Newyorkerbyheart

Kræft-dagbog: stilhed………

05 november , 2013 - af Newyorkerbyheart - Kategori: Kræft, Mig og kræft, Min kat - Tags: ,

Der har været lidt stille herinde på de sidste, det beklager jeg, men jeg har haft brug for ligesom at “trække stikket ud” i noget tid og bare koncentrere mig om mig selv.

Selvom jeg prøver ikke at tænke på min sygdom for meget, så er den jo en fast følgesvend i alt hvad jeg gør og laver.

Jeg har haft det fint her de sidste dage og det har givet lidt mere overskud. I dagende lige efter 3. omgang kemo have jeg en frygtelig kløe over hele hele kroppen. Som en allergisk reaktion på kemoen. Den stod på i flere dage og jeg rev mig selv til blods, det var ikke rart. Jeg skal have snakket med dem inden jeg skal have omgang 4.
Det går også fint med at leve et liv uden hår, meget nemmere end jeg havde troet. Det eneste tidspunkt hvor jeg rigtig er bevidst om det, er når jeg er ude blandt andre.

Mad-mæssigt går det ikke så godt. Jeg spiser ikke det jeg skal og taber mig. Jeg spiser kun 2 små måltider on dagen og det er ikke ideel. Jeg prøver på at finde noget jeg kan spise som snack ind i mellem, den 2 måltider. Lige nu er det små yoghurter med knas. Som jeg før har skrevet er aften måltiderne heller ikke særlig nytænkende. Det er ofte noget jeg har lavet før eller også står den på rugbrødsmadder. Mad siger mig simpelthen INTET for tiden, jeg kunne ikke være mere lige glad – ikke ligefrem ideelt når jeg er madblogger. Jeg håber at glæden og interessen kommer igen på et tidspunkt.

Jeg vil også lige fortælle at det går godt med Basse-drengen (vores kat). Han er efterhånden faldet godt til og er en godmodig, kærlig og højt snorkende kat. Han er begyndt at komme ud og har i det hele taget et godt misseliv, synes jeg. Han sover hos os nogle gange, hvilket er så hyggeligt. Nogle gange må kæresten bære en slap, sovende kat ud, når han står op, men så hopper han bare op i sofaen og sover videre.

Print Friendly
Tilbage

11 kommentarer


  1. Nov 6, 2013
    8:25 am

    Hvadskalvibage/Mette

    Mon ikke vi alle har fuld forståelse for at du ind imellem har brug for at hive stikket ud. Jeg synes det er flot du lukke os alle ind i både dine tanker og behandling i dette forløb.
    For mig personligt er det utrolig berigende at læse om dit forløb. Da min mor for over 30 år siden fik diagnosen leukæmi, fik hun ikke af vide at hun var så langt henne at der kun var få uger tilbage. Samtidig var jeg kun syv år og syntes ikke det var sjovt at se hende så syg på sygehuset og kunne samtidig ikke helt forstå hvad der foregik. Nu har jeg via dig, fået et personligt indblik på hvad der sker i hovedet på de personer imens de er igennem forløbet. Det har været en utrolig positiv og hård oplevelse.

    Jeg krydser fingerne for dig, og er ikke i tvivl om at du og kæresten er i stand til at nyde de små og store oplevelser efterhånden som de kommer. Huske samtidig at der altid er nogle som bryder prognoserne/statistikkerne på den positive måde.


  2. Nov 6, 2013
    9:25 am

    lise klinkby

    Kære NBH
    Først et tak for modig og åben deling.
    Jeg læser din tekst og tænker denne person har givet mig så mange opskrifter, måske vi kan give noget tilbage på en eller anden måde.
    Du har givet os andre lyst til at spise, hvordan kan vi give dig lysten tilbage, i en tid hvor din krop har brug for næring.
    Har du brug for at nogen laver maden til dig, sender ting til dig. Jeg er sikker på at du har kickstartet en masse mad entusiaster som med glæde vil give tilbage.
    Alt det bedste her fra.
    L


  3. Nov 6, 2013
    1:18 pm

    Stine Villum

    Min mor havde det på samme måde da hun i foråret og sommers fik kemo. Hun fik udskrevet måltidserstaninger/supplement fra lægen fordi hun også tabte sig. Sygehuset sagde hun ikke måtte tabe sig men synes det var noget pjat med supplementerne, men det hjalp virkelig for hun havde svært ved at få spist.

    Masser af kærlige tanker
    -Stine


  4. Nov 6, 2013
    1:35 pm

    Karen

    Godt at høre fra dig, Birthe. Selvfølgelig skal du trække stikket ud, når du har brug for det. Jeg var såmænd bare lidt bekymret for dig, da jeg skrev til dig i går, for i modgang og medgang plejer du jo at skrive :-) Ærgerligt, at du har mistet appetitten, håber, den kommer igen, når kemoens kvalmevirkning er overstået.

    Skønt at høre, at missemanden er faldet til hos jer – han ser så dejlig ud. Så hvid og fin. Lykken er en blød kat – også selvom den napper hovedpuden en gang imellem, som vores Puma har for vane. Man tilgiver dem alt, når de rumlespinder og sender bølger af ro ind i kroppen på en.
    kh, Karen


  5. Nov 6, 2013
    1:42 pm

    Rikke

    Dejligt at høre fra dig igen… Jeg har tænkt meget på dig, og været herinde et utal af gang for at se om jeg var gået glip af en opdatering :)

    jeg kan godt forstå at du har brug for bare at “være dig selv” indimellem.


  6. Nov 6, 2013
    4:25 pm

    Heidi

    Dejligt at høre fra dig, og jeg håber du stadig er ved godt mod….. Pas godt på dig selv, og må solen snart stråle på dig igen… :-) mange tanker herfra…


  7. Nov 6, 2013
    5:05 pm

    Marianne Klockmann

    Kære du, dejligt at du er tilbage igen, jeg har tænkt over stilheden. Knus fra Marianne


  8. Nov 6, 2013
    6:06 pm

    Camilla Jensen

    Lyder sødt med den “lille” Bassemand :) . Jeg synes katte (dyr i det hele taget) er gode at have omkring sig, særligt i hårde tider. Måske fordi de er så gode til at være hvad de er, nemlig dyr, intet drama, ingen forventninger andet end et godt hjem og lidt nus bag ørerne engang i mellem. Det er i virkeligheden en meget simpel relation, som jeg tror også er grunden til at de er særligt gode blandt syge mennesker – eller på plejehjem for den sags skyld, hvor det har en bevist effekt at have dyr. Ofte virker det desuden til at dyr på fornemmer hvordan vi mennesker har det… Jeg er i øvrigt enig med de andre hvad angår din aktivitet her på bloggen :) . Ønsker dig alt godt.

    Camilla


  9. Nov 6, 2013
    9:12 pm

    berit

    Du skal sørme ikke undskylde, at du har behov for at være stille…men dejligt, når du så opdaterer.
    Har du ikke nogle veninder (eller nogle der følger din blog), der kan lave en mad-dag hos dig, hvor de laver nogle af dine livretter, og fryser dem ned i små portioner, så de er lige til at tage ud og varme?
    Det er nemlig ikke godt, at dit madindtag er så begrænset..
    Pas på dig selv.


  10. Nov 6, 2013
    10:04 pm

    Tina

    Kære Birthe
    Mega unfair med appetitten – når mad har fyldt så meget i dit liv..
    Jeg håber på gode dage – og appetit der vender tilbage.
    Stort knus og mange tanker ❤


  11. Nov 6, 2013
    11:21 pm

    Tina - omme i London

    Foerst og fremmest skal du have et kaempe ((((((((((((((knus)))))))))))) Birthe. Jeg har ikke vaeret saa flink til at foelge med i blogland i det sidste aars tid og har lige tygget mig igennem hele dit sygdomsforloeb. Jeg sender mange, helende tanker og takker for din utrolige aerlighed omkring din sygdom og behandlingsforloebet. Jeg tror det er sundt for baade dig og laeseren. Mon ikke din spiselyst dukker op igen lige saa stille. Jeg tror og haaber paa dine vegne.

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Jeg er også på Twitter

Mine netværk

Abonnere med e-mail


 

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!