at det kan blive ved i flere måneder endnu. Jeg er SÅ uendelig træt hver eneste dag, det er virkelig en kamp for mig at komme op og komme i gang i bare nogenlunde tid hver dag. Den kan let blive både 10 og 11, inden jeg kommer op. Jeg sover ikke om dagen, men ved 19-tiden er jeg klar til at gå i seng igen og gjorde det nok også, hvis det ikke var for kæresten og at jeg også gerne vil sidde og hygge lidt med ham. Men senest klokken 22, ligger jeg i min seng igen.

At have kræft er hårdt både fysisk og psykisk – især det sidste synes jeg. Jeg tror at den dag psyken ikke kan følge med mere, da vinder kræften. Jeg kæmper i hvert fald hver evige eneste dag for at psyken ikke skal knække, det er der jeg føler min kamp med kræften ligger – og kampen er hård!! Det jeg går igennem er så hårdt og slemt, at jeg ikke ønsker for nogen mennesker at de skal gå det igennem. De knuser mig hjerte at jeg ved, at jeg ikke kan forhindre at det sker – jeg håber at ALLE vinder den uendelig svære kamp…….

Efter samtalen på OUH, kørte vi ned i Odense by og gik først en tur i en park ved Filosofgangen. Skøn park, hvor træerne er ved at springe ud og hvor foråret rigtig har bebudet sit komme. Bagefter gik vi en tur i Odenses gader. Vi spiste frokost hos El Torito (ingen billeder), men det er nu heller ikke et sted jeg vil anbefale. Bagefter fik vi en is hos ParadisIs, inden vi kørte hjem. God afslutning på en dag, der startede i følelsernes vold.

Ellers er der ikke sket det helt store i denne uge. Jeg prøver stille og roligt at finde ind i en form for hverdag, mens jeg samtidig kæmper kampen med trætheden.

Print Friendly
Tilbage

20 kommentarer


  1. May 4, 2013
    8:34 pm

    Hanne Mumm

    Kære Birthe
    Åh ja det er en uendelig hård omgang du er igennem. Kan godt forstå du må føle dig uafklaret, fortvivlet og magtesløs over hele situationen..
    Det var Munke Mose I gik tur i – et rigtig dejligt sted 🙂 Næste gang du kommer vil jeg anbefale Assistens-kirkegården, som er meget smuk. Selvom det lyder makabert med en kirkegård, er det et utrolig smukt, frodigt og fredfyldt sted – og så ligger det lige op af OUH. Og der er altså masser af gode steder at spise i Odense, sig bare til hvis du vil have en anbefaling en anden gang 🙂


    • May 4, 2013
      8:43 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Hanne!

      Jeg havde glemt det med Assistens kirkegård, det vil jeg huske. Jeg nåede det desværre ikke sidste gang jeg var på OUH. Vi må klart have nogle anbefalinger til spisesteder i Odense en anden gang 🙂

      Kh
      Birthe


  2. May 4, 2013
    9:16 pm

    elsebeth

    Hvor er du bare fantastisk til at sætte ord på dine følelser.Håber du får en dejlig sommer og finder ro med dig selv.Min bedste ven er igennem et hårdt forløb med cancer kemo ovs og har så svært ved at sætte ord på sine følelser.Jeg tror personligt det giver en mere styrke hvis man kan men vi er jo forskellige vi mennesker….


  3. May 4, 2013
    9:26 pm

    Helle Tindahl Olesen

    Hej Birthe
    Da jeg sidst i januar blev færdig med stråler/kemo, gik der ikke lang tid, før jeg også følte mig lige så træt som et helt alderdomshjem og det fortsatte et par måneder frem og derefter kom energien stille og roligt tilbage, skøøøønt….
    Ved ikke om du kender til Rehabiliteringscenter Dallund slot, du kan Google Dallund eller finde det under kræftens Bekæmpelses hjemmeside. Jeg er så heldig at jeg er blevet optaget på et hold i uge 23 (første uge i juni) for livmoderhalskræftramte og jeg glæder mig som et lille barn til dette ophold, at kan komme til at tale og dele erfaringer med ligestillede, høre om kost og motion og m.m.
    Tror du ikke sådan et ophold vil være godt for dig også…
    Tænker RIGTIG meget på dig – Knus Helle fra Bramming


  4. May 4, 2013
    9:33 pm

    Lone Kristensen

    Kære Birthe
    Jeg kender dig ikke personligt, men har fulgt din blog længe. Dine gode opskrifter taler jo for sig selv, men din flotte beskrivelse af dit svære sygdomsforløb har rørt mig dybt. Især dine tanker om døden og din frygt for at dø alene, får mig til at ville dele følgende med dig:
    Jeg har arbejdet som intensivsygeplejerske i 11 år og har tidligere også arbejdet på plejehjem. Jeg har gennem årene været tilstede ved mange dødsfald – både akutte dødsfald, hvor jeg som sygeplejerske skulle gøre alt for at redde liv og dødsfald, der var ventede, hvor min rolle var at lindre.
    Hver eneste gang har der lige inden døden er indtrådt, bredt sig en fredfyldt ro over den person, der var på vej væk. Det er som om, at smerter, angst og uro forsvinder og den døende stille trækker sig ind i sig selv. Det er jo pr. definition ensomt at dø – man skal alene afsted. Men hvad man end tror på, at der sker efter døden, så bærer du jo dine kære i hjertet og de bærer dig – så du er aldrig helt alene 🙂
    Jeg ved ikke, om du kan bruge mine erfaringer til noget? Jeg håber blot, at det kan få dig til at tænke på døden med lidt mere ro i sjælen.
    Velmenende hilsner
    Lone


  5. May 4, 2013
    9:38 pm

    Katrine

    Kan godt forstå, at det er hårdt – og hårdt for hovedet at skulle rumme det hele! Kræft er en møgsygdom, punktum!
    Håber at du stille og roligt kan finde lidt ro i sjælen igen, så du kan nyde de mange, mange gode dage du har igen.
    Kram herfra


  6. May 4, 2013
    10:42 pm

    Lise

    Jeg er helt vred på dine vegne!
    Du gik længe med det- hvad er det for en kommentar!

    Tænk det er gået i stampe! Det er da fuldstændig fantastisk. Kæmpe glædeskram her fra.


  7. May 4, 2013
    10:56 pm

    Ann

    Hej Birthe.
    Har fulgt med på bloggen i en længere periode – i starten pga. dine fantastiske opskrifter – senerehen erfarede jeg, at du nu kæmper mod kræften. Så slog det mig, at jeg vil lade et par ord falde. Jeg har så stor respekt for, at du åbent og ærligt deler dine tanker og følelser i dette forum – uden omsvøb, tænksomt og ærligt. Selvom du selvfølgelig ofte er i dine følelsers vold pga. sygdommen – så lader det til, at du til stedighed formår at nyde de små ting – de små vidunderlige og finurlige glæder, som mange mennesker går glip af, fordi livet bare passerer, og så en dag er det slut.
    Dette indlæg skal ikke handle om mig – men vil blot indskyde, at jeg selv har haft kræft i en alder af 25 – jeg kom ud på den anden side. Men til trods for, at det er så mange år siden, kan jeg stadigvæk blive revet med af de sønderrivende følelser man har med sådan en sygdom tæt inde på livet. Og ensomheden og angsten som du ofte nævner er så barsk og uforståelig for folk, der ikke har været samme sted.
    Jeg tror på, at du besidder en kæmpe indre styrke og vilje, der til det sidste vil hjælpe dig videre. Jeg er selv fuldt og helt overbevist om, at der efter dette liv venter et andet “liv” – det giver mig en tryghed og ro, når jeg ind imellem bliver ramt af paniske og ensomme tanker om at skulle herfra. De bedste tanker og styrke herfra.
    Vh Ann


  8. May 5, 2013
    12:15 am

    Piskeriset

    Jeg kan godt forstå, at du er skuffet og ked af, at kræften ikke er blevet mindre, for det er jo det, vi alle håber på. Omvendt er jeg dog glad for at høre, at den i det mindste ikke har bredt sig. Tanker og kram herfra.


  9. May 5, 2013
    1:12 am

    Birthe Skou

    Kære Birthe
    Hvor er du god til at beskrive dine følelser – og ensomheden i forløbet genkender jeg fra nære familiemedlemmer, som har været berørt af perioder med kræft. Hvor gerne vi end vil, kan vi ikke forestille os, hvordan det er at være den, der risikerer at miste sin fremtid. Vi kan være der, men fatter nok ikke helt, hvad det giver af følelser: afmagt, jalousi, angst, vrede, frustration, misundelse, irritation mv. Jeg tænker også, at det også er en indre kamp mod de utilladte følelser, som vi helst ikke vil have ‘ejerskab’ på. Jeg bliver stolt af at ‘kende’ én som dig, der gør en forskel ved at sætte så personlige ord på sine tanker om sin kræftsygdom.
    En kræftdiagnose giver rig mulighed for at tænke sin fortid og fremtid igennem. ‘Fik du set, det du ville’, som Kim Larsen skrev. Tjaaa, vi vil vel gerne alle have the happy ending med, men nogle film ender også så mærkeligt, at vi gerne var slutningen foruden.
    Jeg tror, at det er vigtigt at leve sit liv og sætte sig spor. Min mor og min svigerinde har sat sig mange spor – blandt andet er de medvirkende til, at vores datter tidligt udtrykte ønsket om ‘at løse kræftgåden’. Det er ikke helt lykkedes for hende, men jeg er sikker på mormor og tanten er med hende, når hun om ½ år er færdig som biomediciner.
    Kærlige tanker
    Birthe


  10. May 5, 2013
    10:13 am

    Maria

    Hej

    Selv om 14 dage lyder som uendelig lang tid, vil jeg prøve at forklare en evt årsag.
    grunden til (som jeg tror) at det er 14 dage er at du nu er inden i et kontrolforløb, hvilket jeg synes du skal være glad for, i et kontrolforløb vil man på en CT scanning sammenligne dine andre CT scanninger og dermed se status på kraften(hvilket du sikker ved) så kan det være du tænker, jamen det tager da ikke så lang tid. nej det gør det heller ikke, men foruden alle de kontrolforløb som er på en røntgenafdeling er der alle kraftpakkerne som skal presset ind i kontrolforløbbeskrivelsen. når man er en del af kraftpakken skal kraftpakkerpatienterne have besked på deres scanningen inden for 1-3 hverdagen, det kommer an på hvilken retningslinjer de forskellige hospitaler har, det tror jeg er årsagen til at der går 14 dage fra du er blevet scannet til du for en svar. Nu ved jeg ikke om du skal til andre undersøgelser i forbindelse med CT scanning, som blodprøver, det kan være de vælger at samle det hele til en samtale i stedet for at du skal afsted flere gange
    Derudover vil jeg sige du er sej at du står frem med dine oplevelser af at være kræftpatienten. og jeg er sikker på at trætheden forsvinder og du vil få rig mulighed for at nyde sommeren der forhåbenligt er på vej


  11. May 5, 2013
    11:47 am

    Spaceblog

    Jeg synes ikke, du skal kæmpe for at komme op om morgenen. Du er syg og har brug for at hvile dig. Så sov længe med god samvittighed!


  12. May 5, 2013
    12:37 pm

    Kisser

    Jeg vil meget gerne komme med nogle anbefalinger til frokoststeder i Odense. Jeg er selv indfødt og der er simpelthen intet værre end at rende ind i en turistfælde!

    Frokost kan fås i mange forskellige prislejer, men jeg starter med de billigste. Vil du have god, solid dansk mad, til en billig penge kan jeg anbefale Boulevard Kroen på Sønderboulevard. Det er billigt og portionerne er MEGET velvoksne. Udefra ligner det ellers en bæverdingel (hvilket det teknisk set også er) men de laver OGSÅ god mad. Eneste minus er, at rygning er tilladt.

    Så er der Bazaren nede ved Thriges Plads, der er mange restaurenter som også er billige og gode. ISÆR den indiske er god og man kan både få meget mild og meget spicy mad dernede.

    Vil man bruge lidt flere penge på sin frokost, så kan jeg anbefale Den Gamle Kro. Som navnet antyder er det god solid, dansk mad – igen i rigelige portioner. Der må ikke ryges.

    Jeg har også været på Brasseriet Olivia, men det er nogle år siden. Den gang var det også fortræffeligt!

    Er man til smørrebrød kan man prøve Kong Volmer på Brandts. Jeg har selv kun fået brunch derinde og dén er i hvert fald god, så hvis deres smørrebrød er lige så godt, så kan man ikke blive skuffet.

    Jeg vil lige ligge hovedet i blød og se om jeg kan komme på flere gode steder 🙂


  13. May 5, 2013
    2:07 pm

    Gitte Værnhøj

    Ja, jeg sidder også her og tårerne står i øjnene – det er så hårdt at være i. Og at have samtaler med de læger som ikke har en dyt forstand på at have svære samtaler med mennesker i sorg og krise. Jeg kender det og ved præcis hvad du snakker om. Tænk, at de ikke kan finde ud af at een læge har de vigtige samtaler! Vi kan jo alle komme til samtale når denne ene læge har tid!
    Jeg kan også meget varmt anbefale Dallund!
    Varme knus til dig, selvom vi ikke kender hinanden! Jeg sender dig alt det bedste jeg har!


  14. May 5, 2013
    8:03 pm

    Isabel Ries

    Hej Birthe,

    Jeg føler virkelig med dig, kære Birthe. Jeg har selv haft kræft og kan genkende mange af dine følelser, som du beskriver så flot.
    Mon du kender “Tidslerne”? Det er en forening for alternativ kræftbehandling. For mig var det en kæmpe hjælp og støtte at få råd fra dem. Det betød meget for mig at gøre noget aktivt selv for at blive rask.
    Her kan du også få kontakt til andre, der har kræft, hvilket kan være rigtigt rart. Det hjælper på ensomheden, at have kontakt til andre, som på egen krop forstå, hvad det er man gennemlever.
    Tænkte du måske kunne bruge dette til noget. Det vigtigste er jo at du finder den vej, som lige præcis er rigtig for dig.
    Mange kærlige hilsner og tanker Isabel


  15. May 5, 2013
    8:19 pm

    Kristina

    Kære Birthe.
    Jeg har tidligere skrevet lidt til dig, og nu fik dit indlæg mig op af stolen igen. Jeg er læge og har tidligere arbejdet som gynækolog, og min mand, som også er læge, har tidligere arbejdet på onkologisk afdeling på OUH. Jeg synes det er utrolig frækt af een af dine venner at sige at du har gået lang tid uden at reagere på dine symptomer. Til dit forsvar vil jeg sige til dig, at man fx med en ovariecancer kan gå meget længe før der indtræder symptomer, og når det først opdages, er det ofte for sent. Nu mener jeg at du har cervix-cancer (livmoderhalskræft), og der kan da komme symptomer som man bør reagere på, men der er jo så også nogle symptomer ved cervix-cancer som er overlappende med andre sygdomme.
    Til sidst vil jeg lige knytte en kommentar til det forrige indlæg fra Gitte. Stort set alle læger vælger at læse medicin fordi man gerne vil hjælpe andre mennesker, og der er i løbet af uddannelsen mere og mere fokus på at blive bedre til de svære samtaler man som læge skal kunne tage. Det kan være det er naivt, men jeg tror faktisk de fleste læger i dagens Danmark er opmærksomme på de sårbare patienter og er gode til de svære samtaler.
    Jeg er ked af at du hele tiden møder nye læger, og det er selvfølgelig ikke optimalt. Vi som læger ønsker også en dybere kontakt med vores patienter, og ønsker jo heller ikke at have så travlt og så meget papir-arbejde som der nu engang er, men besparelser og pres ovenfra gør måske at systemet (og dem der nu engang tilrettelægger dagens program i ambulatorierne) ikke er, som nogen af os ønsker. Vi er mange der tænker på vores patienter når vi har fri og er dybt berørte af deres situationer!
    Jeg håber virkelig på det bedste for dig, Birthe. Jeg nyder meget at læse din blog og synes du en helt fantastisk kok:-)
    Kærlig hilsen Kristina


  16. May 6, 2013
    9:47 am

    SushiStegen

    Allerkæreste Birthe, det gør mig ondt at læse, hvor hårdt du har det for tiden. Du er så sej, og ingen mennesker burde være nødt til at gennemleve det helvede, som du dagligt kæmper med. Jeg håber og beder til, at du også får dit mirakel.
    Min erfaring er, at håbet skal man pleje og gøre alt for beholde, for det gør nu livet lidt lettere og lysere, og måske kan der så også sniges lidt smil og glæde ind. Jeg ønsker at forårets varme solstråler og spæde grøntsager giver snart dig lidt glæde og overskud.
    De varmeste knus og blide strøg over håret fra København


  17. May 10, 2013
    1:40 pm

    Camilla

    Søde Birthe… jeg kan godt forstå, at du er skuffet over resultatet, for med alt det du har været igennem virker det uretfærdigt, at det ikke har hjulpet det store. MEN det har jo et eller andet sted hjulpet, netop fordi det ikke er blevet værre. Det er problemet den den møg-sygdom – der er det ene gok i nøden efter det andet 🙁
    Men jeg krydser fingre og håber på det bedste
    Stort knus fra det mørke nordjylland


  18. May 18, 2013
    4:51 pm

    Tanja Maria

    Hej Birthe,

    er først for nylig faldet over din blog. Efter at have læst i et dameblad af ældre dato, hvor Anne Hjernø havde skrevet en artikel om dig, blev jeg nød tila t lægge vejen forbi din blog.

    Jeg synes det er virkelig beundringsværdigt, at du skriver om dine oplevelser på bloggen. Kræft er for mange stadig et tabu emne. Hatten af for dit kæmpe mod!

    Sender dig de største og varmeste tanker! Jeg er helt sikker på, at når man fylder kroppen med lækker mad (som du utvivlsomt gør), giver man kroppen noget glæde at arbejde med.
    Vi er mange der hepper på dig og jeg håber at vores tilråb kan hjælpe til at holde psyken oppe i den svære tid!
    Kh,
    Tanja


  19. May 26, 2013
    11:24 am

    Ani

    Hej Birthe
    Jeg er så imponeret over dig, jeg synes at det er fantastisk at du til trods for manglende kræfter alligevel får en hel masse fra hånden. Ignorer pessimistiske venner på facebook og andre medier, håb og tro og bliv ved med det. Jeg har en veninde som er i samme båd, hendes tro på overlevelse har fået hende op af en kørestol. Hun har kræft i hjernen og i venstre lunge, og hun kæmper bravt og håber at det nok skal gå. Jeg håber at det nok skal gå for dig også, og du skal også selv tro på det. Jeg synes at du er så god til at formidle dine tanker, din angst, og dine håb videre til os som følger din kamp. Du er et imponerende sejt menneske, lad ikke noget knække dig.

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!